»Der bliver lagt op til, at det er resten af ens liv man kæmper for … hvis du ikke får de gode karakterer nu, så er det bare øv-bøv, så må du blive skraldemand …«
Sådan siger en af de interviewede gymnasieelever i en ny forskningsrapport Stress i Gymnasiet fra Aarhus Universitet, der sætter fokus på hverdagslivet i gymnasiet. Rapporten viser, at gymnasiet presser eleverne så meget, at 55 procent af 2. g’erne på de to gymnasier, som forskerne har undersøgt, ligger helt i toppen af stressskalaen .
Stressniveauet hos de 55 procent af 2. g'erne er så højt, at det svarer til niveauet hos de 20 procent mest stressede fra resten af befolkningen, forklarer lektor Anne Maj Nielsen, der er en af forskerne bag undersøgelsen: »Det er meget bekymrende, for de 20 procent vil typisk være nogen, som bliver henvist til behandling.«
Den mulighed har de færreste gymnasieelever. Derfor har forskerne undersøgt, hvad der præcist stresser eleverne, og hvordan det høje stressniveau kan håndteres.
De mest stressramte elever er ifølge Anne Maj Nielsen præget af, at de prøver at gøre alting perfekt. Samtidig har de svært ved at prioritere, hvilket går ud over søvn, spisning, sociale aktiviteter og i sidste ende også deres faglige præstationer.
»De mest stressramte får rigtigt svært ved at fokusere, nogle kan få svært at huske, og det kan blive svært at træffe beslutninger. Det er nogle meget basale funktioner, og det kan gå ud over, om du kan få læst lektier og lavet dine opgaver,« siger Anne Maj Nielsen.
Stressniveauet kan føre til egentlig psykisk sygdom, forklarer Anne Maj Nielsen, og i rapporten er der eksempler på gymnasieelever, som ikke kan spise, eller som overspiser.
Udviklingshæmmende
At få gode karakterer og at præstere godt har ikke kun betydning for gymnasieelevernes fremtid. Det præger også deres sociale liv i gymnasiet, viser undersøgelsen.
»Jeg er overrasket over, hvor stor betydning ens præstationer har for, at de unge kan være attraktive kammerater og samarbejdspartnere i gymnasiet. Flere af de mest stressramte elever beskriver, hvor vigtigt det er hele tiden at fremtræde, som om at de har overskud og energi, selv om de er fuldstændig udmattede. Det betyder, at ingen får rigtig indsigt i, at selv dem, der virker, som om at de har styr på det hele, også kan have det svært,« siger Anne Maj Nielsen.
Men at forsøge at bevare den perfekte facade kan virke endnu mere stressende, og det risikerer at gå ud over de unges udvikling i gymnasieårene.
»Unge, der bliver alvorligt ramt af stress, isolerer sig i forhold til, hvad vi betragter som et sundt ungdomsliv. Det er bekymrende, for det er her, en vigtig del af de unges personlige udvikling og sociale dannelse finder sted,« siger Anne Maj Nielsen.
Stress over karakterræs og konkurrence risikerer dog ikke kun at hæmme de unges udvikling, men også selve gymnasieundervisningen.
»Når det bliver karaktererne og ikke fagligt indhold, som kommer i fokus, så er der sket en forvridning af, hvad uddannelse er. Hvis det hele handler om gode karakterer, og hvad man kan gøre for at få dem, og ikke om hvad der er interessant at beskæftige sig med og lære i gymnasiet, så er der noget galt,« siger Anne Maj Nielsen.
De unge har lyttet
Karakterræset skyldes også, at de unge har lyttet til budskabet om, at uddannelse er afgørende for at klare sig.
»Det forstår de unge godt, men samtidig bliver de mødt med en stigende adgangsbegrænsning til uddannelse, snak om at skære i SU’en og uddannelsesloftet. Det skaber et pres på de unge sammenlignet med deres forældres generation, som mere frit kunne vælge uddannelse,« siger Anne Maj Nielsen.
En af de politiske målsætninger, som præger de unge, er for eksempel, at politikerne i 2006 satte som mål, at 95 procent af alle danske unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse. En analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd viser imidlertid, at antallet af unge, der droppede deres uddannelse, i 2015 steg for første gang i syv år.
Den udvikling kan blandt andet skyldes stress, skriver forskerne i rapporten, og det er især de unge i gymnasiet, der er ramt. På erhvervsuddannelserne ligger stressniveauet blandt eleverne nemlig på samme niveau som resten af befolkningen.
Forskningsrapporten afsøger også, hvad der kan hjælpe eleverne. De mest stressramte fik god effekt af kurset ’Åben og Rolig’, der bl.a. gennem meditationsøvelser hjælper unge med at håndtere stress. På langt de fleste gymnasier vil der dog næppe være økonomisk råderum til at tilbyde stresshåndtering i større stil, men ifølge Anne Maj Nielsen er der også en række andre tiltag, der kan forebygge et højt stressniveau. Mindre fokus på karakterer er et af dem.
»De igangværende forsøg med faglig feedback på mange afleveringer i stedet for karakterer i de såkaldte karakterfri klasser er en rigtig fornuftig vej at gå, fordi det bidrager til, at de unge bliver hjulpet til at rette opmærksomheden mod det faglige indhold i stedet for karakterer,« siger Anne Maj Nielsen.
Derudover har det stor betydning for de unge, at de føler sig set og hørt af forældre, vejledere og lærere. Ligesom det er vigtigt at vise de unge, at der stadig er mange uddannelsesmuligheder – også uden et højt snit fra gymnasiet. Anne Maj Nielsen peger desuden på, at lærere og vejledere med stor fordel kan hjælpe de stressramte elever med at prioritere i den store arbejdsmængde.
Tidsmangel
Martin Thing, der er formand for Danske Gymnasielevers Sammenslutning (DGS), mener dog ikke, at hjælp til prioritering af opgaverne i gymnasiet er nogen god løsning.
»Jeg kan godt forstå, hvis lærerne ikke vil gå på kompromis med deres faglighed og vise eleverne, hvad de kan nedprioritere. I stedet må politikerne vågne op til dåd og forstå, at det går ud over elevernes trivsel og læring i gymnasiet, når der ikke er sat nok midler af til undervisning og vejledning,« siger Martin Thing.
Han ser lærernes og vejledernes manglende tid til den enkelte elev som det største problem i forhold til de stressramte gymnasieelever. Derfor foreslår han, at der indføres en normering, så de studievejledere i gymnasiet, som er der for at hjælpe elever med problemer, ikke skal have ansvaret for 300 elever, som det er tilfældet mange steder i dag.
Gymnasielærernes formand Anette Nordstrøm Hansen er enig i, at tidspres blandt lærere og vejledere gør det sværere at fange de stressramte elever.
»Det, vi oplever i øjeblikket, hvor der er så voldsomt pres på ressourcer på skolerne, er, at der også er mindre tid til de elever, der har brug for ekstra omsorg. Den tætte kontakt mellem lærer og elev, som kunne fange det her, har fået mindre fokus efter nedskæringerne,« siger Anette Nordstrøm Hansen, som dog også ser de videregående uddannelsers stigende adgangskrav som en del af problemet med stress i gymnasiet.
»Der er et helt utroligt fokus på karakterer. Får man en knap så god karakter, så lykkes man ikke, og det er jo et pres, som går helt ned i 1.g og 2.g. At være under sådan et pres i tre år er der jo ingen mennesker, der kan holde ud,« siger hun.
Derfor håber hun, at forsøgene med karakterfri klasser på en lang række gymnasier forhåbentlig kan være med til at dæmme op for præstationspresset.
I må ud og gøre oprør kære unge mennesker, der blev i ikke stillet så mange krav til vi andre da vi var unge, men vi blev til noget alligevel! Sig fra kollektivt overfor de stigende karv og øgede besparelser!
De unge er dovne.....
Sådan sagde en af mine bekendte fornyeligt. Jeg fortalte hende at jeg for kort tid siden har færdiggjort endnu en universitetsuddannelse. På denne var der mere læsning, flere og længere skriftlige opgaver, flere præsentationer, ugentlige elektroniske opgaver og eksamer end på min første uddannelse for mange mange år siden. Hendes svar var at man i dag kan Google alt eller læse det på wikipedia og så er opgaven jo skrevet..... men nej, det kan man ikke hvis man vil bestå.
Der er ikke noget at sige til at depression og andre mentale sygdomme er så udbredt som det er. De voksne er pressede, og så presser vi ungdommen endnu mere og tror at vi får bedre mennesker ud af det.
Man fjerner fjumre år og straffer økonomisk dem der ikke bliver færdige på minimumstiden. Det skal nok hjælpe på stressen.
De unge må gøre oprør og vi andre må hjælpe dem. Istedet for de der kampfly man ikke kan få reservedele til, kunne man så ikke bruge de penge på at gøre uddannelserne tålelige og gøre det muligt at fordybe sig i sine studier istedet for at presse en masse ensrettede kloner ud på uddannelsesinstitutionerne? Det vil give mere hele mennesker og bedre afkast i det lange løb.
Når over halvdelen af en ungdomsårgang vælger gymnasiet, kan det ikke undre, at nogle har det svært. Vi skal blive bedre til at rådgive om andre ungdomsuddannelser.
Kan vi blive enige om, at eliten er villige til at ofre pøbelens sundhed og basale lykke for ussel mammon?
Kan vi også blive enige om, at de er revnende ligeglade med andre, så længe de selv sidder ved muffen, og får deres idéer gennemført?
Mennesket er blevet en produktionsenhed i virksomheden konkurencestaten, det er ligegyldigt om mennesket har et godt liv, bare de knokler derud af for statens skyld, fra skole til død, de skal helst dø inden de går på pension, det er billigst for staten... og gud hjælpe dem hvis de skulle gå hen og få andre tanker såsom "gode" ideer, frie og kreative tanker undervejs, så falder der brænde ned!!!
Alt skal ensrettes, og der er åbenbart kun en måde man må leve livet på, man glemmer bare at mennesker er forskellige, så jeg er bange for, at det på sigt vil få fatale konsekvenser, og mange vil tabes på livets vej....
"Istedet for de der kampfly man ikke kan få reservedele til, kunne man så ikke bruge de penge på at gøre uddannelserne tålelige og gøre det muligt at fordybe sig i sine studier istedet for at presse en masse ensrettede kloner ud på uddannelsesinstitutionerne?"
Børnene/de unge er jo også en slags kampfly - og vi skal have stærke våben i kampen for konkurrencestat og konkurrencesamfund. Så kan det godt være at nogle af dem er defekte, men vi kan ikke alle blive lykkelige. Pligterne kalder og skallerne knalder. Dén, som ikke kan håndtere situationen, stiller sig foran kanonen.
Jeg har læst at forældrene ønsker at se disse , deres børn, når højt tiltrods på karrière skalaen og forældrene få et øjebliks "instant gratification" hver gang der trækkes et højt karakter hjem. Intet at sige til at eleverne blir stresset. Er dette den blå generation?
Der må plads til tvivl og eftertanke.
Fjumreår er meget vigtige, da der ikke gives mulighed for at tager flere videregående uddannelser og den videregående uddanelse der påbegyndes, skal afsluttes på normeret tid.
Det vi ser her, er konsekvenserne af et samfund med stor eksamensfobi og testskræk.
En bedre tilgang til begrebet evaluering hele vejen gennem skoleforløbet fra nulte klasse og op ville give eleverne løbende, direkte feedback på egen læring og fjerne eksamensskræk fra de afsluttende prøver.
Det er ikke synd for eleverne, at de bliver testet. Det er tvært imod synd, hvis skolerne bilder eleverne ind, vi ikke bliver testet på viden og engagement hver dag i arbejdslivet.
Ingen tvivl om at mangt og meget kan gøres bedre i selve uddannelses systemet og at det er med til at stresse de unge unge. Men forældre og de unge selv må også gribe i egen barm i nogen omfang.
Det hjælper ikke på situationen at der skal arbejdes så mange timer ved siden af for at få råd til den rigtige taske eller de rigtige påklisterede negle, øjenvipper og hår og det koster også penge at deltage i de "rigtige" sociale arrangementer.
Et godt sted at starte for de unge selv, kunne være at tage et opgør med perfektionismen på det område.
@Else Marie Arevad. Jeg er helt enig.
Alt for mange går på gymnasium. Naturligvis skal man ikke blive syg at at læse, så er det bedre at finde en anden uddannelse.
Og naturligvis er det ikke altid elevens fejl. Der er gode og dårligere undervisere.
Jeg tror 50 pct at gymnasiepladserne skal nedlægges. Godt for Danmark, godt for eleverne.
Væk med huesnobberiet fra unge og deres forældre.
Vestre afviser. Det gør de jo altid. Empiri giver de ikke meget for. Ideologi er jo bedre. Og DJØF'erne ved jo hvad de unge skal med deres liv - det kan de se i deres regneark, forstår man.
Og ja, hvis dette får lov at køre videre bør eleverne, forhåbentlig med hjælp fra lærere og forældre, aktivt protestere mod udviklingen.
Hvis de unge er ved at død af stress fordi de er bange for at blive skraldemænd, så skal vi vist have gang i klassekampen igen.
- Bruger systemet og forældre virkeligt skaldemænd som skræk eksempler .... er vi ikke nået længere!!!
Er der kun lighed for mennesker der ikke er skraldemænd, som helt åbenbart ikke er lige med os andre!!!
Er vi på vej tilbage til de "gode gamle dage", hvor det er ligegyldigt med arbejderne?????
Tilbage til arbejderklassen !!!!
.... jeg er så stresset at jeg ikke kan huske mit navn eller lagde min kuglepen, men det lykkes mig alligevel at score et 12 tolvtal i et og andet, der gør at jeg behøver at være skraldemand.
- og ingen syntes, der er grund til at trække i nødbremsen!!!!!
... der skulle stå "ikke behøver at være skraldemand"....
... men hvad er det for en indstilling, som samfundet inpoder i de unge.
+Else Marie Arevad
Bedre rådgivning slår desværre nok ikke til. Hele kulturen med at forgylde de højtuddannede på bekostning af folkene på gulvet, skal ændres, før unge vælger gymnasiet fra.
+Peder Kruse
Du tager 100% fejl! Det vi ser her, er de menneskelige reaktioner, efter årtier med ensidigt focus på systematisk konkurrence, test og bedømmelse af børn, unge og voksne, samt det evindelige krav om højere og højere tempo og produktivitet. En stupid asocial liberal ideologi, der har skamredet anstændighed, menneskelighed og ikke mindst livskvaliteten blandt mennesker på gulvet, medens velhaverne gnider sig i hænderne.
@Erik Jensen
Du understreger netop min pointe omkring den udbredte eksamensfobi og testskræk. Hvis eleverne ikke er vant til og forberedt på evaluering og feedback på deres præstationer, vil en eksamen være angstfremkaldende, og det er rigtig dumt.
Den dybereliggende mening med uddannelse skal vel stadig være at tilegne sig viden og færdigheder til resten af livet, og hvis eleverne skal gå gennem hele forløbet, uden der må sættes tal på standpunkt, bliver kvalitet og faglighed derefter. På alle andre områder er jævnlig evaluering en vigtig del af processen hen mod et ønsket resultat. Det er ikke farligt.
