Læsetid: 5 min.

Er velfærd en god forretning?

Politikerne tænker for kortsigtet, når de skærer i velfærdsydelserne, for på den lange bane er den forebyggende indsats rentabel, hævder flere forskere. Andre er mindre sikre på, om velfærdsstaten udgør den bedste forretningsplan og peger på, at velfærd engang var mål nok i sig selv
Offentlige børneinstitutioner er et kerneeksempel på velfærdens produktive værdi, for investeringerne har her historisk givet afkast i form af kvinders mulighed for at komme på arbejdsmarkedet i hurtigere og større omfang end i en række andre europæiske lande

Offentlige børneinstitutioner er et kerneeksempel på velfærdens produktive værdi, for investeringerne har her historisk givet afkast i form af kvinders mulighed for at komme på arbejdsmarkedet i hurtigere og større omfang end i en række andre europæiske lande

Sigrid Nygaard

13. december 2016

Revalidering ses som en af de mest effektive måder at få folk væk fra langvarig offentlig forsørgelse. Senest viste en analyse fra Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats i 2012, at jobeffekten kan være op til tre gange højere end ved de øvrige former for aktivering.

Men med næsten 18.000 kroner om måneden for en fuld ydelse til en modtager på over 30 år er ordningen også dyrere end de fleste andre overførsler. Derfor annoncerede Venstre-regeringen i dens 2025-plan, at man fra 2017 vil afskaffe revalidering og i stedet lade de nuværende modtagere komme på kontanthjælp, på SU eller i et ressourceforløb.

Meldingen kan ses som et eksempel på, at politikerne tænker for kortsigtet og derfor kun ser de offentlige ydelser som udgifter, mener kritikere. I stedet burde de have øje for de langsigtede gevinster af investeringer i velfærd, mener blandt andre Bent Greve, professor i samfundsøkonomi ved Roskilde Universitet.

»I virkeligheden burde man tænke velfærdsstaten som en ’social investeringsstat’, hvori man investerer penge for at få både bedre livskvalitet og besparelser på længere sigt, fordi man forebygger noget, som mindsker behovet for, at velfærdsstaten skal træde ind på et senere tidspunkt,« siger han.

Bent Greve taler gerne om ’den sociale investeringsstat’. Det er en måde at anerkende velfærdsstaten som »en produktiv faktor« frem for blot »en omkostningsbyrde«, forklarer han.

Han peger på offentlige børneinstitutioner som et kerneeksempel på velfærdens produktive værdi, for investeringerne har her historisk givet afkast i form af kvinders mulighed for at komme på arbejdsmarkedet i hurtigere og større omfang end i en række andre europæiske lande. Samtidig giver det generelt gevinst at investere i børn og unges vilkår, mener Bent Greve.

»Hvis man investerer i børns første leveår og sørger for, at de får en god opvækst, er sandsynligheden for, at de får en uddannelse og står stærkere på arbejdsmarkedet og har mindre brug for offentlige initiativer til stede. Så der er en logik i at tænke på velfærdsstaten som noget, vi bruger til at investere i fremtiden og ikke bare noget, som belaster de offentlige finanser her og nu,« siger Bent Greve.

Det er den danske sociologiprofessor og velfærdsforsker ved Universitat Pompeu Fabra i Barcelona, Gøsta Esping-Andersen enig i. Han har især beskæftiget sig med komparative studier af forskellige typer velfærdsstater og velfærdens indvirkning på arbejdsmarked og økonomi.

»Det handler om et misforhold i forståelsen af velfærdsstatens rolle som passiv forsørger frem for rent faktisk en forstærkning af incitamenter til at komme ind på arbejdsmarkedet. De skandinaviske velfærdsstater bliver for eksempel altid brugt i internationale sammenligninger som nogle af de mest effektive til at maksimere arbejdsudbuddet,« siger Gøsta Esping-Andersen.

Dynamiske effekter

I sin egen forskning har Gøsta Esping-Andersen konkluderet, at folk, der rammes af fattigdom i Danmark og Sverige, er fattige i kortere tid end i sammenlignelige vestlige lande.

Ifølge professoren skyldes det blandt andet, at velfærdsordningerne sørger for, at kun relativt få ender som »kronisk udsatte«, fordi de midlertidigt arbejdsløse og kriseramte mere effektivt hjælpes videre end i andre lande. På den måde bruger man færre udgifter til overførselsindkomster på længere sigt, samtidig med at et højt arbejdsudbud sikres.

Nedskæringer på overførselsindkomster og fjernelsen af for eksempel revalideringsordningen kan på den måde være et samfundsøkonomisk selvmål, mener Bent Greve. For en struktureret omskolings- og opkvalificeringsindsats vil formentlig være langt mere effektiv på længere sigt, da det kan hjælpe folk til at holde sig på arbejdsmarkedet i længere tid fremover, siger han.

