Indtil denne måned var Marianne Jørgensen ansat i Kriminalforsorgen, og i sin tid som fængselsbetjent har hun set kolleger opføre sig så dårligt, at hun nu bakker op om to afgående fængselspræsters kritik af fængselbetjente.
De to fængselspræster hævdede i Information fredag, at fængselsbetjente er medvirkende til forråelsen af de danske fængselsmiljøer, og Marianne Jørgensen er heller ikke i tvivl om, at »nogle fængselsbetjente medvirker til, at volden stiger i fængslerne«.
»Man kan blandt andet lade folk ’hænge’, hvis de f.eks. er i isolation og skal på toilettet. Man slukker for lyden, når de ringer, og så kan der godt gå op til 45 minutter, før man reagerer,« siger Marianne Jørgensen.
Hun forklarer, at visse fængselsbetjente eksempelvis ofte råber i stedet for at tale til de indsatte, hvilket kan få nogle indsatte til helt at holde sig fra at forlade deres celler, indtil den pågældendes vagt er forbi. Og når indsatte skriver ’anmodningssedler’ for at bede om tilladelse til f.eks. at se en socialrådgiver, kan betjente på eget initiativ kassere sedlerne.
»Der kan den enkelte betjent beslutte, at den indsatte bare har været for meget på det sidste eller har afleveret for mange anmodninger, og så kan man godt bare smide den ud,« siger hun.
Hun bakker desuden op om, hvad den tidligere indsatte Nedim Yasar i Information fredag kaldte en »rockerbande-mentalitet« blandt fængselsbetjentene. Det har hun tidligere beskrevet over for en række medier, efter at hun ifølge eget udsagn var blevet »frosset ud« blandt de ansatte på sin tidligere arbejdsplads, Anstalten ved Herstedvester. Her var hun forinden gået til ledelsen og havde støttet en indsats anklage om, at vedkommende var blevet udsat for vold af en anden fængselsbetjent. Den indsatte fik senere medhold, og to andre fængselsbetjente blev dømt for at have løjet i retten.
»Jeg har aldrig oplevet noget så hårdt, som da jeg skulle vidne i sagen, og der mødte 15-20 betjente op i retten for at støtte deres kollega. Det var rockerlignende tilstande,« siger Marianne Jørgensen.
Hun fortæller, at hun senere var udsat for både mobning og psykisk vold fra kollegerne, og ikke længere var velkommen i hverken Herstedvester eller andre fængsler. Siden har hun arbejdet tre forskellige steder som fængselsbetjent, indtil hun efter længere tids sygemelding blev fyret fra sit job i Kriminalforsorgen i denne måned.
Ingen tilskuere
Siden Marianne Jørgensen gik til pressen med sin kritik af forholdene blandt de fængselsansatte, har hun modtaget mange beskeder fra andre betjente, der roser hende for at stå frem, fortæller hun.
»Jeg oplever absolut, at det her er et generelt problem i Kriminalforsorgen. Og jeg er meget bekymret for udviklingen i retning af mere vold imod mod tjenestemænd, for jeg er af den overbevisning, at det hænger sammen,« siger hun.
»Man kan sammenligne fængslerne med mange andre institutioner, men der er bare én forskel, og den er kæmpestor: at der i fængslerne ikke er nogen tilskuere. Man er inde bag en mur, og de indsatte har ikke nogen stemme – ingen tror på dem, fordi de er kriminelle,« siger Marianne Jørgensen.
Prioriterer ’den hårde del’
Forsker ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet Lise Billund har netop færdiggjort sin ph.d.-afhandling om fængselsbetjentes forhold på et lukket fængsel i Danmark. I sine måneder i fængslet har hun ikke været vidne til vold fra fængselsbetjentenes side, men hun genkender, at tonen kan være unødigt hård ind i mellem, og at mange indsatte generelt føler, »de ikke behandles som mennesker.«
Men Lise Billund vurderer, at årsagen til problemet ikke er den enkelte betjent, men nærmere organisatorisk. Et langt større fagligt og ledelsesmæssigt fokus på betjentenes relation til de indsatte er nødvendigt, hvis det meget omtalte konfliktniveau i fængslerne skal sænkes, konkluderer hun blandt andet. For selv om Kriminalforsorgen hævder at prioritere ’støtte og motivation’ lige så højt som ’kontrol og sikkerhed’, er det langt fra tilfældet.
