Læsetid: 6 min.

Thomas Rørdam: ’Jeg tror, at man skal passe meget på som dommer ikke at gøre noget, der opfattes som politisk’

Politikere og eksperter diskuterer for tiden, om EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bevæger sig for langt ind på den lovgivende magts domæner. Thomas Rørdam, der i dag tager over som præsident for Højesteret, vil ikke blande sig i diskussionen, men er glad for, at Højesteret er yderst opmærksom på at opretholde skellet mellem den lovgivende og den dømmende magt
Den nye præsident for Højesteret, Thomas Rørdam, ønsker ikke at blande sig i diskussionen om de overnationale domstoles fortolkningsstil.

Den nye præsident for Højesteret, Thomas Rørdam, ønsker ikke at blande sig i diskussionen om de overnationale domstoles fortolkningsstil.

1. februar 2017

I dag bliver højesteretsdommer Thomas Rørdam rigets højest rangerende embedsmand. Han tiltræder som præsident for landets øverste domstol og flytter fra sit beskedne kontor, hvor Information møder ham, over i det imposante, højloftede værelse, hvor den til enhver tid siddende højesteretspræsident residerer.

Thomas Rørdam overtager posten kort efter, at Højesteret i december afsagde en dom, der har vakt opsigt i juridiske kredse og regnes for en af de vigtigste fra domstolen i de seneste mange år.

I den såkaldte Ajos-sag satte Højesteret foden ned over for EU. Thomas Rørdam var selv blandt de ni dommere, der afgjorde sagen, som han beskriver som »meget principiel«.

I sig selv kan sagen forekomme bagatelagtig. Den handler om, hvorvidt en 60-årig mand havde ret til en fratrædelsesgodtgørelse, da han blev fyret fra virksomheden Ajos, der udlejer materiel til byggepladser. Den danske funktionærlov foreskrev, at Ajos godt kunne undlade at udbetale en godtgørelse, fordi manden også var berettiget til en alderspension fra virksomheden. Men ifølge EU-Domstolen var det ulovlig aldersdiskrimination.

En streg i sandet

Thomas Rørdam forsøger at udlægge dommen så pædagogisk, han kan.

»Det er en lidt kompliceret problemstilling,« advarer den tidligere forsvarsadvokat, der blev udnævnt til højesteretsdommer i 2002 og er kendt som en usædvanlig skarp juridisk hjerne. Og efter en række rigtignok komplicerede mellemregninger når han frem til pointen:

EU-Domstolen hævdede, at forbuddet med aldersdiskrimination reelt var på traktatniveau og derfor bindende for en privat virksomhed som Ajos på trods af modstriden med dansk ret.

»Så kan man spørge, hvad det er for en traktat. Men der siger EU-Domstolen, at det ikke er nogen bestemt traktat. Det er altså ikke en, som alle lande har skrevet under på, og alle lande er enige om. Det er noget løst noget, som de udleder af forskellige forfatningsmæssige traditioner osv.,« forklarer Thomas Rørdam.

Læs også

»Og så er det, vi siger, at vi har i Danmark oplistet de traktater, vi skal være bundet af, i en tiltrædelseslov. Og så er det sådan, at hvis EU-Domstolen på et sådant løst grundlag fastslår, at det her princip er på traktatniveau, så er det, vi siger, at det står der ikke noget om i tiltrædelsesloven. Og så har vi et problem i Danmark, for det har Folketinget ikke forholdt sig til, om vi skal være bundet af.«

Og derfor gik Højesteret lodret imod EU-Domstolen. Et flertal på otte ud af ni dommere afgjorde, at Ajos var i sin gode ret til ikke at betale fratrædelsesgodtgørelse til den 60-årige mand. Og de markerede dermed klart, hvor grænsen går for, hvad EU-Domstolen kan pålægge Danmark.

Ville ikke være legitimt

Dommen er kommet på et tidspunkt, hvor der blandt danske jurister er en ophedet debat om den »dynamiske fortolkningsstil«, som anvendes af EU-Domstolen i Luxembourg og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Begge domstole er blevet betegnet som aktivistiske, fordi de løbende viderefortolker retskilderne og dermed har en såkaldt retsskabende praksis, som nationale domstole som den danske Højesteret skal rette ind efter.

