Læsetid: 5 min.

Familiedrab er ikke et uforklarligt lynnedslag i Hverdagsdanmark

Hvis man vil reducere antallet af familiedrab, må man først forstå det rigtigt. Så er man nødt til at anskue det som et samfundsanliggende og ikke som enkeltstående private begivenheder.
Borgere lægger blomster uden for huset i Ulstrup, hvor seks personer blevet fundet døde forleden. Ifølge politiet har en 45-årig mand dræbt sin 42-årige hustru og parrets fire børn på tre, seks, 11 og 16 år.

Borgere lægger blomster uden for huset i Ulstrup, hvor seks personer blevet fundet døde forleden. Ifølge politiet har en 45-årig mand dræbt sin 42-årige hustru og parrets fire børn på tre, seks, 11 og 16 år.

Ernst van Norde

12. januar 2017

Mandag middag blev ligene af seks familiemedlemmer fundet i et parcelhus i Ulstrup ved Randers. Halvandet døgn efter kunne politiet konstatere, at den 45-årige mand havde dræbt sin 42-årige hustru og parrets fire børn på henholdsvis tre, seks, 11 og 16 år.

Sagen er dermed opklaret, og hvad der skete i huset, vil vi formentlig aldrig få svar på. Både elektroniske medier og formiddagsaviser har de seneste døgn fulgt opklaringen med breakingbjælker, reaktioner fra lokalsamfundet og reportere på stedet. Alle steder bliver begivenheden bliver omtalt som en ’familietragedie.’

Der er ingen tvivl om, at det er en tragedie, og at den har fundet sted inden for en familie, men hvis man gerne vil problemet til livs, er det uhensigtsmæssigt at omtalte et femdobbeltdrab i medierne på denne måde. Så bliver drab i familien et uforståeligt lynnedslag i Hverdagsdanmark. Og frem for alt noget privat, vi ikke kan gøre noget ved.

Forskning fra både Europa og USA viser, at drab i familien langtfra er uforklarlige. En lang række mønstre går igen i sager om familiedrab, som kan inddeles i kategorier: En gruppe er mænd, der – som i sagen fra Ulstrup – slår både partner og børn ihjel og bagefter ofte begår selvmord.

Typisk er motivet tab af job, penge, prestige eller skilsmisse. En anden gruppe er partnerdrab, hvor nuværende eller tidligere partner bliver slået ihjel. Typisk i forbindelse med at forholdet ophører, eller at ofret har fundet en anden.

Eksempler på typer af familiedrab og sager

  • Hele familien bliver slået ihjel. I en del af sagerne forsøger og lykkes gerningsmanden efterfølgende med selvmord. Typisk er motivet tab af job, penge, prestige eller af sin familie. Den aktuelle sag fra Ulstrup er et eksempel herpå.
  • Bitre skilsmissesager, hvor den ene forælder tager livet af et eller flere børn. Motivet kan være psykisk sygdom, hævn eller begge dele. Et eksempel er sagen fra august sidste år, hvor en far dræbte sin datter i Odense efter langvarig skilsmissestrid.
  • Partnerdrab, hvor nuværende eller tidligere partner bliver slået ihjel. Ofte i forbindelse med at forholdet ophører, eller at ofret har fundet en anden. I fire ud af fem sager er det mænd, der slår kvinder ihjel. Et eksempel er sagen fra Langeland i april måned sidste år, hvor en mand skød og dræbte sin gravide ekskone foran deres seks-årige datter.
  • Forældre, der begår vold mod deres børn, hvor mishandlingen eskalerer og ender med drab. Et eksempel er sagen, hvor en 25-årig mand blev sigtet tirsdag i denne uge for grov vold mod sin seks uger gamle datter. Hun døde af sine kvæstelser.
  • Psykisk sygdom. For kvinders vedkommende ind imellem i forbindelse med en fødselsdepression. Et eksempel er sagen fra Nordjylland i juni, hvor en kvinde, der var diagnosticeret med en psykose, slog sin ni-årige datter ihjel med en kniv. Et andet eksempel er sagen fra juli sidste år, hvor en voksen søn, der var krigsveteran og led af PTSD, dræbte sine forældre med en økse.

I fire ud af fem sager er det mænd, der slår kvinder ihjel. En tredje gruppe er tilfælde, hvor forældres vold mod børnene eskalerer til drab. Og så er der drab på baggrund af psykisk sygdom, eksempelvis depression, skizofreni, fødselspsykose eller PTSD.