For 50 år siden gik 10% i gymnasiet. 15 år senere var det omkring 20 %. Nu er det efterhånden de fleste. For at komme ind på fx medicinstudiet skal man have høje karakterer, så hvis man vil være læge skal man altså give den en skalle. De sidste knap 50 år har alle elever gået 5 dage i skole om ugen. Jeg gik i 6 dage. Søndag eftermiddag var der dømt blækregning, fysikrapporter eller dansk stil stil. Ved efterårsferien i 1.g var 5 ud af 28 elever holdt op. Der er altid arbejde på havnen som vores sataniske fransklærer forklarede. Der var oprykningsprøver mellem hver årgang og gymnasiet bestemte hvorvidt man var egnet til at blive rykket op eller skulle gå om. Der var 13-reglen til eksamen. En regel som i alle tilfælde betød at fem i min klasse frygtede det værste og lige fik det 8- eller 9- tal der skulle til for at bestå. Nogle af mine kammerater var l lære. De skulle møde kl. 7 og skulle såmænd også på teknisk skole. Som murerlærling skulle du stå ude i al slags vejr. De der var på kontor gik på handelsskolen om aftenen. Jeg går i en høj alder på Uni og de fleste har ikke læs , hvad man skulle forvente til de pågældende lektioner, og det er pokkers svært at diskutere indholdet af en tekst med nogen der ikke har læst den. Det forhindrer nu ikke at man har en mening om indholdet, for meninger er altid gode at have på hånden. Jo det er hårdt at gå i gymnasiet, men mon ikke det på nogen punkter er hårdere at være skraldemand ?
Skraldemand er da et godt job, vel betalt og kræver vistnok en vis uddannelse, ikke noget man bare bliver mere! Så det er det, der er problemet, ikke mange jobs, der ikke kræver uddannelse.
Og der er masse af jobsøgende at vælge imellem! Var inde til et information om et løntilskudsjob i
regi af Socialministeriet, og der var mere end 30 velkvalificerede i lokalet, hvor man også holdt interviews af ca. 3 minutters varighed, midt i larmen. Efterfølgende fik man et dårligt formuleret afslag, og ingen gider svare på ens forespørgsel om, hvor det er skoen trykker i forhold til ens kvalifikationer. Du er bare en "nobody" som man ikke gider spilde tid på. Så det er klart at de unge stresser, de ved hvor hårdt det er at "fejle." Der gives ingen pardon! Og man bliver dårligt accepteret som menneske, hvis man først ryger ud på sidelinjen.
Jamen nu er de der kampfly uden reservedele jo nødvendige, så politikerne kan placere sig i tankerne hos de rigtige mennesker - så politikerne kan få et endnu højere rangerende job i FN eller NATO. Det er jo nødvendig med en kattelem til noget bedre, når der ikke er mere at rage til sig i Danmark.
Ja vi er nu ulovligt inde i Syrien, men det er heller ikke gået Ruslands næse forbi, har lige læst en artikel om det. Og en anden artikel om hvordan pengene fosser ud af Skat. Men skidt med det, bare de arbejdsløse kan blive lovformeligt kontrolleret. Jeg spekulerer tit på, hvorfor det hedder Jobcentre, de har jo aldrig nogen jobs. Det er altid sådan noget virksomhedspraktik, de kommer med! Så kan folk ase rundt i diverse småjobs i en måned og så tilbage igen. Og hvad er det, det koster? Jeg har hørt noget om 150 milliarder og så burde det hedde "kontrolcentre" for det er jo hvad det er. Nå men det er lidt ved siden af emnet. Men man forstår stessetheden, de der er i arbejde har det på samme måde. Bange for at miste deres job, og havne i den moderne udgave af Limbo!
Og flot vi er i Syrien, vi kan ikke engang forsvare os selv. Russerne kan bare sende et par TU-95 med eskorte. Så kan ham fyren i reklamen jo overveje, hvor han vil sende de 2 sølle F-16 han åbenbart råder over hen! Men det vil nok ikke nytte meget!
Det kan være en stressende tid af mange forskellige årsager. Man er halvt voksen og skal tage helvoksne beslutninger om en masse ting, mens man hvirvler rundt i en hormonel suppe. Jeg tror, at det italesættes på en måde, hvor man bliver endnu mere bekymret end tidligere. Måske fyldte forældrenes forventningsafstemning også mere i sin tid.
Men måles der ikke også mere på det, end der gjorde før? Jeg husker det som en periode med hårdt arbejde og mange bekymringer i det hele taget, men stress var slet ikke italesat - man kunne være bekymret eller ulykkelig, men stress var noget, der havde med arbejde at gøre, ikke studieliv.
Min søster arbejder på et universitet og hun siger, at det er uendeligt meget mere krævende og stressende end for blot 10 år siden. Har selv studeret på RUC og vi lavede helt ærligt ikke meget, andet end i de 2 mdr. der var før et projekt skulle afleveres. Det var andre tider!
Charlotte Svensgaard: "Et godt sted at starte for de unge selv, kunne være at tage et opgør med perfektionismen på det område."
Du har sikkert ret i, at de unge er for selvoptagne og alt for påvirkelige af gruppepres og statussymboler. Men jeg gætter på at du sidder i sikker afstand fra din egen ungdom og allerede besidder de statussymboler, du har brug for, hvis du kan foreslå et sådant "selvopgør" som en mulig løsning på problemet.
Os, der kan huske, hvordan det var at være ung, kan også huske, hvor vigtigt det var at være en del af en gruppe. Man tilpassede sig hinanden for ikke at blive sat udenfor. I den gruppe, jeg tilhørte, ville dit forslag om at tage et selvopgør blive mødt med hånlatter - det var tværtimod "de gamle" og "duksene" der skulle tage sig sammen og forlade deres vildfarelser og få sig et liv (underforstået: magen til vores).
Det er nemt nok at kritisere folk for konformisme, når man langt om længe er blevet ligeglad med hvad andre mener om een. Men for de unge er det muligheden for at finde en partner, få sig en indtægt, leve et rigtigt liv uden ydre tvang, der står på spil. Så de vælger at dele hinandens idealer, på godt og ondt.
Ungdommens frigørelse skal komme fra ungdommen selv.
Det eneste, vi gamle kan være behjælpelige med, er at skabe et miljø, hvor de unge ikke presses af os og vore ideer om, hvad der er passende og upassende - de vil alligevel blive ved at presse hinanden og sig selv, indtil de selv bliver så gamle, at de bliver ligeglade med, hvad andre mener om dem. Det bedste vi kan gøre, er at tillade dem at eksperimentere med, hvad de tror er vejen frem, i stedet for hele tiden at forsøge at få dem til at følge den vej, vi efter mange års erfaringer tror er den bedste. For måske har de fat i noget, vi er for forstokkede til at se?
Generation klynk !!! De skal være glade for at de ikke gik i gymnasiet i fattig firserne med enorm ungdomsarbejdsløshed....og meget meget højere adgangskvotienter til de attraktive uddannelser.....men vi så ikke på os selv som unikke og en gave til verden.... men vidste godt at vi ikke var specielle eller udset til noget stort, og at man nok også kunne få et godt liv uden at komme ind på medicin eller jura studiet.....vi tog det mere roligt og afslappet, trods værre betingelser.
Denne generation er curlingbørn i en nemheds generation og kultur hvor alle udfordringer er blevet fejet ind under gulvtæppet, men de hober sig op der, og ender med at kække jer, første gang livet viser lidt tænder, og jeg kan afsløre at verden hader forkælethed.....Det er kun jeres forælrde der kan se hvor helt unikke og specielle i er....Så det er jer selv der lægger presset....om at alt skal være perfekt.....det er der ikke meget der er ! Og hvor ville det også være kedeligt ..
Det har altid været benhårdt at gå i gymnasiet, og pensum er altså ikke steget i sværhedsgrad, tværtimod. Eneste forskel på dengang og nu er elevernes modstandskraft, til at tackle og overvinde udfordringer....."resilience" som er det nye sort indenfor pædagogisk forskning.
Jeg gik i gymnasiet i halvfjerdserne, og jeg kan slet ikke genkende det, der skrives om firsernes og senere årtiers gymnasium. Vi knoklede som små slaver, og brugte alle kneb for at slippe over hvor gærdet var lavest, og havde alligevel tid til at ryge store mængder hash og indtage store mængder alkohol, ved siden af lidt løsarbejde til at finansiere udskejelserne. Jeg voksede åbenbart op i et mærkeligt hul i historien, hvor sammenhold og medmenneskelighed var almindeligt udbredt i samfundet.
Og i modsætning til, hvad der påstås, var det effektivt, vi lærte vi meget mere, end de unge lærer på gymnasiet i dag, næsten helt uden at vi blev stressede af det.
Da jeg som midaldrende vendte tilbage til universitetet, var jeg lamslået over mine unge medstuderendes manglende faglige ballast - universitetet afholdt kurser i emner, som jeg allerede havde bestået på gymnasiet.
Så hvad er det egentlig de laver på gymnasierne? Er det test og prøver alt sammen, eller lærer de også lidt ind imellem?
Niels Nielsen@
Jeg er bange for at jeg må erklære mig uenig med dig. 70'erne var dårligere end 60'erne, 80'erne var dårligere end 70'erne og så fremdeles ..... I 60'erne skulle man kunne regne nogen ganske store regnestykker ud i hovedet, men det behøves ikke mere og hver gang at det er blevet lettere at være elev på grund af den teknologiske udvikling så er der lige 10% flere der er blevet optaget på gymnasiet.....det ender med at kunstig intelligens bliver nødt til at køre foretagnet fordi vi skelner mindre imellem de skarpe hjerne og dem der er skarpe til at bruge hjælpemidler og det vil langsomt sænkre niveauet......desværre ...:-(
+Peder Kruse
Du har desværre ikke forstået kernen i problemet. Der ér nemlig ALTID blevet lavet prøver, blevet evalueret og "sat tal på" standpunkterne i gymnasiet, og i folkeskolens mellemtrin og overbygning. Der er derfor ikke det der tager pusten fra de unge.
Problemet er samfundets krav om øget konkurrence, det evigt stigende krav om at alle skal løbe stærkere og yde mere og mere for hver dag. De unge mødes med langt større krav, end jeg selv gjorde i 70'erne, og det gælder ikke kun indenfor uddannelse. Forventninger om toppræstationer og succes på alle felter i livet, rammer de unge, der ikke føler sig i stand til at indfri alle kravene. Det ødelægger selvværd og livskvalitet, og sætter de spor artiklen omhandler.
Din "kur" med at alle bare skal have "mere af samme slags" så de kan vænne sig til det, er et klart udtryk for fokus på de neoliberale værdier, frem for anstændighed, livskvalitet og ansvarlighed. Når vi kan gøre penge til et middel og ikke et mål, kan vi nå langt sammen.
Nu kunne de unge jo starte med at finde sig andre uddannelser hvor de kan gøre nytte.
1/3 af eleverne i gymnasiet burde slet ikke være der, men finde ind andre steder.
Erhvervsuddannelser f.eks.
De, altså de unge, kunne stoppe med at tale håndværkerfag og servicefag ned.
Finde glæden i at bidrage til samfundet, i stedet for at være så selvoptaget -mig - mig - mig.
Det løser ikke alt, men det er altså ikke en katastrofe hvis man vil læse psykologi og ender med at blive pædagog.