Læsetid: 8 min.

Nordkystens gyldne dreng går altid et skridt længere

Johan Reimann har klaret sig gennem en række skandalesager på vej mod toppen i det danske embedsværk. Han er kendt som en dygtig jurist og en uhyre loyal embedsmand. Nogle gange lidt for loyal. I dag skal han afhøres i Tibetkommissionen
’Når man er ansat som embedsmand i et ministerium, så står man last og brast med ministeren, og hvis man ikke er indstillet på at ofre sig, så skal man blive væk.’ Det mantra synes at have været definerende for Johan Martini Reimanns karriere.

’Når man er ansat som embedsmand i et ministerium, så står man last og brast med ministeren, og hvis man ikke er indstillet på at ofre sig, så skal man blive væk.’ Det mantra synes at have været definerende for Johan Martini Reimanns karriere.

Jakob Dall

19. januar 2017

Nogle mennesker har en særlig evne til altid at stige op til overfladen igen efter en nedtur. Men få mennesker har gjort det så hyppigt og med så stor elegance, at det nærmest er blevet deres varemærke.

Johan Reimann er et af den slags mennesker.

Den altid solbrune jurist har været en offentlig figur, siden han i 1990’erne blev kendt som en af de centrale figurer i den såkaldte Tamilsag. Siden da har han gennem en lang karriere i embedsværket været rodet ind i en række af det, man på godt mediedansk kalder for ’møgsager’.

Hver sag har føjet til billedet af en loyal embedsmand, som gerne går det ekstra skridt for at hjælpe sin minister – også gerne lidt længere end han måske burde.

Lederen af det juridiske sekretariat i det såkaldte Nationale Beredskabscenter under Rigspolitiet fik 10. juni 2012 en mail om et forestående kinesisk statsbesøg i København. Men hun åbnede aldrig vedhæftningen, der indeholdt en direkte ordre til Københavns Politi.
Læs også

Og hver gang har han klaret sig igennem stort set uden skrammer.

I dag, torsdag, er Reimann indkaldt til afhøring i endnu en undersøgelseskommission: Tibetkommissionen.

Denne gang er spørgsmålet, hvilken rolle, om nogen, Johan Reimann har spillet som daværende politidirektør i København i forbindelse med et kinesisk statsbesøg i 2012, hvor politiet nægtede fredelige aktivister retten til at demonstrere. Muligvis i strid med Grundloven.

Dagens afhøringer vil vise, hvor meget kommissionen har at skyde med. Og om Reimann endnu engang slipper med skindet på næsen. Det ville være typisk ham.

Den falske melodi

For dem, der fulgte afhøringerne i Tamilsagen i begyndelsen af 1990’erne, står billedet af den unge Johan Reimann stadig klart i hukommelsen.

Den flamboyante kontorchef fra Justitsministeriet var en af hjernerne bag en omfattende vildledning af Folketinget i slutningen af 1980’erne.

Daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) ville have begrænset tilstrømningen af tamilske flygtninge fra Sri Lanka. Derfor bad han Direktoratet for Udlændinge om at bremse tildelingen af familiesammenføring til de tamilske flygtninge, der allerede befandt sig i Danmark.

Den daværende kinesiske præsident Hu Jintao under statsbesøget i København i 2012. Hvem vidste, at Københavns Politi havde direkte ordrer om at skærme den daværende kinesiske præsident Hu Jintao for synet af demonstranter, flag og bannere under hans besøg?
Læs også

Til Folketinget og Ombudsmanden fortalte ministeren, at behandlingen af sagerne var blevet »nedprioriteret« af ressourcemæssige årsager. Det var imidlertid forkert. Direktoratet behandlede sagerne, men undlod at behandle dem helt færdigt – medmindre der kunne gives afslag.

Denne vildledning fik tilnavnet »Den falske melodi« og var blandt andet udtænkt af den unge Johan Reimann.

En snedig fax

Reimann var også hjernen bag den såkaldte »telefax-sag«, der var en del af Tamilsagen.

I september 1988 henvendte Folketingets Ombudsmand sig til Justitsministeriet, da der var kommet mange klager fra tamiler, som ventede på familiesammenføring.