Familien er det farligste sted

Som dokumenteret i en række artikler her i avisen i 2016 begås over 40 procent af alle danske drab inden for familien. Den ukendte gerningsmand udgør kun en ganske lille del.

Mens andre typer drab bliver stadigt færre, falder drab i familien kun en smule, og udgør derfor en stadigt større andel af alle drab. Det rimer dårligt med vores kulturelle opfattelse af familien som et trygt sted, men som den hollandske kriminolog Marieke Liem sagde her i avisen for et halvt år siden:

»Familien er et farligt sted at være.«

Endnu mangler vi både fakta og forskning i fænomenet herhjemme. Detaljerede data om, hvem der slår hinanden ihjel, hvor og hvordan er ikke kortlagt siden 1970’erne, og vi må vente nogle år endnu på grundige forskningsresultater – på vej fra blandt andre retsmediciner ved Aarhus Universitet Asser Hedegård Thomsen, der er ved at kortlægge de seneste 30 års danske drab.

Men i England har professor på Birmingham City University David Wilson set på netop det fænomen, der er tale om Ulstrup-sagen: Mænd, der slår både partner og børn ihjel. Family annihilation hedder det på engelsk – udslettelse af familien. Gerningsmanden er typisk hvid og midaldrende og udadtil velfungerende. Wilson inddeler mændenes motiver i fire:

  1. Mænd, der dræber familien, fordi de mister job, penge eller status.
  2. Hævn i bitre skilsmissesager, hvor forældrene slås om børnene.
  3. Altruistiske drab, hvor manden slår familien ihjel, fordi han mener, han dermed beskytter familien fra en værre skæbne. Eksempelvis fordi myndighederne vil fjerne børnene.
  4. Kulturelt betingede drab, hvor manden tager livet af familien i skuffelse over, at de ikke følger hans normer.

Drømmen om kernefamilien

Generelt handler disse sager ofte om mænd, der oplever et tab i deres liv, som de ikke kan håndtere. Et fællestræk er drømmen om en kernefamilie, som af forskellige årsager brister.

I mange af sagerne har drabet været planlagt gennem længere tid, gerningsmanden har gennem en længere periode haft psykiske problemer, eller der har været ægteskabelig konflikter, hvor myndigheder ofte har været involveret. Advarselslamper har blinket.

Nøjagtig ligesom vi gennem årene har sat forebyggende ind over for bandedrab, narkodrab og anden dødsvold i kriminelle miljøer, kan man ifølge kriminologer og forskere tage initiativer for at reducere antallet af drab i familien.

Ægteparret Rebecca og Russel Dobash har 40 års fælles forskning i vold mod kvinder bag sig. Det, der driver dem, er overbevisningen om, at viden giver mulighed for at forandre.
Læs også

Udenlandske eksperter peger på flere områder, hvor man kan sætte ind med forebyggelse: Bedre rådgivning og mere fokus på de mest bitre skilsmissesager. Bedre indsats overfor psykisk sygdom i familier med børn. Og en tidlig og forebyggende indsats mod vold i familien – det gælder både fysisk og psykisk vold. Sidstnævnte optræder som hyppig komponent i sager om partnerdrab.

Men hvis man vil reducere antallet af familiedrab, må man først forstå det rigtigt. Så er man nødt til at anskue det som et samfundsanliggende og ikke som enkeltstående private begivenheder. Så vi ikke hver eneste gang, fædre, mødre og børn bliver ofre for et drab tænker: ’Hvor forfærdeligt!’ Men lader det blive ved det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • June Beltoft
  • Maiken Guttorm
  • David Zennaro
June Beltoft, Maiken Guttorm og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Dette er selvfølgelig det bedste argument for en stærk, generøs og transparent velfærdsstat, hvor sociale begivenheder neutraliseres og aldrig bliver en reel risiko for folk, der i stedet hjælpes videre til egen og samfundets gavn.
Problematikken er dog ikke ny, men det er sjældent, at man kan få indblik i psykologien - her kan dette langdigt måske hjælpe: https://en.wikipedia.org/wiki/The_Ballad_of_Reading_Gaol

Liliane Murray

Mandens gerninger, tyder da på at der har været nogle meget seriøse problemer i familien.

En mand der ikke ønsker at leve længere, men vælger også at drage sin familie ind i sit selvmord, må være både utroligt egoistisk og mon ikke også meget besidderisk. Det er det ultimative i selvisk/selvcentrerethed.

Og det kan ikke passe at disse personlighedstræk er opstået på et øjeblik, en gepard kan ikke ændre sine pletter, så disse må være kommet til udtryk, også tidligere, også selvom naboer og familie måske ikke har været bevidst om det. Familien må have været dysfunktionel over tid.

Det er sørgeligt, men desværre nok sandt.

June Beltoft, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Britt Kristensen, June Pedersen, Pernille Wolsgaard Iversen, Mette Poulsen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Liliane Murray, ikke nødvendigvis. Da jeg var barn var det, om ikke almindeligt, så dog ikke ukendt, at familiefædre begik kollektivt mord/selvmord på hele kernefamilien. Især landmænd, der fik ejendommen sat på tvangsauktion, kunne finde på at vælge denne udvej. Jeg har selv personligt kendskab til to tilfælde, der fandt sted hhv. 10 og 20 km fra min hjemby i Vestjylland.

En "venlig" fortolkning af denne adfærd vil gøre opmærksom på, at familiefaderen føler så stort et ansvar for familiens velfærd og ære, at han ikke kan forestille sig, at det vil være muligt at leve med nederlaget og skammen. Så hellere døden.

Det er sygt, ja, men det kan tolkes som et sygt udslag af omsorg for sine nærmeste, snarere end ren egoisme.

Liliane Murray

@ Niels Nielsen,

Det er jo det, der må have været noget galt i familien, måske det ene, måske det andet, men det kan aldrig blive andet end egoistisk at trække sin familie med sig i døden.

"... at familiefaderen føler så stort et ansvar for familiens velfærd og ære..." Det er ikke ansvar, det er mord.

Hanne Ribens, Estermarie Mandelquist, Flemming Berger, Britt Kristensen, June Pedersen, Elisabeth Andersen, Pernille Wolsgaard Iversen, Sus johnsen, Mette Poulsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

Og man begår ikke mord af den slags, medmindre der er noget ravruskende galt, nøjagtigt hvad det er skal jeg ikke kunne sige, men et eller andet er det.

June Beltoft og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Teknisk set er det mord, men spørgsmålet er, hvorfor et menneske vælger så desperat en udvej. At forstå morderen er ikke at godkende mordet, men et forsøg på at afdække omstændighedere med henblik på at undgå gentagelser.

Blot at gøre det til et individuelt problem og et enkeltstående fænomen hjælper ikke nogen. Den gode nyhed, som jeg forsøgte at formidle, er, at det faktisk sker sjældnere i vore dage end førhen (går jeg da ud fra). Jeg er sikker på, at kvindernes større selvstændighed, og den deraf svækkede paternalistiske tankegang, er en vigtig faktor i denne nedgang i drabsfrekvensen.

Steffen Gliese

Nej, Nielsen Nielsen, det er jo netop et forsøg på at betragte det strukturelt: som et arkaisk syn på mandens rolle i familien - på trods af vores trods alt stadig civiliserede samfund. Hvis man ikke se nogen udvej af den ene eller anden grund, må man i det mindste være så ydmyg, at man kun tager sig selv af dage. Man kan ikke bestemme over andres ret til at leve - og da slet ikke børnene!

June Beltoft, Hanne Ribens, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Flemming Berger, Britt Kristensen, June Pedersen, Flemming S. Andersen, Pernille Wolsgaard Iversen og Mette Poulsen anbefalede denne kommentar

Personlighedstræk - kan være latente uden at være sygelige. Det er blot en bestemt situation, der afføder hændelsen.
I "gamle dage" var der også folk, der hængte sig i forbindelse med traumer og lign. At man inddrager børn/ ægtefælle er en udvikling, som måske kan spores samfundsmæssigt.

Niels Duus Nielsen

Steffen Gliese, vi er ikke uenige, blot ser jeg uden yderligere oplysninger ingen grund til at tro, at resten af familien var dysfunktionel. Det er alt rigeligt, at manden har et arkaisk syn på eget ansvar; konen og børnene behøver ikke engang at have haft kendskab derom - han kan jo have været en af de der træmænd, der slår personlige problemer hen og helst ikke viser sine følelser. Indtil den dag filmen knækker.

