Læsetid: 9 min.

’Jeg var mere nervøs for visse af mine kolleger end for de indsatte’

Lærke Mogensen gik i lære som fængselsbetjent i 2009, fordi hun gerne ville gøre en forskel. Men efter fem års arbejde i Enner Mark Fængsel ved Horsens måtte hun sygemelde sig på grund af dårligt arbejdsmiljø. Hun var mere nervøs for at skulle arbejde sammen med en hård kerne af kolleger end over for de indsatte i Danmarks lukkede superfængsel
’Jeg har aldrig nogen sinde været bange for de indsatte. Jeg har været mere nervøse over for nogle af mine kolleger.’ Sådan lyder det fra tidligere fængselsbetjent Lærke Mogensen.

’Jeg har aldrig nogen sinde været bange for de indsatte. Jeg har været mere nervøse over for nogle af mine kolleger.’ Sådan lyder det fra tidligere fængselsbetjent Lærke Mogensen.

Anthon Unger / Ritzau Scanpix

21. januar 2017

I dag har Lærke Mogensen en kandidatgrad i kriminologi og arbejder med kriminalitetsforebyggende arbejde blandt unge inden for SSP-samarbejdet. Men frem til 2014 var hun fængselsbetjent med blå uniform i Enner Mark Fængsel, der er Danmarks nyeste lukkede fængsel uden for Horsens.

Hvorfor hun endte med at sygemelde sig og kvitte jobbet som fængselsbetjent, vender vi tilbage til.

Lærke Mogensen har fulgt debatten, som bl.a. tidligere fængselspræster har rejst her i Information, om den rolle, som en lille gruppe af stærkt negativt styrende fængselsbetjente har i forbindelse med et råt og af og til voldeligt forhold mellem ansatte og indsatte i fængslerne.

– Kan du genkende den kritik, som andre har fremsat af visse negativt styrende fængselsbetjente?

»Ja, helt klart. Og jeg tror, at det bunder i en forskellig opfattelse af, hvad ens rolle er som fængselsbetjent. Hvis din personlige holdning er, at de indsatte har det for let, så kan du selv sørge for, at det bliver hårdere at sidde i fængsel,« siger hun.

Lærke Mogensen har også oplevet, at fængselsbetjente blev chikaneret, hvis de i den hårde kernes øjne havde været usolidariske.

»Vi havde en kvindelig fængselsbetjent, der efter at have vidnet mod nogle kolleger i en tidligere beskæftigelse blev overflyttet til vores fængsel. Straks fra hun kom, fik hun problemer, og kort tid efter var hun i samme situation igen, hvor hun syntes, der var tale om en ulovlig magtanvendelse, og hvor hun ikke ville skrive under på rapporten om magtanvendelsen sammen med sin kollega. Hun blev fuldstændig frosset ud. Det var helt systematisk, hvordan den hårde gruppe planlagde at fryse hende ud, fordi hun havde sladret om en kollegas ulovlige magtanvendelse. Når hun gik op for at spise aftensmad, gik de fleste af kollegerne kollektivt ud af køkkenet. Jeg gjorde ikke, for vi var nogle få, der ikke gad at være en del af det. Men det gav en stor konflikt i forhold til, hvor ens loyalitet lå, når man ikke fulgte med i den kollektive eksklusion af hende.«

Vold imødegås med faglighed

På et samråd i Retsudvalget i anledning af, at fængselspersonale ikke færre end 616 gange var blevet overfaldet eller udsat for trusler i 2016, erklærede justitsminister Søren Pape Poulsen (K) tirsdag, at der nu skal »slås hårdt ned« på trusler, chikane og overfald fra de indsattes side.

– Justitsministeren har vel ret i, at fængsler er blevet en barsk arbejdsplads med flere og flere voldelige episoder?

»Det siger sig selv, at efterhånden som der er kommet alternative og blødere afsoningsformer som f.eks. fodlænke, så er de, der ender med at sidde i de lukkede fængsler, den hårde gruppe. Men efter min mening stiller det bare højere krav til fængselsbetjentenes faglighed. For stadig flere stramninger, kontrol og kameraer har aldrig nogen sinde vist sig at hjælpe,« siger Lærke Mogensen.

»Hvis vi skal forebygge voldstilfælde i Kriminalforsorgen, så handler det om ressourcer til at udvikle den arbejdsform, man i fagsproget kalder for dynamisk sikkerhed. Det handler kort fortalt om at opbygge en gensidig accept og respekt mellem indsatte og ansatte som de individer, de nu engang er.«

Politikerne møder volden mod fængselsbetjente med lovstramninger og respektpakker. Men vil man have fangerne til at respektere betjentene, må betjentene også respektere fangerne og tjene som gode rollemodeller – og det kniber det gevaldigt med i de danske fængsler
Læs også

For som Lærke Mogensen pointerer:

»At de indsatte på de lukkede fængsler er blevet en hårdere gruppe, gør det endnu mere nødvendigt, at fængselsbetjente har menneskelig forståelse. Hvis du skal kunne gå rundt mellem hårde indsatte, så er du nødt til at få uddannelse i, hvordan du gebærder dig. Bare at sætte hårdt mod hårdt, som justitsministeren er fortaler for, er ikke den rette fremgangsmåde. Tværtimod er den dynamiske fremgangsmåde den rigtige overfor så hårde typer, som man i dag har i fængslerne.«

– Hvorfor skulle den være det?

»Hvis du skal undgå voldsepisoder, så skal der være en gensidig respekt, hvor man ser hinanden som mennesker. Hvis det eneste møde, du som indsat har med betjentene, er, når de er ude og visitere, og når der på grund af besparelser så oven i købet er mindre tid til snak og samtale, så skabes der hurtigt et had mod betjentene som gruppe. Og det gør arbejdspladsen endnu mere farlig for fængselsbetjentene som helhed. Det er et topproblem, for uanset hvilken holdning den enkelte betjent har til sit arbejde, så har heller ikke de, der vil arbejde efter den dynamiske fremgangsmåde, ressourcerne til at få den kontakt med de indsatte.«

Kæmpekløft i personalet

Da Lærke Mogensen i 2009 blev antaget som elev i Kriminalforsorgen for at uddanne sig til fængselsbetjent, ville hun gerne gøre en forskel.

»Jeg har altid ønsket at arbejde med problematiske unge, men ressocialisering og straffuldbyrdelse synes jeg var spændende, så i stedet for at blive pædagog søgte jeg inden for Kriminalforsorgen.«

Hun kom i praktik på Enner Mark Fængsel, og efter sin elevtid på tre år fortsatte hun samme sted som fængselsbetjent.

»Det var selvfølgelig et kulturchok, når man begyndte. Det var svært at forberede sig på den verden, fordi den er så lukket, inden man kommer ind i den. Samtidig var der også – især i Horsens, hvor det gamle statsfængsel inde i byen før i tiden har været endestationen, hvor indsatte kom hen, hvis de ikke kunne opføre sig ordentligt – lidt præg af det gamle statsfængsel, selv om fængslet var helt nyt og kun to år gammelt.«

Det er ikke den enkelte fængselsbetjents skyld, men et organisatorisk problem, at betjentenes fokus er på kontrol og sikkerhed snarere end støtte og motivation, vurderer Lise Billund, der har skrevet ph.d.-afhandling om fængselsbetjentes arbejdsvilkår.
Læs også

Lærke Mogensen var i løbet af sin elevtid rundt på fængslets forskellige afdelinger – rockerafdelingen, bandeafsnittet, behandlingsafdelingen, den særligt sikrede afdeling, det almindelig fællesskab og arresten – men hun kunne bedst lide arresten.

»Det var en meget dynamisk afdeling, fordi de indsatte kom og blev løsladt eller overført til afsoning igen, når de fik dom, så der var meget udskiftning, samtidig med at det også var en travl afdeling.«

Hun oplevede hurtigt, at de forskellige afdelinger tiltrak hver sin gruppe af fængselsbetjente. Hvor behandlingsafdelingen f.eks. appellerede til de betjente, der gerne ville arbejde med bløde værdier, så var sikringsafdelingen mere tiltrækkende for de betjente, der ikke gad arbejde med bløde værdier, fordi kontrolforanstaltningerne netop er i højsædet på sådan en afdeling.

»Der er en kulturforskel mellem de betjente, der prioriterer arbejde efter den dynamiske sikkerhed og støtter motivation, hvor de går rundt på afdelingerne og taler med de indsatte, og så de betjente, der er mere til orden og kontrol, såkaldt statisk sikkerhed med kameraer og kontrol frem for dialog.«

– Hvad afgør, om en betjent er til det ene eller det andet – alder, køn eller hvad?

»Det er ikke mit indtryk, at opfattelsen af, hvad formålet er med ens arbejdsopgaver, er afhængig af alder eller køn. Det var meget individuelt, hvordan man som fængselsbetjent skal håndhæve opgaven med at fuldbyrde straffen, som er Kriminalforsorgens hovedformål.«

– Du var i den bløde ende?

»Ja. Det var Kriminalforsorgens mening, at vi, der blev uddannet på den tid, skulle uddannes, så vi kunne vurdere helheden. Vi var en ung generation, der skulle ind i en gammel kultur, der mere var præget af kæft, trit og retning. Vi var netop blevet rekrutteret til at arbejde med resocialiserende værdier.«

Vigtig opgave

I begyndelsen var Lærke Mogensen da også meget glad for sit arbejde.

»I de første år var jeg meget optaget af det såkaldte relationelle arbejde, hvor man skal skabe en balance mellem på den ene side orden og sikkerhed og på den anden side støtte og motivation. Det, synes jeg stadig, er spændende. Det var interessant at lave handleplaner for de indsatte, og efter min mening er det også en vigtig samfundsmæssig opgave at fungere som kontaktperson for nogle indsatte, hvor du skal hjælpe dem med at blive integreret i samfundet efter endt afsoning.«

– Kunne I komme nogen vegne med det?

Lærke Mogensen trækker en lille smule på det:

»Jaaa, der er selvfølgelig nogen, der kommer i fængsel igen. Men det er vigtigt at bane vejen, så der er en vis mulighed for succes. Hvor vidt de indsatte bruger de muligheder, vi giver dem, er op til dem selv. Men bortset fra det havde det da også stor betydning for den daglige sikkerhed i fængslet, at betjente havde en god relation til de indsatte. Så har man mulighed for at fornemme stemningen på hele afdelingen, så hvis der skulle komme perioder, der er konfliktfyldte, så kan man få nogle informationer, inden det eskalerer. Og så var det da også spændende at have fingeren på pulsen hele tiden.«

De usande notitser i mappen

Efter nogen tid oplevede Lærke Mogensen forskellen mellem de forskellige opfattelser som mere påtrængende.

»Det kan hurtigt skabe spændinger i personalegruppen. Hvis du f.eks. er en af dem, der prioriterer orden og sikkerhed og ikke gider alt det dialogorienterede, så kan du hurtigt blive udstillet som doven, hvis du er på arbejde med nogen, der netop prioriterer dialog og motivation. Omvendt bliver vi, der ville dialog og dynamik, beskyldt for at være et serviceorgan for de indsatte, og det var absolut ikke venligt ment.«

Ifølge Lærke Mogensen er der i Kriminalforsorgen et særligt system, hvor de ansatte kan skrive notitser om de indsatte, hvis de har bemærket noget, som er kritisabelt.

»Og når der er nok af de her notitser i en indsats afsoningsmappe, så er der belæg for at flytte ham til en anden afdeling eller et andet fængsel. Og på samme måde kan betjentene også skrive notitser om hinanden. Så hvis der var en hård kerne, der var trætte af, at jeg lavede for mange aktiviteter, spillede fodbold med de indsatte eller hjalp med deres madgrupper, så kunne de skrive notitser om mig, som jeg så skulle forsvare mig over for ledelsen.«

Lærke Mogensen forklarer, at notitserne blev lagt i ens personalemappe, uanset om de var sande eller ej.

»Det er relativt omkostningsfrit at skrive notitser om hinanden, fordi der ikke bliver sat spørgsmålstegn ved det, ud over at du kan forsvare dig og sige, at det ikke er rigtigt.«

– Har du selv været ude for, at der blev skrevet notitser om dig?

»Jeg har flere gange oplevet, at kollegaer har skrevet notitser om mig. Blandt andet at jeg ikke var hårdhændet nok, og at de tvivlede på, at jeg kunne håndtere det, hvis jeg stod i en konfliktsituation. Og det er den mildeste af de beskyldninger, jeg har været ude for.«

Mest nervøs for kollegerne

Ifølge Lærke Mogensen er det kun nogle få, der er fakkelbærere for den hårde linje. De fleste andre følger bare med af frygt for selv at blive holdt udenfor.

»Det er den samme gruppe, der står for den hårde linje over for de indsatte, som håndhæver den kollektive eksklusion af en kollega. Det er også dem, der har mest på spil, for det er dem, der også laver ulovlig magtanvendelse.«

Lærke Mogensen forklarer, at fængslet er en meget lukket verden. Der er ingen vidner, så det er altid fængselsbetjentens ord, der vejer tungest.

»Hvis du skriver, at en indsat har optrappet en konflikt og været voldelig, kan du forklare enhver magtanvendelse. Den eneste mulighed for den indsatte er, hvis en fængselsbetjent vælger at være ærlig. Det er et kæmpeproblem.«

En dag i 2014, hvor Lærke Mogensen gik hjem fra arbejde, slog det hende, at hun skulle stoppe. Lige nu og her.

»Det havde for store konsekvenser for mig. Jeg blev opfarende, kynisk, sov dårligt og havde alle de typiske stresstegn. Jeg kunne mærke, at jeg aldrig skulle tilbage igen, og så sygemeldte jeg mig. Efterfølgende søgte jeg om orlov og tog en anden uddannelse. Arbejdsmiljøet var blevet for hårdt. Når man tydeligvis ikke har tillid til de indsatte, og når du ikke kan stole på dine kolleger eller på ledelsen, så går man i et konstant alarmberedskab. Jeg kunne mærke, at det ikke var sundt for mig, og det begrænsede også mine muligheder for et idealistisk arbejde, hvor man skulle resocialisere de indsatte.«

– Hvad skulle man gøre for at gøre forholdene bedre?

»Først og fremmest skulle fængselsledelsen og fængselsforbundet anerkende, at den hårde gruppe er et problem i stedet for at blive ved med at afvise det. Der er mange dygtige betjente, der har den samme mission, som jeg havde, men de mangler anerkendelse af, at der er problemer med forkvaklede loyalitetsbegreber. Det er vigtigt i et fængsel at bakke hinanden op og vigtigt ikke at udsætte hinanden for unødig fare. Men man udsætter netop hinanden for unødig fare, når man laver ulovlig magtanvendelse, så i stedet for at loyaliteten omfatter den hårde kerne, burde den omfatte dem, der gør opmærksom på problemerne.«

– Var du bange for at gå på arbejde?

»Jeg har aldrig nogen sinde været bange for de indsatte. Jeg har været mere nervøse over for nogle af mine kolleger.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • David Zennaro
Christian Mondrup og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu