Mouhamad levede for -1.151,20 kroner om måneden, mens han ventede på familiesammenføring

1. februar 2016 modtog Mouhamad Ali Alkazal nøglerne til sit nye hjem: en treværelses lejlighed i det nordlige Kolding.

Han var ankommet til kommunen et år tidligere som syrisk flygtning, og nu havde han endelig fundet en passende bolig, hvor der var plads til resten af hans familie: hans 26-årige hustru og deres fire fælles børn, der alle levede fra hånden til munden som flygtninge i Tyrkiet.

De havde været adskilt, siden Mouhamad Ali Alkazal flygtede ud af Syrien i sommeren 2012, og Udlændingestyrelsen havde i et brev stillet ham i udsigt, at deres ansøgning om familiesammenføring skulle have været afgjort allerede i januar 2016.

Derfor, mente Mouhamad Ali Alkazal, måtte det være et spørgsmål om få dage, før han blev genforenet med sin familie i den nye lejlighed.

Men sådan skulle det ikke gå. I stedet blev indflytningen i den nye lejlighed begyndelsen på én lang deroute for Mouhamad Ali Alkazal. En nedtur, som gennem et helt år kørte ham i bund, både psykisk og økonomisk. Hans historie er historien om, hvad der sker, når desperation og håb møder et dansk bureaukrati, som kan være både velmenende og uforståeligt.

Tænkte på familien

Mouhamad Ali Alkazal kom til Danmark i efteråret 2014. Information har fået kontakt til ham gennem hjemmesiden Refugees.dk.

Efter to år på flugt og et kort ophold på Center Sandholm fik han status af konventionsflygtning og blev sendt til Kolding.

Kommunen pakkede ham straks ind i sagsbehandlere, integrationsprogrammer, sprogskole og praktik. Alt det, som en kommune skal gøre, når der kommer en ny flygtning til byen. Men det eneste, Mouhamad Ali Alkazal kunne tænke på, var udsigten til at blive genforenet med sin familie.

Han talte med sin hustru hver dag, og i sommeren 2015 rejste han til Tyrkiet for at besøge hende, da hun havde brækket armen, selvom det betød, at han mistede sin integrationsydelse i de tre uger, rejsen varede.

Han havde indsendt ansøgningen om familiesammenføring i marts 2015, kort efter at han selv var blevet tildelt asyl. Et par måneder senere fik han svar fra Udlændingestyrelsen om, at der manglede underskrifter på den ægteskabskontrakt, han havde sendt dem.

Mouhamad Ali Alkazal sendte dem et brev, der forklarede, at ægteskabskontrakten var en kopi, og at originalen med underskrifterne på befandt sig i Syrien, hvorfor han ikke havde adgang til den.

Udlændingestyrelsen skrev i deres breve, at de havde et »servicemål« om at afgøre sager om familiesammenføring inden for tre eller fem måneder, alt efter om sagen var »enkel« eller »kompliceret«.

Først i november 2015, otte måneder efter at han havde indsendt ansøgningen, fik han brev om, at Udlændingestyrelsen nu endelig ville gå i gang med at behandle den. I brevet stod der, at de regnede med at afgøre sagen inden udgangen af januar 2016. Men der skulle gå meget længere tid.

Ville indlægges

Mens Mouhamad Ali Alkazal ventede, forværredes hans psykiske helbred sig gradvist.

I slutningen af marts 2016 mødte han uanmeldt op på et jobcenter i Kolding. Han havde ikke sovet i ugevis og talte om, at han gerne ville indlægges.

»Mouhamad kan ikke holde ud at være til,« noterede en sagsbehandler i hans journaler og sendte ham videre til psykiatrisk akutmodtagelse, som dog sendte ham hjem igen samme dag.

Han fik udskrevet antidepressiv medicin, men forsøgte at blive indlagt igen få uger senere, dog igen uden held.

Samtidig kæmpede han med at følge med i undervisningen i sprogskolen. Hans fravær steg fra nul til næsten 30 procent – ofte med begrundelser som »smerter«, »træt« og »feber«. Han virkede konfus, og sagsbehandlerne i jobcentret fik indtryk af, at han ofte talte usandt.

Kommunen bevilgede ham både en »social mentor« og en »virksomhedsmentor« til en samlet pris af 24.700 kroner. De skulle blandt andet hjælpe med at »fremme Mouhamads selvforsørgelse« og finde ud af, hvordan han kunne få mindre fravær i sprogskolen og på sin praktikplads i Føtex. Men intet af det nyttede, og kort efter måtte han stoppe sit praktikforløb »grundet ustabilt fremmøde«.

Gennem hele 2016 kontaktede han Udlændingestyrelsen 19 gange for at få svar på, hvordan det stod til med hans ansøgning om familiesammenføring. Nogle gange telefonisk og andre gange ved at møde op hos styrelsen. Ind imellem brød han sammen og græd i telefonen.

I Udlændingestyrelsens noter kan man se, at sagsbehandlerne forklarede ham, at styrelsen havde modtaget mange sager, hvilket gav et »ekstraordinært pres«, og at »han er nødt til at vente«. De sendte ham også et brev, hvori der stod, at de desværre ikke ville kunne overholde deres »servicemål« på grund af det store pres.

Et problem

Parallelt med den psykiske nedtur, blev Mouhamad Ali Alkazal også kastet ud i en fattigdom, som betød, at han i realiteten havde mindre end nul kroner at leve for om måneden.

Dengang Udlændingestyrelsen havde stillet ham i udsigt, at hans ansøgning ville være afgjort i januar 2016, havde han straks fundet en lejlighed med plads til dem alle sammen i det nordlige Kolding. Indtil da havde han boet sammen med en ven.

Kommunen rådgav ham om, at den nye lejlighed var for dyr, og at han jo reelt ikke vidste, hvornår hans familie ville komme hertil. Men Mouhamad Ali Alkazal insisterede. Han regnede med, at de snart ville blive to om at betale huslejen.

»Hvis min familie kom, og jeg ikke havde en lejlighed, ville jeg have et problem,« som han siger til Information.

Kolding Kommune bevilgede ham et lån på 17.200 kroner til indskuddet, og i februar flyttede han ind.

Den månedlige husleje inklusive forbrug løb op i 6.838 kroner. Væsentligt mere, end de 5.225 kroner han hver måned fik udbetalt i integrationsydelse. Fratrukket hans boligstøtte på 692 kroner, og medregnet udgifter til telefon, internet og licens gav det ifølge Informations beregninger et negativt rådighedsbeløb på cirka -1.370 kroner om måneden.

Han overlevede kun ved hjælp af almisser fra venner og frivillige i Kolding. Han spiste, hvor han kunne komme til det og fik hjælp til huslejen af en lokal arabisk forening. Ifølge ham selv tabte han sig ti kg, han følte sig ensom og sov stort set ikke om natten.

I kommunens journaler kan man se, at sagsbehandlerne strakte sig langt for at hjælpe Mouhamad Ali Alkazal. De anbefalede ham flere gange at finde en billigere lejlighed, hjalp ham med at kontakte Udlændingestyrelsen og bevilgede ham ekstra økonomisk hjælp, da hans udlejer truede med at smide ham ud af lejligheden, fordi han ikke havde betalt husleje i to måneder.

Samtidig opbyggede han en stor gæld til sin hustrus familie i Tyrkiet, som hjalp med at betale for hendes og børnenes ophold dernede.

Kommunen besluttede sig for at få Mouhamad Ali Alkazal mentalundersøgt hos sin læge. Lægen havde svært ved at vurdere, om han var deprimeret, men konstaterede, at han var »modvillig«, ikke tog sin medicin regelmæssigt og havde svært ved at hænge sammen.

-1.151,20 kroner om måneden

26. oktober 2016, knap 18 måneder efter Mouhamad Ali Alkazal første gang ansøgte om familiesammenføring, sendte han med hjælp fra en frivillig en mail til Udlændingestyrelsen, hvor han tryglede dem om hjælp.

Han skrev, at han var »meget fortvivlet«, hverken havde råd til mad eller husleje, og at han havde det »meget skidt psykisk«. Han bad dem om, at »sagen må gå noget hurtigere«.

På det tidspunkt havde han holdt adskillige møder med Udlændingestyrelsen, som hver gang måtte henvise til, at de ville afgøre sagen hurtigst muligt.

Men til hans overraskelse godkendte Udlændingestyrelsen kun to dage senere familiens ansøgning. Styrelsen havde ganske vist ikke anerkendt parrets ægteskab, fordi der ikke er underskrifter på deres ægteskabskontrakt, men de havde alligevel givet tilladelse på baggrund af parrets længere »samliv«.

Mouhamad Ali Alkazal blev ovenud lykkelig. Men hans økonomiske problemer var ikke løst, før hans hustru stod i Kolding og kunne hjælpe med at betale huslejen. Han ansøgte derfor kommunen om »overlevelseshjælp«, indtil hans familie kom til Danmark.

Kolding Kommune sendte et svar, hvor de havde udregnet et budget for ham. Efter hans udgifter til bolig, telefon, internet og licens, vurderede kommunen, at han ville have et negativt månedligt rådighedsbeløb på -1.151,20 kroner.

»Det er vurderet ud fra dit rådighedsbeløb, at du ikke har råd til at [forsørge] dig selv hver måned,« skrev en sagsbehandler fra jobcentret.

Kommunen vurderede dog samtidig, at han alligevel havde formået at forsørge sig selv gennem de seneste ni måneder, og han fik bevilget en gratis spiseordning i Folkekøkkenet i Kolding.

Mouhamad Ali Alkazal benyttede sig dog aldrig af tilbuddet, da han ikke brød sig om at være i nærheden af mange mennesker.

Den 17. november kom hans hustru og deres fire børn endelig til Danmark. Kort efter blev de officielt viet på Rådhuset i Kolding. Mouhamad Ali Alkazal har fået det bedre, og han er taknemmelig for al den hjælp, kommunen har givet ham. Til gengæld forstår han ikke, hvorfor sagsbehandlingen hos Udlændingestyrelsen tog så lang tid.

Styrelsen beklager

Kontorchef i Udlændingestyrelsen Kirsa Reinholdt skriver i en mail, at styrelsen i de seneste år har modtaget »et ekstraordinært stort antal ansøgninger« om familiesammenføringer. Det har betydet, at styrelsen ikke har kunnet overholde den forventede sagsbehandlingstid i alle sager.

»I denne sag har styrelsen endvidere vurderet, at det var nødvendigt at foretage en nærmere vurdering af, hvorvidt vi kunne anerkende ægteskabet som retsgyldigt og herefter, om parterne havde dokumenteret et længerevarende samliv. Denne vurdering har medført en længere sagsbehandlingstid,« skriver hun om Mouhamad Ali Alkazals sag.

»Styrelsen har i denne sag senest orienteret ansøgeren om, at sagen forventedes afgjort inden udgangen af maj 2016. Der blev dog først truffet endelig afgørelse i sagen i oktober 2016. Styrelsen skal beklage den lange sagsbehandlingstid.«