»For fængselsbetjentene er der mange regler og retningslinjer for ’den hårde del’ – altså orden og sikkerhed – men der mangler simpelthen et fælles fagligt grundlag, som kan hjælpe betjentene med den bløde del af opgaven med at bidrage til støtte og motivation,« siger Lise Billund.
Hun peger på, at der er brug for en større prioritering af rum for bearbejdelse af hændelser og konflikter mellem betjente og indsatte. Debriefinger bliver fortsat af flere set som noget for ’svage’ betjente, men bliver en konflikt ikke behandlet, bliver hændelsen i større grad ved med at påvirke relationen.
Blind loyalitet
Lise Billund peger på, at betjentene af gode grunde føler sig sikkerhedsmæssigt meget afhængige af hinanden. Den afhængighed kan ubevidst gøre den enkelte blind for, hvis en kollega bryder reglerne, viser hendes forskning. En langt større grad af refleksion over både betjentenes interne relationer og deres forhold til de indsatte vil sammen med nogle klarere faglige retningslinjer formodentlig kunne modvirke en sådan blind loyalitet, mener hun.
»Alt andet svarer jo til, at de enkelte fængselsbetjente også selv kunne bestemme, hvornår de indsatte gik fri. Det ville jo heller ikke fungere. På samme måde fungerer det ikke, hvis der ikke er nogle faste værdier og faglige krav i forhold til, hvordan man bedst muligt understøtter de indsatte i en proces mod en kriminalitetsfri tilværelse,« siger Lise Billund.
Kriminalforsorgen oplyser, at ledelsen ikke ønsker at kommentere konkrete personalesager, og at den står ved sin generelle udtalelse til Information fredag. Her afviste områdedirektør for Midt- og Nordjylland Una Jensen de tidligere fængselspræsters kritik.
»Vi arbejder ud fra et princip om ligeværd mellem mennesker og en balance mellem på den ene side kontrol og sikkerhed og på den anden side støtte og motivation. Den måde, vi bliver præsenteret på her, ligger langt fra det, jeg kan genkende,« sagde Una Jensen og fortsatte:
»Vi har fængselsbetjente, som har en lang uddannelse bag sig og også efteruddannelse, som handler meget om verbal konflikthåndtering, og derudover arbejder vi også i en meget værdibaseret organisation, hvor man kan sige, at den her balance er noget, vi taler om hver eneste dag.«
Asocialt, men på et meget højt niveau.
Det er endnu mere galt, at dem der har de mange penge, ikke har tjent dem ved arbejde.
De har simpelt hen lukreret og nasset på samfundenes gode uddannelser og infrastrukturer samt andre samfunds ekstremt lave løn- og sociale niveauer.
Men når de skal til at betale skat for at bruge disse muligheder i samfundene, ja - så vil de altså hellere at betale mange penge til velvillige banker, revisorer og advokater for at undgå dette.
Samtidig er der altså også betalte levebrøds-politikere, der ser op til og beundrer disse samfundsnassere, og accepterer dem som prominente borgere, og derfor hjælper dem med "gavnlig" lovgivning, så deres "gerninger" bliver acceptable, og så de kan nasse endnu mere.
Og imedens - så dør mennesker i den fattige del af verden af mangel på fødemidler, medicin, rent vand, lægehjælp samt i krige, der skal sikre de velhavende nasseres formuer ikke forringes. Og i de rige lande maser en del af befolkningen på mede fast overarbejde for også at betale den skat, som disse velhaverende nassere undlader at betale.
Enhver person der arbejder i en stilling hvor de har ansvar for andre, det være sig ansatte eller indsatte, i fængslerne eller samfundet generelt, burde testes for psykopati, og det gælder også erhvervsledere og politikere.
Psykopater er farlige for andre og for samfundet som helhed, men alligevel er det dem der præger samfundet i uforholdsmæssig grad.
Hvis Kriminalforsorgen havde muligheder for, midler og vilje til, at skabe bedre relationer mellem indsatte og ansatte, kunne man for frontpersonalets vedkommende sikre et fornuftigt arbejdsmiljø, hvor der gives supervision, psykosocial afgiftning, defusing og debriefing, således at der er basis for at der kan løses opgaver med mindst mulig frustration og bias.
