Læsetid: 5 min.

Her er politiets nye magtmiddel til tvangsudsendelser

Selv om Rigspolitiet ofte bruger en såkaldt ’bodycuff’, når genstridige afviste asylansøgere skal tvangsudsendes, er det næsten umuligt at få oplysninger frem om politiets nye magtmiddel, som er en moderne form for spændetrøje
16. januar 2017

Tirsdag den 13. september 2016 blev en 21-årig afvist afghansk asylsøger opsøgt i sin celle i Vridsløselille Fængsel af fire betjente og slæbt ud på gangen.

Her blev han iført en såkaldt bodycuff, som er en moderne form for spændetrøje med »fuld fiksering af hænder, arme, ben, knæ og ankler«, som der står i en politirapport om udsendelsen.

Kort efter blev den 21-årige kørt til Roskilde Lufthavn og sat på et chartret fly, der via Trabzon i Tyrkiet satte kursen mod Kabul.

Den 21-årige er ikke den eneste afviste asylansøger, der har prøvet at have en bodycuff på. Siden januar 2015 og frem til oktober 2016 har Rigspolitiet anvendt bodycuff 114 gange, når betjente fra UCN, Udlændingecenter Nordsjælland, har ledsaget afviste asylansøgere på hjemrejsen.

Mia Mottelson

Bodycuff’en et et nyt magtmiddel, som i stigende grad erstatter brugen af plasticstrips, når politiet har brug for at fastholde en afvist asylansøger, der skal tvangsudsendes.

»Nedgangen i brugen af plasticstrips har sammenhæng med ibrugtagningen af en ny type fikseringsbælte (bodycuff) hvor håndled, arme og knæ kan fastspændes ved hjælp af velcrolukning/kliklås,« hedder det i et folketingssvar til Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

Alligevel er det ikke meget, Rigspolitiet ønsker at oplyse til offentligheden om det nye magtmiddel. Rigspolitiets presseafdeling har således over for Information afvist både at fremvise en bodycuff og forklare nærmere om brugen.

»Det skyldes vores generelle politik om – ud fra sikkerhedsmæssige og operative hensyn – altid at være tilbageholdende med at demonstrere og fremvise vores udstyr og udrustning.«

Politiets begrundelse bliver skudt ned af juristen Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia. Han kan ikke se, hvilke sikkerhedsmæssige og operative hensyn der skal tages i forhold til et fikseringsbælte.

»Det ville give bedre mening, hvis man snakker om, at aktionsstyrken ikke vil give en demonstration af en antiterroraktion, eller at PET ikke vil fortælle, hvordan de skygger folk. Men at de hensyn skulle foreligge i dette tilfælde, er meget svært at se,« siger Jacob Mchangama.

I et andet folketingssvar har Rigspolitiet kortfattet beskrevet en bodycuff som et »bælte, der fastspændes på ryggen med en kliklås. Til bæltet er knyttet et antal remme med velcrolukning/kliklås, hvorved håndled, arme, knæ og ankler kan fastspændes. Remmene kan justeres, således at den pågældendes bevægelighed kan tilpasses. Desuden er der til bæltet tilknyttet en netpose, hvor hænderne kan placeres således, at pågældende ikke vil kunne gribe fat i ting.«

Bodycuff fylder på skema

Når betjente fra UCN skal tvangsudsende en afvist asylansøger, indgår bodycuff’en som et af flere magtmidler, betjentene har til rådighed. Men det afhænger af en konkret sikkerhedsvurdering af »hvilke foranstaltninger der er nødvendige for at sikre udlændingens og andres sikkerhed ombord på flyet«, heriblandt »udlændingens tidligere adfærd, tidligere modværge ved transport«.

I det skema over anvendte magtmidler, som UCN efter aftale med Folketingets ombudsmand skal udfylde efter en tvangsudsendelse, fylder bodycuff’en seks ud af skemaets i alt 11 felter, fremgår det af en udsendelsesrapport, som Information har fået aktindsigt i.

Betjentene skal bl.a. afkrydse, om og hvor længe bodycuff’en har været brugt som enten bælte, som 1-håndsfiksering, 2-håndsfiksering, albuefiksering, knæfiksering og som det sidste felt også ankelfiksering. Derudover skal betjentene også afkrydse, om bodycuff’en har været anvendt under afhentning, transport, boarding, airborn, transit og ved slutdestinationen.

Om anvendelse af magtmidler

Ifølge oplysninger fra Rigspolitiet har politiet i 2014 73 gange brugt bodycuff eller plasticstrips. I 2015 blev bodycuff anvendt 64 gange, mens plasticstrips blev anvendt 69 gange. I 2016 har politiet frem til den 1. oktober 2016 anvendt bodycuff 50 gange og plasticstrips 12 gange.

Politiet har anvendt hjelm 16 gange i 2015 og 17 gange i år. I samme periode er voksenble anvendt henholdsvis 17 og 11 gange.