Thomas Rørdam har bestemt ikke noget ønske om at blande sig i diskussionen om de overnationale domstoles fortolkningsstil. Højest går han med til at udtale sig om sin holdning til, at Højesteret ikke anlægger en sådan stil – hvorfor domstolen betragtes som relativt konservativ.

»Jeg er egentlig glad for den linje. For jeg tror, at man skal passe meget på som dommer ikke at gøre noget, der opfattes som politisk,« siger han.

Hvis Højesteret begyndte egenhændigt at fortolke videre på retskilderne, ville det være uden for den opgave, domstolen har fået fra Folketinget, understreger den tiltrædende højesteretspræsident, og som han siger: »Så ville vi uden demokratisk legitimitet have taget magt fra Folketinget.«

Og så er vi tilbage ved respekten for skellet mellem den dømmende og den lovgivende magt, som var på spil i Ajos-sagen, og som gang på gang dukker op som et omdrejningspunkt, når Thomas Rørdam gør rede for sine juridiske grundsynspunkter.

Men denne insisteren på et klinisk skel mellem lovgivende og dømmende magt får altså ikke Thomas Rørdam til at blande sig i debatten om, hvorvidt EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bevæger sig for langt ind på den lovgivende magts domæner.

Det er en »interessant politisk diskussion«, siger han, men altså netop en politisk diskussion og ikke en strengt juridisk.

– Men hvad synes du? Der er jo også universitetsjurister, der deltager flittigt i debatten.

»Jeg har da private meninger om det, men det vil jeg ikke sige noget om, for det skal man ikke som dommer og specielt ikke som højesteretspræsident.«

Opgaven er simpel

Mest fokus har der i den danske debat været på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Domstolen skal sikre, at de lande, der har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, efterlever konventionen. Men kritikere mener, at dommerne udvider konventionens rækkevidde med kreative fortolkninger i en sådan grad, at de de facto gør sig selv til en del af lovgivningsmagten.

Blandt kritikerne er den danske regering, som med et særligt task force vil udfordre Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkningsstil, og som har annonceret en international ekspertkonference om problemstillingen.

Vi er enige med regeringen i, at der er behov for reformer af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Målet må være, at den skal kunne reagere hurtigt på væsentlige menneskerettighedskrænkelser
Læs også

Men den diskussion skal Højesteret ikke indgå i. For Thomas Rørdam og hans kolleger er opgaven simpel, mener han:

»Når vi i en konkret sag skal tage stilling til, om noget kan lade sig gøre eller ej ud fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, så tager vi et øjebliksbillede. Vi ser på situationen, som den er nu, altså den praksis, der indtil videre foreligger fra domstolen – herunder også det, der er produkt af en aktivistisk eller dynamisk fortolkning. Og hvis vi kan udlede en praksis med tilstrækkelig sikkerhed, og vi føler os på sikker grund med hensyn til, hvad de mener, så lægger vi det til grund.«

Risikerer flere domme

I takt med, at rækkevidden af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention udvides med nye principielle domme, øges risikoen for, at staterne bliver dømt for konventionsbrud i Strasbourg – og at Højesteret må dømme de danske myndigheder, før dommen når til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Men også i takt med at danske politikere i stigende grad går tættere på kanten af konventionerne med lovgivningen, øges risikoen. For tiden sker det særligt på udlændingeområdet.

»Jo mere der er af den slags lovgivning, desto større risiko er der for, at domstolene må sige fra,« konstaterer Thomas Rørdam.

Men politikerne har omvendt også mulighed for at sige fra over for domstolen i Strasbourg via den danske lovgivning, hvis de mener, den går for vidt.

