Minister: Kommuner skal dobbelttjekke kontanthjælpsmodtagere

Beskæftigelsesministeren vil kopiere Odenses succes med at få syge kontanthjælpsmodtagere gjort ’jobparate’
Odense Kommune har haft succes med at gå sygemeldte kontanthjælpsmodtageres lægeerklæringer efter i sømmene. På den måde er ni ud af 10 indvandrerkvinder blevet erklæret jobparate. Derfor vil beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) nu have resten af kommunerne til at gøre det samme.

Odense Kommune har haft succes med at gå sygemeldte kontanthjælpsmodtageres lægeerklæringer efter i sømmene. På den måde er ni ud af 10 indvandrerkvinder blevet erklæret jobparate. Derfor vil beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) nu have resten af kommunerne til at gøre det samme.

Lars Hansen
11. januar 2017
Delt 380 gange

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) vil have kommunerne til at undersøge, om syge kontanthjælpsmodtagere nu også virkelig er for syge til at arbejde.

I et brev til alle landets 98 kommuner henviser Troels Lund Poulsen til, at Odense Kommune har haft succes med at gå sygemeldte kontanthjælpsmodtageres lægeerklæringer efter i sømmene. På den måde er ni ud af 10 indvandrerkvinder blevet erklæret jobparate.

»Helbredsmæssige problemer er ikke nødvendigvis en hindring for, at mennesker kan modtage en målrettet hjælp med et klart jobperspektiv,« skriver beskæftigelsesministeren.

»Jeg vil derfor opfordre jer til at gennemgå de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i jeres kommune og se på, om flere kan få en beskæftigelsesrettet indsats i stedet for at være passive. Det vil være til stor gavn for den enkelte, men også vores samfund som helhed, at få flere i job«.

Troels Lund Poulsen, som i sidste uge besøgte Beskæftigelsesforvaltningen i Odense, understreger over for Information, at opfordringen netop gælder alle og ikke kun indvandrere.

»Det er alle kontanthjælpsmodtagere. Selv om erfaringerne fra Odense Kommune selvfølgelig ikke nødvendigvis gælder 1:1 for andre kommuner, så har det vist sig at være en god idé at vende bunkerne i forhold til både borgere med anden etnisk baggrund og danske borgere. Tallet er nok mindre for sidstnævnte gruppe, men stadig højt,« siger beskæftigelsesministeren.

Lav motivation

Det var i forbindelse med en gennemgang af de ikke-jobklare kontanthjælpsmodtagere, som havde sparsom eller ingen erfaring med arbejdsmarkedet, at Odense Kommune opdagede, at ikkevestlige indvandrerkvinder udgjorde knap en fjerdedel af gruppen. Ud af 3.400 personer er de 846 indvandrerkvinder fra et ikkevestligt land. Samme gruppe udgør ellers kun seks procent af Odenses befolkning.

På landsplan modtager flere end hver 10. kvindelige indvandrer eller efterkommer, helt nøjagtig 11,9 procent, en kontanthjælpsydelse og er samtidig vurderet som »ikke jobparat«. Til sammenligning er andelen blandt danske kvinder på 2,2 procent, viser beregninger, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd tidligere har lavet for DR Nyheder.

I praksis har en leder, læge og socialrådgiver i fællesskab gennemgået sagerne om indvandrerkvinderne, der på papiret var for syge til at arbejde. Af dem viste det sig, at 10 procent var decideret syge og dermed »ikke jobparate«. Men for de resterende 90 procent var det ikke helbredet alene, der holdt dem væk fra arbejdsmarkedet. I stedet var det en blanding af dårlige sprogkundskaber, lav motivation og familiemønstre.

Ikke ved tankens kraft alene

SF’s beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, der i 00’erne var medlem af byrådets beskæftigelsesudvalg i Odense Kommune, kalder det en god idé »at vende nogle bunker«.

»Det er fint at identificere, hvem det er muligt at bringe tættere på arbejdsmarkedet. Men det er ikke noget værd, hvis man kun vender bunker og identificerer, hvem man kan gøre arbejdsmarkedsparat. Det bliver først noget værd, hvis man er villig til at investere i den anden halvdel af opgaven: Rent faktisk at få rykket folk ind på arbejdsmarkedet. Det sker ikke ved tankens kraft, men kræver hjælp til for eksempel uddannelse og så selvfølgelig nogle virksomheder, der er villige til at åbne dørene.«

Socialdemokratiet og Radikale Venstre støtter nu op om den tidligere reformfortaler, økonomiprofessor Nina Smith, som i gårsdagens Information talte for at hæve produktiviteten gennem uddannelse og opkvalificering frem for at øge arbejdsudbuddet.
Læs også

Det vil beskæftigelsesministeren ikke afvise. Men Troels Lund Poulsen henviser til, at forudsætningen for at finde ud af, om kontanthjælpsmodtagerne er i stand til at komme ud på arbejdsmarkedet, begynder med at vende bunkerne.

»Den anden del er selvfølgelig at sikre, at der kommer jobåbninger til dem. Men det kommer vi også til at opleve nu, hvor antallet af småjob er stigende, og virksomheder efterspørger arbejdskraft. Det er det helt rigtige tidspunkt at sætte ind nu, hvor vi har lagt krisen bag os, og der begynder at komme flaskehalse,« siger beskæftigelsesministeren.  