Forråelseskultur er en tilbagevendende faktor, når myndighedspersonale med dobbelt opgaveløsning (der skal både øves kontrol og ydes omsorg/støtte) ikke har tid til at løse opgaverne med også en fagpersonlig omhu, som delvis er rettet mod egen trivsel; egen personlig position i arbejdet. Når den fagpersonlige dimension ikke iagttages og løbende plejes, vil frustrationer ofte ikke blive bearbejdet, og en ydre afreagering hvor det er muligt, bliver oplagt (ansatte afreagerer på indsatte - ligesom det ses at indsatte afreagerer på ansatte).
@ Peter Jensen,
"et fornuftigt arbejdsmiljø, hvor der gives supervision, psykosocial afgiftning, defusing og debriefing, således at der er basis for at der kan løses opgaver med mindst mulig frustration og bias."
Tror du det vil hjælpe i forhold til de psykopatiske ansatte? Det tager kun en eller to, for at sætte dagsordenen på en vagt. Og de andre ansatte følger dem som får, som beskrevet i en af fredagens artikler.
Men selvfølgelig, for alle de andre ansatte, så ville det hjælpe med bedre arbejdsforhold, for psykopaten er det bare en undskyldning til, at slippe deres forkærlighed for magtudøvelse, løs.
Liliane Murray, ligesom det er usagligt at kalde indsatte for alt muligt, er det problematisk uden videre at antage at fængselsbetjente med en (til tider?) anløben etik, eller fængselsbetjente, som er fanget i dysfunktionel group-think, er psykopater. Pas på med de løse lægmandsdiagnoser, de fremmer ikke en nuanceret forståelse af problemerne og deres herkomst (omend du naturligvis kan have ret i at der blandt fængselsbetjente vitterligt findes karakterforstyrrede individer).
Gennemsnitlig 75% af alle psykopater ender som erhvervsledere, ledere og mellemledere, politikere, m.m., med ansvar for andre mennesker, det kan vi ikke have. Psykopater burde aldrig arbejde i en stilling med ansvar for andre mennesker.
Liliane Murray - naturligvis bør ingen karakterforstyrrede bestride magtfulde stillinger, og de tiltag, jeg peger på, vil bidrage til afdække om en given fængselsbetjent har karakterforstyrrelse. Det er ganske enkelt ikke muligt for en karakterforstyrret kontinuerligt at gennemgå personfølsomme bearbejdningsprocesser under supervision/samvær med andre fagprofessionelle, uden at alvorlige følelsesmæssige problemer hos vedkommende ville blive afdækket. Og det er heller ikke muligt for en sund og stærk personalegruppe at lade sig dominere af enkelte karakterforstyrrede; det er en usund gruppe som lader sig tryne af destruktive dynamikker (fuldstændigt ligesom det er et alvorligt symptom på kulturel usundhed i Danmark, at vi lader en magtfuld elite med svær mangel på mellemfolkelig empati dirigere hele samfundsudviklingen).
@ Peter Jensen,
Det er jo netop det, psykopater eller karakter afvigere kan, netop manipulere med andre mennesker, og at de kan gøre det så elegant, at andre bare beskriver dem som karriereorienterede, det er derfor der er så megen grimhed i verden, og de findes med sikkerhed i stor stil også blandt vore politikere, 10% af alle erhvervsledere og andre med magtbeføjelser, antages at være psykopater, hvorfor skulle det ikke også gælde blandt fængselsbetjente, politi, militær? Tværtimod måske.
I øvrigt har jeg ikke diagnosticeret nogen som helst, jeg har pointeret et stort samfundsproblem, som vi måske endelig i det 21. århundrede burde tage meget alvorligt.
Jeg mener ikke at det er nok, at vente til efter endt uddannelse og ansættelse, og så ved debriefing se om der er nogen afvigere, de skal ikke engang ind i første omgang.
Jeg har en smule erfaring med psykopater, da jeg gennem 13 år var gift med en, og du ved måske netop ikke, hvor manipulative og gode skuespillere de er. Og hvor megen skade de kan gøre. Jeg er nu 3½ år efter mit ægteskab gik i stykker, i udredning for PTSD, og nej han løftede aldrig en hånd imod mig. Psykopater er kæmeleoner, og de 'socialt velfungerende' er næsten de farligste.
Vi ser dem som, "ham med rundsave på albuerne", men lader så, som oftest tanken stoppe der.