Information har tidligere fortalt om en mislykket tvangsudsendelse til Kabul midt i august 2016 af 27-årige Morteza Yousofi. Han oplevede alle bodycuff’ens fikseringsmetoder, da politiet forsøgte at tvangsudsende ham.

Gennem sin bror fortæller Morteza Yousofi fra sin celle i Ellebæk, Kriminalforsorgens institution for frihedsberøvede udlændinge, om tvangsudsendelsen og fikseringen. I alt fire betjente skulle ledsage ham ud af landet.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksens forslag om, at genstridige udlændinge forud for hjemsendelsen skal bedøves, så de ikke kan stritte imod, møder opbakning hos 26 procent af danskerne ifølge meningsmåling.
Læs også

I Ellebæk blev Morteza Yousofi ført ind i et visitationsrum, hvor han først fik en voksenble på og derefter et bælte om maven. Herefter blev begge hans hænder spændt fast til bæltet foran, hvorefter betjentene også spændte hans albuer og arme ind til torsoen. Dernæst blev hans knæ fikseret, så han ikke kunne sprede sine ben, hvorefter hans ankler blev fikseret, så han ikke kunne gå. Til sidst fik han en hjelm på hovedet og nettet ud over hænderne.

Ifølge brorens gengivelse strammede fikseringerne så hårdt, at det gjorde ondt. Men endnu værre følte Morteza Yousofi næsten blikkene fra de øvrige rejsende i lufthavnen.

»Jeg har ikke gjort noget, men det føltes som om, på den måde de andre kiggede på mig. Når der kommer en, der er bundet fast på den måde, så tror andre, at jeg er farlig. Men det er jeg ikke,« fortæller Morteza Yousofi gennem sin bror.

Hans tvangsudsendelse blev aflyst, fordi flykaptajnen ikke ønskede at have ham med ombord.

Ikke i strid med rettigheder

Ifølge Jacob Mchangama burde offentligheden kunne få fremvist og redegjort for politiets fikseringsbælter.

»Jeg synes ikke, det er nogen overbevisende forklaring fra politiet. Vi ved jo f.eks. også hvilke pistoler, de bruger, ligesom vi ved, hvordan et ’salatfad’ eller cellerne på politigården ser ud,« siger han.

Seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, Peter Vedel Kessing, vurderer, at der ikke er noget i menneskerettighederne, der hindrer politiet i at bruge en bodycuff.

»Så længe en person er ophidset eller er en trussel mod sig selv, er det i overensstemmelse med menneskerettighederne at bruge magtmidlet,« siger han.

Han understreger dog, at det er afgørende, at politiet stopper med at bruge magtmidlet, når personen ikke længere er en sikkerhedsrisiko, lige som en fikseret person altid skal være under opsyn.

Læs også

Ifølge Peter Vedel Kessing er det altså ikke bodycuff’en i sig selv, man skal være opmærksom på, men måden den bruges på. Derfor undrer det ham, at politiet ikke vil vise en bodycuff frem:

»Det er vanskeligt at se, at det skulle kunne være afslørende for politiet,« siger han.

Ifølge professor i politiret og retshistorie ved Københavns Universitet, Henrik Stevnsborg, kan politiet dog have gode grunde til ikke at fremvise deres udstyr for offentligheden. For i det øjeblik offentligheden ved, hvordan politiet benytter et magtmiddel, så ved offentligheden bedre, hvordan man kan undgå det, forklarer han.

»I virkeligheden svarer det til, at Forsvaret skulle udlevere sine oplysninger om, hvordan man har tænkt sig at modstå et angreb. Hvis man får for meget at vide, så mister tingene sin effekt,« siger Henrik Stevnsborg.

Efter at politiet to gange forgæves havde forsøgt at få en 21-årig afvist afghansk asylansøger tvangsudsendt til Kabul, foreslog en medarbejder i Udlændingecenter Ellebæk, at den unge mand forud for næste udsendelsesforsøg kunne få ’noget lidt stærkere beroligende medicin’
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Niels Duus Nielsen
Dorte Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hovedsagen er vel at det virker.
Asylretten betyder at enhver som sætter fod i Danmark, har ret til at bede om asyl.
Det er en generøs ordning, som alle åbenbart forstår.
Modsat har en asylansøger, som ikke opnår asyl, pligt til at forlade Danmark ASAP.
Sært at det skal være SÅ svært at forstå.

Du fredsens afghanerpels.
Hovedsagen er vel nok den umiddelbare fordel, at munderingen ser ud til at kunne beskytte rimeligt mod at blive slået ihjel ...

Tja... hvis det er det, der skal til for at asylansøgeren kan opføre sig ordentligt og ikke være til fare for sig selv og andre under transporten, så er det desværre nødvendigt.

Problem er jo bare når til det punkt at den bruges mod egen borger i andre sammenhæng. Ved er gør det mod et menneske legimitere vel brugen på et andet menneske? bare får at holde diskursen i live.