Efter flygtningekrise, Brexit, valget af Trump og en verden i politisk og magtmæssigt opbrud har mange regnet med Tyskland som den nye ledestjerne i forhold til demokrati og menneskerettigheder og alt det, vi troede, vi var blevet enige om efter Anden Verdenskrig.
Men hvordan vil terrorangrebet mod julemarkedet på Breitscheidplatz foran Gedächtniskirke mandag aften påvirke den tyske selvforståelse og politik? Kan Merkel stole på befolkningens opbakning til at holde den moralske fane højt endnu engang?
Professor i statskundskab Ole Wæver vurderer, at Tyskland står i en ambivalent politisk situation med tanke på den interne kritik af Merkels håndtering af flygtningekrisen og højrepopulismens fremgang. Alligevel er der ifølge Wæver grund til at have tillid til den ’politiske grundkode’ i Tyskland.
»Det er den logik, som prægede både tysk og europæisk identitet umiddelbart efter Anden Verdenskrig, og som handler om ikke at lade sig præge af, dem vi var, men af, hvem vi vil blive til. Jeg tror, mange tænker, at netop fordi der er så mange risici i denne situation, så skal vi hæve os op på et højere niveau og aktivt vælge, hvem vi vil være. Ikke være reaktive, men skabende og tænke, hvad er det for et Tyskland, vi vil have, og hvem vil vi være?«
»Historisk har Tyskland bestemte forudsætninger. Det er et land med et immunsystem, som vi ikke har andre steder,« siger Wæver. Men han understreger også, at man ikke bør være naiv omkring de populistiske strømninger:
»Mange er ambivalente omkring, hvordan man skal forholde sig. Skal man gøre som så mange andre lande og tage små ryk til højre, eller ligger der et politisk potentiale i bevidst at gå den anden vej? Politik er meget dialektisk.«
»Der er både den dybe tyske grundkode, men så er der også noget overfladespinlogik i det, som handler om, at når noget har været sagt rigtig mange gange, så får man flest point på at sige det modsatte. Altså sige: Vi reagerer ikke på terror ved at stramme lovgivning og pege fingre af bestemte befolkningsgrupper.«
’Breaking mode’
Da Uffe Østergaard, der er professor i historie, så tv mandag aften, blev han slået af forskellen mellem den tyske og den danske dækning af angrebet:
»De danske medier gik mere amok end de tyske,« siger Uffe Østergaard med henvisning til, at tyske ARD 1, så vidt han kunne se, kørte deres normale aftenprogram mandag aften, mens DR2 var i ’breaking mode’.
»Det er udtryk for en tysk holdning om ikke at lade sig fange af panikken. Der ville Den Korte Avis nok sige, at de prøver at lægge låg på, men terror handler jo om at skabe angst. Det er psykologisk krigsførsel.«
»Jeg vil anbefale, at vi tager det tyske råd til os og lader eftertanken råde. Jeg er imod, at man fra mediernes side kører breaking news og væg-til-væg dækning,« siger Østergaard.
Filosoffen Peter Tudvad, der er bosat i Berlin, er mere pessimistisk. Han tror ikke, at den tyske politiske grundkode, som Ole Wæver taler om, stikker helt så dybt. Tyskland er ifølge Tudvad blevet ramt i sin sjæl:
»Tyskerne sætter i den grad pris på deres julemarkeder i en grad, så de næsten ville forvente, at julemarkeder kom på UNESCO’s verdensarvs-liste. Så det er fatalt. Og så er det jo ikke bare et julemarked, men Gedächtniskirke. Det er enormt symbolsk. Man kan sige en hel masse kritisk om Gedächtniskirke, der er sådan en konserveret ruin, men det er et monument mod krig og dermed også terror, og hvad sker lige præcis det sted: terror.«
»Det er klart, at tyskerne bliver smigrede, når de i begyndelsen af flygtningekrisen, står som denne her humanitære bastion, men så begynder problemerne at vælte ind over landet,« siger Tudvad:
»Når man så får et terrorangreb, så er jeg ikke sikker på at tyskerne vil opfatte, at der er stor profit ved at stå som dett moralske fyrtårn i verden, som – undskyld mig – vi andre, bilder os ind, at tyskerne er. Der ligger en arv, som man ikke har fået gjort op med, også fra dansk side, når man ser på Tyskland.«
– Hvad er det for en arv?