Johan Reimann foreslog ministeren, at han kunne få en af sine partifæller til at kalde ham i samråd i Folketingets Retsudvalg. Her ville ministeren kunne få en fornemmelse af, om der var opbakning til hans stramme kurs over for tamilerne. Og samtidig ville denne manøvre tvinge Ombudsmanden til at trække følehornene til sig igen, hvilket Reimann omtalte som en »sidegevinst«.

Ministeren bakkede op om ideen, og Johan Reimann skrev et udkast til et samrådsspørgsmål, som blev sendt direkte fra Justitsministeriet til det konservative folketingsmedlem Grethe Fenger Møller med en telefax. Hun indkaldte Erik Ninn-Hansen i samråd, og Ombudsmanden måtte trække sig.

Hele Tamilsagen blev en kæmpe skandale, som væltede regeringen og endte med en dom til Erik Ninn-Hansen i rigsretten.

Den perfekte embedsmand

Journalisten Alex Frank Larsen stod bag det meget omdiskuterede dokumentarprogram om Tamilsagen ved navn Blodets bånd. Han husker tydeligt, hvordan den unge Reimann førte sig frem under afhøringerne i Højesteret.

»Han var meget frisk i slaget,« siger Alex Frank Larsen.

Reimann dukkede storsmilende op i retten i sin lange trenchcoat og med tofarvede brilleglas. En ung playboy i sit rette element.

Under afhøringerne underholdt han med sin charme og sproglige overskud, og han blev blandt andet berømt for at have advaret Erik Ninn-Hansen om, at han risikerede »en næse så stor, at du kan lugte sig selv i nakken«, hvis han blev ved med at behandle tamilernes sager ulovligt.

Han forsøgte gentagne gange at overbevise ministeren om at droppe den ulovlige sagsbehandling. Derfor så undersøgelsesretten på ham med milde øjne, da den afleverede sin vurdering i 1992.

Men sagen beviste også, at Reimann var som skabt til at navigere i embedsværkets mudrede vande. Da han indså, at Ninn-Hansen hverken var til at hugge eller stikke i, gik han med til at hjælpe ministeren med at dække over ulovlighederne.

»Han spillede jo spillet,« siger Alex Frank Larsen.

»Han havde både dristigheden til at sige fra over for ministeren og samtidig fleksibiliteten til at gå med og være kreativ og brainstorme på, hvad man ellers kunne finde ud af. Den fleksibilitet, som i Tamilsagen ikke var særligt smuk.«

Hvad kan du gøre for mig?

Johan Reimanns navn som en kæk overklassedreng – men også en dygtig og loyal embedsmand – var slået fast.

Professor emeritus i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen husker, da han første gang mødte Johan Reimann til en reception i Justitsministeriet. Toftegaard Nielsen havde kort forinden i forbindelse med Tamilsagen sagt i fjernsynet, at man burde fyre hele bundtet af embedsmænd i ministeriet.

Til receptionen valsede den unge Reimann direkte op til ham og sagde:

»Dav, Gorm. Ved du hvad? Jeg tror, at vi skal have en ny form for samarbejde. Hvis jeg udsender en pressemeddelelse hver uge, hvor jeg roser dig, hvad kan du så gøre for mig?«

Gorm Toftegaard Nielsen blev paf.

Tibet-kommissionen afslørede muligvis et af sine esser, da oplysninger om en hidtil ukendt telefonsamtale kom frem under en afhøring fredag. Samtalen kan være det manglende led mellem Udenrigsministeriet og Københavns Politi, som kommissionen har brug for
Læs også

»Han har en utrolig charme. Og nul forfængelighed. Selv om jeg lige havde rakket ham sønder og sammen, prøvede han at vende det til noget positivt for ministeriet. Jeg tror ikke, at han har evnen til at blive personligt fornærmet,« siger professoren.

Siden har Gorm Toftegaard Nielsen kendt Reimann som en »knalddygtig jurist«, som har hjulpet mange andre embedsmænd på deres vej mod toppen.

Efter Tamilsagens afslutning i 1994 blev Reimann i en kort periode kørt ud på et sidespor som ’kommitteret’, men efter et par år avancerede han til afdelingschef i Justitsministeriet. Blandt andre jurister blev han kendt for ikke bare at være dygtig, men også uhyre hjælpsom og generøs.

Gorm Toftegaard Nielsen husker, hvordan Johan Reimann, som han endnu ikke kendte særligt godt, tilbød ham at læse en af hans bøger igennem og komme med kommentarer til den inden udgivelsen.

»Så sad han dæleme og tyggede det hele minutiøst igennem. Det er kendetegnende for ham,« siger Gorm Toftegaard Andersen.

Ligesom teflon

Efter et par år som statsadvokat i Eurojust i Haag vendte Johan Reimann hjem til Danmark i 2006 for at blive politidirektør i Nordsjællands Politi.

Her viste han sig endnu engang som systemets mand ved loyalt at gennemføre den såkaldte politireform. En reform, som skulle strømline politiet.

Betjentene havde været vant til en mere lokal ledelse i form af de gamle politimestre. Men med politireformen oplevede de en ny slags leder: Politidirektøren, som svævede over vandene og ikke nødvendigvis ulejligede sig med at lære betjentene at kende.

»Jeg så ham måske én gang i al den tid, jeg var på Frederikssund Politistation,« fortæller Andreas Hogsted, tidligere politibetjent i Nordsjælland.

Han var sidste år med til at udgive bogen Den 9. Kreds, som var stærkt kritisk over for politireformen.

Han husker Reimann som »teflon-agtig« og »langt fra fodfolkene«.

»Han kunne lige så godt have været chef for en pølsefabrik.«

Det tog lidt tid for betjentene at vænne sig til deres nye chef, som boede en halv kilometer fra Rungsted Havn, hed Martini til mellemnavn og artikulerede pænere end dronningen.

Men man vidste dog, »hvad han stod for«, som betjentenes tillidsmand i Frederikssund engang sagde til Andreas Hogsted.

Lisborgsagen

En mindre kendt sag, som også involverer Johan Reimann, er den såkaldte Lisborgsag. Den går kort fortalt ud på, at en tidligere medarbejder i softwarefirmaet Divine Business Solutions efter sin ansættelses ophør skulle have brugt firmaets programmer til at arbejde i det skjulte for en af firmaets største kunder, som er ejet af VKR Holding, der blandt andet står bag Velux.

Direktøren i Divine Business Solutions, Tom Lisborg, meldte sagen til politiet i 2007. Siden er det kommet frem, at en ansat i VKR Holding, der var tidligere embedsmand i Statsministeriet, ringede til Johan Reimann, som på daværende tidspunkt var politidirektør i Nordsjællands Politi.

Ifølge Tom Lisborg var samtalen et led i VKR Holdings forsøg på at lægge låg på efterforskningen og en del af forklaringen på, hvorfor politiet ikke efterforskede sagen behørigt. Og Tom Lisborg er ikke alene om at mene, at der er noget helt galt i sagen.I dag, 10 år senere, er sagen genstand for en endnu ikke afsluttet advokatundersøgelse iværksat af et enigt Folketing.

Last og brast med ministeren

I 2012 blev Johan Reimann igen viklet ind i en politisk skandale. På det tidspunkt var han blevet politidirektør i København.

Folketingets Retsudvalg havde planlagt et besøg til Christiania – men PET var urolig for folketingsmedlemmet Pia Kjærsgaards (DF) sikkerhed under besøget. De havde brug for en god undskyldning for at aflyse besøget.

To embedsmænd i Justitsministeriet fik den ide, at politidirektør Johan Reimann kunne melde afbud til besøget med den begrundelse, at han var forhindret af andre planer. Reimann adlød, og besøget blev aflyst.

Sagen udviklede sig i 2013 til en offentlig farce, da løgnen blev afsløret, en dommerundersøgelse sat i gang, og justitsminister Morten Bødskov (S), som havde stukket retsudvalget en »nødløgn«, måtte gå af.

Ulrik Vestergaard Knudsen var departementsråd i Statsministeriet, da det kinesiske statsbesøg blev planlagt. Han afviste at have videregivet den kinesiske ambassadørs bekymring for sikkerheden.
Læs også

Endnu engang havde Reimann bevist sin loyalitet. Og endnu engang slap han uden skrammer. Han var allerede videre i systemet, nu som direktør i Direktoratet for Kriminalforsorgen. Her viste han sig igen som etatens tro væbner ved at gennemføre en omfattende reform af fængselsvæsenet.

Gorm Toftegaard Nielsen husker engang, hvor han oplevede Johan Reimann som gæsteunderviser for et hold jurastuderende. Reimann sagde til dem, som Toftegaard Nielsen husker det:

»Når man er ansat som embedsmand i et ministerium, så står man last og brast med ministeren, og hvis man ikke er indstillet på at ofre sig, så skal man blive væk.«

Et mantra, som synes at have været en rettesnor gennem hele hans karriere.

På det forkerte sted

Og så er vi fremme ved Tibetsagen. I sommeren 2012, mens Reimann endnu var politidirektør i København, var der fornemt besøg i hovedstaden. For første gang nogensinde skulle en kinesisk præsident, Hu Jintao, besøge Danmark, og Københavns Politi skulle eskortere præsidenten og hans delegation rundt i København.

Under besøget opførte politiet sig særdeles hårdhændet over for en lille gruppe af demonstranter. De blev gemt væk bag politiets vogne og fik konfiskeret deres tibetanske flag. Siden er det kommet frem, at politiet havde direkte ordrer om at holde demonstranter og flag ude af syne for præsidenten. Formentlig i strid med gGrundlovens bestemmelser.

Det helt afgørende i sagen, som nu bliver undersøgt af en kommission, er: Hvem gav ordren? Hvor højt op i systemet går sagen? Og hvordan fik politiet det indtryk, at kineserne var dødsensangste for demonstrationer?

Kommissionens udspørger, advokat Jakob Lund Poulsen har allerede antydet, at Johan Reimann inden statsbesøget havde en telefonsamtale med en ledende medarbejder i Udenrigsministeriet. Embedsmændene i Udenrigsministeriet kendte udmærket til kinesernes bekymringer om at »tabe ansigt«.

Kan opkaldet være det missing link, som forklarer det hele? Er Reimann endnu engang gået lidt for langt i forsøget på at få hjulene til at dreje rundt?

Det er endnu uvist.

Under alle omstændigheder har Johan Reimann endnu engang bevist sin evne til at befinde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Afhøringen i kommissionen finder sted i dag.

Johan Reimann har ikke besvaret Informations henvendelser med henblik på et interview til denne artikel.

Serie

Tibetsagen

Under et kinesisk statsbesøg i 2012 blev fredelige demonstranter gemt væk af politiet og fik konfiskeret deres tibetflag – i strid med Grundloven.

Hvorfor skete det? Hvem gav ordren? Og hvordan kunne det ske igen under et nyt besøg i 2013?

Det og meget mere skulle Tibetkommissionen give svar på gennem nærlæsning af 50.000 dokumenter og afhøring af flere end 60 politifolk, embedsmænd og tidligere ministre. Kommissionens rapport blev publiceret i december 2017.

I juni 2018 blev regeringen og oppositionen enige om at genåbne kommissionen for at undersøge mails, som ikke er blevet udleveret til Tibetkommissionen i første omgang.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • David Zennaro
  • Christian Mondrup
  • Niels Duus Nielsen
  • Michael Friis
  • Oluf Husted
  • Kurt Nielsen
Torben K L Jensen, David Zennaro, Christian Mondrup, Niels Duus Nielsen, Michael Friis, Oluf Husted og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Anker Sørensen

Johan Reimann er en embedsmand, ingen minister (uanset politisk parti) kan undvære, da han tilsyneladende altid vil udføre det "beskidte" arbejde og altid slipper godt fra det.
han er en succes!!

Har kun oplevet et par gange...allerede første gang mindede ham mig om Poul Eefsen, den nu afdøde politidirektør i København. (Og det var før Reimann selv fik sildesalat nok til at styre Gården). Min tanke dengang var - det er sgu da ham, Hans Scherfig skrev om! Typen der pisser nedad og slikker opad. Chefen fra helvede, der altid tørrer sine egne møgsager af på de underordnede.

Min fars generation ville have kaldet denne mandetype for nogle skvat - de søgte konfrontationen, havde aldrig noget mod at sende andre ud til de varme steder; men de var alt, alt for rædde til selv at risikere noget.

Hvorfor er jeg ikke overrasket over, at han skal afhøres i denne sag?

Oluf Husted, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar