Læsetid: 4 min.

’De vil skrive under på handelsaftaler for 20 milliarder’

Under gårsdagens afhøringer i Tibetkommissionen kom det frem, at den PET-mand, der var ansvarlig for sikkerheden for det kinesiske præsidentbesøg i 2012, efter et møde i Udenrigsministeriet havde ringet til en københavnsk betjent og advaret mod, at kineserne så et tibetansk flag. Selv havde PET-manden ingen erindring om samtalen
9. december 2016

TIBETKOMMISSIONEN DAG 6 - For første gang under afhøringerne i Tibetkommissionen fik tilhørerne i går en fornemmelse af, at andre end politiledelsen kan have haft en finger med i spillet, inden demonstranter i juni 2012 blev frataget tibetanske flag og afskærmet af hensyn til det kinesiske statsbesøg.

Det skete, da kommissionen afhørte en PET-mand, der betegnes som KF0564, blev afhørt. Det var KF0564, der som ansvarlig for kongehusets sikkerhed også blev ansvarlig for sikkerheden for den daværende præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark den 14.-16. juni 2012, af den simple grund, at dronningen var vært for den kinesiske gæst.

Under afhøringen læste udspørgeren, advokat Jakob Lund Poulsen, op fra en tidligere afhøringsrapport i Den Uafhængige Politiklagemyndighed af politikommissær Michael Dekker Poulsen. Han var den, der i 2012 havde været pennefører for Københavns Politis operationsbefaling.

Til DUP havde Poulsen fortalt, at temaet om, at den kinesiske præsident ikke måtte ’tabe ansigt’ ved f.eks. at se et tibetansk flag eller en antikinesisk demonstrant, ikke indgik i den begyndende planlægning af statsbesøget i starten af maj måned. Det kom først på banen, efter at KF0564 havde været til et møde i Udenrigsministeriet. Derefter havde PET-manden ringet til Poulsen og sagt, at »nu kommer de, og de vil skrive under på handelsaftaler for 20 milliarder kroner«.

Læs også: Ingen vil tage ansvar for politiets handlinger under kinesiske statsbesøg

Ifølge DUP-afhøringsrapporten havde KF0564 derefter tilføjet, at hvis præsidentkortegen så et eneste tibetansk flag og/eller blev krænket, kunne man godt regne med, at de rejste hjem.

Poulsen havde derpå bedt om at få det skriftligt, men her havde KF0564 svaret, at det var bedst, at de kun talte om det i telefonen. Selv havde Poulsen ikke studset over indholdet af samtalen, men dog hæftet sig ved, at han ikke kunne få det på skrift.

Forelagt det fra udspørgerens side kunne KF0564 kun sige, at det havde han overhovedet ingen erindring om. Men han syntes da, at Poulsen havde en god hukommelse her mere end fire år efter.

Praktiske gris

Når KF0564 selv skulle beskrive, hvad han havde foretaget sig forud for præsidentbesøget, kunne han bedst huske, at han havde ført adskillige samtaler med kinesiske sikkerhedsfolk – der var ikke færre end 45 sikkerhedsfolk i præsidentens følge – om alle mulige praktiske ting, som f.eks. hvem, der skulle sidde hvor i hvilke biler, hvilke elevatorer på Radisson-hotellet, hvor præsidenten skulle overnatte, der skulle reserveres for den prominente gæst, eller hvordan ankomsten i lufthavnen skulle gribes an. Han betegnede sin indsats under besøget som at være »en blæksprutte«, der skulle have kontakter til alle implicerede.

Men KF0564 kunne dog godt huske, at han sammen med en PET-kollega to gange havde været på kinesisk restaurant (!) med personale fra den kinesiske ambassade i Hellerup. Han havde hele tiden fortalt kineserne, at vi i Danmark havde »nogen andre spilleregler«, end de var vant til i Kina. I Danmark havde man nemlig ret til at demonstrere.

»Det kan kinesere ikke have været i tvivl om, for det blev sagt mange gange,« forklarede KF0564.

Læs fra Tibetkommissionens 5. dag: Københavns Politi fik fjernet graffiti under kinesisk statsbesøg

Han havde også deltaget i et forberedende møde i Det Gule Palæ ved Amalienborg, hvor hofmarskallen, ceremonimesteren, repræsentanter for Udenrigsministeriets  Protokol og to-tre repræsentanter for Dansk Industri havde deltaget.

