Nyhed
Læsetid: 2 min.

Løkke hemmeligholder indhold af telefonsamtale med Ban Ki-moon

Lige før nytår 2015 havde statsminister Lars Løkke Rasmussen en telefonsamtale af ukendt varighed med FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon. Selv om samtalen drejede sig om en dansk lov, afviser Statsministeriet at oplyse noget som helst om samtalen
Indland
13. december 2016

Tirsdag den 29. december 2015 talte Lars Løkke Rasmussen (V) i telefon med FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, i New York.

At telefonsamtalen overhovedet har fundet sted, vides fra det brev, som generalsekretæren godt to uger senere den 15. januar skrev til den danske statsminister med kritik af de udlændingestramninger, som V-regeringen havde fremsat lovforslag om i Folketinget den 10. december.

I indledningen af det kritiske brev skrev Ban Ki-moon i diplomatiske vendinger, at han gerne ville udtrykke sin oprigtige påskønnelse af »den konstruktive diskussion«, de to netop havde haft i telefonsamtalen om den fortsatte strøm af mænd, kvinder og børn, der flygtede til Europa fra krig, forfølgelse og fattigdom.

Det fremgår af Ban Ki-moons brev, at telefonsamtalen bl.a. må have drejet sig om V-regeringens lovforslag, der også i udlandet blev kendt som ’smykkeloven’. I hvert fald takker Ban Ki-moon for efter telefonsamtalen at have modtaget oplysninger om hovedelementerne i lovforslaget.

Statsministeriet ønsker ikke at give offentligheden oplysninger om, hvad telefonsamtalen konkret har drejet sig om. Heller ikke enkle informationer som f.eks. samtalens varighed eller hvem, der ringede til hvem, vil Statsministeriet dele med offentligheden. De fem dokumenter, som Statsministeriet har journaliseret om samtalen, er alle hemmeligholdt, enten fordi de er interne, eller fordi de har været anvendt til rådgivning af ministeren.

Derudover er oplysninger også hemmeligholdt med henvisning til en paragraf i offentlighedsloven, hvorefter aktindsigt kan begrænses af hensyn til Danmarks udenrigspolitiske interesser, herunder forholdet til internationale institutioner.

Internt beredskab

Det fremgår dog af den aktindsigt, Information nu har fået fra Statsministeriet, at der bl.a. har været en intern e-mailkorrespondance mellem forskellige embedsmænd i Statsministeriet samt en e-mailkorrespondance mellem embedsmænd i Statsministeriet og Udenrigsministeriet om »forberedelse af og opfølgning på samtalen« og derudover også et »internt beredskab« i Statsministeriet.

Aktlisten viser også nogle dateringer, bl.a. er korrespondancen mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet om forberedelse af samtalen dateret den 22. november, altså fem uger før, at samtalen finder sted. Samme dato har Statsministeriets interne korrespondance fået, og i øvrigt også korrespondancen med Udenrigsministeriet med titlen »opfølgning på samtalen«. Endelig er et femte dokument med intern korrespondance dateret samme dag som samtalen, altså den 29. december.

Det eneste, Statsministeriet har ønsket at udlevere i aktindsigt, er et A4-papir med bl.a. et referat af en udtalelse fra FN’s særlige repræsentant for international migration og udvikling, Peter Sutherland. Til dagbladet Politiken har han udtalt sig kritisk om Lars Løkke Rasmussens tidligere udtalelse til TV 2 News om, at der kan være behov for at se på konventionerne, hvis strømmen af flygtninge fortsætter.

Hemmeligholdelsen af indholdet i telefonsamtalen mellem Lars Løkke Rasmussen og Ban Ki-moon ligger i forlængelse af statsministerens håndtering af generalsekretærens kritiske brev, der som afdækket i Information i fortrolighed blev sendt til Udenrigspolitisk Nævn frem for til de udlændingeordførere, der netop var i gang med at vedtage smykkeloven.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak for at følge og borer i sagen.
Jeg forstår ikke hvorfor vi borgerer/vælger IKKE må få sådanne oplysninger - når vi mindst hver 4-år skal give politikerne vor stemme for at vare tage landets interesser for os. Hvorfor har landets statsminister ikke tilled i os, når han mener at vi skal have tillid til ham???????????????????????.....

Bjarne Bisgaard Jensen, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Tue Romanow og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

tjah - det kunne jo være fordi han i sit magtelitære tomrum, på denne måde føler sig mere betydningsfuld

De undgår alle spørgsmål!
I dag - Mærsk skibe og olie - Esben Lunde Larsen - ingen kommentarer. Det må være, at de skal spørge om, hvad de skal mene først?