Læsetid: 3 min.

Postfaktuel Jul: Eksport af ’hygge’ sprænger statens modeller

Ingen havde hidtil tænkt på at medregne Danmarks vel nok vigtigste nationalprodukt i de økonomiske modeller. Enhedslisten kræver brandbeskatning af det nye eksporteventyr. Dette er 21. låge i Informations postfaktuelle julekalender
Ingen havde hidtil tænkt på at medregne Danmarks vel nok vigtigste nationalprodukt i de økonomiske modeller. Enhedslisten kræver brandbeskatning af det nye eksporteventyr. Dette er 21. låge i Informations postfaktuelle julekalender
21. december 2016

Kongerigets økonomi ser nu helt sund ud oven på endnu en revision af statens bruttonationalprodukt.

»Vi havde fuldstændig overset eksporten af hygge i nationalregnskabet,« siger en rødøret chef for Danmarks Statistik

I en pressemeddelelse skriver Danmarks Statistik, at dansk BNP er betragteligt større end hidtil antaget. Årsagen til den graverende blunder skal findes i statistikenhedens regnemetoder, der ikke var indrettet til at opfange, at den ganske verden er blevet storforbruger af dansk ’hygge’.

»Det viser sig, at matematik gør sig bedst med tal eller græske bogstaver, og da ’hygge’ ikke er umiddelbart kvantificerbart eller har sit eget ord på græsk, havde vi altså ikke fundet plads til det i modellerne,« siger Jennifer Hellman, BNP-boss hos Danmarks Statistik.

Det var en studentermedhjælper, der efter et december-besøg hos sin britiske svigerfamilie, fik færten af, at noget var helt galt:

»De lavede ikke andet end at se The Killing og The Bridge og spise småkager, drikke gløgg og kigge ind i kaminen, og jeg siger dig, Jussi Adler er the shit i Cornwall. Guardian og Independent har ’hygge’ som årets ord, og de fleste har faktisk glemt, at Anders Fogh er dansk,« siger Simon Ebenhart. 

En Cessna til alle

Efter at være landet tilbage i Kastrup tog den unge Ebenhart direkte ud til BNP-maskinen i kælderen hos Danmarks Statistik på Østerbro. Det har dog ikke været ligetil at få arbejdet ’hygge’ ind et sted:

»Det er lidt ligesom med exoplaneter; vi har ikke synligt bevis for, at de er der, men man kan se på gravitationsfelterne, at der bør være noget på lige præcis det sted,« forklarer Ebenhart, mens han tegner cirkler i luften med pegefingrene.

Eftersom uldsokke- og stearinlysproduktionen for længst er udflyttet til Polen, har ’hygge’ ikke været medregnet i det almindelige eksportregnskab, og Jennifer Hellman siger, ikke helt ubeskedent, at det da heller ikke har været let at sætte kroner og øre på, hvor meget Danmark så har tjent på hygge.

»Baglæns induktion,« siger hun meget langsomt med en lille kunstpause mellem de to ord og et knipse-peg til en nikkende Ebenhart. »Vi lavede et matematisk topografisk kort over dansk eksport, og der, hvor dalene var dybe nok, regnede vi bagud og endte oftest i en stue et sted i Jylland, hvor vi fandt hyggen.«

Skæret fra kaminilden blev ganget med gløgg-salget for perioden 1920 til i dag (fraregnet 1940-45 og Irak-krigen) og ekstrapoleret frem til det punkt, hvor velviljen, hvormed katten spinder i takt til højskolesangbogen, er størst. Alt i alt viste det sig, at dansk BNP er 18 pct. højere end hidtil antaget.

Pelle Dragsted (EL) har nu stillet $20-spørgsmål til skatteministeriet omkring muligheden for at beskatte ’hygge’, så fortjenesten ikke kun kommer de multinationale hygge-eksporterende virksomheder til gode, men også de almindelige danske hjem, som har produceret den i første omgang. Liberal Alliance har dog en anden plan:

»Vi skal bruge pengene til at lette skatten på privatfly, så selv de laveste indkomster kan få råd til en bette Cessna under træet i det nye år. Det kan for alvor skabe øget hygge i de små hjem,« siger Joachim B. Olsen.

Dansk Folkeparti kræver det fuldt belyst, hvad den omfattende eksport af hygge har haft af konsekvenser for de danske hjem. 

»Hvis der sidder bare én dansk familie og har lidt svært ved at finde julehyggen, så kræver vi et totalt eksportstop. Dansk hygge for danskerne,« lyder partiets nye slogan. 

Serie

Informations postfaktuelle julekalender 2016

Pyh, 2016 har været lidt af et år. Vi har sagt farvel til mange store ikoner, sagt goddag til en ny verdensorden og for alvor stiftet bekendtskab med begreber som ’det postfaktuelle samfund’ og de farlige ’fake news’.

Nu vender Information hele bøtten og laver sin egen julekalender med positive fake news. Hvorfor ikke sprede lidt postfaktuel glæde her i den mørke juletid?

Information bringer hver dag frem til jul en historie, som kunne have gjort 2016 lidt sjovere, men som aldrig fandt sted. Det er den postfaktuelle julekalender.

Seneste artikler

  • Postfaktuel Jul: Protester får ’Ditte & Louise’ tilbage på DR

    23. december 2016
    Det lignede en lukning, men efter massive protester er komedieserien ’Ditte & Louise’ tilbage på DR. Det er en sejr for den kvindelige antihelt, for demokratiet og for hele kvindesagen. Dette er 23. låge i Informations postfaktuelle julekalender
  • Postfaktuel Jul: Hackerangreb lukker forældreintra

    22. december 2016
    »Vi genindfører kontaktbogen.« Sådan lyder udmeldingen fra Undervisningsministeriet efter en lang række cyberangreb på forældreintra. Dette er 22. låge i Informations postfaktuelle julekalender
  • Postfaktuel Jul: Dagbladet Information opkøber Politiken i transferbombe

    20. december 2016
    Dansk mediebranches hidtil mest overraskende opkøb er finansieret med transfersummer, som Politiken i årevis har betalt for at stjæle medarbejdere fra Information. ’Den største succes i min karriere,’ jubler Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu, der har forhandlet aftalen i hus. Dette er 20. låge i Informations postfaktuelle julekalender

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu