Læsetid: 6 min.

Penge er ikke det første, man tænker på, når bomberne regner ned over ens familie

Tingene går fremad for de to syriske familier, som Information følger. De fleste voksne er kommet i praktik, og de har lært at leve på integrationsydelsen. Men det er ikke økonomi, der ligger dem mest på sinde. Det er håbet om en bedre fremtid – for dem selv og den familie, der stadig er i Syrien
Azab Kayali arbejder i det indendørs madmarked Ballerup Bazar 20 timer om ugen.

Azab Kayali arbejder i det indendørs madmarked Ballerup Bazar 20 timer om ugen.

Sille Veilmark

13. januar 2017

Azab Kayali stråler som en sol. Hun står bag kassen i Ballerup Bazar, et indendørs madmarked, som ligger ved foden af en massiv betonblok i udkanten af Ballerup.

Nabolaget, Magleparken, er bedst kendt som et socialt belastet boligkvarter. Men for Azab Kayali repræsenterer området en ny begyndelse.

»Jeg er meget glad,« siger hun.

»Jeg snakker med kunderne, jeg taler bedre dansk, og når jeg ikke er her, kommer folk forbi og spørger efter mig.«

Hun kom til Danmark som flygtning fra Syrien for to år siden og har været i praktik i bazaren siden oktober.

Information har fulgt hende og resten af hendes familie siden sidste år for at se, hvordan de klarer sig på den nye integrationsydelse, som er mærkbart lavere end den kontanthjælp, de modtog indtil sidste sommer.

Azab Kayali arbejder i bazaren 20 timer om ugen. Hun sætter varer på plads, tjekker, om grøntsagerne er friske, og binder blomster. Men kun de små buketter.

»Mine hænder er for små til at lave de store,« som hun siger.

Resten af tiden går hun i sprogskole – men det er arbejdet i bazaren, der har styrket hendes sprogkundskaber mest.

Hun har fået stillet i udsigt, at hun kan blive ansat i løntilskud i bazaren til marts. Men hun ved endnu ikke, hvor meget hun kommer til at tjene. Det er heller ikke så vigtigt, synes hun. Så længe der er udsigt til en mere fast form for ansættelse.

Tænker ikke på bonus

I dag modtager hun omtrent 6.700 kroner i integrationsydelse efter skat. Regeringen indførte integrationsydelsen for at motivere flygtninge til at komme i arbejde – og for at afskrække flygtninge fra at komme til Danmark.

Men de økonomiske incitamenter betyder ikke ret meget for Azab Kayali og hendes mand Samer Alafandi, som også har fundet en ny praktikplads for nylig. De ønsker under alle omstændigheder at klare sig selv og vil helst være helt fri for at trække på det offentlige system.

Hvis Azab Kayali består de sidste prøver, er hun færdig med sprogskolen til sommer. Regeringen har indført en bonus, som betyder, at alle, der består danskprøven på niveau 2, er berettiget til en bonus på 1.500 kroner om måneden.

Men heller ikke det interesserer hun sig ret meget for. Faktisk har hun fået indtryk af, at hun slet ikke er berettiget til bonussen, fordi hun ikke læser dansk på niveau 3. Men det kræver altså kun niveau 2.

Hun overvejer også at tage det, der svarer til en 9. klasses afgangsprøve.

»Det hjælper, når man skal have et arbejde,« siger hun.

Men hun regner ikke med at uddanne sig yderligere.

»Det er svært. Jeg bliver jo bare ældre og ældre.«

Krigens ofre

Azab Kayali går en runde i butikken og tjekker datomærkninger på nogle tørrede bønner. Hendes kollega, Abdullah, kommer forbi. Han er også flygtet fra Aleppo, ligesom Azab og hendes familie.

Abdullah forklarer, at ni af hans familiemedlemmer er døde under kampene i Aleppo. Fire af dem er børn.

»I krig er alle ligeglade med børn,« siger han og trækker på skuldrene med et forstenet smil.

Det er surrealistisk for dem begge at forsøge at etablere et nyt liv i Danmark, samtidig med at de kan følge med i de fortsatte blodsudgydelser i deres hjemland. Men de gør, hvad de kan.

Azab Kayali stiller sig bag kassen igen for at betjene en kunde. Hendes søster opholder sig stadig i Aleppo, forklarer hun, da hun igen har et øjeblik. De udveksler beskeder over telefonen cirka en gang om ugen, hvor søsteren forvisser hende om, at de alle har det okay.

Ifølge Azab Kayali er søsteren og hendes søn fanget i byen. Hun kan næsten ikke holde ud at tænke på, hvordan hun har det, siger hun, og bliver overrumplet af tårerne, der pludselig trænger sig på.

»Jeg har ikke set min søster i fem år … Jeg tænker på dem hver dag. Hvordan har de det? Er de okay? Det er svært.«

Ingen ansættelser

I en stuelejlighed for enden af et almennyttigt boligbyggeri i Skovlunde står en syrisk mand og trykker på en lille fjernbetjening. Hvert klik forandrer farven på det lys, der strømmer fra en elektrisk lysekrone i loftet. Blå, grøn, gul. Abou Allou foretrækker en blanding mellem gul og hvid.

»Vi vil gerne have meget lys. Danskerne vil helst ikke have så meget lys,« siger han.

Lysekronen har han købt i København, og den er en del af møblementet i den lejlighed, han for nylig er flyttet ind i sammen med sin hustru Reem Almidane og deres to sønner. Lejligheden er sparsomt indrettet, der er tæpper på alle gulve, og det eneste pynt i stuen er en lille hylde med to sølvfarvede skulpturer. Det er de arabiske skrifttegn for Allah og profeten Muhammed.

