Læsetid: 5 min.

’Krisen er ikke slut, når vi ser på de nyuddannedes ledighed’

Dimittendledigheden er langt højere i dag, end den var før krisen, særligt for de kortere uddannelser, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Virksomhederne er langt mindre villige til at ansætte nyuddannede, vurderer arbejdsmarkedsforsker
Den høje dimittendledighed kan bero på, at de nyuddannede ikke har de helt rette kompetencer i forhold til det, virksomhederne efterspørger. Her er det nye studerende på uddannelsen til markedsføringsøkonom på erhvervsakademiet i Aarhus. 

Den høje dimittendledighed kan bero på, at de nyuddannede ikke har de helt rette kompetencer i forhold til det, virksomhederne efterspørger. Her er det nye studerende på uddannelsen til markedsføringsøkonom på erhvervsakademiet i Aarhus. 

Casper Dalhoff

30. januar 2017

Over 13 procent af alle nyuddannede gik i 2015 ledige i et halvt år eller mere, efter at de havde afsluttet deres uddannelse. Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Niveauet er bekymrende højt i forhold til for 10-15 år siden, hvor kun seks procent af nyuddannede gik ud i længere ledighed, siger chefanalytiker i AE-Rådet Mie Dalskov Pihl.

»Krisen er ikke slut, når vi ser på de nyuddannedes ledighed. Desuden ser vi for første gang, at den gruppe, der har den højeste ledighed, er dem fra korte videregående uddannelser. Det er vi nødt til at holde øje med,« siger hun.

Mie Dalskov Pihl henviser til, at 19,4 procent af kortuddannede fra især erhvervsakademierne ikke var kommet i arbejde seks måneder efter de var dimitteret.

Hidtil har de højtuddannede haft vanskeligst ved at komme i arbejde. I 2015 var 18,5 procent af nyuddannede akademikere ikke kommet i arbejde efter et halvt år.

Når dimittendledigheden stadig er høj, skyldes det ifølge arbejdsmarkedsforsker og professor på Aalborg Universitet Henning Jørgensen især, at de private virksomheder, som de korte videregående uddannelser primært er rettet imod, ikke reinvesterer deres overskud i at ansætte nyuddannede.

»Virksomhedernes overskud var stort også i 2015, men de bruger det til hurtige pengeanbringelser og udbetaler det i stigende grad til aktionærer, i stedet for at lave mere langsigtede produktive investeringer, der kan skabe beskæftigelse, som vi er vant til,« siger Henning Jørgensen.

Han tilføjer, at opbremsningen i den offentlige sektor omvendt rammer de nyuddannede fra professionsuddannelserne og universiteterne.

Henning Jørgensen mener, at mange virksomheder efter krisen har ændret deres rekrutteringsmønster, hvilket gør det endnu sværere for nyuddannede at få en fod inden for på arbejdsmarkedet.

»Virksomhederne har ikke den store reservearbejdskraft og rekrutterer først, når det er absolut nødvendigt. I stedet for at tage flere ind, når omsætningen stiger, presser de stampersonalet til at arbejde hurtigere og længere, og det risikerer at slide den nuværende arbejdsstyrke ned. Derfor ser vi, at der sker en jobløs vækst,« siger Henning Jørgensen.

Mismatch

Uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv Mette Fjord Sørensen undrer sig over den stigende ledighed blandt særligt dimittender fra de korte erhvervsrettede uddannelser, fordi de uddannelser netop har stor kontakt til virksomheder undervejs.

»En af de ting, som erhvervsakademierne gør rigtigt, er, at de har praktikforløb. Så når mange starter med at være ledige som nyuddannede, skal vi være opmærksomme på, hvilke fagområder det drejer sig om, og på, i hvilke dele af landet, det er et problem,« siger Mette Fjord Sørensen.