»Men det er klart, der er nogle overgangsproblemer her. For hvis man skal begynde at bruge penge på f.eks. langsigtet omskoling, så er der både et budgetloft og en samlet økonomisk ramme, som det måske kan være svært at håndtere. Så det er ikke nemt, men der er en logik i at investere her, for så kan man bedre få et afkast på længere sigt,« siger Bent Greve og når frem til et centralt spørgsmål:

»Når nu man ser på de dynamiske effekter af at ændre i skattesystemet, bør man så ikke også kigge på de dynamiske effekter af, hvad vi gør i velfærdsstaten?«

Som Information kunne fortælle i oktober, favoriserer Finansministeriets økonomiske modeller nemlig skattelettelser frem for investeringer i velfærd. Man indregner således de dynamiske effekter af eksempelvis topskattelettelser i de økonomiske modeller, men offentlige udgifter til velfærdsydelser som børnepasning indgår alene som udgifter og ikke som investeringer med afledte positive effekter på økonomien.

Siden da har de økonomiske vismænd annonceret, at de nu vil kortlægge de positive effekter, som de offentlige udgifter har for beskæftigelsen.

Og det er på rette tid, mener Gøsta Esping-Andersen.

»I OECD-regi er man begyndt at arbejde for, at man skal regne de her ting med. Men som jeg har fulgt den danske debat, ser jeg ikke meget af det her. Men det bør ske, for Danmark har en meget avanceret velfærdsstat, men en ekstremt gammeldags måde at måle og diskutere dens effekt på,« siger han.

Velfærd før vækst

Men skønt de famøse dynamiske effekter også kan udløses af velfærd, så mener flere, at det med den nuværende velfærdsudvikling kan være svært at forestille sig en effekt på linje med f.eks. skattelettelser.

»Der kan være dynamiske effekter af børnepasning. Det er med til at forklare, hvorfor beskæftigelsesfrekvensen er relativt høj i Danmark. Men stort set alle børn bliver passet i dag, så selv om man tilfører flere penge til bedre normeringer, kan der dårligt komme flere børn i daginstitutionerne,« som cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den liberale tænketank CEPOS sagde til Berlingske i oktober.

Og selv hos de mere velfærdsbegejstrede forskere er der ikke kun urokkelig tro på, at gavmilde velfærdsordninger nødvendigvis er den mest økonomisk rentable løsning.

’Den sociale investeringsstat’ som for Bent Greve er en måde at se velfærdsstaten som produktiv faktor, er et begreb, der især vandt indpas med Anthony Giddens og den socialdemokratiske ’tredje vej’ i midten af 1990’erne. Mange regner det for en bevægelse væk fra velfærd med et primært sigte på social tryghed og retfærdighed til et større fokus på investering i at gøre borgerne så effektive på arbejdsmarkedet som muligt.

I dag forbinder velfærdshistoriker og professor på Syddansk Universitet Jørn Henrik Petersen da også primært ideen med konkurrencestaten.

»Det er jo en nydelig retorik, men om den har hold i virkeligheden, det ved jeg ikke rigtig. Når Bjarne Corydon f.eks. lagde vægt på, at konkurrencestaten var den moderne velfærdsstat, så var han præget af tankerne om at se det som en investeringsstat. Men om det holder vand, har vi til gode at se,« siger han.

Professoren er altså ikke sikker på, om velfærdsstaten nødvendigvis er en god forretning. Det vil han hellere udtale sig om om ti år, siger han. Men hele diskussionen tydeliggør om ikke andet, at prioriteringen af vækst og velfærd har byttet plads i debatten, forklarer Jørn Henrik Petersen:

»Når vi taler ændringer i socialpolitikken, så lægger man nu vægt på, om de kan forventes at have en positiv effekt på væksten. Den grundlæggende ændring er, at man før i tiden betonede velfærd som det overordnede og selvstændige mål og væksten som et middel i den henseende. I dag fokuserer man i højere grad på væksten, og selv om det kan have en pointe, er risikoen, at man ved omprioritering sætter trygheden over styr.«

Serie

Med hjælp fra velfærdsstaten

Følger man debatten om velfærdssamfundet og det sociale sikkerhedsnet i Danmark, får man det indtryk, at mennesker i hundredtusindvis er parkeret på evig overførselsindkomst. Enten fordi de er dovne, og systemet er for slapt til at sparke dem i gang. Eller fordi systemet afmægtiggør dem og tapper dem for kræfter med endeløse arbejdsprøvninger og nedværdigende samtaler med kommunale skrankepaver. Men mange mennesker oplever faktisk at få hjælp. At komme videre, fordi systemet fungerer, tror på dem og bakker op. Denne serie stiller skarpt på, hvad der virker og hvorfor.

Seneste artikler

  • Var det ikke for kommunedamen, havde jeg sultet mig selv til døde

    7. december 2016
    Mit arbejde er at holde min vægt stabil. Men det lykkes kun, fordi min kommunale spisestøtteperson kommer forbi fire gange om ugen, og fordi kommunen giver mig tid til at hele i stedet for at tvinge mig i uddannelse eller aktivering. Alternativet ville nok være indlæggelse. Eller død
  • Mønsterbrydere klarer sig altid på trods af og aldrig på grund af systemet

    30. november 2016
    Hvis ikke samfundets udsatte skildres som stagneret på offentlige ydelser, optræder de gerne i individfortællinger om karakterstærke mønsterbrydere, der har kæmpet sig op. Men dermed fortrænges fortællingen om velfærdssamfundets brede sociale indsats, mener kritikere
  • Vi elsker ildsjælen og hader kommunen