June Beltoft, Ib Christensen, Peter Jensen, Flemming S. Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Som samfundet er i dag, er det ikke en egoistisk gerning at tage konen og børnene med i døden. Denne kone havde stået tilbage som enlig mor til fire - hvis ikke hun har erhvervsarbejde og kan forsørge hele familien selv, vil hun være et af disse foragtede enlige mødre. Ikke alene mor til et barn, men til 4, hvilket vil give masser af fuldstændig ligegyldige smålige mennesker grund til at sige, at hun ikke kan forlange samfundet skal have udgifter af alle hendes børn, at hun i tide burde have stoppet avlen, og at hun nu må fjerne enhver udgift der bare kunne antyde luksus.

Jamen sådan kan folk da ikke dømme - jo det kan de og det gør de. Der er kommet en smålighed, et had til folk i nød, som man ikke fatter før man har set det.

Denne kone og mor kunne i løbet af ingen tid ende som hjemløs, som foragtet, velkommen til den middelalderlige opfattelse af andre mennesker, som er ganske almindelig og "normal" i Danmark i dag. Det sikkerhedsnet der har været under mennesker, kvinder og børn i Danmark - er borte.

Velkommen til den fagre nye moralske grusomme verden af i dag.

Birte Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

@ Niels Nielsen,

"Blot at gøre det til et individuelt problem og et enkeltstående fænomen hjælper ikke nogen."

Jeg ved ikke af at jeg skalle have forsøgt bare at gøre det til et individuelt eller et enkeltstående fænomen, jeg kommenterer i forhold til en konkret sag.

Der er et stort problem med mænd der slår deres hustru, ex, elskerinde, osv. ihjel, og det er et problem som burde lægge os alle på sinde.

Anne Eriksen, Estermarie Mandelquist og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

Hvorfor taler man ikke om mord, det er jo det der er overgået de fem, kun mandens død var selvmord, og det gør det vel ikke til et kollektivt selvmord? Han myrdede 5 mennesker, hvorefter han selv tog sit eget liv. Lad os kalde en spade en spade!

June Beltoft, Anne Eriksen, June Pedersen, Estermarie Mandelquist, Flemming Berger, Britt Kristensen og Elisabeth Andersen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Det er jo ikke sikkert at det blot er manden der har ændret sig.
Det samfund han var vandt til at leve i har forandret sig meget de sidste 10 - 15 år.
Ting som disse lader til at ske, men hvorfor er frekvensen mindre i vores kultur end f.eks. hvad vi kender til af æresdrab i den muslimske kultur.
Og hvorfor har jeg fornemmelsen af, at frekvensen er stigende i vores kultur. :(

Mads Kjærgård

Nu havde manden jo haft et cykelstyrt og fået hjerneblødning, der bevirkede at han ikke længere kunne passe sit job! Dvs. at han kunne se frem til et antal måneder på sygedagpenge, 2 år på dagpenge og så over i bistands systemet med utallige arbejdsprøvninger og umyndiggørelse. Dvs. hans liv var squ forbi, som han kendte det og med mindre han kunne affinde sig med det, så er det dælme hårdt. Det undskylder ikke hans mord, men man forstår de bekymringer der lægger til grund for handlingen. Der er ikke noget velfærdssystem, der griber folk længere. Jeg tænker, at han har spekuleret og spekuleret, og så er det til sidst slået klik for ham. Ikke at jeg sympatiserer med det, men på et eller andet plan så kan jeg godt forstå det. Det er ikke en psykopat, det mand, der ikke kunne overskue sin situation, og han har følt, at det var hans ansvar og skyld, at familien nu var ude på en social deroute. I hans syge sind har han ville spare dem for det!

Hanne Koplev, Niels Duus Nielsen, Ib Christensen, Birte Andersen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Jeg tror, at i dette tilfælde er der tale om en desperat mand, der ikke ved, hvad fanden han skal stille op! En psykopat skyder ikke sig selv!

Liliane Murray

Nu kan man undskylde manden så meget man vil, og jeg er også sikker på at han var dybt ulykkelig, det må man være for at kunne begå en sådan handling. Men er det ikke ting der overgår rigtig mange mennesker, hver eneste dag?

Så der må være noget, der får ham til at handle så anderledes end alle de andre der har haft de samme oplevelser, men ikke bliver til mordere. Og i min optik kan det aldrig undskyldes at trække andre med i døden.
Jeg kunne end ikke finde på at begå selvmord, af hensyn til andre.