Reem Almidane har fået en lille bule på maven, siden Information sidst besøgte den syriske flygtningefamilie i oktober. De venter sig nu en lille pige til foråret.

Og så har Abou Allou langt om længe fundet et praktiksted. Han står op klokken fem hver morgen for at gøre rent på en skole sammen med en anden syrer og to albanere. Albanerne taler ikke engelsk, så de er nødt til at tale dansk sammen, hvilket er et kærkomment bidrag til undervisningen på sprogskolen.

Men han gør sig ingen forhåbninger om at få et job, når praktikken er færdig.

»De ansætter stort set aldrig nogen. De vil helst have folk i gratis praktik,« siger Abou Allou, da han har serveret kaffe og te og et stykke arabisk kiksekage.

Nye planer

Til gengæld er han så småt begyndt at lægge planer om at åbne sin egen virksomhed her i Danmark. Han vil sælge dametasker, ligesom han gjorde i Damaskus, før krigen brød ud. Han har allerede været i kontakt med nogle tidligere forretningspartnere et sted i Golfstaterne for at drøfte muligheden. Det er ikke så konkret endnu.

»Men jeg lægger planer,« siger han og prikker sig selv i tindingen.

– Sidste gang talte du om at rejse hjem til Syrien. Vil du stadig gøre det?

»Jeg bliver i Danmark. Reem vil stadig gerne hjem, men måske ændrer hun langsomt mening. Ligesom mig.«

Abou Allou har konkluderet, at udsigterne til en genopbygning af hans hjemland Syrien er så lange, at han ikke længere regner med at vende tilbage.

Med en lille ny på vej skal Abou og Reem inden længe forsørge fem mennesker med deres integrationsydelse. I efteråret var Abou Allou frustreret over, at pengene ikke rakte langt nok. Men nu har familien lært at leve på et mere skrabet budget.

»Det er okay nu,« siger han.

Han skylder dog stadig penge til venner og bekendte, som han tidligere har lånt til at leve for. Penge er et ømtåleligt emne, og Abou Allou har det med at glide lidt af på spørgsmål, der går tæt på familiens økonomiske forhold. Men ligesom Azab Kayali i bazaren virker han mere motiveret af tanken om at forsørge sig selv end af regeringens nedsatte ydelser.

Familien køber intet unødvendigt, og bortset fra indkøb i Ballerup Centret holder Abou og Reem sig for det meste hjemme. Der er dog blevet råd til et par månedlige ture til Nørrebro, hvor de spiser falafel på den samme restaurant hver gang.

Optimistisk set vil han gå i gang med at etablere sin egen virksomhed til sommer.

Diktatoren, selvfølgelig

– Hvad håber du ellers, at der sker i 2017?

»At krigen stopper, og at Bashar (al-Assad, red.) vinder.«

– Tror du, at de vinder?

»Ja, de har næsten allerede vundet. Det er næsten slut i Aleppo.«

Fjernsynet i stuen er tændt døgnet rundt. Ofte på Al Jazeera og andre nyhedskanaler. Reem Almidane kan ikke holde ud at følge med i nyhederne fra Syrien. Men Abou Allou sluger det hele.

– Er det godt, hvis regeringen vinder?

»Selvfølgelig,« siger Abou Allou og holder to håndflader frem for sig som vægtskåle.

»Du kan vælge mellem en diktator og nogle terrorister. Hvad vælger du? Diktatoren, selvfølgelig.«

Serie

Familier på integrationsydelse

Regeringen har indført en lavere ydelse for arbejdsløse, der har opholdt sig i Danmark i mindre end syv ud af de seneste otte år. Ydelsen vil især ramme flygtninge.

Information følger to børnefamilier fra Syrien for at se, hvordan de klarer sig på integrationsydelse.

Seneste artikler

  • Danmark er et godt land. Men jeg vil ikke arbejde sort ude på Nørrebro

    24. oktober 2016
    Det går langsomt fremad for de to syriske familier på integrationsydelse, som Information følger. Azab Kayali er kommet i praktik ligesom sin mand, og Abou Allou har fået hustru og børn til Danmark. Men i begge familier har fædrene svært ved at finde arbejde og taler derfor om at vende tilbage til Syrien
  • ’Vi skal bare arbejde, arbejde, arbejde’

    8. august 2016
    ’Ægteparret Samer Alafandi og Azab Kayali har modtaget integrationsydelse for første gang. De har endnu ikke fundet arbejde og skal til at spare. Samtidig er Samer Alafandi begyndt at blive frustreret over, at han ikke lærer noget dansk i sin sprogpraktik
  • Nu begynder det store puslespil for Samer

    8. juli 2016
    Samer Alafandi og hans familie mister 7.500 kroner om måneden, når de går fra kontanthjælp til integrationsydelse. Deres budget kan kun gå op, hvis de får tildelt en række andre tilskud fra kommunen. Både han og hustruen vil gerne finde et arbejde, men de hænger ikke ligefrem på træerne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Friis
Michael Friis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Friis

Mange interessant emner i denne artikel.
1. "arbejdet i bazaren, der har styrket hendes sprogkundskaber mest." Sprog og andre færdigheder læres i virkeligheden/job
2. "Du kan vælge mellem en diktator og nogle terrorister. Hvad vælger du? Diktatoren, selvfølgelig."
De sidste uger har der stor set ikke været noget nyt om Syrien. Typisk triste nyheder. Aleppo blev overdrevet derhen at det ikke var hele byen som oprørerne kontrollede. Manden her vil fred. Manden er muligvis flygtet fra oprørerne ikke fra Bashar al-Assad
3. "De ansætter stort set aldrig nogen. De vil helst have folk i gratis praktik," Jobudsigter er ringe. Kun aktiveringer/praktik der kan være konkurrenceforvridende og dermed fjerne "rigtig" ansættelse.