Hun tilføjer, at der siden 2015 er blevet skåret ned på de uddannelser, der har haft høj ledighed over tid, via den såkaldte dimensionering. Men også fagområder som teknik og it, hvor der er stor efterspørgsel på arbejdskraft, har ifølge AE-rådets analyse ledighedsprocenter for nyuddannede på 15-20 procent, og det overrasker Mette Fjord Sørensen.

Læs også

»Det er områder, hvor det er svært at finde arbejdskraft, så spørgsmålet er, om der er godt nok match imellem det, de nyuddannede kan, og det, virksomhederne har brug for. Det er ikke kun uddannelsernes skyld. Virksomhederne må selvfølgelig også gribe i egen barm, men når en tredjedel rekrutterer forgæves, er det ikke fordi virksomheder er kræsne, men fordi der er et mismatch i kompetencer blandt de nyuddannede og det, virksomhederne har brug for,« siger Mette Fjord Sørensen.

Mie Dalskov Pihl (AE) er enig i, at dimittendledigheden kan bero på, at de nyuddannede ikke har de helt rette kompetencer. Derfor bør uddannelsesinstitutionerne se på udbuddet af uddannelser og på, om det, de nyuddannede har lært, er for letbenet i forhold det, virksomhederne efterspørger.

»Det kan også skyldes, at arbejdsgiver endnu ikke er så villig til at tage nyuddannede, som de burde være på det her stadie, fordi de i en årrække har været vant til at kunne vælge og vrage. Men hvis det er svært at få ansat en ingeniør, hvorfor så ikke tage en blødere en af slagsen og lære dem de småting, de mangler,« siger Mie Dalskov Pihl.

Svigter nyuddannede

Erhvervsakademierne har ligesom de øvrige videregående uddannelser oplevet en voldsom stigning i optaget fra 2009 til 2015 på grund af det daværende politiske ønske om, at flere skulle i uddannelse.

Den udvikling var ude af trit med arbejdsmarkedet, mener formand for rektorerne på erhvervsakademierne, Niels Egelund. Han vurderer dog, at dimensionering af antallet af uddannelsespladser og en stigende beskæftigelse generelt vil mindske de nyuddannedes problemer med at finde arbejde fremover.

»Men selvfølgelig skal vi hele tiden holde øje med, hvordan vi får nye behov i virksomhederne ind i vores uddannelser,« siger Niels Egelund, der er fortrøstningsfuld, fordi han oplever en stigende interesse for de studerende i erhvervslivet. Virksomhedernes behov for praktikanter er således større, end erhvervsakademierne kan honorere.

»Det kan selvfølgelig undre, når det samtidig er så svært for de nyuddannede at komme i arbejde, men vi mangler den sidste hurdle, nemlig at få de 15-20 procent af de studerende i fast arbejde hurtigere. Det tal er for højt. Vi oplever dog også, at en række brancher har svært ved at rekruttere medarbejdere med den rigtige baggrund,« siger Niels Egelund med henvisning til, at pengeinstitutterne blandt andet har svært ved at finde finansbachelorer i dele af Jylland.

»Det har ikke fået dimittendledigheden ned endnu, men det må slå igennem på et tidspunkt, og vi vil gerne hjælpe virksomhederne med at finde medarbejdere og med at øge kendskabet til vores uddannelser,« siger Niels Egelund.

Som en tidligere undersøgelse fra AE-rådet af dimittendledighedens betydning viser, har seks måneders ledighed stor betydning for ens lønniveau og på, hvor ofte man bliver arbejdsløs selv fem-ti år efter. Den høje dimittendledighed koster altså både den enkelte og samfundet dyrt. Derfor forstår arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen heller ikke, at der bliver gjort så relativt lidt for at komme den til livs.

»Der er ikke nok tiltag, der prøver at få folk i arbejde ved at give dem de kvalifikationer, de mangler. I dag ligger niveauet for aktivering med uddannelse meget lavere end i 80’erne, og det er en skandale, fordi kommunerne svigter opgaven med at få de nyuddannede i job,« siger Henning Jørgensen.