KL ser ikke generelt problem

I forvejen har regeringen og partierne bag det såkaldte satspuljeforliget (som er alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten) i år afsat 262 millioner kroner til et forsøg på at få kontanthjælpsmodtagere, der har været mere end fem år i systemet, tilbage på arbejdsmarkedet.

De kontanthjælpsmodtagere, der kan arbejde, skal i gang med et 13-ugers forløb, der skal bringe dem i en eller anden form for reelt arbejde. Og de, der ikke kan, skal videre i fleksjob, på førtidspension eller i ressourceforløb.

Niels Ahrendt Nielsen, kontorchef i Kommunernes Landsforenings (KL) center for vækst og beskæftigelse, henviser til, at partierne i forbindelse med netop satspuljeaftalen har aftalt denne »vende-bunker-øvelse« for kontanthjælpsmodtagere.

»Hvordan det skal ske i praksis, skal vi først nu til at finde ud af, så det bliver vores opfølgning på beskæftigelsesministerens brev. Odense-modellen er én model, men der findes jo en lang række andre modeller rundt omkring i landet. Og lige præcis i forhold til indvandrere på kontanthjælp arbejder vi i forvejen på sagen, fordi vi sidste forår indgik en aftale med regeringen om, at flere skal i arbejde. Det vigtige er altid, at man har fokus på bestemte grupper – i dette tilfælde indvandrerkvinder – og dermed får gjort en ekstra indsats for disse grupper. Og så kan man sige, at der er kommet et ekstra behov for den arbejdskraft i virksomhederne, hvilket gør, at der også er fokus på det såkaldte match mellem virksomhedernes ønsker og jobcentrenes indsats.«

– I Odense var det ni ud af 10 indvandrerkvinder, som var fejlplaceret som ikkejobparate. Er tallet det samme for kontanthjælpsmodtagere generelt?

»Det fokus, der har været på at få flere indvandrere ud på arbejdsmarkedet, har allerede betydet, at flere og flere af dem registreres som jobparate. Men det er jo hele tiden en udfordring at vurdere, om folk er jobparate eller ikke jobparate. Generelt har jeg dog ikke grund til at tro, at det er forkert, hvad man i dag vurderer ude i kommunerne.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Hvad koster det?
Hvad koster det kommunens team, hvad koster det i lægetid, hvad koster det de mennesker som hele tiden er under mistanke for at være socialt bedragere? Hvad koster det i konkurrenceøjemed at endnu flere skal ud og underbyde lønnede jobs med praktikker og hvad koster det i uddannelseskroner?

Brugerbillede for Niels Nielsen

Lise Lotte Rahbek - det koster ikke noget at vende bunkerne, for vi betaler selv med midler fra satspuljen. Men det er selvfølgelig dyrt at sende mig i 13 ugers aktiveringscirkus for at jeg kan kvalificere mig til "en eller anden form for reelt arbejde".

De kunne også have givet mig en relevant uddannelse, dengang jeg bad om det, i dag, 10 år senere, ville den nok have tjent sig ind igen i sparet kommunale udgifter og øgede skatteindtægter. Men det er så blevet forbudt i mellemtiden at have mere end een uddannelse.

Dog skal man se på de lyse sider: Et sådant cirkusforløb er som oftest holdbaseret og giver derfor rig mulighed for agitation og propaganda vendt mod den siddende regering. Det plejer at være sjovt, så jeg glæder mig allerede - når det nu ikke kan være anderledes.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Niels Nielsen
Jeg sidder pt. i et EU-financieret "virksomheder tager socialt ansvar"-Jobcenterformidlet forløb, hvor vi skal lære at skrive CV'er, ansøgninger og får lov at levere gratisk arbejdskraft til diverse virksomheder, som påtager sig det sociale ansvar at modtage gratis arbejdskraft.
Dette forløb KAN godt have inflydeelse på mit ellers lyse sind, som er kraftigt formørket af timevis af jobcenterformidlet bullshit om at hvis bare man kan skrive ansøgninger, så .. står verden åben uanset alder, uddannelse eller personlige grænser for bullshitspredning.

Brugerbillede for Dorte Sørensen

Hvis "vi" dobbelttjekkede virksomheder osv og satte flere faglig uddannede mennesker til inddrivelsen af skatter og afgifter, så havde "vi" penge til en bedre velfærd og behøvede ikke denne umenneskeliggørelse af de svageste i "vort" samfund.
Tænk hvis politikkerne var ligeså opmærksomme på at få indrevet skatter og afgifter som de er over overførselsmodtagernes muligheder.

Brugerbillede for Niels Nielsen

Ja, CV-skrivning er inde i en rivende udvikling, må man formode, da jeg også jævnligt skal lære det helt forfra. Ikke at jeg kan se nogen forskel på gammeldags og nymodens CV-skrivning, men det er nok bare mig, der er for dum.

Og det er skam et stort ansvar at have ulønnet arbejdskraft gående, man risikerer jo, at de kunne finde på at brokke sig eller læse avis i arbejdstiden - og man kan ikke true dem med at så bliver de fyret, da de jo egentlig ikke er ansat. De rige har mange bekymringer, som vi fattigrøve er helt foruden.

Brugerbillede for Leo Nygaard

I min jyske avis omtale kommunens mulighed for at reducere kontanthjælpen, hvis reglerne om modtagerens pligter ikke overholdes. Og de er mange.
Nævnt er : udeblivelse fra diverse aktiveringsordninger, udeblivelse fra samtaler i diverse sammenhænge, ikke melde sig som jobsøgende på jobcenter eller Jobnet, ikke følger op på Jobnet, ophøre med et arbejde, afviser er tilbud, ikke meddeler at due er syg, undlader at søge job, undlader at overholde aftaler, undlader dine handlinget på Jobnet inden for en frist, gentagne undladelser kan skærpe "straffen" ved at miste hjælpen op til 3 måneder.
Hvem sagde bureakrati og beskæftigelsesterapi for behandlere.

Brugerbillede for Michael Friis

Indtil vi har borgerløn - det kommer nok omkring 2020 - er det vigtigt, at dem der kan arbejde, arbejder eller opgraderer sine kvalifikationer med henblik på at finde et job. Jeg tror uddannelse virker bedst i kombination med en form for beskæftigelse. At søge job er et job. Og et udfordrende job. Personligt finder jeg ikke, at to CVer per uge er en løsning, men det kan måles, så måske den bedste af dårlige muligheder.
Grunden til det er vigtigt, er at dem, der betaler skat kan se at der "sker noget" - endvidere er det problematisk, at Danmark mangler arbejdere, og mange ufaglærte ledige jobs bliver besat af tilrejsende EU borgere mens herboende ikke søger/ansættes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Leo Nygaard, den lange række af forpligtelser du opremser er det faktisk meget nemt at omgå ved at opfylde dem som de er formuleret, men så heller ikke mere. Man møder frem som man skal, og så skal man bare arbejde efter reglerne, som det hedder i fagbevægelsen. Ingen arbejdsgiver kan holde ud at skulle instruere et menneske i otte timer hver dag, spørg bare Peter Bækgaard. Og da man har fulgt alle regler er der ikke grundlag for at sanktionere.

Så du har helt ret: Beskæftigelsesterapi for sagsbehandlere og øvelser i civil ulydighed for arbejdsløse. De kunne jo også give os løn, hvis vi skal arbejde, så var motivationen måske højere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Michael Friis, i gamle dage havde vi en institution kaldet "Arbejdsformidlingen", som netop gjorde, hvad navnet sagde: Formidlede arbejde. Hvis man var arbejdsløs og ikke gad arbejde, fik man besked på, at så blev man udsat for en sanktion, hvis man ikke mødte op til et anvist job. Hvis der ikke lige var noget arbejde, fik man lov at gå i fred.

Nu fortæller du mig, at DK mangler arbejdere, men hvordan fanden skal jeg som menig borger kunne vide, hvilke arbejdsgivere, der mangler arbejdskraft? AF lavede i sin tid dette arbejde for mig, så jeg bare kunne møde op og trække et ledigt job i en automat (et af de bedste jobs, jeg har haft, har jeg netop trukket i en sådan automat, der spyttede en stillingsbeskrivelse og et telefonnummer ud, når man ttrykkede på en knap).

Og som sagt, hvis jeg ikke gad at arbejde, sladrede min jobformidler til A-kassen, hvorefter der blev lukket for støtten.

Men det har magthaverne afskaffet. De har sparet et antal arbejdsformidlere, og har i stedet fået udgifter til en langt større skare af jobkonsulenter. Hej, hvor det går.

Brugerbillede for Michael Friis

@Niels Nielsen
Jobcenter
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Ungecentret i Skelbækgade, København.
Et jobcenter ejes af de danske kommuner. Jobcentrenes vigtigste opgave er at hjælpe ledige i job og hjælpe virksomheder med at finde nye medarbejdere. Jobcentrene tilbyder den samme service, som Arbejdsformidlingen og kommunerne tidligere har tilbudt hver for sig, men siden den 1. januar 2007 er det blevet samlet ét sted, for at kunne yde en bedre og mere ensartet og koordineret service. I Danmark er der per 2013 98 jobcentre.[1]

I jobcentrene kan man fx til- og afmelde sig som ledig, blive indkaldt til samtaler om formidling af job og kontaktforløb samt få lavet en jobplan. Ligeledes kan virksomheder få hjælp til at rekruttere nye medarbejdere. Jobcentrene driver også Jobnet, som er tilbud på internettet til alle jobsøgende og arbejdsgivere i hele landet. Jobnet er udviklet af Arbejdsmarkedsstyrelsen i samarbejde med Kommunernes Landsforening (KL).

Dvs jobcenter er Arbejdsformidling II.
Deres succes rate er muligvis ikke god og ja jeg tror der bliver satset forkert i denne verden hvor alt skal måles. Det drejer sig om at finde konsulenter der vil "gøre en forskel".
Uden kilde mener jeg at vide at de fleste nye job findes via netværk inkl personlig fremmøde og have den rigtige indstilling.
Jeg har hørt at jobcenter kun skaber jobs til dem der selv arbejder der.
Held og lykke.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Michael Friis - Du er optimist. Ingen partier i folketinget går ind for UBI (borgerløn).
Alternativet er forsigtigt begyndt en reduktion i betingelserne for kontanthjælp og har i deres program varslet en videre udvikling.
Ordet borgerløn nævnes flere og flere gange i medierne - og flere økonomer rører ved rimeligheden i de mange anstrengelser på jobmarkedet - altså ikke politisk holdning, men bogholderi.
Et nyt parti "Nye Grønne" går fuldt ind for Borgerløn
Retsforbundet vedtog for et par år siden deres "Samfundsdividende"

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum

@Anders Sørensen

Ja jeg har prøvet at gå fra fabrik til fabrik som arbejdsdreng - det gav pote. Man skal kunne holde til en del afslag lige i ansigtet. Det er det ikke alle der kan, så konkurrencen er ikke så hård som den er ved de fremsendte CV på e-mail - men man lærer også noget om hvordan markedet er lige nu.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders Sørensen

@Henrik Brøndum, det giver helt sikkert pote for en del at gå fra fabrik til fabrik. Og så er der dem, for hvem det ikke giver pote. Og jo flere der går fra fabrik til fabrik, desto færre får succes med det.

Jeg havde håbet, at du ikke blot ville spise mig og andre af med, hvad der virkede for dig, dengang du gik fra fabrik til fabrik. Det er morfarsnak.

Brugerbillede for Peter Bækgaard

Niels Nielsen du skrev for noget tid siden til mig at hvis du kom i et ressourceforløb med den uddannelse eller mangel på samme, som du har når du ikke fik lov til at få endnu en iddannelse, så ville du skabe dig så meget at du blev droppet.
Du må da være lidt hårdt ramt af kontanthjælpsloftet hvis ikke du tager noget job nu?
Eller går det fint nok? I så fald er det jo en fin måde for det offentlige at spare lidt hist og her.
Vi er nu på nr. 4 i ressourceforløb på knap 3 måneders samarbejde med Aalborg kommune. der er langt mellem snapsene. Også ham vi tilbød regulær ansættelse. Han ville videre med test nr. 22. Men så har rådgiverne jo også noget at lave.
Vi overvejer nu om vi skal droppe samarbejdet efter nr. 4 og så finde en efterlønner som har lyst til at tjene 160,- i timen et par dage om ugen for ufaglært arbejde. Mon ikke der findes en eller to der ville det....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Bækgaard

Niels Nielsen husk så lige på at jeg er bedøvende ligeglad med om du forstår dit job hos mig. Hvis ikke du kan det så er det videre med dig. Jeg har netop ikke et socialt eksperiment kørende. Så hvis du er spild af min tid så hjælper jeg dig hjertens gerne videre til nye spændende udfordringer. Det vil tage mig ca. 5 minutter at slippe af med dig. Også efter endt prøvetid. Spørgsmålet er bare hvor meget jeg gider at koste på dig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum

@Anders Sørensen

Jeg er desværre ikke morfar endnu - håber det snart kommer, men i så fald skal jeg først have en datter.

Jeg har nu rådgivet flere om hvad de skulle gøre for at få jobs og eller kunder, og det er gået godt nogle gange. Rådgivning flytter kun marginalt på det totale antal jobs - men jeg synes det var værd at gøre opmærksom på, at der er flere jobs end der har været - og at den offentlige job-formidling desværre ser ud til at have spundet sig ind i sin egen regellogik - mere end at have et skarpt øje for markedet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming S. Andersen

Artiklen går på at kommunerne skal Dobbelttjekke kontanthjælpsmodtagerne, fordi det jo kunne være der var en enkelt doven eller to imellem disse modtagere.

Med det samme er der en hel række velmenende debatører, der falder i fælden og snakker om effektivitet og om at det "kan betale sig".
Hvilket viser at alle i dette land efterhånden er smittet af samme effektivitetsbacille og forvandsket økonomisk tænkning.

Jeg ville ønske at alle holdt op med at løbe efter denne håbløse krukke for enden af regnbuen, for det ER ikke den det handler om.

Det handler ikke om at det skal kunne betale sig at arbejde , eller dobbelttjekke kontanthjælpsmodtagere.
Det kan betale sig, henholdsvis ikke betale sig, afhængig af det svar man ønsker at få, hvem der betaler undersøgelserne , eller hvem der smider tallene ind i maskinen før den kører:
"Heruka, det skal kunne betale sig"

Nej det skal da ej.

De mål som vi sætter os, som samfund, har intet med økonomiske argumenter at gøre.
Økonomien er et af mange værktøjer der bestemmer hvor langt vi kan nå i opfyldelsen af disse mål.

Vi kunne sætte os et mål om at vi VIL behandle kontanthjælpsmodtagere ordentligt og redeligt.
Vi kunne sætte os et mål, at alle svært syge og uarbejdsdygtige skal modtage en fornuftig rimelig pension fra samfundet og samtidig have ret til at arbejde hvis det var muligt.

De økonomiske værktøjer ville så vise, hvor langt hen til de mål vi kunne komme og om vi prioriterede skattelettelser til de der intet mangler højere.

Men hvis vi fortsat accepterer at første vigtigste argument i alle diskussioner er penge, så er vi selv med til at forhindre samfundet i at stille sig fornuftige mål.

Brugerbillede for Henrik Brøndum

Jeg er stort set enig med Flemming S. Andersen i, at det ikke skal kunne betale sig at arbejde - simpelthen fordi bivirkninger af dette princip er for store. Til gengæld synes jeg man som modtager af offentlig hjælp må finde sig i at stille op dagligt og vise at man er arbejdsparat og arbejdsvillig. (Syge og invalide er noget andet).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming S. Andersen

Henrik Brøndum

Om det skulle være dagligt, ugentligt eller sjældnere, synes jeg så måske er mindre interessant, som hvad samfundet vil gøre for at finde anvendelse og gavn af de menneskers evner og indsats , som vi idag kalder ledige. Og selvfølgelig vilkårene for dem i forhold til andres.

Jeg tror vi i de kommende årtier kommer til at gøre op med andet end bare indstilling til effektivitet.
F.eks. også hvad begrebet arbejde udgør, eller individdets integritet og rettigheder.
Muligheden for at drive et velfærdssamfund i et samfund med nulvækst eller stagnation ect. ect.

Hvis ikke vi formår at tage stilling og løse disse og andre opgaver, der er helt synlige i horisonten, så vil vore samfund komme til at gennemgå ret uhyggelige ændringer.

Civilisationen viser sig allerede nu igen kun at være et tynd lag fernis.
For 15-20 år siden grinede vi alle af Hausgårds:
"Hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge!!"

Nu er der ikke noget at grine af mere, og vi kan hver dag læse om mennesker der bliver behandlet på en måde af det offentlige, der ville medføre en tiltale efter straffeloven for mishandling, hvis de mennesker havde været dyr.

Nej, det skal kunne betale sig at være ordentlig.

Brugerbillede for lone bording

Dygtigt spin - nu skal syge i job igen igen - nu bare med flere pisk og sanktionsmuligheder - lad os se en kommunalvalgkamp hvor kommunernes ulovlige sagsbehandling der fastholder syge på de billigste ydelser bliver en tydelig mærkesag og hvor Odense-modellen afsløres som endnu en blanco check til kommunerne til at plukke lavthængende frugter -

Brugerbillede for Niels Nielsen

Michael Friis, den store forskel er, at jeg på Jobcentret selv skal søge et job, mens jeg på Arbejdsformidlingen fik tilbudt et job. Det gav god mening, for når der vitterlig ikke var nogen jobs, blev man heller ikke sat til at søge disse ikke-eksisterende jobs. I modsætning til nu, hvor man skal søge, selv om der ikke er nogen jobs, til stor irritation for arbejdsgiverne, der modtager et hav af CV-er, som de ikke kan bruge til noget.

En "bedre og mere ensartet og koordineret service"
skal man ede længe efter. At Jobcentret er bedst til at finde jobs til deres egne ansatte har du derimod helt ret i.

:-)

Brugerbillede for Niels Nielsen

Peter Bækgaard, der hvor vore vande skiltes, var spørgsmålet om, hvorvidt en kontanthjælp er at opfatte som en løn. Det mener du, det er, det mener jeg ikke.

Men lad os for argumentets skyld antage, at du har ret. Så hvis jeg skal arbejde for dig til en kontanthjælp, vil du få min arbejdskraft i max. 16 timer om ugen, hvis jeg skal overholde mindstelønnen (vi ser bort fra feriepengene og retten til ferie og pensionsordninger og forsikringer, for ellers bliver det besværligt).

Så hvis du forventer mere end 16 timers arbejde af mig, skal du være velkommen til at smide mig ud igen. Men som allerede nævnt vil jeg ikke blive ramt af sanktioner, da jeg har overholdt alle regler, således som de står skrevet. Det vil derfor hedde "samarbejdsproblemer", og det er man jo ikke selvforskyldt i, enhver kan jo blive udsat for en umulig arbejdsgiver, de er ret udbredte, især i disse år.

Og nej, jeg er ikke ramt af kontanthjælpsloftet, da jeg har en diagnose. Det bliver spændende at se, om kommunen nu vil sidde lægens anbefaling overhørig - hvis jeg skulle blive sendt i ulønnet arbejde på trods af de lægelige udtalelser, vil jeg selvfølgelig anke sagen og påføre det offentlige endnu flere udgifter.

Så de småpenge, som du glæder dig over, at det offentlige sparer her og der, ender jo nok med at koste skatteyderne en bondegård.

PS: Jeg har en uddannelse i et brødløst fag, så jeg foreslog kommunen, at de betalte en meritlæreruddannelse for mig, det tager kun et år, og der var mangel på skolelærere dengang, og jeg synes, at børn er sjove. Men det syntes kommunen af en eller anden grund var en dårlig ide, så i stedet parkerede de mig på kronisk kontanthjælp. Og så har der jo været skolereform i mellemtiden, så måske var det meget godt, at jeg ikke røg på den galej.

:-)

Brugerbillede for Henrik Brøndum

@Lone Sæderup

Det er mere end 40 år siden. Men indefor de sidste par år har jeg med succes gjort næsten det samme for at sælge mine IT-ydelser. Eneste forskel er at mødes på konferencer - i stedet for den enkelte virksomhed - det afgørende er den personlige kontakt, der typisk gør at køberen ofrer et par minutter, hvorimod mails og telefoner som regel ryger direkte i skraldespanden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Jeg sidder lige og lytter til Deadline, der drøfter NETS gyldne håndtryk til deres direktører. Disse direktører har investeret 20 mio. kr. tilsammen i NETS og efter børsnoteringen af NETS er disse aktier 1.300 mio kr. værd. Her falder nu dagens bemærkning i en drøftelse af om så mange penge kan øge arbejdsmotiveringen hos den enkelte direktør:

"Næh, jeg tror når man har fået 160 mio. kr ind på kontoen, så er motiveringen ikke så stor for at få fat i de næste 160 mio. kr. Man er rimelig uafhængig trods skatter og afgifter med 160 mio. kr. selv i Danmark.

Kald det bare jantelov men jeg er lidt pikeret. Mest over at ATP som storaktionær har ladet det ske.

Jeg husker salige storgangster Hasselstrøm, da han i TV blev spurgt om han fortrød sine forbrydelser:

"Næhæ. I mit næste liv vil jeg fødes som blæksprutte og så vil jeg stjæle med alle syv arme." Han var også en morsom mand.

Var der nogen der sagde the establishment.

Brugerbillede for Alan Strandbygaard

Jeg læste for nylig på Avisen.dk, at pensionsselskaber har succes med at få langtidsledige i arbejde - fordi de fik hjælp.

Pensionsselskaberne yder sunhedshjælp til de syge. Og heureka! De kommer skam i arbejde igen!

Tænk hvis man havde en pensionsopsparing, og ikke måtte forlade sig på det offentlige..?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Bækgaard

Niels Nielsen du bestemmer ikke selv hvor mange timer du skal arbejde i kontanthjælpssystemet, det er en vurdering flere er inde over. Dernæst er målsætningen jo altid fuld tid så systemet vil blive ved i meget lang tid med at presse dig. Så kan man bære enig eller uenig i processen.
I dag har vi netop møde om kandidat nr. 3 eller hvad vi nu skal kalde ham. Vi skal have ham op fra 2x1 time ugentligt. Hvis ikke han kan og vil så stoppes det nu. Den sidste kandidat stoppede efter 7,5 timer fordelt på en uge. Hun kunne ikke rigtigt se sig selv i sådan et job... flot af en som har været ude af jobmarkedet i mere end 6 år. Måske skulle hun starte et sted og arbejde sig videre derfra.
Hun kommer ikke videre efter min mening, men hun er jo heller ikke kun fysisk syg.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Peter Bækgaard, jeg er helt klar over, at jeg som modtager af overførselsindkomst er blevet umyndiggjort. Og det er i det lys, du skal se min trods.

Som jeg har gjort opmærksom på igen og igen: Giv mig en ordentlig løn, og du vil få en god arbejdskraft. Giv mig en dårlig løn, og jeg vil lægge hjernen i garderoben, når jeg møder på arbejde, og lade ledelsen eksklusivt tage sig af at lede og fordele arbejdet. Som gammel fagforeningsaktivist kender jeg et trick eller to, der kan få enhver mellemleder til at gå ud af sit gode skind, uden at han formelt kan sætte en finger på min adfærd.

Du kan tvinge mig til truget, men du kan ikke tvinge mig til at drikke.

Brugerbillede for Egon Stich

"Bliver lægeerklæringerne gennemgået af læger eller "kvaksalvere"?"

De bliver gennemgået af såkaldte "Lægekonsulenter"
Disse er er udvalgt af den enkelte kommune på grund af deres enestående faglige kompetence til, uden at have set patienten, at kunne tilsidesætte åbenbart fagligt ringere lægers diagnoser, som bygger på personligt kendskab til patienten, samt udførlige undersøgelser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Friis

Niels NIelsen. Det private arbejdsmarkede foregår således, at en ansat SKAL tilføje virksomhedens værdi ellers er det ud. Arbejdstageren er en investering. Naturligvis vil en virksomhed vurderer om personen på sigt kan give overskud. Jeg har en god ven der via Jobcenteret ansatte en langtidsledig med meget stort løntilskud (til butikjob). Manden var omkring 45, han var dygtig og vellidt men efter et par dage ringede han ind og var syg, efter et par uger holdt han helt op med at komme. Min ven vil nok ikke gøre det igen. Det var ikke besværet værd.
Et job giver mere end penge, det giver bl.a. udfordringer, motion og relationer. Jeg nærmer mig en alder hvor jeg kan holde op med at arbejde, men er i tvivl om det er en god ide.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Michael Friis, et job kan være en god ting, men hvis ikke man får løn, er jobrelaterede "udfordringer, motion og relationer" lidt ligegyldige - det er alt sammen noget, man også kan få i sin fritid. Jeg har ikke arbejdet i nu snart tolv år, og selvom det kniber med at få motion, stiller jeg hele tiden mig selv nye udfordringer og møder jævnligt spændende nye mennesker.