Liliane Murray, det er givet muligt for psykopater at manipulere folkemasser og i specielt intime/private relationer at foregive en autenticitet, som ikke reelt er til stede i relationen, men sagen er en anden, hvis vedkommende befinder sig i en veluddannet og sund personalegruppe, som fagligt har udsyn til bl.a. karakterforstyrrelser og disses symptomatologi. Derimod vil en usund personalegruppe, med ringe autonomi og masser af frustration på bagsmækken, være lette ofre for ikke blot enkeltpersoners tvivlsomme agendaer, men også organisationers.
Karakterforstyrrede har så at sige svært spil, når de mødes med moden begavelse og integritet; deres vilkår for følelsesmæssig manipulation vil være ganske begrænsede. Derimod vil tests, som blot er tekniske øjebliksbilleder med ringe udsigelseskraft (jeg ved ikke hvor meget du fagligt kender til personlighedstests og disses reliabilitet, men der er betydelige begrænsninger) ofte kunne omgås af karakterforstyrrede med en vis intelligens. Det er bl.a. også derfor man indenfor eksempelvis Retspsykiatrien kun anvender test som supplementer til afdækning af hvordan kriminelles evt. psykopatologi ser ud.
Du kalder 'det følelsesmæssige', men burde retteligt kalde det 'karakterafvigende', man bliver ikke psykopat grundet omgivelserne, man er født psykopat, og man kan se det i kliniske test, men omgivelserne og beføjelserne, kan være med til at fordre dette, vel og mærke, hvis vi tillader det, og det gør vi her og nu.
Psykopater er villige til at vade over lig, for at få det de vil have, de evner ikke empati.
Liliane Murray, jeg har gennem snart tyve år fagprofessionelt beskæftiget mig med bl.a. karakterforstyrrede, såvel psyko- som sociopater. Og jeg er enig i at det ville være ret nemt, hvis vi kan skille får fra bukke og via tests finde de velfungerende. Det er blot ikke sådan, verden helt fungerer - og når du skriver løs om psykopater, gør du et dynamisk, organisatorisk og fagprofessionelt velkendt nedslidningsproblem til et spørgsmål om patologisk forstyrrelse hos enkeltindivider. Fuld forståelse iøvrigt for din private historie med psykopati, som er meget klassisk.
Jeg har fuld forståelse for organisatoriske og fagprofessionelle nedslidningsproblemer, og som selv nedslidt, ved jeg hvor stort et problem dette er, jeg har arbejdet over hele verdenen, mange steder, og med en BA i Hotel ledelse, har jeg set det gang på gang, at det tager kun et råddent æble, at fordærve hele kassen, til skade for andres ve og vel, så hvis man kunne, og det kan man faktisk, sortere disse karakterafvigere fra, inden de overhovedet kunne nå at gøre skade, så mener jeg at mange nedslidningsproblemer kunne løses, for den atmosfære man arbejder i er af utrolig stor betydning.
Jeg er ikke et stærkt menneske, jeg er godtroende og har været meget naiv, til gengæld har det også gjort mig til et let offer for psykopater igen og igen.
Givers have to learn to set limits, for takers don't have any!
Liliane Murray, mennesker er ikke æbler - og arbejdspladser er ikke kasser. Psykopati er ikke en lidelse/forstyrrelse/afvigelse, man nødvendigvis er født til at lide af; ofte er der tale om en udviklingsforstyrrelse (se evt. WHO's ICD-klassifikationer over personlighedsforstyrrelser) som finder sted i dets tidlige leveår. Og givet at udviklet psykopati (i modsætning til sociopati) typisk må erfares af omverdenen over (kvalificeret) tid, givet at symptomerne er subtile og ofte umiddelbart umærkelige, vil kvikke tests have dårlige vilkår for at afdække psykopati; der skal grundige helbreds- og adfærdsstudier til (ellers kunne vi blot udstyre vort retssystem med tests, så vi var fri for at besvære os med en kompleks retspsykiatri) før vi blot tilnærmelsesvist kan erklære mennesker for psykopater.
Vi debatterer på lidt forskellige præmisser, tror jeg.
Der findes mange myter om psykopater som kriminelle eller farlige seriemordere. Men det er ikke den type psykopater, som psykolog Irene Rønn Lind har sat sig for at beskrive i bogen ’Forklædt – pæne psykopater og deres ofre’.
Bogen handler i stedet om de mennesker, som forfatteren kalder ’hverdagspsykopaterne’: Personer, hvis destruktive adfærd i hverdagen gør stor skade på mennesker omkring dem.
Irene Rønn Lind gør det fra starten i bogen klart, at ’psykopati’ ikke er en diagnose, og at formålet med bogen da heller ikke er at diagnosticere mennesker eller at udruste læseren til at diagnosticere andre. Formålet er at gøre opmærksom på en problematisk adfærd.
Der er ifølge forfatteren flest mænd med psykopatiske træk, men hverdagspsykopaten kan også være en kvinde.
Svær at gennemskue
De pæne psykopater fremtræder umiddelbart som intelligente og psykisk sunde mennesker med stærkt kropssprog og intens øjenkontakt. Ifølge psykolog Irene Rønn Lind kan hverdagspsykopaten have et pænt og tillidsvækkende ydre af charme, veltalenhed, aktivt kropssprog og intens øjenkontakt. Det er en tillært adfærd og positive egenskaber, som gør det meget vanskeligt at gennemskue ham. Han har med andre ord lært at ’klæde sig pænt’. Denne forklædning får omgivelserne til at tro, at han er en anden persontype, end han i virkeligheden er.
Imidlertid har den pæne psykopats adfærd store konsekvenser for hans ofre. Hverdagspsykopaten handler nemlig altid efter, hvad der her og nu tjener hans eget behov for magt og beundring. Det kan føre til, at han kan virke meget uforudsigelig og usammenhængende både i sine holdninger og i opfattelsen af andre mennesker. Adfærden er et udslag af behov for magt over omgivelserne - en magt, han brug for for at forhindre svigt og afvisning af ham selv og for at opretholde et idealiseret selvbillede.
Psykiske magtkampe
En dag er hverdagspsykopaten hård, kynisk og nedladende mod sine omgivelser, den næste dag kan han være den bløde mand, erkende fejl og køre på andres medlidenhed. På den måde kan han virke uforudsigelig for omgivelserne og skabe usikkerhed og utryghed: Man ved ikke, hvor man har ham.
Han befinder sig ifølge Irene Rønn Lind i en konstant psykisk spændingstilstand, som former sig som en magtkamp og en konstant angrebsholdning over for hans medmennesker. Det drejer sig om at få psykisk magt over folk.
Psykopatiske træk
I bogen stiller forfatteren skarpt på psykopatiske træk, som hver især og i samspil med hinanden er med til at give hverdagspsykopaten magt over andre mennesker:
Selvcentrerethed: Psykopaten har en opmærksomhedssøgende adfærd på grund af sit bundløse behov for beundring og anerkendelse: Han skal være i centrum hele tiden og styre tingenes gang. Til det bruger han den charme, han ofte er i besiddelse af, sammen med en stærk udstråling og intens øjenkontakt. Han skal helst være den bedste, mest beundrede, klogeste etc.
Umiddelbar behovstilfredsstillelse og dårlig impulskontrol: Psykopaten har behov for umiddelbar behovstilfredsstillelse - et træk, der også kan vise sig i hans forældreevne og fremstå som manglende ansvarsfølelse. Det viser sig i dagligdagen ved, at han gør, hvad han selv har behov for – uanset om ægtefællen trænger til hjælp, børnene græder etc.
Den dårlige impulskontrol kan give sig udslag i uforudsigelige vredesudbrud både på arbejde og hjemme. Det er ikke usædvanligt, at det medfører vold i hjemmet i en eller anden grad. Det kan være helt uforudsigeligt for ægtefælle og børn, hvad der tænder vreden.
Fejlsøgning, påtvinge skyldfølelse og nedbryde selvfølelsen: For psykopaten handler det om at løfte sig selv ved at holde andre nede. Sammen med manipulation er dette adfærdstræk hovedårsagen til, at et offer for en psykopat bliver pillet i stykker indvendig. Psykopaten påpeger andres fejl, skaber tvivl om andres duelighed og integritet, skaber skyldfølelse og ødelægger andres glæde. Denne adfærd giver psykopaten magt og man kan tale om ’psykisk vold'. Et af psykopatens træk er også en tendens til bortforklaringer og til udadprojektion. Projektion vil sige, at egne fejl, ubehagelige tanker og egen upålidelighed tilskrives andre for at undgå, at psykopaten selv bliver konfronteret med dem. Det ville anfægte hans urealistiske, idealiserede selvbillede. Ved at sætte projektørlys på andres fejl fjernes opmærksomheden fra hans egne handlinger og giver ham større spillerum. Offeret kan imidlertid synke ned i en nedadgående spiral og følelsen af at være mislykket.