Det har ikke været muligt at få et svar på den kritik fra formanden for arbejdsmarkeds- og erhvervsudvalget i Kommunernes Landsforening. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Jørgensen

En krisefri kapitalisme er en selvmodsigelse - det er kun krisernes alvor, der kan fluktuere. Som det overordnede billede ser ud i disse år, så er tendensen, at kriserne bliver værre globalt. Når Mette Frederiksen taler om en "syg kapitalisme" så må man grine en vis legemsdel i laser. En "sund" kapitalisme i hendes øjne, må være en, der ikke giver alt for megen uro på bagsmækken. Sådan har det været siden Bad Godesberg i 1959.

Mikael Velschow-Rasmussen, Hanne Ribens, Lise Lotte Rahbek, Flemming S. Andersen, Egon Stich, Torben K L Jensen og Anders Petersen anbefalede denne kommentar
Anders Petersen

Denne debat , der dukker op med jævne mellemrum, virker på mig som en "katten om den varme grød". Mette Fjord fra Dansk Erhverv: "...men fordi der er et mismatch i kompetencer blandt de nyuddannede og det, virksomhederne har brug for". Problemet er, at virksomhederne efterspørger flere års erfaring. Denne erfaring får du i virksomhederne, og ikke på uddannelsesinstitutionerne. Staten kan satse nok så meget på uddannelse. Man kan ændre og omlægge de mange forskellige uddannelser nok så meget. - Vil erhvervslivet ikke påtage sig et ansvar (det siger min mavefornemmelse mig, at de ikke vil), vil problemet ikke blive løst.

Niels Duus Nielsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Tue Romanow, Jens Falkenberg, Hanne Ribens, Lise Lotte Rahbek, Helene Kristensen, Nickey Fregerslev, Lars Riber , Viggo Okholm, Bjarne Bisgaard Jensen, Michael Friis og Ib Jørgensen anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Anders - min anbefaling kommer med det forbehold, at det er utopisk at tro, at kapitalismen (erhvervslivet) kan løse problemerne. Det ligger i kapitalismens gener, at den kun kan skabe problemer. Ja, ja - jeg ved godt at så og så mange millioner har fået et skønt liv under kapitalismen. Men ikke mindst det har gjort, at den har etableret sit hegemoni endnu stærkere. Den "gode" inklusive kapitalisme er et fantasifoster. Hvilket de utilfredse Trump-vælgere snart vil indse.

Michael Friis

Ledighed er ikke roden til alt ondt..... Der kan sagtens komme noget rigtigt godt ud at at lede efter job: Selvankendelse og initiativ m.m.
Jeg har talt med mange unge nyuddannede fra flere fag, og flere er ret overraskede over, at private virksomhederne ikke står i kø for at ansætte dem. Jeg tror, at det kan være sundt at se hvordan virkeligheden er. Dvs væk fra mor og far og skolesystemet. Jeg plejer, at spørge, hvad de har at tilbyde virksomheden som de søger ansættelse hos. De bliver lidt overrasket over dette spørgsmål, men det er nu den måde private virksomheder fungerer. En nyansat er en investering. Like it or not. Dette har endvidere bredt sig til "produktionen" i det offentlige.
Jeg tror lidt modstand kan være sund på sigt. Livet er både lort og lagkage.