Liliane Murray

Man kan godt blive psykotisk uden at være psykopat. De to ting er ikke forbundet. Tværtimod en psykopat er ikke i større risiko for at få en psykose end resten af befolkningen, jeg forstår ikke at man ser psykopati som en diagnose, det er for mig nærmere en karakterafvigelse, og kaldes også i dag for antisocial personlighedsforstyrrelse.
Der findes i den litteratur jeg har set, aldrig nogen sammenblanding/sammenhæng, mellem de to begreber.

June Beltoft, Britt Kristensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Helene Kristensen og Mads Kjærgaard har fat i noget, tror jeg. Et mangelfuldt socialt sikkerhedsnet, et samfund som betragter syge og handicappede som en uønsket byrde, kombineret med et individuelt arkaisk syn på en mands ansvar for sin familie, er en eksplosiv cocktail.

Det arkaiske syn kan vi ikke umiddelbart gøre noget ved, da det formodentlig er noget, man tilegner sig under opdragelsen. Men de sociale omstændigheder kan vi ændre på, så arkaiske mænd ikke føler sig pressede til at begå selvmord og tage resten af familien med sig.

De bønder, som i min barndom myrdede konen og børnene før de myrdede sig selv, var netop blevet sat i en situation, hvor de måtte gå tiggergang til kommunen og risikerede at ende på fattiggården. Hvilket den gang ikke bare var en talemåde, men en kommunal institution, der blev set ned på i det lille samfund. Jeg gik selv i skole sammen med børn, der boede på den lokale fattiggård, det var ikke et kønt syn. Os børn af bedre folk havde nogle oplagte moppeofre.

Stakkels unger, ikke alene var de fattige, de var også stigmatiserede.

Mads Kjærgård, Ib Christensen og Hanne Koplev anbefalede denne kommentar

Faktisk kom jeg til at tænke på, hvordan reaktionen havde været. hvis det havde været en fattig familie med trange forhold og arbejdsløshed.
Selve uheldet for familiefaren skete i september 16 - altså 3-4 mdr før og der var næppe nogen overhængende fare for den ganske rigtig barske behandling, man får i vores "velfærdssamfund" i dag.
Der var heller ikke tale om hospitalsindlæggelse eller "behandling".

Det er stadig en svær ting at tale om, men det får tankerne til at flytte sig til de daglige ulykker i trafikken og menneskelige problemer i det hele taget.
Måske skal man overveje, hvad politik i dag gør ved befolkningen fra denne vinkel i stedet for, som man plejer, at fokusere på enkelthandlinger fra (de stadig skiftende) politikernes side?

Mads Kjærgård

Nej, der var måske ikke nogen overhængende fare, men 44 år og dysfunktionel it-tekniker? Hvad er chancerne på jobmarked lige, hvis det går galt? Tør vædde med at manden har tænkt på det cykeluheld, og givet sig selv skylden for at have cyklet den dag. og det har loopet i hans hjerne sammen med en frygt for fremtiden i triple w Trivago samfundet. Lillian Murray har ret i at man ikke vil begå selvmord af hensyn til andre, men derfor er der lige præcis logik i hans handling, du tager dem med, som du vil skåne for oplevelsen. Jeg kender ikke de nærmere omstændigheder, men måske har han fået "lykkepiller," og hvis noget, så fremprovokerer de angst, og usunde tanker. Kender folk, der har prøvet at tage dem! Men man skal nok selv have været ude i det dybe mørke vand, hvor dæmonerne huserer for at forstå dette her. Men tragisk er det. Tror for øvrigt at Niels Nielsens analyse nærmer sig sandheden!

Sören Tolsgaard

Desperation i hjertelandet

Besynderligt, at politiet tilsyneladende har kunnet lukke denne sag for offentligheden, som står uden mulighed for at vurdere, hvad der egentlig er foregået. Rygtedannelsen er så meget desto stærkere og kan ikke glattes ud af velmenende terapeuter. Facts, som samfundet ikke får indsigt i, er i omløb blandt utallige venner, bekendte og kolleger til de dræbte. Er censuren mon udtryk for en fortrængning, vi kollektivt ligger under for? Anerkender vi mon stiltiende den forsmåedes hånd- og halsret? Også i mange andre relationer ligger et voldspotentiale gemt og kan komme til udtryk når som helst, der er tegn på opbrud.

http://www.b.dk/nationalt/derfor-skal-vi-holde-op-med-at-bruge-ordet-fam...

http://www.seoghoer.dk/nyheder/min-soester-blev-draebt-af-sin-mand