    30. november 2016
    Det er altid den enkelte skolelærer eller socialrådgiver, der hyldes, mens hans arbejdsgiver, kommunen, hånes. Det er ikke rimeligt, for bag enhver ildsjæl gemmer sig et system – en kommune – der skaber rammerne for at handle personligt, kreativt og med fokus på den enkelte borger
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Loftkjær
  • Sup Aya Laya
  • Anne Eriksen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Estermarie Mandelquist
Kurt Loftkjær, Sup Aya Laya, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Estermarie Mandelquist anbefalede denne artikel

Kommentarer

Velfærdsstaten tilbyder i sin bedste form stabile institutioner, og derfor en temmelig konstant drift. Men politikerne opfatter, at de skal drive samfundet fremad. Det er ikke deres opgave, deres opgave er at omsætte den voksende velstand - og den kommer, hvis rammerne er stabile - til løbende forbedring, når teknologi, viden eller demografi tllsiger det. I stedet har de år for år skåret ned på det nødvendige forbrug i institutionerne - eller brugt det forkert - for at øge det private forbrug til det absurde for især visse grupper i samfundet.

Karsten Aaen, Finn Hansen, morten rosendahl larsen, Torben K L Jensen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Og man har sat trygheden over styr. Vi behøver ikke at satse på den rigdom - slet ikke i et samfund som vores, der i princippet sætter trygheden højst. Jo bedre fordeling af de fælles ressourcer, som erhvervslivet skaffer os igennem eksporten, jo bedre samfund for alle - også det erhvervsliv, der altså må aflevere en større andel end i dag, fordi arbejdskraften i et samfund med ordentlige løn- og arbejdsvilkår bare er mere attråværdigt for alle at leve i.

Karsten Aaen, Finn Hansen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det er interessant, at det ikke er muligt at få de borgerlige (inkl. socialdemokrater) i tale, hvis ikke man kan argumentere for, at man har et godt tilbud = en god forretning at tilbyde. Så hvis man ønsker brede løsninger med borgerlig deltagelse, skal man formulere sine argumenter i økonomiske termer, og vise sort på hvidt, at bundlinjen ikke skal skrives med rødt.

Fester er fx en dårlig forretning for dem, som holder dem - ren udgift. At danse er spild af energi, der kunne have været anvendt produktivt. At fester ikke er afskaffet endnu, skyldes kun spiritusfabrikkernes lobbyvirksomhed.

Problemet er, at kvalitet ikke kan måles kvantitativt og puttes ind i et regneark. Velfærd handler om at højne kvaliteten af borgernes liv, men da livskvalitet ikke kan måles, vejes og kontrolleres, må det afskaffes, synes logikken at være.

Politikerne kommer nok ikke til at mærke den store forskel, de tilhører jo den minoritet, som i forvejen elsker at "være på" 24/7. Det store flertal derimod, som arbejder for at få råd til at holde fri, går mørke tider i møde.

Fremsynede pædagoger, med Claus Holm i spidsen, beskriver andetsteds her i avisen, hvordan fremtidens borgere allerede i helhedsskolen kan programmeres til at "være på" 24/7, ud fra devisen: Hvad der er godt (en god forretning) for dansk erhvervsliv er godt (en god forretning) for danskerne. Hvis det kan betale sig, er det godt. Hvis det er godt, kan det betale sig.

Godt (i ordets oprindelige betydning) at jeg snart går på folkepension (hvis ikke politikerne afskaffer den inden da, så der også vil blive råd til ministerpensionerne for fremtiden - det er jo helt klart en god forretning at være politiker.)

Karsten Aaen, willy rekdal schønemann, Finn Hansen, Leif Høybye, Jens Thaarup Nyberg, Flemming Berger, Morten Blicharz Nielsen, Flemming S. Andersen, Torben K L Jensen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Hans Jørn Storgaard Andersen

Niels Nielsen skriver nogle mærkværdige ting i sit svar på titlen på denne artikel: Om velfærd og forretning.
Nu kan jeg kun tale ud fra et socialdemokratisk synspunkt og holdning, og jeg mener ikke, at vi har et Dyne-Larsen slogan eg. lokkemad til KH-modtagere mv.

Så det må være noget, der foregår i dit eget hovede, Niels - det med at alt skal gøres op i penge.

Prøv med principper i stedet for - artiklen rummer faktisk muligheden.

Men nu du vover ikke bare det ene, men begge øjne, så burde du vide, at det at holde fest kan være ... lokkemad, så det vil noget :-)

Desuden kan man godt bruge kvalitet som en målestok - hvad er f.eks. prisen for en sparet time, hvis vi bygger en ny motorvej i Jylland? Men det synes du måske ikke er velfærd = kvalitet?

Dit store flertal - taler du for dem - eller hvilken gruppe repræsenterer du dog med over 50% af stemmerne? Mig bekendt har intet parti i Danmarkshistorien haft et sådant flertal på landsplan.

Og hvad ved du egentlig om en god forretning for politikere - nogen sinde prøvet at være .. politiker?

Lise Lotte Rahbek

Målet er midlet.
Velstand er målet. Velstand måles i penge. Ergo er penge nu målet.

Finn Hansen, Flemming Berger og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

Det er noget rod det hele. Alting skal privatiseres fordi nationen ikke må drive forretning, og pamperne skal ikke kunne side og forhøje omkostninger ved selv at sutte på fælleskassen. Siges der.

