Den 22. november 2016 fik asylcenter Kongelunden konstateret skimmelsvamp for anden gang på et år. Da svampen blev opdaget, flyttede Røde Kors prompte deres medarbejdere ind i andre af centrets bygninger af hensyn til personalets sundhed, men 60 ud af 200 beboere stadig bor og sover i de ramte bygninger.
I et svar bekræfter Udlændingestyrelsen over for Information, at der er konstateret skimmelsvamp, og derudover oplyser styrelsen, at beboerne vil blive genhuset i allerede eksisterende centre.
Det fremgår også af styrelsens svar, at Røde Kors har vurderet, at beboerne kan blive boende, mens genhusningen arrangeres. Det på trods af, at Røde Kors altså ikke vurderede bygningerne egnede til, at deres egne medarbejdere kunne opholde sig i dem i løbet af en arbejdsdag.
Røde Kors oplyser selv, at de har lavet en prioritering i forhold til, hvilke beboere der skulle flyttes ud, og hvilke der kunne blive boende i de skimmelramte bygninger. Medarbejderne selv og de mest helbredsmæssigt udsatte er blevet flyttet.
»Det er jo i en kortsigtet sammenhæng, og det hører med, at hvis der er nogle af beboerne, der bliver påvirket af skimmelsvamp, så vil vi også reagere på det,« forklarer centerchef i Røde Kors Carsten Isaksen. Han forventer, at der snart vil blive fundet en løsning.
»Hvis nogen skulle få gener ved at bo i centret, så skal de flyttes. Vi forventer – og det arbejder Udlændingestyrelsen på – at der bliver skabt en afklaring af, hvad næste step skal være. Folk skal med al sandsynlighed flytte ud af bygningen,« siger han.
Svært at finde plads
De asylansøgere, der er efterladt i de usunde bygninger, ved endnu ikke præcist, hvornår de kan regne med at blive genhuset. Foreløbig er der gået otte uger, siden der blev konstateret skimmelsvamp. Men Udlændingestyrelsen forventer at have en plan klar inden næste uge. Styrelsen er i øjeblikket i dialog med et privat rådgivningsfirma, og der er tre muligheder i spil: Nedrivning og lukning, nedrivning og opbygning af et nyt center eller renovering af bygningerne.

Skimmelsvamp på Center Kongelunden har fået dele af bygningerne til at ligge øde hen.
Det er Røde Kors, som har ansvaret for organisationens medarbejdere i asylcentret, mens det er Udlændingestyrelsen, der har ansvaret for beboerne. Det er således styrelsens ansvar, at en del af beboerne stadig bor i de skimmelsvampsramte bygninger, mens Røde Kors har udvalgt, hvem der skulle flyttes, og hvem der kunne blive boende.
Carsten Isaksen forklarer, at det har været svært at finde plads til samtlige beboere andetsteds, samt at Center Kongelunden er et omsorgscenter med særlig funktion, og derfor er der flere funktioner, der ikke varetages andetsteds.
– Er det ikke dobbeltmoralsk, at medarbejderne ikke kan være der, når mange beboere sagtens kan blive boende?
»Det vil jeg godt være ærlig om. Det er noget, vi har talt om, også med medarbejderne, og vi er blevet spurgt til det som ledelse. Vi har reageret i den takt, vi har haft handlerum til at reagere. Vi kunne godt have taget et tilsvarende valg og lavet en vurdering af, hvilke medarbejdere der var udsat,« siger Carsten Isaksen.
»I sidste ende er det handlerum, vi har, et arbejdsgiveransvar i forhold til vores medarbejdere, hvor vi har et mere direkte ansvar for at handle. Vi ønsker også at handle for beboere og føler også, at vi har gjort det og kan stå inde for det,« siger han.
»Helt overordnet så er vores anbefaling, at der ikke bor folk i Kongelunden i de bygninger, der er angrebet. Problematikken er bare, at man har lavet stikprøver, så omfanget af angrebet er ikke fuldt afdækket,« siger Carsten Isaksen.
Han oplyser desuden, at Røde Kors, som i praksis står for den daglige drift af centret, vil sørge for udluftning og rengøring i de skimmelsvampsramte bygninger, indtil Udlændingestyrelsen har fået flyttet beboerne til sunde rammer.
Høj kimbelastning
Det kan være sundhedsfarligt, og der er risiko for hovedpine, allergi og astma, hvis man opholder sig i skimmelsvampsramte lokaler. Det vurderer Lars Gunnarsen, professor med særlige opgaver ved Statens Byggeforskningsinstitut, som forsker i luftkvalitet og indeklima. Det er dog afgørende for risikoen, hvor store svampedannelserne er.
»Man siger normalt, at er der en kvart kvadratmeter synlig vækst, så begynder det at være sundhedsmæssigt problematisk.«
Der er foretaget prøver i fem rum, og da det ikke fremgår, hvor stor svampedannelsen er, er det ikke muligt for Lars Gunnarsen at vurdere sundhedsfaren i bygningen.
Et rådgivende ingeniørselskab har i seks ud af 11 prøver fundet høj kimbelastning, der er måleenheden for skimmelsvamp. Ved høj kimbelastning kan der ifølge rapporten fra ingeniørselskabet udvikles helbredsproblemer for folk, der opholder sig i rummene gennem længere tid.
To af prøverne viste en middelbelastning, mens to viste lav og en enkelt ingen belastning. Samlet anbefaler rapporten, at rengøringen optimeres, og at der foretages yderligere målinger.
Det har ikke været muligt at få et interview med Udlændingestyrelsen, som kun vil svare skriftligt.
»Vi tager sagen meget alvorligt. Derfor har vi også under hele forløbet været i tæt dialog med Røde Kors og eksterne byggerådgivere. Vi har indtil videre flyttet de enlige kvinder til et andet asylcenter og foretaget forskellige rokeringer af de resterende beboere. Derudover har vi bl.a. iværksat en øget rengøring,« skriver Udlændingestyrelsens kontorchef, Thomas Mortensen, til Information.
I øjeblikket afventer Udlændingestyrelsen en vurdering fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som ventes at komme med en lægefaglig vurdering af de sundhedsmæssige forhold på de dele af centret, der er ramt af skimmelsvamp. Udlændingestyrelsen understreger, at ikke alle lokaler er ramt af skimmelsvamp.
»Vi er i samarbejde med Røde Kors i gang med at se på andre asylcentre til de resterende beboere, hvis det viser sig, at der også er brug for en genhusning af dem,« skriver Thomas Mortensen.
Efter jeg fandt ud af, hvad de lønnede direktører i disse velgørende organisationer kan finde på at kræve af aflønning, har jeg besluttet kun at give til foreninger og organisationer, hvor der ikke bruges penge til løn.