Jeg har fx netop været til samtale med en ny jobkonsulent på kommunen, hun var skide sød. Man kan få relationer overalt, bare man holder øjnene åbne. Men hunhavde ikke lige et job til mig, så jeg måtte gå igen med uforrettet sag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Bo Jensen

Michael Friis skriver: "Det private arbejdsmarked foregår således, at en ansat SKAL tilføje virksomhedens værdi ellers er det ud."

Det er virkelig ikke mit indtryk at det private arbejdsmarked er så rationelt, at det altid er dem der tilføjer virksomheden mindst værdi, der står forrest i en fyringsrunde. Også på større private arbejdspladser foregår der en masse politik og man kan nå langt i karrieren, hvis man er i stand til at klappe de rigtige rygge eller slikke de rigtige røve. Det har ikke nødvendigvis noget at gøre med hvilken værdi man tilfører virksomheden.

Brugerbillede for June Pedersen

Er netop i sidste uge blevet tilmeldt det herlige kontanthjælps-system og jeg ser virkelig frem til, hvad det bringer med sig af "sjove" oplevelser. Men jeg gik i hvert fald fra min første samtale med et smil på læben. Jeg havde nemlig gjort min sagsbehandler glad.
Sagsbehandleren, som kun er min sagsbehandler til den første samtale - efter det overtager en anden min sag - fortalte mig, at de på Jobcentret havde rigtig gode erfaringer med at sende jobparate kontanthjælpsmodtagere som mig i 13 ugers praktik. Det var der altså rigtig mange der fik arbejde af sagde hun. Hvor mange præcis kunne hun dog ikke sige, da jeg spurgte ind til det, og hun havde desværre heller ikke nogle statistikker over andelen der kom i arbejde på grund af de ekstremt effektive praktikker...men det var mange! Som i virkelig mange! Det blev jeg utroligt glad for at høre, da jeg efterhånden har været ledig i tre år, og har været i adskillige praktikker og job-med- løntilskud som dagpengemodtager, uden at få job af den grund. Men i min næste praktik kunne det jo være, at der var job til mig bagefter, som hun sagde med et stort smil. Hun blev også meget glad, da jeg fortalte hende, at jeg bl.a. har erfaring som omsorgsmedhjælper og pædagogmedhjælper. Der var nemlig mange plejecentre og institutioner i byen der "stod og manglede nogen" som hun formulerede det. Altså "mangler" gratis arbejdskraft i 13 uger...og så ville det jo være nemt for mig at finde en praktikplads. Hvor dejligt!

Men jeg havde gjort hende glad, og hun ønskede mig en god dag og held og lykke med min videre jobsøgning, selvom jeg må erkende, at jeg efter tre år i systemet faktisk ikke kan bruge held og lykke til en skid...det eneste jeg får et job af er, at arbejdsgiverne er villige til at ansætte en lagtidsledig som mig og den del kniber det desværre med.

Det værste ved at være i det her system er såmænd ikke den lave ydelse og den heraf dårlige økonomi, hetzen i medierne, kontrollen og de evige aktiveringer som gratis arbejdskraft. Næh det værste er, at folk der arbejder i aktiveringsmøllen = "Job"centret tror, at man som (langtids)ledig er komplet idiot og at de kan behandle en som sådan, og bilde folk en masse løgne ind, uden at de opdager det!

Brugerbillede for Peter Bækgaard

Niels Nielsen jeg kan ikke lade være med at tænke på om du, uagtet at du også har en sygdom, simpelthen ikke er dygtig nok til de jobs du har bestridt? Jeg ved godt at det kan være træls men 12 år på støtten siger mig at du nok ikke kan udfylde et job i et ordinært ansættelsesforhold. Så er det måske lettere bare at lade dig være i fred på en overførselsindkomst.
At ville være lærer som du skriver tidligere er jo kun relevant hvis du har noget at lære eleverne, og hvis dine kvalifikation er så snævert fokuseret så er der måske ikke mange relevante undervisningssteder og dit ønske er derfor irrelevant for samfundet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Peter Bækgaard
Vi er da mange, som ikke er særligt dygtige til eller særligt motiverede for at være hamstere i hjul. Den slags findes inde, ude, på og udenfor arbejdsmarkedet.

Er du glad for at være en hamster i hjul - og hvorfor er du det?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Bækgaard

Jeg er en del af det hamsterhjul som gær det muligt for andre ikke at være en del af det. Men der er grænser for galskaben. Hvis du har et problem med at være en del af hjulet så har du vel heller ikke noget problem med at vi andre stopper med at betale til dig? Eller er det urimeligt?
Hvis man har en decideret modvilje overfor at tage del i arbejdsmarkedet blot fordi, så har jeg intet problem med det, men så skal man indstille sig på at man heller ikke kan forvente at andre holder enden oppe på en.
Den slags holdninger som du giver udtryk for er dybt egoistisk og skal behandles som netop egoistisk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Bækgaard

Og jeg er glad for at være en del af hjulet for det giver mig en masse positive muligheder både jobmæssigt, uddannelsesmæssigt og gør at jeg værdsætter min fritid meget højt. Jeg har ikke der fjerneste imod at bidrage til samfundet både over skatten og med mine ansættelser af medarbejdere. Men når de er under mit tagspær arbejdes der for lønnen som er den aftale vi har sammen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Peter Bækgaard
Tjah, hvis du kan diagnosticere mig som egoist ud fra et antal indlæg på Information,dk, så har du vel i grunden kun een mulighed: Nemlig at sætte mig ud af spillet.
For hvis jeg er egoist, er jeg nærmest med sikkerhed ikke til sinds at lade dig og dine overleve og lægge mig selv til at dø.
Dine valgmuligheder ud fra din dom af min svage karakter er, at slå mig og alle andre som mig ihjel eller lade os forsøge at leve uden midler. I så fald kan du være helt overbevist om, at jeg og andre som mig vil forsøge at stjæle dine midler, fordi vi er egoister og alskens andet væmmeligt, som du naturligvis ikke er.

