Denne dag i januar minder Arbejdermuseet mest af alt om »Tabernes bar« i filmen Høj pistolføring 2 1/2, hvor udsmykningen på væggene er billeder af blandt andre Neville Chamberlain, Michael Dukakis og Titanic.
I en baggård skutter en statue af Lenin sig i vinterkulden (Arbejdermuseet er ved at planlægge fejringen af 100-året for Oktoberrevolutionen), og indenfor i cafeen taler den tidligere formand for Socialdemokratiet, Mogens Lykketoft, den tidligere formand for ’kamelerne’ eller KAm-l, og nuværende folketingsmedlem for Enhedslisten, Finn Sørensen, samt SF’s tidligere gruppeformand Steen Gade, ved en reception for den nye bog De røde flertal.
De røde flertal har ganske vist undertitlen »håb, sejr og nederlag«, men forfatteren, historikeren og det tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten, Søren Kolstrup, beskriver alligevel, hvad han kalder »et fænomen, der ligner en lovmæssighed«: Nemlig at venstreorienterede partier, både herhjemme og i andre vesteuropæiske lande, går tilbage, når de i en periode har været støtteparti for en socialdemokratisk regering. Og det sker med »fuld og nådesløs kraft«, når de er gået i regering med Socialdemokratiet.
Tre gange, fra 1966 til 67, 71 til 73 og endelig fra 2011 til 15 – hvor der ganske vist ikke var noget flertal, men hvor Socialdemokratiet og SF »på et langt stræk agerede ud fra forestillingen om et arbejderflertal« – havde de to partier, suppleret af henholdsvis VS og Enhedslisten, flertallet.
Og hver gang gik det for partierne, samlet, mandatmæssigt galt ved det efterfølgende folketingsvalg – værst selvfølgelig ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973.
Men hvorfor går det altid så galt?
Har I tænkt over det?
Svarene fra de tre politikere, og forfatteren, lyder, at det gør det heller ikke nødvendigvis.
Selv om arbejderflertallene ikke banede vejen for noget kursskifte i samfundsudviklingen, var de med til at udstikke nogle spor for eftertiden. Det første arbejderflertal indførte kildeskatten og momsen, samt ophævede fradragsretten, mens det andet lavede en dagpengereform, som hævede dagpengesatsen fra 80 til 90 procent og den obligatoriske undervisningspligt fra syv til ni år.
»De to instrumenter – kildeskatten og momsen – var selve finansieringen af den velstandsudvikling, der er foregået i de forløbne 50 år,« fortæller Mogens Lykketoft.
»Det nåede de på 13 måneder. Vi havde ikke kunnet finde pengene, hvis ikke de to instrumenter var kommet på plads, og det var så nemt efterfølgende, også for de borgerlige, at hæve den der moms. Ellers var det sgu aldrig blevet til noget med alt det andet. Så tænk lige over det!«
Det betyder ikke, at den tidligere socialdemokratiske finansminister, som Roald Als i 1990’erne tegnede med slask-i-røv-jakke, nålestribede bukser og med en cigar i munden, kun har godt at sige om arbejderflertallene. Tværtimod.
Som »socialdemokratisk praktiker« har Mogens Lykketoft altid været sig smertelig bevist om, at et eller flere af de borgerlige partier oftest skal lokkes med i politiske aftaler og forlig, hvis disse netop skal være langtidsholdbare.
Reformister og revolutionære
Af samme årsag så – og ser – SF og Enhedslisten forskelligt på forestillingen om et arbejderflertal. SF’s såkaldte katalysatorteori antager, at Socialdemokratiet har et socialistisk potentiale, som kan igangsættes under et arbejderflertal, hvorimod først folkesocialisternes venstrefløj og siden VS og Enhedslisten har afvist, at der eksisterer noget strategisk fællesskab om fælles mål.
Steen Gade, der beskriver sig selv som reformist og ikke revolutionær, efterlyser en alternativ- eller offeromkostningsanalyse af arbejderflertallene.
»Man har analyseret de gange, man har været inde i maskinrummet, men hvad med de gange, man har stået uden for dette og har sagt: De er egentlig ikke ret gode, men vi holder dem i live. Hvad får vælgerne egentlig mest ud af? Den diskussion står tilbage, men jeg tror, at de fleste kan gætte, hvad jeg mener,« siger Steen Gade, der selv betalte en del af prisen for SF deltagelse i SRSF-regeringen ved ikke at blive genvalgt i Vestjyllands Storkreds (ligesom Mogens Lykketoft har Steen Gade meddelt, at han ikke genopstiller ved det kommende folketingsvalg).
Ansvarets åg
Omvendt kan de fleste på Arbejdermuseet også gætte, hvad Finn Sørensen, der insisterer på at tale om arbejderparti- og ikke arbejderflertal, mener.
»Bogen bekræfter min ungdomsopfattelse af, at der ikke er noget socialistisk perspektiv i Socialdemokratiets politik. Det var der ikke dengang, og det er der ikke i dag. Og hvis der ikke er noget socialistisk perspektiv, er der det modsatte: nemlig et kapitalistisk.
Men Socialdemokratiet har en anden tilgang end de borgerlige partier til det at administrere kapitalismen, hvilket har betydet, at partiet har sikret de indrømmelser til arbejderklassen, der har skulle til for at sikre ro på bagsmækken. Og derfor har det – i perioder – været muligt for Socialdemokratiet at samarbejde med partierne på venstrefløjen,« siger Finn Sørensen og fortsætter:
»Men som venstrefløjsparti er man er nødt til at forstå, at når socialdemokraterne gerne vil samarbejde med en, er det ikke nødvendigvis for at gennemføre en progressiv politik. Så er det også for at presse venstrefløjen til acceptere den socialdemokratiske opfattelse af, at opgaven netop består i at administrere kapitalismen. Det var det, Per Hækkerup sin tid mente med, at SF skulle under ansvarets åg. Det skal man altid have i baghovedet, når man sidder og smiler til hinanden ved forhandlingsbordet.«
Forligsmageren
Efter receptionen signerer Søren Kolstrup eksemplarer af Det røde flertal og fortæller, at bogen er et forsøg på at nuancere billedet af, at arbejderflertal altid ender i, om ikke tårer og gråd så i hvert fald skuffelse og skuffende valgresultater.
Det første arbejderflertal ophørte, fordi SF’s venstrefløj sagde nej tak til at indefryse en dyrtidsportion, og det andet fordi Erhard Jacobsen vendte sig mod flertallets boligpolitik.
Da den tidligere VS’er, Søren Kolstrup, var medlem af Folketinget fra 1998 til 2001 kaldte de andre medlemmer af Enhedslistens folketingsgruppe ham drillende for »forligsmageren«. En henvisning til at miljø- og trafikordføreren trods sin kompromisløse snak indgik flere forlig med den daværende SR-regering end nogen af de andre gruppemedlemmer.
»Med samtidens briller kom der måske ikke noget skelsættende ud af de to arbejderflertal. Men de gjorde alligevel en forskel, og når alle arbejdspladser i dag for eksempel har en sikkerhedsrepræsentant, skyldes det det andet arbejderflertal,« siger Søren Kolstrup.
– Er der noget særligt i venstreorienteredes DNA, som skaber problemer, når de går i regering eller skal være støtteparti for en socialdemokratiskledet regering?
»Det er altid afgørende, hvilke identifikationspunkter et parti har. Hvis man tager venstrefløjen, er et af disse punkter, kravet om sociale forandringer. Her og nu. Og hvis man netop lancerer dette som nogle af identifikationspunkterne, har man selvfølgelig et problem, hvis man ikke kan leve op til dem. For eksempel klarede De Grønne i Tyskland sig glimrende i regeringssamarbejdet med socialdemokraterne i starten og midten af 00’erne og gik frem ved valgene i 2002 og 05. Årsag? De Grønnes identifikationspunkter var grøn forandring, hvilket partiet fik gennemført. Der kom elsporvogne i de større byer og andre synlige resultater. Til gengæld står den yderste danske venstrefløj i et dilemma, fordi dens markør er social forandring uden at have en strategi for at nå dette mål, hvorimod det måske er mere fremkommeligt med miljø- og klimapolitikken.«
– Var problemet for Thorning-regeringen, at Enhedslisten – og for den sags skyld også SF – havde for høje forhåbninger?