Anders Petersen

Michael Friis – Jeg kan være enig i, at ledighed ikke behøver, at være roden til alt ondt, men når man lytter til politikerne og arbejdsgiverne, så er det jo (roden til alt ondt). ”De ledige skal skamme sig, for de gider jo nok ikke arbejde” jf. Løkkes evige mantra om, at det skal kunne ”betale sig at arbejde”. Forskellige beskæftigelsesministre har gennem tiden sagt, at uddannelse er (jf.: Inger Støjberg) ”den bedste vaccine mod ledighed” og (jf.: Mette Frederiksen) ”det bedste frihedsbrev, vi kan give de unge”. Man er fra samfundets/politikernes side blevet fodret med at uddannelse og arbejde er det eneste saliggørende. Med de mange forringelser af det sociale sikkerhedsnet, så er folk jo også rigtigt dårligt stillet (i hvert fald økonomisk), hvis de ikke har et arbejde. Du skriver følgende: ” Jeg plejer, at spørge, hvad de har at tilbyde virksomheden som de søger ansættelse hos. De bliver lidt overrasket over dette spørgsmål, men det er nu den måde private virksomheder fungerer”. Når/hvis de ikke kan svare fyldestgørende (i din optik) på dette spørgsmål, så er det måske fordi, de ikke endnu kender tilstrækkeligt til, hvordan deres nyerhvervede kompetencer kan bringes i spil. De nyuddannede skal ud og have den erfaring, som virksomhederne efterspørger, men som de (de nyuddannede) ikke kan få, fordi virksomhederne vil have erfarne folk. De nyuddannede har lyttet. De har gjort det, som politikere og arbejdsgiverorganisationer himler op om, at de skal. Så kommer de ud og oplever, at arbejdsgiverne ikke vil røre dem med en ildtang (arbejdsgiverne tænker nok: hvorfor skal vi, når vi kan vælge og vrage mellem hundredvis af andre kvalificerede ansøgere). Modgang kan måske gøre nogen mennesker stærkere, men hvor meget modgang skal man opleve, før man presses ud over kanten? Ofte i medierne fremstilles kontanthjælpsmodtagerne som syge mennesker – det er sygdommen, der er skyld i deres manglende arbejde. Jeg forstår VIRKELIG godt, at folk bliver syge af at være i kontanthjælpssystemet. Afslag på afslag kombineret med fattigdom og læg hertil så hetz fra arbejdsgivere, borgerlige medier og et flertal af politikere. En hetz, der kan (og har som intention) at påvirke den arbejdende del af befolkningen (som jeg antager, at du – Michael Friis - tilhører). Jeg fornemmer i dit indlæg, at forsøger at lægge skylden for manglende arbejde over på de nyuddannede, og jeg synes det er bund-usympatisk!

Niels Duus Nielsen, Hanne Ribens, Lise Lotte Rahbek og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Michael Friis

@Anders Petersen. Din fornemmelse er helt forkert.
Problemstillingen jeg forsøger at beskrive er overgangen fra skoleliv til arbejdsliv.

Uanset begavede argumenter for eller imod det personligt berigende i ledighed og eventuelt manglende overensstemmelse mellem virksomheders behov og uddannelsernes indhold er det nu engang industrien der må løfte deres del af en vigtig samfundsmæssig forpligtigelse!
Der er alle muligheder for dialog med uddannelsessteder og de unge om tidens skiftende krav.
Der er veluddannede unge og faktisk også arbejde til dem..
Industrien lurepasser hellere og overlader omkostningerne for tabt ungdom og vedholdende overarbejdsbelastning af typisk børnefamilier til "medspillerne".. Og et skatteyderbetalt samfund.

Det er ikke muligt eller rimeligt at forvente andet end engagerede og kompetente nyansatte.
Erfaring må erhvervslivet nu engang selv betale for at oparbejde

Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

@ Michael Friis
Nutidens unge lever jo i en stadig mere fjern virkelighed. Færre småvirksomheder, hvis nogen overhovedet, og højere specialisering, automatisering og udflytning samt sikkerhedskrav eller overhovedet tid/vilje til "åben hus" præsentation giver jo ikke mange chancer for anden erhvervserfaring/indsigt end umyndig flaskesortering eller avisomdeling..
Min generation ('64) kunne direkte se på og hjælpe til ved forskellige lokale håndværkere og bønder.
Nu er det lukkede intetsigende blikkasser i fjerne industrikvarterer.. Hvem banker på der eller bliver overhovedet lukket ind..
Overgang mellem lukket skolegang og virkelighedens i praksis lige så lukkede verden er jo enorm.
Fast mødetid, selvdisciplin og fokus på kundens/firmaets interesser er lidt noget andet end gymnasie og uni's krævende sociale liv og mange drukfester..