Reelt set står pamper nu blot udfor udliciterings luger, med intet andet ansvar, end at optimerer deres profit. Og en hel del mere i skyggen for offentlig kontrol. Den fri konkurrence skulle skaffe de bedste priser. Hvordan det håndteres har vi en lang række af efter regninger på IT i det offentlige som eksempler på. Lader også til at være et eksempel at hente ved den nye Arena i KBH.

Det er også derfor velfærden er så varm en kartoffel. De private vil ikke. Der følger ansvar med profitten ved, at man bliver synlig for kunderne og deres familier, så profit prioriteringen bliver udstillet. Så er det nemmere at være bygherrer, It leverandør eller leverandør af ældremad til kommunens eget "køkken". Så er det kun dem man har lavet aftaler med, der kigger en i kortene hvis alt går vel.

Karsten Aaen, Egon Stich og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar
morten rosendahl larsen

Bare en tanke......Hvad nu hvis vores regering i særdeleshed Liberal alliance er nyttige lakajer for "Davos / Vanderbillt'erne" (de 0.001 pct. rigeste). Som er dødtrætte af at skulle høre om en skandinavisk model med velfærd uddannelse sundhed, velreguleret arbejdsmarked med overenskomst og rimelige arbejdsforhold og relativ lighed...der historisk har vist sig at fungere.....og så endda i den amerikanske valgkamp !! ? Kunne det tænkes at man er ude på at fjerne en sådan en trussel mod den ultraliberale verdensorden vi er på vej i mod ? Og regeringens fornemste opgave på sigt er at afvikle den Skandinaviske model ? De vil blive rigt belønnet med fede stillinger.......DONG ....Corydon...TDC.... Dyremose...Og første store skridt på vejen vil være at oversvømme os med billig arbejdskraft......

Finn Hansen, Egon Stich, Morten Blicharz Nielsen, Randi Christiansen, Steffen Gliese, Flemming S. Andersen, Torben K L Jensen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

@morten rosendahl larsen
Tanken er ikke ny for mig desværre. Uden dog at sætte finger på politiker eller partier. Har indtryk af, at de forkerte forbindelser rigtig tog fart under VKO.
Alarmklokkerne burde ringe når vi høre politikerne deltager i hemmelige møder, fordi de er vores politikere, men hemmelige fordi møderne er private.

Finn Hansen, Egon Stich, Flemming Berger, Randi Christiansen, Flemming S. Andersen og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar
morten rosendahl larsen

@Ib Christensen
Enig.....specielt når vi i historiens klare lys nu ved, at både bossen for Goldman Sachs og Mckensie deltog i mødet, deltagerlisten er kendt. Corydon har givet vis har følt sig meget beæret og succesfuld ved at være blevet inviteret med ..." Nu spiser vi rigtig kirsebær med de tunge drenge......Anders Fjog effekten"
Og vi ved at Dong røg til Goldmann og Corydon til Mckensie.....hmm.......Something rotten in the state of denmark...?

Finn Hansen, Egon Stich, Flemming S. Andersen, Randi Christiansen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Og fogh har indrømmet, at det var en fejl, at der ikke var nogen exitstrategi i irak.

Hvor inkompetent har man lov at være, når man har påtaget sig lederansvar.

Vi kan ikke have tillid til ledere, som privatiserer og konkurrenceudsætter naturressourcerne, som er fælleseje. De er inkompetente/dumme og eller korrupte - og nogen af dem gør os ovenikøbet og på falsk grundlag til beboere i en krigsførende nation.

Holger Madsen, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Finn Hansen, Egon Stich, Flemming S. Andersen, Jens Thaarup Nyberg og morten rosendahl larsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Og fogh har indrømmet, at det var en fejl, at der ikke var nogen exitstrategi i irak.

Hvor inkompetent har man lov at være, når man har påtaget sig lederansvar.

Vi kan ikke have tillid til ledere, som privatiserer og konkurrenceudsætter naturressourcerne, som er fælleseje. De er inkompetente/dumme og eller korrupte - og nogen af dem gør os ovenikøbet og på falsk grundlag til beboere i en krigsførende nation.

morten rosendahl larsen

@Randi Christensen
Og selve grundlaget og årsagen for krigene var bygget på et falsum fabrikeret af CIA under et enormt politisk pres...hemmeligt planlagt siden Golf krig 1....(så kunne de lige nå at køre Halliburton Incorporated i stilling og tjene lidt miliarder også .....Altså enormt dygtigt i scenesat og orkestreret af Romney og Cheeney...som det jo fint fremgår af den glimrende dokumentar, for nyligt vist på DR2 om international våbenhandel. Ros til DR for at vise den...bare synd at danskerne er mere interesseret i den store bagedyst....;-) Det samme gør sig desværre gældende for kampen om velfærdsstaten....vi skal åbenbart helt ned at vende på bunden, før vi fatter hvad vi har mistet...?

Finn Hansen, Egon Stich og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

En god forretning - for hvem. Det må være for skatteyderne, som finansierer hele butikken.
Svar : Nej en ualmindelig dårlig forretning. Al den unødige pengecirkulation, hvor skatteyderne betaler mange penge til sig selv - efter at kontornusserne har taget deres part.

Randi Christiansen

Og selvom sas har et overskud på en mia, så skærer de alligevel ned og fyrer folk. Det er en syg syg syg økonomistyring, som den ene procent og co terroriserer verden med.

Anne Eriksen, Egon Stich og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar

Ja, de nødvendige kontornussere. En bedre forretning, hvis de var færre - læs, der var færre regler.
Den gode forretning er den nyttige - ikke den overflødige.
1 krone i skat retur til den samme velindtjenende skatteyder, f, eks som børnecheck, minus 40 øre i administration, er en dårlig forretning.
Børnecheck-kontornusseren kunne lave noget nyttigt for de 40 øre, han skal have.
Bare en grov illustration af en del af velfærdsstaten.

Flemming S. Andersen

Jeg sidder lidt og undrer mig over at staten skulle være dummere i sin omgang med midler end langt de fleste mennesker.
Stort set alle mennesker ved godt at penge kun kan bruges til at købe skrammel for, men intet af virkelig værdi kan fås for penge.
Denne viden må mennesker erfare på den smertelige facon, hvis de ikke kan forestille sig den, men langt de fleste mennesker må sande at det forholder sig sådan.

Men når det er sådan at et flertal må sande at der er andre vigtigere værdier end penge, hvordan kan det så være at vort samfund tilsyneladende styres efter helt fremmede og menneskefjendske principper hvor økonomi vægtes over alt andet?
Er det de mest umenneskelige eller de der ingen nederlag der styrer landet?? Næppe.
Men hvor kommer så spørgsmålet om "Er velfærd en god forretning?" så fra??
Hvordan kan det hele blive så afsporet at nogen kan finde på at spørge sådan??

Måske hænger det sådan sammen , at de der er valgte er så svage udstyret menneskeligt og har så lidt tro på de medmenneskelige idealer at de ikke mener at de kan bære et samfunds holdning, men at tal og kun tal et gyldige som dokumentation for ikke at begå fejl.
Men derved kommer man jo netop med garanti til at fejlprioritere fordi kun økonomi ikke er et validt synspunkt for et samfunds indretning?

Et andet eks. er de evindelige udbud.
Ingen andre end det offentlige vælger ensidigt eller hovedsageligt efter en pris på en vare eller en ydelse, men ser på ærlighed, stabilitet og genydelse som vigtige parametre for en god handel, men det offentlige skal pinedød bevise at have købt billigt......hvilket mange jo godt ved er at købe dyrest.

Og så er vi tilbage til svaret på spørgsmålet," Er velfærd en god forretning?"

Har vi råd til ikke at have velfærd??

Flemming S. Andersen

Leo Nygaard

Du har så aldrig kunnet anvise hvad dette "nyttige" skulle består af, nårmder ikke er nogen stillinger i det private erhvervsliv, med mindre de skulle være i Kina.
Men der er jo så mennesker nok til det nyttige??

Flemming S. Andersen - og Randi
Køber man en genstand, der ikke svarer til forventningen, har man gjort en dårlig forretning.
Det kunne være en kommune, der udliciterer, hvor kvaliteten ikke svarer til prisen.
Det kunne også være skattekroner, der bruges, hvor der ikke er behov eller nød. At bruge pengene der hvor behovet er, må omvendt være en god forretning - og det gør nytte.

Det, jeg egentlig sigter til, er, at velfærdsstaten ikke altid gør det nyttige, det gode, det bedste for borgernes penge. Hele den herskende klasse meler deres egen kage. Regelfabrikationen kører derudaf, med den bedste mening, men styrer forkert, med de velkendte bivirkninger - efter min ringe mening.
Det er en dårlig forretning. Socialdemokratismen er en dårlig forretning.

Bent Greve : " Han peger på offentlige børneinstitutioner som et kerneeksempel på velfærdens produktive værdi, for investeringerne har her historisk givet afkast i form af kvinders mulighed for at komme på arbejdsmarkedet i hurtigere og større omfang ".

Børn er altså medregnet i produktivkræfterne. Ingen vurdering af, hvad der er godt for kærnefamilien. Den er sprængt i atomer.
Fødsel og hurtigt væk, ud i rotteræset.
Børn i førskolealderen har været udsat for test !
Børn er i hele folkeskolen udsat for test, kontrol, resultatsammenligninger og er grundlag for videnskabelig forskning.
Og de voksne har en stor frafaldsprocent pga ræset begrundet med materiel vækst.
Det er s`gu en dårlig "forretning".

Niels Duus Nielsen

HJSA, jeg har aldrig været professionel politiker, men jeg har "været på" 24/7 i en del år som ulønnet græsrodspolitiker og fagforeningsaktivist, med alt hvad det indebærer af kupforsøg, knive i ærmerne og lokumsaftaler i sene nattetimer. Så jeg ved godt, hvor anstrengende det kan være, og samtidig hvor tilsfredsstillende det er, når det politiske projekt, man arbejder på, går hen og lykkes. Det er en meget berusende følelse at have magt, men det risikerer samtidig at bringe ens værste sider for dagen.

Det var faktisk dengang, i gamle dage, at jeg lærte, at alle kvalitative forbedringer skal oversættes til kvantitative for at få socialdemokraterne og de borgerlige til at gå med til det. Ikke de menige socialdemokrater, de kan godt lide fx at holde en fest uden anden grund end at det er sjovt at holde fest, men de ledende socialdemokrater (de professionelle politikere) skulle for det meste overbevises om, at det ikke bare var det rene sjov, men at det også var godt for et eller andet andet.

I meget gamle dage kunne man slå på, at en god fest styrker sammenholdet (solidariteten), og selv de ledende socialdemokrater var dengang ikke mere forstokkede, end at det kunne de da godt se var en god ide. I modsætning til de borgerlige, som helst skulle se et økonomisk regnestykke før de syntes, at nogetsomhelst var en god ide. At vi underhunde fik vore fester skyldtes derfor alene magtforholdene: Vi var mange, de var få, og der ville blive ballade, hvis ikke vi fik det, som vi ville have det.

Men efter at den politiske elite over en bred kam er holdt op med at interessere sig for andet end den økonomiske bundlinie, skal også de ledende socialdemokrater nu have økonomiske argumenter, før de forstår det. Som sagt, spiritusfabrikkerne afleverer en pæn afgift til statskassen, hvorfor det er en dårlig forretning at forbyde fester - det er et argument, de kan forstå. Tilsvarende: Smøgerne bliver nok ikke dyrere, end de er, for så begynder rygerne jo bare at købe dem på postordre i Tyskland, til skade for moms, tobaksafgifter og betalingsbalance.

Jeg tør godt vædde på, at politikerne er skide lige glade med, om jeg dør af smøger og druk - det, der ærgrer dem, er at jeg i så fald i en periode kommer til at koste staten penge, hvis jeg skulle blive indlagt på hospitalet. I stedet for at glæde sig over, at jeg i så fald skaffer arbejde til både læger og sygeplejersker, som så kan tjene lidt penge, så de også har råd til at have et godt liv - samtidig med, at staten sparer mange års folkepension, og en plejehjemsplads, hvis jeg skulle gå hen og bliver meget gammel. Hvad jeg sådan set ikke håber at jeg gør i dette nedskæringssamfund, hvor gamle ubemidlede mennesker bliver betragtet som en byrde for samfundet.

Selvfølgelig, hvis jeg nu kunne lægge mig ned og dø tidligt, uden at være syg først, og helst inden jeg er gammel nok til at få folkepension, sparer det offentlige jo endnu flere penge. Det er den slags overvejelser, der får mig til i ren trods at bestræbe mig på at blive meget, meget gammel, bare for at ærgre pingerne på Borgen.

Karsten Aaen, Flemming S. Andersen, Leo Nygaard, Christian Nymark, Lise Lotte Rahbek, Jens Thaarup Nyberg og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

Politikerne ved ikke hvad de laver, de bruger tiden på at kæmp for deres plads i partiet og for partiets position i folketinget.
Dem som tager de afgørende bestutninger er embedsmænd i finansministeriet. Dem som bestemmer er uvidende embedsmænd, som ikke kan se hvornår deres tal bliver til ondskab. "En Fair Løsning." var ikke socialdemokraternes normale politik, men kun så langt, som de svage politikere turde flytte embedsmændene.

Randi Christiansen

Som mogensen sagde i dagens tirsdagsanalyse - 'løkke er i gang med at pille velfærdssamfundet i stykker' - og der går han jo fint i foghs fodspor. Så der bliver som sædvanlig et slemt oprydningsarbejde til sos'erne, hvis de, som prognoserne forudsiger, overtager nøglerne til statskassen. Det gik jo ikke så godt sidste gang ... eller forrige gang, eller hvornår er det egentlig lykkedes s at fastholde regeringsmagten længe nok til at vise, om de er en del af dansen om goldman sachs og co, eller om de mener det ærligt, når det gælder omsorg for mennesker og miljø. ?.

Karsten Aaen, Ib Christensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Jeg synes der bliver talt lidt forbi hinanden i den her artikel. Når Bent Greve og Gøsta Esping-Andersen påpeger, at velfærdsordninger også kan have økonomisk positiv effekt, så er det det vel ikke nødvendigvis fordi de ønsker sig en Corydonsk konkurrencestat, som Jørn Henrik Petersen synes at mene. De fremhæver vel bare, at velfærdsordninger ikke bare er en udgift, på den måde som det åbenbart opgøres i Finansministeriet og som har betydet, at Finansministeriet anbefaler skattelettelser istedet for velfærd. Bortset fra det har indførelsen af velfærdsordninger aldrig udelukkende handlet om social tryghed og retfærdighed. De første moderne velfærdsordninger i Europa, blev i sin tid indført af Bismarck for at undgå for meget soical uro.

Karsten Aaen, Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er såre simpelt : Jo lavere statslige udgifter, jo mindre skatteopkrævning og jo bedre forretning for skatteyderne. Hvem ellers for, hvis ikke borgerne.
Jo bedre borgerne har det, jo lavere sociale udgifter, jo færre sagsbehandlinger, jo bedre forretning.
Derfor er svaret er : JA, velfærd er en god forretning. Øvelsen består i at afgøre, hvad velfærd er med dette pejlemærke for øje !

Randi Christiansen

Social tryghed og retfærdighed er forudsætningen for social ro. En klar nyttekalkule, og derfor handler det opgør, som vi er midt i, om hvilken overordnet ramme, der fremmer samfundets stabilitet. Det burde være indlysende - men er det jo tydeligvis ikke blandt de underfrankerede cepos typer og co - at et samfund, som konkurrenceudsætter overlevelsesressourcer, ikke kan være et fredeligt samfund.

Og i og med at disse menneskers ideologiske fundament er så rent ud sagt idiotisk, er det ret mærkeligt, at det alligevel og ved gud lykkes dem at tilrane sig nøglerne til statskassen. Det fortæller meget om landets største oppositionsparti, socialdemokratiet, at de ikke er i stand til at pille dette usle figenblad i tusind stykker. Det må jo være fordi også sos'erne er ofre for/medspillere i det bedrag og den frygtmanipulation som udøves. Af hvem? Følg pengene, find de ansvarlige. Hvordan kan det være anderledes. En stor, fed sort pil peger på den ene procent og deres klamme håndlangere.

Randi Christiansen

Præcis leo, "jo lavere statslige udgifter .." - og det er jo netop spørgsmålet. Hvordan administreres fællesejet til alles bedste? Et spørgsmål som ikke kan afklares, før det essentielle opgør tages med konkurrencestaten. Sålænge privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om naturressourcerne - som er fællesejet - er ikke blot legitimt, men ligefrem markedsføres fra landets højeste embeder fra det yderste højre og langt ind i socialdemokraternes rækker, vil landet synke stadig dybere udi kaos og depravering.

Hans Jørn Storgaard Andersen

randi christiansen skrev: "derfor handler det opgør, som vi er midt i"
Er vi midt i et opgør lige nu - det er nyt for mig. Tænker du ikke på, at vi har en blå regering, og den er ca. 50% af danskerne normalt imod?

Din "overordnede ramme" er der - mig bekendt ikke uenighed om blandt 80% af Folketingets partier. Det er velfærdsmodellen, som alle partier mener, at de er ophav til. Kun er der fnidder omkring detaljer i modellen.

At der er nogle "cepos"-modeller, der mener, at konkurrence er godt, det er vel ingen nyhed? Vi skal alle leve af at gøre gode forretninger eller hvad? Eller mener du, at kun nogle få skal arbejde for de mange?

Mit ærede parti giver du så fingeren, selvom du ikke kan hitte ud af, hvor vi står. Det er ikke så svært, for vi står lige i midten af dansk politik og går ind for både sund, privat konkurrence og et balanceret statsbudget.

Det har vi altid gjort.

ps! Det med at følge pengene er fint nok. Du kan gå på kommunebiblioteket og læse Børsen. De ved alt om penge. Hvad galt er der så lige i det?

Randi Christiansen

Hans jørgen, eet er, at du ikke anerkender min præmis, noget andet at du ikke forstår den. Jeg er ikke helt klar over hvad, der gør sig gældende. Syns ellers, jeg udtrykker mig meget klart :

At privatkapitalisere på og konkurrere indbyrdes om naturressourcerne, som er fællesejet, er konkurrencestatens dna og betyder indbygget og dermed uundgåelig konflikt. Konkurrencestaten er alle konflikters ophav. Hvis man ikke vil se det i øjnene, og tage opgøret med den model, sidder man fast i de problemer, som vi nu ser eskalere så uhyggeligt. Man kan ikke både blæse og have mel i munden, men det vil de fleste - dine 80% - åbenbart helst prøve på - hvilket kun kan skyldes dumhed/uvidenhed og/eller korruption/kujoneri.

Jeg medgiver, at den nødvendige omstilling væk fra konkurrencestaten og hen til ægte samarbejde med os selv, hinanden og med vores biotop/habitat er meget omfattende, men den er en forudsætning for overlevelse. Det er der trods alt en stigende bevidsthed omkring.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Du har ret i én ting, randi christensen, og det er, at jeg ikke fatter, hvad du skriver ;-)

Jo, jeg forstår godt, at du har fået "konkurrencestaten" galt i halsen og mener, at den er ophavet til alt ondt.

Men jeg kan ikke se, hvad pokker du stiller op i stedet?

Ang. "konkurrencestaten", er jeg så den eneste der ikke kan komme i tanke om konkurrencer hvor der er flest vindere?
Er der ikke altid statistisk set størst chance for at tabe, når man villigt blander sig i konkurrencer?

Hvornår gik det fra at nationen ikke skal blande sig i den fri konkurrence, til at konkurrencen skal dikterer nationen?
Jeg stemmer ikke på og betaler ikke til et demokrati der spiller lotto og sælger os muligheden for gevinst for prisen af bestående værdier.
Det lader til lotto kuponerne de køber for vores penge, står i deres navne.

Niels Duus Nielsen

Ib Christensen, jeg har da overværet indtil flere konkurrencer til børnefødselsdage o. lign., hvor alle deltagerne vandt.

Men jeg tror ikke det er den slags konkurrence, politikerne taler om. Det gælder jo for dem netop om at få udpeget taberne, som selvfølgelig ikke skal have en trøstpræmie, for så har vi jo ikke råd til hverken kampfly, skattelettelser eller missilforsvar.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Ib Christensen skrev om konkurrence: "er jeg så den eneste der ikke kan komme i tanke om konkurrencer hvor der er flest vindere?"

Det er svært at besvare, men Niels Nielsen giver dog et svar i form af børn, der fejrer fødselsdag og har præmier til alle fremmødte.

I øvrigt mener jeg, at der ikke er nogen konkurrence i lotto og tips - selvom jeg har hørt om tipseksperter, der ved bedre. Problemet er vel, at når de får en 13-rigtige, så har andre "eksperter" også gættet rigtigt, og så er gevinsten til at overse. I forhold til en sypige, der tilfældigt sætter sin tråd og nål, som hun vil.

Samme Niels kan ikke forstår, at Staten synes godt om det at finansiere et fælles forsvar - ikke bare for Danmark, men for EU og dem ovre på den anden side af Atlanten. Men Niels - du sætter vel dine penge på Putin og boringer efter olie og gas i det nordlige Sibirien sammen med Exxon-direktøren ;-)

Konkurrence er det, der driver værket. Nogle kan lide det - andre nyder godt af det ...

Hvad er dit problem?
Er der ikke altid statistisk set størst chance for at tabe, når man villigt blander sig i konkurrencer?
Hvornår gik det fra at nationen ikke skal blande sig i den fri konkurrence, til at konkurrencen skal dikterer nationen?
Jeg stemmer ikke på og betaler ikke til et demokrati der spiller lotto og sælger os muligheden for gevinst for prisen af bestående værdier.
Det lader til lotto kuponerne de køber for vores penge, står i deres navne.

Randi Christiansen

Hans jørgen - jeg tror, du ikke vil forstå. Har du aldrig været på teambuilding kursus? Hvis et projekt skal lykkes, er samarbejde en nødvendighed. Med indbyrdes konflikt og kamp om ressourcer, hvordan i al verden skal vi så få bygget et velfungerende samfund? Vi har stadig flere forbitrede hjemløse og tiggere, som truer med at tisse på min cykel, hvis jeg ikke giver dem penge. Krig, elendighed og ustabilt klima eskalerer, og her i danmark er man ikke en gang så fremsynede, som i andre lande fx finland, som nu gør forsøg med borgerløn til kontanthjælpsmodtagere. Husk, at et hus i splid med sig selv er et svagt hus.

Niels Duus Nielsen

HJSA: " Men Niels - du sætter vel dine penge på Putin og boringer efter olie og gas i det nordlige Sibirien sammen med Exxon-direktøren ;-)"

Nu har jeg som kontanthjælpsmodtager ingen penge at sætte på noget som helst, tværtimod bidrager jeg ved min eksistens og medfølgende udgifter for staten til, at det bliver lidt sværere for regeringen at investere i krig og ødelæggelse. Hvilket faktisk er en stærk motivationsfaktor for at forblive en udgift for fællesskabet, for pengene kan som bekendt kun bruges en gang, og de penge, der er brugt på at holde liv i mig kan ikke samtidig bruges på krudt og kugler.

Og hvad angår Putin er jeg da imponeret af manden og hans evne til at overbevise det store flertal af russerne om, at han er en dygtig præsident. Men jeg ved jo godt, at han dybest set er en reaktionær socialdemokrat, der deler magten med oligarkerne mod til gengæld at få lov at være zar, men jeg er ikke overbevist om, at han har udenrigspolitiske ambitioner.

Indtil videre følger jeg det russisk-kinesiske samarbejde med stor interesse, bl. a. fordi det er baseret på multilaterale aftaler og respekt for de enkelte samarbejdspartneres suverænitet, angiveligt med det formål at hæve levestandarden (velfærden!!!) for almindelige mennesker i det østlige Europa og Asien - i modsætning til det amerikansk dominerede unilaterale "samarbejde", som i mine øjne virker som et desperat forsøg på at undgå den gigantiske nedtur, som den ustyrede kapitalisme har bevirket i USA.

Skulle Putin vise sig at være Stalin version 2, er jeg selvfølgelig bare en nyttig idiot. Men skulle de amerikanske ledere - og de danske regeringer for den sags skyld - vise sig at være en flok desperate magtmennesker, der er parat til alt for at bevare magten, er det dig, der er den nyttige idiot. Ingen af os ved, hvad det ender med, så måske skulle vi bare være enige om at være uenige.

For nu at blive i lotto-sproget: Hvo intet vover, intet vinder. Jeg løber risikoen og satser på en fredelig udgang, hvorfor jeg ikke ønsker at deltage i dæmoniseringen af det russiske folk. Du ønsker ikke at risikere noget, så du går ind for oprustning og dæmonisering, selv om det helt sikkert ender galt. Så må vi jo se, hvem af os, der trak en nitte.

PS: Lotteri er ikke konkurrence - i en konkurrence måler man, hvem der er bedst til et eller andet, ikke hvem der er den heldigste. Så lottometaforen holder ikke, da det allerede er tilfældigt, hvilke kår, man fødes ind i - med en guldske i røven eller med forældre på kontanthjælp. Socialdemokraternes fornemste opgave var i mange, mange år at modvirke dette lotteri med menneskeliv og skabe værdige vilkår også for de mindre privilegerede - hvad har dog fået dig, Hans Jørgen, til at ændre holdning og tale de stærkes sag mod de svage?

Randi Christiansen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

Randi - Har du set og hørt, at Saxobankdirektøren Steen Jacobsen med den ret utraditionelle tænkemåde går ind for Borgerløn, som noget der forholder sig til erhvervsstrukturen.
Klimaet kom han ikke ind på !