»Ja, det ligger der jo i det. Man kan selvfølgelig diskutere, om det var Enhedslistens eller regeringsgrundlagets skyld. Men Socialdemokratiet og SF havde jo lavet et program, som hvilede på den præmis, at der kom et arbejderflertal – og det gjorde der ikke. Så alle forhåbningerne i Enhedslisten og SF – og store dele af Socialdemokratiet – baserede sig på det oprindelige program, og det var præmissen. Så kan man spørge, om det ikke var muligt at indstille sig på det andet. Dertil er svaret, at der var takten så at sige sat, hvilket blev ulykken for de involverede.«
– Så Enhedslisten var ikke omstillingsparat?
»Det var de ikke. De havde stadig, hvad Enhedslisten ville udtrykke som legitime forventninger til det oprindelige program.«
Meget passende at ronkedorerne mødtes på et museum - og også lidt forstemmende, at det igen-igen er den samme generation, der skal udlægge teksten. Når det er sagt, så kan ingen af de interviewede jo beskyldes for at være underfrankerede, men man (jeg) sidder alligevel med en fornemmelse af, at de på forskellig vis ikke har været og ikke er i stand til, at se deres egne roller i de sidste 30 års politiske udvikling, hvor jo i hvert fald Socialdemokratiet har ændret politik på helt afgørende områder og nu fx ikke mere tale om lighed, men om lige muligheder og altså i langt højere grad er blevet et social liberalt parti.
Derfor kan man efter at have læst artiklen godt sidde tilbage med det indtryk, at 'rød blok' for de involverede ronkedorer fundamentalt set er det samme i dag, som det var i deres egne formative år, og at de grundlæggende mener, at deres erfaringer derfor stadig kan bruges som en matrix for et fremtidigt samarbejde. Spørgsmålet er så, om det ikke lige præcis er det centrale problem på venstrefløjen - at den har så svært ved at vikle sig ud af ronkedorernes fortid?
Spørgsmålet er, Lasse Glavind, om Socialdemokratiet ikke blot vil mene, at de har skiftet strategi for at opnå det, de altid har villet opnå. Jeg vil være enig med dig i, at det går langt videre, men jeg tror, at det vil være deres egen udlægning. På mange måder forstår de ikke deres eget velfærdssamfund.
Det gælder f.eks. spørgsmålet om den mekanik, der henter en større andel af merværdien i virksomhederne igennem den relativt høje indkomsskat, der hæver lønnen (men andre steder betaler virkomhederne ind til sociale fonde), således at langt den overvejende del af befolkningen altid har betalt på forhånd for de ydelser, den modtager.
Det har du sikkert ret i, Steffen, og for min skyld må socialdemokraterne sådan set gøre, hvad de vil - det er jo deres fest. Men jeg synes så til gengæld, at venstrefløjen burde indrette sig på og erkende, at sådan er det og sige højt, at socialdemokraterne i dag er et socialliberalt parti ( og det var de ikke i ronkedorernes formative år) og at ronkedorernes matrix for et samarbejde - i det de åndsdovne danske journalister :-) bliver ved med at kalde rød blok - er forældet, fordi aktørerne har forandret sig fundamentalt.
Det må da være den morsomste bemærkning, der er faldet på det møde ved Finn Sørensen Enhedslisten:
»Bogen bekræfter min ungdomsopfattelse af, at der ikke er noget socialistisk perspektiv i Socialdemokratiets politik. Det var der ikke dengang, og det er der ikke i dag. Og hvis der ikke er noget socialistisk perspektiv, er der det modsatte: nemlig et kapitalistisk."
Finn Sørensen ungdoms version af socialisme og socialistiske perspektiver var i ungdommens KAmeler vel nærmest det stalinistiske Sovjet diktatoriske 'paradis' ("70 pct. god, 30 pct. dårlig") og Mao's ditto!
Og da det formodentlig næppe er de visioner FS stiller op på i dag, hvad er det så?
Jeg vil godt sluge et pænt antal kameler på, at manden ikke aner, hvad han skal svare udover rene slagord om produktions-midler og klasser uden nogen konkret forbindelse til noget realiserbart, som erstatning for den internationale kapitalistiske politiske virkelighed!
Socialisme er således noget man bare slynger om sig med, som Nordkorea med demokrati, og slår andre i hovedet med uden selv at ane bare rudimentært, hvad det er man slår med!
"Og hvis der ikke er noget socialistisk perspektiv, er der det modsatte: nemlig et kapitalistisk." - Ik' Finn Sørensen!