Dit valg, hamster. ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars  Riber

@ Peter Bækgaard
Der er sørgeligt langt mellem stemmer fra virkelighedens Danmark på disse sider..
Ikke en har forholdt sig til de fakta der fik såvel sovende kommunalt ansatte som uberettigede modtagere af overførselsindkomst ud af velfærdsfjerene.
Der er til formodentlig stor beklagelse for mange debatdeltagere endnu ikke indført borgerløn i Danmark.
Vores arbejdsmarked er rimelig hårde i kravene til lønsom drift. Det betyder, i modsætning til Atkins verdensfjerne dom, at vi faktisk kan leve godt af eksport til verdens mest krævende markeder.
Der er derfor ikke plads til alle på arbejdsmarkedet fordi evnerne ikke rækker.. Det er jo ikke ineffektiv planøkonomi som i lykkeligt lukkede DDR..
Blandt andet en af grundene til mange flygtninge og migranter spilder både deres tid og penge på lange rejser til ikke eksisterende perspektiver.
Misforstået hensyntagen fra socialrådgivere har ladet mange indvandrerkvinder glide ud af kontakt med øvrige Danmark.
Uanset motiver for tiltagende er tallene skræmmende. Det undrer mig at priviligerede frigjorte danske kvinder er tavse som østers når kæften ellers løber hæmningsløst hvis forskelsbehandling er bare skyggen af at være initieret af vanlige danske mænd!?
Feminisme for de udvalgte mens underklassen sejler sin egen underpriviligerede sø under patriarkalsk overvågning...?
Velbetalte Kvinfo og medløbere kommer også her nemt om ved åbenlys forpligtigelser..

Dette er ingen straffelejr, der er heller ikke ubetinget bopælspligt inkluderet i en dansk fødselsattest. Med vores høje levestandard ka det selvfølgelig kun blive ringere vilkår hvis i drager af for at prøve lykken andetsteds.. Der er tusinder der sætter livet på spil for at komme hid, hvorfor mon? Stemmer det overens med herboendes intense klagesang..

Vores omfordeling fra top til bund følger ganske rigtigt ældgammel bibelsk lovmæssighed: den der har, skal ha mere og omvendt for ringere stillede.
En sørgelig polarisering som alt andet lige er demokratisk villet!
Vor tids største demokratisk valgte katastrofe Anders Fogh Rasmussen proklamerede minimalstaten så langt tilbage som da han blev losset ud af en ministerpost for underslæb/mandatsvig (?). Sidenhen fik han og andre neoliberale lært lektien at lænse inden for gældende lov (Corydong & Co)
Nu er resultatet snart fuldbragt med flertallets vilje og mange hyler fantasiløst på disse sider som om nogen har svigtet et løfte om bestemte privilegier?

Der findes alt andet lige muligheder for alternativ levevis og boformer i vores frie land.
Jeg har med mine evner og arbejdsvilje støttet et par stykker i håbet om et bedre liv.
Desværre med samme resultat som kvinderne indeholdt i artiklen: Der er altid en doven ineffektiv del der plaprer og fokuserer på alt mellem himmel og jord mens ukrudtet vokser op om deres skatteyderfinancierede røv og brænde til vinteren, vand og afløb med hul i og funktionelle boliger ignoreres..
Priviliger og fokus..
I er ynkelige at følge her på siden!
Er der ingen perspektiver? Glasset altid halv tømt før i kom til eller hur?
Hvem ved sin fulde fem ka brokke sig over at give møde i det offentlige mod at modtage penge?
CV digtning er ikke spændende, men pipfuglekurserne er vel slut.. Jeg frydes over at træffe ofte begavede mennesker og tager resten med.
Jeg er osse fra den del af befolkningen hvor arbejde var en pligt fra morgen til aften uanset mængde, vejr, vind og omgivelser!
At modtage penge for at sidde i læ og ly og grifle om eget liv er jo ren foræring..!
Morfar skovlede sne fra morgen til aften for ti øre i timen i under besættelsens mange snestorme..
De fleste i dagens fysisk forkælede Danmark ville jo skrige om overgreb, menneskerettigheder og ha TV dums fulde bevågenhed i endeløs "breaking" sløjfe!
Dengang gjorde man det bare eller gik endnu mere sulten i sin iskolde halmseng!
Hvad forventer i egentlig?
Er det ikke muligt at høre om lidt flere perspektiver og grebne chancer som hos Bækgaard?

anbefalede denne kommentar

Sider