»Og så vinder lovgivningsmagten, og vi må som domstol følge dens anvisninger, men det er meget sjældent, at politikerne vil tage en sådan konfrontation. Det har de indtil videre ikke gjort. Derfor bruger vi det princip, der hedder formodnings- og fortolkningsreglen, der betyder, at vi formoder, det er lovgivningsmagtens ønske, at dansk ret skal forstås i overensstemmelse med det, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til enhver tid når frem til.«

Desuden skal Højesteret vurdere, om praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er i strid med Grundloven. Og hvis det er tilfældet, går grundloven forud for konventionen. Men hvis lovgivningsmagten ikke siger fra, og grundloven ikke står i vejen, så må og skal Højesteret følge praksissen fra Strasbourg, understreger Thomas Rørdam.

– Så man kan ikke forestille sig, at Højesteret selv kan nå frem til, at en dom fra menneskerettighedsdomstolen er for langt ude?

»Ikke hvis vi er tilstrækkelig sikre på, at det også er det, de mener med den afgørelse. Selv i et ekstremt tilfælde, hvor nogle måske ville mene, at en dom går alt for vidt, så må vi rette ind, medmindre vi har et klart grundlag for ikke at gøre det – grundloven eller lovgivningsmagten, der meget klart siger, at det skal vi ikke være med til.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Havde det ikke været en idé - nu man skal forestille at være en kritisk avis - at kigge lidt på domstolenes og dermed Højesterets udprægede tendens til at dømme til fordel for myndighederne i sager, hvor borgere står over for myndigheder. Det er et emne, der debatteres blandt jurister - "det er ikke nok at have ret, man skal have dobbelt så meget ret som borger for at få ret ved domstolene" - og det er da vel i meget høj grad en 'politisk' tilkendegivelse fra domstolene.

Flemming S. Andersen, Anne Eriksen og Jens Winther anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Når EU-Domstolen er aktivistisk og anvender en »dynamisk fortolkningsstil«, hvorved den løbende viderefortolker retskilderne og dermed har en såkaldt retsskabende praksis, så skyldes det, at EU's lovgivere ikke er præcise nok i lovgivningen, og det er de bevidst ikke, for det kan de ikke blive enige om, så de overlader retsregler til borgerne der er uklare, og domstolen siger så: "Det lovgiverne mente var, sådan og sådan ... , og i andre traktat bidrag står der sådan og sådan ... så alt i alt gælder sådan og sådan ... "

I stedet burde EU - lovgiverne tage opgaven på sig at levere et præcist lovgrundlag.
Vores Højesteret gør det helt rigtige, mener jeg.

Michael Kongstad Nielsen

Lasse Glavind:
Borgerne overfor myndighederne. Har du noget statistisk materiale?
I øvrigt ville en sådan statistik ikke sige noget om, hvorvidt borgeren eller myndigheden havde ret eller ej.
Højesteret har i flere tilfælde dømt mod såvel den udøvende som den lovgivende magt herhjemme. Det sidste skete ved 'Tvindloven', der blev kendt ulovlig.
Et eksempel på det første er 'Skovshoved - dommen', hvor Højesteret underkendte Østre Landsrets dom således, at en borger, der var indehaver af en servitut rettighed over en stejleplads i det gamle fiskerleje, fik medhold i at rettigheden bestod, selvom kommunen havde vedtaget en lokalplan, der efter myndighedens opfattelse ville få rettigheden til at bortfalde.
Det sidste eksempel viser noget om Højesterets konservatisme.
Det gør det første også. Men ikke partipolitisk.

@Michael Kongstad Nielsen, du skulle tage dig en snak med fx erfarne skatteadvokater. Deres meldinger er - entydigt - at retssystemet har en klar tendens til at "holde med myndighederne".

Årsagen er bl.a at dommeren konsekvent anser SKAT for at være objektiv - og derfor tillægger SKAT-medarbejderes forklaringer mere vægt end alle andres forklaringer (incl. uafhængige statsaut. revisorers erklæringe). Men SKAT er på ingen måde objektiv - tværtimod tilbageholder SKATmedarbejdere oplysninger, der ikke støtter SKATs sag - ja, der endda eksempler på, at SKATs folk lyver i retten.

Den officielle grundregel, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, tilsidesættes ligeledes i stigende omfang, idet der i praksis i stedet er tale om omvendt bevisbyrde - altså at det er op til borgeren at bevise sin uskyld, idet formodningen er, at borgeren er skyldig, såfremt myndighederne påstår det.

På samme måde varetægtsfængsles der i Danmark både i højere grad og længere tid end i sammenlignelige lande. Også her, fordi domstolene er følgagtige overfor myndighederne.

Endelig tilsidesætter SKAT i realiteten magtens tredeling, med domstolenes stiltiende accept, fx. ved at indføre nye skatteregler gennem "styresignaler", som derefter konsekvent accepteres som gældende ret af domstolene. I disse sager agerer domstolene faktisk gummistempel!

Man kunne ønske sig, at retssystemet lagde større vægt på borgernes rettigheder og krævede magtens tredeling respekteret! Man kunne håbe, at Thomas Rørdam vil skærpe opmærksomheden på at sikre magtens tredeling - og tør vise det i praksis og gennem Højesterets domsafgørelser!

Flemming S. Andersen, Lasse Glavind, Peter Jensen, Olav Bo Hessellund og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

"Endelig tilsidesætter SKAT i realiteten magtens tredeling, med domstolenes stiltiende accept, fx. ved at indføre nye skatteregler gennem "styresignaler", som derefter konsekvent accepteres som gældende ret af domstolene. I disse sager agerer domstolene faktisk gummistempel!"

Danskerne er vant til at lovgivende magt påtager sig udøvende magt (folketingspolitikere beklæder regeringsposter) og at lovgivere også gør sig til dømmende magt (eks.vis gennem Folketingets indfødsretsudvalg m.m.). Og når angiveligt demokratiske, høje herrer og damer gør således, kan det næppe undre at de demokratiske strukturer skrider andetsteds også - i dét omfang at de overhovedet har været substantielt på plads.

@Peter Jensen, du har ret i, at nogle grundlæggende værdier og principper, som vores samfund hviler på, i stigende omfang tilsidesættes. Men der er jo ingen grund til at fortsætte ud i uføret - og slet ikke når det sker snigende og uden nogen demokratisk debat!

Thomas Rørdams udtalelser skal vel forstås sådan, at han lægger vægt på princippet om magtens tredeling - hvilket man også i særdeleshed burde kunne forvente af en højesteretsdommer, der er blevet præsident for Højesteret. Det spørgsmål, som jeg rejser, er, om Rørdam i sit praktiske virke efterlever principperne og er villig til at tage de konfrontationer med den lovgivende og den udøvende magt, som princippernes efterlevelse kræver!

Jens Winther, jeg kan støtte din opfordring - og jeg supplerer med at vi som borgere og civilsamfund begynder at gøre os klart, hvad vi selv legitimerer og befordrer - og at vi dermed ser bl.a. dommerstanden som en sociokulturelt påvirkelig entitet, hvis demokratisforståelse på mange måder tager et forvrænget udgangspunkt. Fuldstændigt som du påpeger at statslige myndigheder (hér SKAT) gør. Vi kan ikke forvente at demokratiudøvelse finder sted, når de helt basale spilleregler ignoreres - ja, det er tilmed sådan idag at danskere forarges og undres og rejser kritik, når der udpeges ministre, som ikke er valgt til Folketinget. Dissonansen er tårnhøj.

Det er, som Jens Winther siger, tilsyneladende et grundprincip i hvert fald i Østre Landsret (og dermed de facto også i Højesteret, der jo som hovedregel ikke behandler sagerne 'selvstændigt', men baserer sine afgørelser på landsrettens sagsbehandling) men det er tilsyneladende et grundprincip i Østre Landsret, at embedsmænd ikke lyver/altid taler sandt og er objektive, fordi de ifølge dommerne ikke har nogen egeninteresser i at fortælle andet end sandheden.

At domstole kan operere med den slags antagelser må bero på, at dommerne enten har et meget, meget begrænset eller slet intet erfaringsgrundlag fra den virkelige verden, eller at man opfatter sig selv som systembevarende i en grad og på en måde, der stiller borgerne problematisk meget ringere end myndigheder, som jo i forvejen allerede er begunstiget af fx ubegrænsede midler til juridisk bistand, mulighed for at trække sagsbehandlingstider, afvise aktindsigt etc. etc.

Når Jens Winther taler om specifikt skattesager, så er der sikkert flere, der tænker: "Det er nok sidegadevekselerer og momsfuskere, der har problemerne - de ligger som de har redt." Men for det første er det forkert - mange rammes af vilkårligheden i Skats afgørelser - og det burde være almenkendt i forbindelse med fx ejendomsvurderingssystemet, men det gælder altså også på mange andre områder, at vi som borgere simpelthen bare er bagud på point allerede inden det første ord er sagt i retten.

Michael Kongstad Nielsen

Jens Winther - jeg har generelt stor tillid til det danske retssystem.
Jeg ved ikke, hvor mange skatteadvokater, jeg skal snakke med, men det er jo typisk partsindlæg.
Lige netop skattesager kan være rædselsfulde, fordi borgeren er rigtig godt hjemme i sin egen sag, og har måske stærke negative følelser overfor SKAT. Men domstolene skal kunne - og kan - hæve sig over alt dette. Hvis SKAT ligefrem lyver i retten, som du nævner, er det jo i sig selv strafbart, og bør anmeldes som en særskilt straffesag.

SKAT har i øvrigt ikke glimret ved god og effektiv ligning de seneste år, hvilket ikke styrker deres troværdighed hos borgerne, men det burde ikke gå ud over domstolenes.

@Michael Kongsted Nielsen, helt korrekt - det er strafbart af SKATs medarbejdere at lyde i retten. Det kan man bare ikke rigtig bruge til noget. Når man har oplevet det ske - i Landsretten - og samtidig oplevet, at dommerne tydeligvis opfatter SKATs medarbejdere som objektive sandhedsvidner, mens alle andre incl. uafhængige revisorer omfattes med den største skepsis, og borgeren som udgangspunkt betragtes som skyldig - så forekommer det totalt omsonst at forfølge sagen yderligere.

Både dommere og advokater bekræfter samstemmende, - uden sammenhæng med en konkret sag - at i skattesager er der i realiteten omvendt bevisbyrde - hvilket strider mod alle sædvanlige retsprincipper.

Det er tydeligt, at moralen og etikken blandt SKATs ledere og medarbejdere lader meget tilbage at ønske - og at SKATs medarbejdere ikke interesserer sig for fairness og rimelighed, men målrettet og med alle midler går efter provenuet. At dommerne ikke formår at se dette - og gå op mod det er chokerende og nedbrydende for retsfølelsen.

Michael Kongstad Nielsen

SKAT har tydeligvis ikke gået efter provenuet. Det viser de mange tabte milliarder i sagerne om refusion af udbytteskat, samt ukorrekt momsindbetaling foruden manglende indkrævning af skat grundet fejl i it-systemet. I det hele taget har det politiske niveau siden 00'erne været præget af ønske om opløsning af SKAT's kompetence og kvalitet, formentligt fordi man ikke ønskede den kompetence på det sted. Nu er den ca 10-ende skatteminister på 8 år sat ind, og han vil bruge 7 mia. kr. på at rette SKAT op. Fint nok. Lad os håbe, det lykkes.

@Mikael Kongsted Nielsen, den nidkærhed hvormed SKAT igen og igen vrider reglerne og den modvillighed hvormed man retter op på fejlvurderinger fra SKATs side, kan ikke have anden forklaring end provenujagt.

At SKAT af totalt uforståelige årsager frivilligt har sendt 12 miaDKK afsted til udenlandske svindlere, som ment kunne være afsløret, har intet med sagen at gøre. Fejludbetalingerne er naturligvis ikke sket med SKATs gode vilje, og at tro, at de er udtryk for manglende ressourcer er naivt. 90-95% af udbetalingerne var uberettigede! Det var simpel uduelighed - mangel på selv den mindste omtanke, ikke mangel på ressourcer. Når SKAT-medarbejdere fx kan udbetale udbytteskatsrefusioner på i hundredevis af millioner (ad gangen!) vedr. børsnoterede selskaber, som ikke har udloddet udbytte, så er det total inkompetence. Og det ville ikke være afsløret ved at ansætte flere skvadderhoveder! At de pågældende skvadderhoveder endda gik ud og fik sig en øl med dem, der producerede de falske refusionsanmodninger understreger kun tåbeligheden!

At tro, at nogen politiker - endsige skatteminister - har ønsket at opløse SKATs kompetence og kvalitet er kontrafaktuelt og latterligt. Politikernes største interesse, uanset partifarve, er at bruge penge - og det forudsætter indlysende nok, at der kommer nogle penge i kassen. Men det er korrekt, at ingen skatteminister har haft modet til at fyre i læssevis af de tydeligvis talentløse ledere, SKAT er bemandet med - og ansætte færre, men kvalificerede og ordentlige folk i stedet. Men det havde helt sikkert også affødt et ramaskrig, hvis der havde været en mandfolke-skatteminister, der havde gjort det. Man ser det for sig: overskrifter som "massakre på SKAT", "alvorlig svækkelse af SKATs ledelse", "skatteministers brutalitet" - og et hylekor fra fagforeningerne.

SKATs problemer bliver først løst, når man har udskiftet i hundredevis af uduelige ledere. Den sædvanlige useriøse model indenfor det offentlige med at flytte folk rundt på kontorerne ændrer intet. De uduelige skal ud - helt ud!

Michael, det er IKKE kun i skattesager, vi har problemet - det er en generel problemstilling, at domstolene behandler og dømmer disproportionalt, når borgere fører sag mod myndighederne.
"Det er ikke nok at have ret - du skal have dobbelt så meget ret."

Michael Kongstad Nielsen

Jens Winther
02. februar, 2017 - 23:47
Har du nogle konkrete eksempler på den nidkærhed?
Jeg tror heller ikke at fejlene i Skat er lavet med SKATS gode vilje, men når det gælder enkelte skattesager, er din tillid til Skat lav, mens den er høj når det gælder aktieudbyttebeskatning, moms og indkrævning samt politisk omsorg for hele skattevæsenet. Nu er Skat jo ikke det eneste denne artikel drejer sig om, om overhovedet, men derimod balancen mellem den lovgivende og den dømmende magt. Som sagt har retssystemet det ganske ok herhjemme, Vi kan være helt trygge. Men selvfølgelig skal retten gå sin gang og de civile søgsmål skal føres.

Michael, det er ikke desto mindre en påstand, der debatteres jævnligt i advokatkredse. Din begejstring for de danske domstole og retsvæsnet er jo for så vidt heller ikke andet end en påstand eller en 'synsning' - og dit forsvar for SKAT er (måske - det kan jeg jo så ikke vide) lige lovlig farvet af en ideologisk vilje til at se positivt på et system, der af andre politiske/ideologiske grunde er brudt sammen. Jeg er på ingen måde kritisk over for hverken domstole eller SKAT af ideologiske årsager - jeg er ikke ude i et ideologisk felttog overhovedet - men jeg har oplevet og set og hørt ting i praksis, der ikke lever op til de forestillinger (og myter) vi eller går og har om vores velfungerende og fair retsstat - ting, der burde debatteres og ændres - blandt andet, fordi der er en indbygget social skævhed, og fordi folk og firmaer og myndigheder med mange ressourcer simpelthen har en nemmere gang gennem retssystemet (og hos SKAT) end andre mindre heldigt stillede. Og når man så får en ny præsident for Højesteret - en mand det i øvrigt er vokset op i og formet af det nuværende system - så synes jeg, det være rimeligt, hvis journalisterne, nu de har mikrofonen fremme, gik ham bare en smule kritisk på klingen.

Michael Kongstad Nielsen

Ok, Lasse, lad os slutte den der. Jeg vil blot lige nævne, at rekrutteringen af dommere blev ændret i 1999, da folketinget ønskede den gamle ordning ændret, så et et bredt udsnit af landets jurister kunne blive dommere, ikke bare fra justitsministeriet og de eksisterende domstole.
Thomas Rørdam er netop ikke gået den traditionelle vej, men har haft et privat advokatkontor i 17 år som forsvarsadvokat, inden han blev højesteretsdommer i 2002.