I et notat om forberedelserne til præsidentbesøget, som han havde udarbejdet i februar 2012, fordi der var kommet nye chefer i PET, havde han skrevet, at på mødet i det Gule Palæ så Udenrigsministeriet og især Dansk Industri præsidentbesøget »som værende en unik mulighed for at få nogle aftaler ’i hus’«.

Derefter havde KF0564 tilføjer i notatet til de nye PET-chefer, at »det lå i luften, at gæsterne under besøget skulle pleases, og der var ikke noget, der måtte gå galt«.

Men det betød såmænd kun, at politiet ved dette som ved alle andre statsbesøg skulle sørge for, at alt forløb så godt som muligt. »Når de store drenge som USA, Rusland eller Kina kommer forbi, så lægger man sig ekstra meget i selen for, at det skal gå godt,« forklarede KF0564, der sammenlignede det med, at fodboldklubben FCK nok også ville gøre sig større anstrengelser, hvis Barcelona FC kom forbi sammenlignet med et besøg af Sønderjyske.

Ikke tabe ansigt

Det var også KF0564, der havde skrevet PET’s trusselsvurdering af besøget, som senere blev kopieret i Københavns Politis operationsbefaling. Her fremgik det, at PET ikke vurderede, at der var risiko for voldelige demonstrationer, men at det var »meget afgørende« for de at kinesiske gæster, at »de ’ikke måtte tabe ansigt’ ved konfrontation med demonstranter eller lignende«, og kineserne i det hele taget var »meget bekymret« for, om præsidenten ville kunne se demonstranter.

Det kom også frem, at netop det med ’ikke at tabe ansigt’ gik igen i en mail til Udenrigsministeriet fra den danske ambassadør i Kina, der i øvrigt havde været med på et videolink til et møde, hvor også KF0564 selv havde deltaget.

Men hvad havde det med ikke at tabe ansigt egentlig med en trusselsvurdering at gøre, ville Jakob Lund Poulsen gerne vide. Hvorfor overhovedet gengive det over for Københavns Politi?

Læs også: Politiets egen anklager sad på afgørende dokument om kinesisk statsbesøg

Jeg kunne lige så godt have skrevet ’blive fornærmede’, svarede KF0564, der tilføjede, at han jo ikke vidste, hvad der ville være sket, hvis kineserne var blevet fornærmede. Han afviste, at eventuelle negative konsekvenserne for dansk-kinesiske handelsaftaler havde spillet ind i hans overvejelser.

Men det var da en relevant oplysning for kollegerne i Københavns Politi, for det kunne jo f.eks. tænkes, at de kinesiske sikkerhedsvagter selv kunne finde på at tage affære og forsøge at fjerne eventuelle demonstranter.

I dag skal bl.a. politikommissær Michael Dekker Poulsen afhøres.

Serie

Tibetsagen

Under et kinesisk statsbesøg i 2012 blev fredelige demonstranter gemt væk af politiet og fik konfiskeret deres tibetflag – i strid med Grundloven.

Hvorfor skete det? Hvem gav ordren? Og hvordan kunne det ske igen under et nyt besøg i 2013?

Det og meget mere skulle Tibetkommissionen give svar på gennem nærlæsning af 50.000 dokumenter og afhøring af flere end 60 politifolk, embedsmænd og tidligere ministre. Kommissionens rapport blev publiceret i december 2017.

I juni 2018 blev regeringen og oppositionen enige om at genåbne kommissionen for at undersøge mails, som ikke er blevet udleveret til Tibetkommissionen i første omgang.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Christian Mondrup
  • Oluf Husted
Niels Duus Nielsen, Christian Mondrup og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Mondrup

Noget tyder på, at kommisionens udredning munder ud i ikke at kunne udpege personer med ansvar for sagen. Jeg fornemmer, men kan i sagens natur ikke bevise, at det drejer sig om en "tilskyndelse" fra et højtrangerende politisk niveau, hvis aktører sørger for "deniability". Der foreligger helt sikkert ikke noget som helst på skrift. Måske "lå det bare i luften". Folk i embedsværket ved skam godt, hvad der forventes.