»Det er, som om – lidt grovkornet formuleret – at når danske medier forholder sig til Tyskland, så er det stadig det gamle Vesttyskland. Men der er altså også det gamle Østtyskland, som minder langt mere om Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn end om det gamle Vesttyskland. Her vil AFD få et kanonvalg næste år til forbundsstatsvalget. Ingen tvivl om det.«
– Hvis man oplever tyske medier, der nedtoner angrebet, eller oplever en mere rummelig politisk retorik i kølvandet på det her, så er det elitens projekt mere end de brede folkelige opfattelser?
»Ja. Jeg bryder mig ikke om at sige det, men sådan forholder det sig nok. Sådan opfatter folk det. Man formår ikke at få de almindelige mennesker – de lavere og bredere lag – i tale.«
Peter Tudvad beklager det, han kalder en »floskel«, men anfører, at »det bliver eliten, der på en nærmest bedemølleagtig måde gentager nogle korrekte begreber om, hvordan vi skal forholde os.«
»Jeg tror, at mange pæne mennesker får et problem med at holde den humanistiske fane højt, og hvordan søren skal man forklare sig over for disse besorgte bürger.«
Pæn eller ej – undertegnede har trods diverse terroranslag intet problem med at holde den humanistiske fane højt, så længe vi stadig:
# bruger tusinder af gange flere euro og kroner på militær end på freds- og konfliktforskning.
# vægter overvågning og kontrol højere end at øve nærhed, ligeværdig inddragelse og forståelse for sammenhænge.
# øger eller blot accepterer mere magtcentralisering frem for mellemfolkeligt samarbejde og inspiration i frihed. (Medicin i form af fx "mere EU!" skaber blot øget apati, frustration og afmægtig vrede. Det er præcis de følelser, som nationalisme og fremmedhad altid har snyltet på. Overstatslighed er pseudofællesskab og handler mere om magt end om samarbejde).
# går i krig – endda uden at have en plan for, hvordan freden vindes. Dette har skabt mange desperate mennesker, der falder i fanatikeres kløer og bliver terrorister. Krig ER terror.
# udbytter andre lande, herunder vender det blinde øje til, når lokalbefolkninger og miljøfolk trues, tvangsforflyttes eller likvideres.
# lader os styre i højere grad af teoretikere end af praktikere.
"Grimme mennesker" får problemer ved at lukke sig inde.
Flygtningeproblemet er ikke kun et spørgsmål om grænser. Overbefolkning fører ikke blot til plads og resurse mangel. Der sker også en kraftig reduktion i populationsstørrelse og antal af andre arter. Men de største grupper af levende væsner, bakterier og virus, har vi ikke styr på. De små fyrer er tilsyneladende eksperter i at tilpasse sig de forhåndenværende fødemidler. Der er rigtig god grund til at frygte "nye sygdomme", altså angreb fra virustyper, der mangler mad fordi deres normale byttedyr er blevet sjældne.
Hvis der opstår en virulent lungevirus, der smitter gennem luften, er en 90 % reduktion af en population ikke ukendt. Det samme kan ske for det begrænsede artsvalg at fødevare emner for mennesker, som vi i rivende hast breder ud over jorden.
Problevet virker uløseligt, men det er det ikke. Finder vi i fællesskab ikke en løsning, løser det sig selv.
Tak Magnus Falbo for det indlæg her.
Jeg har intet at tilføje, sjældent har jeg været så enig i en
refleksion.
Pæne mennesker = borgerskab, vågn op!
Når talen kommer til pæne mennesker, så vil jeg på ny på denne debatside henvise til "En tyskers historie. Erindringer 1914-1933", se evt. https://www.saxo.com/dk/en-tyskers-historie_sebastian-haffner_indbundet_...
Jeg henviser til den, fordi den er tankevækkende og fortæller måske en historie om hvad konsekvenserne kan blive, hvis borgerskabet, som det skete i Nazityskland, undlader at reagere eller reagere for sent. Alle med den nødvendige viden er nød til at reagere, så det ikke fremstår, som om populisterne har ret. Vi kan ikke overlade det europæiske kontinent og afgørende dele af demokratiet forbløde pga. magelighed. Vi ser og deltager i krige i vore nærmeste omegn starte og foranledige endnu mere ufred og flygtningestrømme. Vi ser en række medlemslande agere udemokratisk uden konsekvenser. Vi ser populistiske, højreradikale partier i stigende grad sætte dagsordenen ude i Europa og stå på spring for at overtage magten i de europæiske demokratier, samtidig med at presidentelect Donald Trump sender den ene samfundsundergravende udtalelse efter den anden ud i universet, som om det hele er et realityshow.
Så borgerskabet opfordres til at komme ud af mageligheden mhp. at forsvare det
demokratiske velfærdssamfund, som vi alle mere eller mindre har haft glæde af. Alternativet er skræmmende. Frihedens værdi anerkendes normalt først, når den er tabt.
Jeg har for nogle år siden anmeldt "En tyskers historie. Erindringer 1914-1933" på ovennævnte link med følgende ord:
"Denne bog er helt enestående og bør efter min opfattelse være obligatorisk læsestof i folkeskolen eller gymnasiet, da den kan skabe opmærksomhed om risikoen ved at lægge befolkningsgrupper for had og vende ryggen til retsstaten. Intet er sikkert, hvis vi ikke forstår at værdsætte og løbende arbejde for at bevare og om muligt forbedre vores frihed og demokrati.
Bogen er skrevet af Sebastian Haffner og er hans helt personlige tidsbillede af det forliste kejserdømme Tyskland og landets udvikling (afvikling) op til årene lige før 2. Verdenskrig.
Bogen afslører tankerne hos en prøjsisk embedsmands søn, som fra krigsbegejstret 10-årig dreng i 1914 bevæger mod et Nazistisk rædselskabinet mod sin vilje. Efterhånden som Nazisterne fik magt som de havde agt, gled dele af den tyske befolkning over i et uhørt medløberi, som efterhånden førte til, at alle blev det enkelte individs værste fjende. Ingen turde tro på nogen og det gjaldt langt ind i familierne.
Det er forfatterens opfattelse at Tyskland fra udbruddet af 1. Verdenskrig langsomt men sikkert bevægede sig mod Nazisternes overtagelse af magten i 1933. I den forbindelse er det værd at huske, at Nazisterne med parlamentariske midler indførte det ultimative diktatur.
Under hele processen forholdt de afgørende demokratiske kræfter sig passive. Tilsyneladende håbede alle demokratisk sindede, at der var tale om en ond drøm. Når demokareterne var vågne, håbede de på, at andre udefra ville gøre en ende på uhyrlighederne. Det skete som bekendt ikke og verdenen bevægede sig ind i en ny verdenskrig.
Forfatteren beskriver det chokerende skred, der skete i det tyske folks humanisme og kultur. Vi kender alle slagtningen af den jødiske del af befolkningen. Jøderne var blot en befolkningsgruppe ud af mange, som Nazityskland ville udrydde og rent faktisk så godt som udryddede.
Forfatteren beskriver, hvordan Nazismen greb ind i den dommeruddannelse, som han var i gang med og hvorledes han for en tid måtte sælge sin sjæl for at kunne færdiggøre sin uddannelse. På s. 189 skriver han således om konsekvenserne af Nazisternes magtovertagelse:
”…Den situation, de ikke-nazistiske tyskere i sommeren 1933 befandt sig i, er givetvis en af de værste, noget menneske kan komme ud for: nemlig at være blevet løbet over ende, kombineret med eftervirkninger af det chok, det var at blive overrumplet så eftertrykkeligt. Nazisterne havde os, på nåde og unåde, i deres hule hånd. Alle forsvarsværker var faldet, enhver kollektiv modstand var blevet umulig, individuel modstand var blot en anden form for selvmord. Vi var forfulgt langt ind i vores privatlivs kringelkroge, på livsområder herskede der deroute, en spredt flugt ingen vidste hvor ville ende. Samtidig blev man dagligt opfordret til: ikke at overgive sig, men: at skifte side. En lille pagt med djævlen – og man ville ikke længere høre til de tilfangetagne og jagede, men til de sejrende og forfølgende.
Det var den enkleste og groveste fristelse. Mange faldt for den….”
I Nazityskland var det ikke tilstrækkeligt for Nazisterne at have magten. Man ønskede også at eje den enkelte borgers sjæl.
Sebastian Haffner flygtede i 1938 til England, som at undgå at blive aktiv deltager i den kommende krig. Forfatteren gav manuskriptet til sin familie kort før sin død med besked om, at familien måtte bestemme, hvad der skulle ske med det. Bogen udkom for første i 2000 i (Danmark: 2002).
Bogen er en af de mest enestående og lærerige bøger, som jeg har læst, og den bør tilhøre enhver bogsamling."
Uanset de mange formanende danske (!) stemmer er det jo den menige tysker der med største selvfølgelighed forventes såvel økonomisk som praktisk at leve med konsekvenserne af Merkels åbne grænser..
Tyske medier er, i modsætning til danske, dagligt fyldt med hundredvis begavede og reflekterede indlæg hvor meniger og daglige erfaringer deles.
Er det rimeligt med vedholdende dæmonisering og påstand om hele ellers stabile demokratiske samfund med engang bliver højrerabiate eller Nazister..? Blot fordi der stilles relevante spørgsmål ved en nutidig omfattende omfordelingsproblematik
Der er tale om milliarder der tidligere manglede til væsentlige samfundsfunktioner. Samme omfordeling Danmark gennemgår..
Pointen i artiklen er jo netop at eliten ikke (længere) har opbakning blandt brede tyske befolkning..
Politisk korrekthed gavner ingen.. Trump er dokumenterbar valgt af samme årsager
Nogle lader sig tilsyneladende let overbevise om, at alle landets ulykker skyldes indvandrere og flygtninge. I trediverne var det jøderne, der fik skylden. Jeg synes, historien giver alle tænkende mennesker anledning til at overveje, hvordan det er muligt at imødegå demagogien.
"Pointen i artiklen er jo netop at eliten ikke (længere) har opbakning blandt brede tyske befolkning.."
Mon ikke det samme gør sig gældende her i Danmark?
@Lars Riber
Er dit indlæg stilet til nogen?
Efter Berlin:
Gutmenschen vil springe ud som Wutmenschen.
Vesten deklamerer i tide og utide, at de ikke er i krig med islam – men at islamisterne har befundet sig i religionskrig med Vesten i hvert fald de seneste ti år, vil man sandsynligvis først forstå til bunds om yderligere ti år, og da ser verden helt anderledes ud – bare spørg israelerne, nogle af verdens hårdest prøvede Mutmenschen, et folk, der til stadighed er synligt, men alligevel overses – ligesom palæstinenserne …
Tyskland, der har været ét af de mere tilbageholdende lande med at føre krig i Mellemøsten, da det er imod deres forfatning, skal nu lokkes ud af busken, den gamle Bin-Laden strategi – lok de vantro ud på slagmarken og knus dem med bestialske metoder, de ikke engang kunne forestille sig fandtes og blive taget i anvendelse …
’Pæne mennesker får et problem med at holde den humanistiske fane højt’
Ja, så hvilken fane kan vi erstatte den med mon?
Pæne mennesker får et problem med at holde den humanistiske fane højt
Jeg er helt enig!
Retorikken blandt politikerne har bredt sig til befolkningen. De stigmatiserende og negative udtalelser og "nyheder" vi fodres med, påvirker i stigende grad folks holdninger.
Jo, det bliver i sandhed vanskeligere dag for dag, at holde den humanistiske fane højt.