Manipulation: For psykopaten handler det om at nedbyde offerets psyke for derefter at forme den efter sit eget hoved. Et menneske er mest sårbart over for manipulation omkring sine svage sider og mindreværdsfølelser. Så ved at afsløre og forstørre en persons svage sider og øge personens mindreværdsfølelser gør man personen mere modtagelig for manipulation. Dermed hænger psykopatens evne til at manipulere med sine ofre tæt sammen med fejlsøgningen og nedbrydningen af offerets selvfølelse. Når offeret har mistet troen på sig selv, sine holdninger og sin duelighed, er det modtageligt for at gribe psykopatens ideer og holdninger. I sin manipulation kører han et uforudsigeligt mønster med at rose, dadle og ydmyge folk. Psykopaten kan det ene øjeblik fortælle offeret, hvor dygtig hun er, og hvor meget hun betyder for ham, og næste øjeblik nedgøre, kritisere og udnytte hende. Når en person har levet med manipulation i lang tid, opstår der en følelsesmæssig udmattelse. Til sidst er offeret ikke klar over, hvad hun egentlig selv føler og mener.
Løgnagtighed: Psykopatens løgnagtighed viser sig dels ved direkte at plante løgne og dels ved manipulation i den betydning at fordreje og tilpasse oplysninger, så det tjener psykopatens formål. Han kan også lyve ved at fordreje fakta en lille smule eller ved kun at fremstille dele af en sag.
Manglende empati: Empati er et udtryk for evnen til at sætte sig ind i andre menneskers tankegang, følelser og situation og evnen til at se en situation fra andres synsvinkler. Denne evne er meget svagt udviklet eller mangler helt hos psykopaten. Det virker, som om han mangler evnen til ægte indlevelse. Men han kan iscenesætte sig selv, så han fremstår som medfølende og indlevende. Man kan måske tale om, at psykopater har en anden form for ’empati’, nemlig den, der kommer til udtryk i deres evne til fejlsøgning og manipulation. De har en eminent evne til at fornemme usikkerhed, afhængighed, ømme og svage punkter hos andre. Denne evne bruger de til at stille skarpt på andre fejl og svagheder og til at trykke der, hvor det gør mest ondt.
Konfliktskabende: Psykopater er ofte kendetegnet ved, at der opstår konflikter omkring dem. Han splitter folk ved at sætte dem op imod hinanden. Han puster til latente uenigheder, som under normale omstændigheder ikke ville betyde noget. Men folks opmærksomhed drejes fra, hvad de er enige om til hvad, de er uenige om.
Primiskuitet: Hos en del psykopater ses et liv med skiftende seksualpartnere og dermed også utroskab, hvis de lever i fast parforhold eller ægteskab. Dette kan ses som en del af deres behov for umiddelbar behovstilfredsstillelse og beundring. Med den charme og stærke udstråling, en psykopat ofte har, er det som regel ikke svært for ham at få nye kontakter og indlede et forhold.
Forbrug af mennesker: Psykopaten har et forbrugsforhold til mennesker. Andre mennesker har kun betydning, så længe de tjener hans sag, så længe han kan bruge dem, derefter kasseres de. Der er altså tale om en parasitær livsstil, hvor mennesker kasseres, når der ikke er mere at ’suge’ ud af dem.
Magt og kontrol: De ovenfor beskrevne adfærdstræk tjener til at få magt og kontrol over andre menneskers indre – over deres tanker og følelser. Psykopatens behov for kontrol kan give sig udslag i, at han skal vide alt. Magt og kontrol kan også vise sig ved, at han altid skal vide mest og fører sig frem med ’overskriftsviden’.
http://powerkvinderne.dk/liste/256-paene-psykopater-i-jakkesaet
Selvfølgelig kan man ikke teste samtlige borgere, men man kan teste (MR-scanning) dem der igennem deres job, skal have ansvar for andre mennesker, enten som deres foresatte, eller i omsorg og forsorgs områderne, ligesom alle der stiller op til folketingsvalg, kommunevalg, m.m. burde testes, de har og skal have ansvar for andre.
Desuden er det ofte noget der kan forudsiges tidligt i barndommen, det barn der i skolen mobber og ægger andre til at følge sig, dem er lærerne allerede bevidste om, hvem er, men de får at vide, at det må de ikke, og måske en sveder, og så får de lov til at fortsætte. Og der burde de allerede ved første forseelse sendes til skolepsykologen.
Vi ved godt selv, hvem psykopaterne er, men vil kalder det ofte noget andet, noget formildende, for man må ikke kalde en spade, for en spade.
Selvom vi som almindelige mennesker ikke må diagnosticere (psykopati er ikke en sygdom), så burde vi alle lære at genkende disse mennesker, jo flere af os der kan genkende dem, jo mindre frit spil har de.
Du har ret i at omgivelserne og opvæksten kan være en faktor ved psykopati, men der er også en arvelig faktor.
Psykopater er fokuseret på hvor personlighedstrukturen hos andre har en brist, det får psykopaten til at føle sig opstemt, at se andres brister og en personlighed der er sådan indrettet vil ende i en masse konfrontationer, som vedkommende må lyve sig ud af, fordi det er forkert at gå efter andres svagheder og det kommer til at virke forkert også på psykopaten selv, men psykopaten er bare ikke istand til at føle den destruktive virkning af et sådan fokus i sit liv.
Omvendt er mennesker der kan føle disse ting på en måde, hvor de også kan indvolvere tanker og empati oftes meget opbyggelige og kreative og føler at der er ikke er noget, som der kan forbedres.
- Det er to forskellige personligheder der er som nat og dag og fængsler bliver som en selvfølgelig den negative, følelseskolde, distancerende mere eller mindre psykopatiske personligheds domæne, der måske tilmed føler at "godhed" er en og anden falsk kliche der kastes rundt uden at have rod i virkeligheden... Det er meget farlig hvis de her forskellige verdener får lov til at gro i hver sin retning ligesom uligheden i samfundet, fordi tilsidst bliver det en eksplosiv afgrund - fordi vi godt ved det er forkert at skabe sådanne skel og det vil ramme alle unset hvor man står i det lange løb.
- Hvis vi ikke bruger vores kreativitet så bliver straffet på den lange bane.
.... men selvfølgelig skal fængslet være en straf, men vi skal bruge tid på at straffe rigtigt.
Peter Jensen 06:54
Selvom du havde pengene hvor vil du så finde den slags professionelle mennesker henne her i Danmark???
- Hvis du endeligt skulle finde nogen der er så proffesionelle, så vil de ikke gide at arbejde med indsatte... ok der er altid nogen, men vil, men der være nok til at få et dansk fængselsvæsen til at fungere?
Liliane Murray, psykopati er ikke en sygdom ... det er, som jeg tidligere skrev til dig, en lidelse/forstyrrelse/afvigelse. Men lidelsen/forstyrrelsen/afvigelsen er langtfra nødvendigvis medfødt, som du påstod - og der er altså tale om en diagnostisk betegnelse (ellers ville den hverken fremgå af det europæiske klassifikationssystem ICD eller det amerikanske ditto, DSM).
Lægmænd må i øvrigt godt diagnosticere, eller forsøge sig med det - men de er ganske enkelt ikke kvalificerede til det. Så det bliver ofte noget projektivt plummer, når en overfladisk forståelse af karakterforstyrrelser i ledtog med forestillingen om at 'vi godt ved, hvem de er' forfører os til en meget forsimplet apparatforstelse af hin anden. Vist skal vi være opmærksomme, vist skal vi kere os om egen integritet, og vist findes der en del karakterforstyrrede ... og vist findes der mange mennesker med karakterforstyrrede træk. Men at MR-scanninger skal kunne dokumentere om mennesker er karakterforstyrrede eller ej, og at arbejdspladser som har offentligt myndighedsansvar skal MR-scanne nyansatte (eller måske regelmæssigt tjekke allerede ansatte i en scanner), lyder ikke plausibelt eller kvalificeret. Og naturligvis er det korrekt at en udviklingsforstyrrelse primært er opstået i et menneskes udvikling - og ikke (primært) forårsages af noget genetisk(biologisk arveligt).
Poul Solrart Sørensen, min gennemgående pointe er at en høj fagpersonlig kvalitet ikke er noget, man kommer anstigende med; det er noget som udvikles, trænes, vedligeholdes og anvendes - ligesom muskler. Hvis du holder op med at være opmærksom og fagligt nysgerrig/kritisk undersøgende, så bliver dine faglige muskler slappe. Så vi skal ikke ud at finde supermænd eller superkvinder - vi skal ikke se mennesker som stationære apparater, men som bevægelige og arbejdsomme individer, der udmærket kan lære god procesforståelse ... og i samarbejde med bl.a. kollegaer og andre fagprofessionelle kan hjælpe hinanden med kritisk selvrefleksion, faglig omhu og høj etik. Men som jeg allerførst var inde på; det koster ressourcer, flere end der gives idag, at realisere en høj kernefaglighed ... og det samme gælder etablering af et sundt og sikkert arbejdsmiljø.
Min faglige erfaring er:
Størrelsen af et menneskes ego er omvendt
proportionalt med den pågældendes selvværd.
Det vil sige, at et stort/kolosalt ego altid
dækker over et tilsvarende lavt selvværd.
Se blot "vore"/"verdens" politikere ;-) ...
@Peter Jensen,
Jeg er sådan set ret ligeglad med årsagerne, når det kommer til psykopater, det er virkningen af dem der er problemet, og det må løses, på den platform vi står på, ikke ved at stirre under platformen.
Den skade en psykopat gør, skal andre gennemleve, ligegyldigt hvordan man vender og drejer den. Den skade kan ikke gøres god igen, ved at snakke om høje faglige niveaur, osv. Det har jo åbenbart ikke fungeret. Og hvis du tror at psykopati ikke skader dig og dit liv, så læs nogle flere nyheder.
Der er psykiatere der mener at psykopati skal kunne beskrives i grader I-V, fordi de mener at alle mennesker besidder en grad af psykopati, nødvendig for vores overlevelse.
Iøvrigt har jeg da netop sagt, at det ikke en diagnose, det er dig der har sagt det, med henvisninger, så den skal du ikke stikke mig i skoene. Ivørigt er en lidelse og en sygdom ikke det samme? Og hvis du mener det ikke er det, kan du så være venlig at definere de to begreber for mig?
Liliane Murray, man kan bl.a. sondre mellem lidelse som en typisk bredt defineret tilstand, der er kendetegnet ved mere eller mindre specifikke, ofte subjektive, negative symptomer - og sygdom som en typisk snævert og ætiologisk defineret tilstand med objektive, specifikke symptomer (jeg vil gætte på at du er opmærksom på hvordan dette kan misbruges i en lang række sammenhænge, hvor det kan have stor økonomisk betydning om noget primært forstås som lidelse eller sygdom). Men væsentligst er det at karakter-/personlighedsforstyrrelser ikke er psykisk sygdom, eller forårsaget heraf, men primært en udvikling af personlighed, som iht. diagnostiske kriterier kan beskrives som forstyrret. Hvilket også var min pointe med at henvise til din kommentar, hvor du refererer Irene Rønn Lind for at have 'gjort det klart' at psykopati ikke er en diagnose; karakterforstyrrelser er omfattet af (forskellige) diagnostiske betegnelser, hvoraf den dyssociale (ICD)/antisociale(DSM) personlighedsforstyrrelse er én. Under denne diagnostiske betegnelse kan der derpå sondres mellem psykopati og sociopati.
Jeb beklager iøvrigt at have bidraget til at en ellers højest relevant debat om afhjælpning og forebyggelse af væsentlige problemer af både strukturel, faglig og kulturel art i vore fængsler lidt taber fokus i en diskussion af psykopater. Men iøvrigt, så er det sådan at de faglige og arbejdsmiljømæssige forbedringer, jeg (og andre) ønsker i den gældende praksis, aldrig har været i egentlig anvendelse i den indre kriminalforsorg, så det hænger nok ikke helt sammen at mene at 'det åbenbart ikke har fungeret', som du anfører. Men naturligvis skal man gøre hvad man her og nu kan for at løse problemet, det tager nok bare nogen tid - og kræver en betydelig, bredt funderet (arbejdsmiljø)indsats, hvor scanninger af ansatte og hurtig diagnostik efter mine begreber vil være hensigtsmæssig at rulle ud.
næppe vil være hensigtsmæssig at rulle ud, skulle der naturligvis stå.