Hvor mange undervisere har derudover selv praktisk erfaring med dagens industri og erhvervsliv?
Man bevæger sig som kommende underviser i vores uddannelsessystem fra den ene boble til den næste yderligere priviligerede udgave af samme..
Hvor får de unge et reelt indtryk af dagens arbejdspladser?
Udover virkelighedsfjern stjernedyrkelse og "se mig alle sammen" på jutube eller landsdækkende TV er der meget lille chance for kontakt til kommende arbejdsområder..

Mads Kjærgård

Krise overstået? Som tidligere nævnt, så var jeg til info møde i Socialministeriet om noget løntilskud på bistandshjælps niveau. Der var over 30 kompetente mennesker dukket op for at få en stilling, og ingen gik i pausen! Så gad vide hvordan beskæftigelsestallene ville se ud, hvis alle de forskellige former for aktivering forsvandt! Ikke godt antager jeg!

Michael Friis

Lars Riber 13:02. Fint indspark. Jeg er jævnalderende og genkender meget af det du skriver. MEN fortiden er ikke fremtiden. Det skal erkendes.
Undersøgelser over hvor unge med højere videregående uddannelser (denne artikel omhandler unge dimiteret fra erhvervsakademierne) gerne vil arbejde viser, at de typisk søger de store kendte private virksomheder - ikke offentlige. Muligheden antages at være størst i det private erhvervsliv (?) Ikke i staten og kommunerne. De er store arbejdspladser dog med mindre prestige.
De unge har ofte en del indsigt via venner og familie.
Som udgangspunkt tror jeg på det gode i mennesker (jeg er nok lidt naiv) og jeg tror også på initiativ og nyskabende - specielt fra unge. Hvis de ikke kan finde det de vil, så finder de noget andet - hvis samfundet er heldige, så finder de på et eller andet, der også skaber arbejdsplader for mange andre.
Måske skal vi drømme lidt mere og lidt større?

Mogens Højgaard Larsen

Jeg hører ikke til dem, der besværger de åbne grænser, og altså tilstedeværelsen af hundredtusindvis af østeuropæiske arbejdere på det danske arbejdsmarked. (Den udvikling har været uundgåelig og sikkert nødvendig i en kapitalistisk samfundsstruktur.)
Men når nu en dansk arbejdsgiver står, og skal nyansætte, kan man så fortænke ham i at overveje, om det vil være mest fornuftigt at ansætte en vikar (oprindelsesland uanfægtet), eller ansætte en dimitteret dansker - begge med forsvindende lille kendskab til forholdene på arbejdsmarkedet?
Østeuropæeren har dog den fordel, at han/hun oftest har slidt røven i laser op gennem studietiden, og mange østeuropæere er ganske veluddannede.
Læg dertil, at det nødvendigvis oftest er de mest initiativrige, der tør udfordre skænen i et fremmed land, mens de mest initiativrige danskere typisk har fået en diagnose (lidt karikeret :-) ), og har det vanskelligt ved overhovedet at skabe sig en vej gennem uddannelsessystemet.

Som bl.a. Lars Riber og Michael Friis er inde på, har vores uddannelsessystem - og ikke mindst kravene om hurtigst muligt dimitterende unge - minimeret de unges mulighed for praktisk kendskab til arbejdsmarkedet, og jeg mener, at både diverse skolereformer og den politiske ledelse har fejlet big-time, ved at gøre uddannelse til udelukkende et spørgsmål om akademiske færdigheder.

Steffen Gliese

Ja, Mogens Højgaard Larsen, det er jo desværre blevet sådan, fordi vi ikke længere benytter os af det udmærkede modersmål, vi er fælles om.
Jeg ser det lidt anderledes: staten har alt for villigt overtaget uddannelsesopgaven, gik det op for mig, da jeg læste om "finansbachelorer." Mon ikke det er, hvad der i gamle dage var "bankelever"?