Læsetid: 10 min.

To år efter togulykken skal Ibratullah nu hjem til Afghanistan

Ibratullah Arabzais flugt fra Afghanistan sluttede brat efter en togulykke i København. Nu har han fået afslag på ophold i Danmark og skal i dag rejse tilbage til Afghanistan, hvor han ifølge en læge næppe vil kunne få behandlet det knæ, som blev ødelagt i togulykken. En ulykkelig sag, der falder ned imellem bestemmelserne i udlændingelovgivningen, mener hans plejefamilie
Efter at have ventet i knap to år har Ibratullah Arabzai nu fået endeligt afslag på opholdstilladelse. Han har samtidig fået at vide, at han senest den 2. januar skal forlade Danmark og rejse tilbage til Afghanistan.

Efter at have ventet i knap to år har Ibratullah Arabzai nu fået endeligt afslag på opholdstilladelse. Han har samtidig fået at vide, at han senest den 2. januar skal forlade Danmark og rejse tilbage til Afghanistan.

Sille Veilmark

2. januar 2017

En kold morgen i januar 2015 gik Ibratullah Arabzai sammen med sin fætter Omid langs togskinnerne ind mod Københavns Hovedbanegård. De var flygtet fra Afghanistan flere måneder forinden og var på vej til Norge. Men under tragiske omstændigheder endte deres flugt i Danmark.

Efter at have ventet i knap to år har Ibratullah Arabzai nu fået endeligt afslag på opholdstilladelse. Han har samtidig fået at vide, at han senest i dag skal forlade Danmark og rejse tilbage til Afghanistan.

Tilbage i marts 2015 fortalte han sin historie i Information. Dengang var han håbefuld og optimistisk. Det var kort tid efter den togulykke, der havde kostet hans fætter, Omid, livet. Mirakuløst var Ibratullah Arabzai selv sluppet med livet i behold, men havde fået smadret sit ene knæ. Han glædede sig til at komme over sin skade og begynde sit liv i Danmark, og han drømte om at uddanne sig til læge eller ingeniør.

Nu har Information genbesøgt den unge afghaner, der ikke længere har mange forhåbninger. Han har fået flere afslag på opholdstilladelse, og han døjer stadig med sit knæ, der er blevet opereret flere gange. Og som ventetiden er trukket ud, er Ibratullah Arabzai sunket dybere og dybere ned i de traumer, som især togulykken har udløst.

Han fortæller om sit dårlige humør og om smerterne i benet. »Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,« siger han resigneret.

Asyl. Jeg ville til Norge. Men det kunne jeg ikke, sagde de. Enten måtte jeg søge asyl her i Danmark, eller også ville jeg blive sendt tilbage til Afghanistan. Så jeg søgte asyl her, siger Ibratullah.
Læs også

Egentlig ønskede Ibratullah Arabzai slet ikke at komme til Danmark. Men han endte her på grund af den voldsomme ulykke, der sandsynligvis vil plage ham resten af livet, både fysisk og psykisk.

Spørger man Ole Nygaard, der har været plejefar for Ibratullah Arabzai, siden han kom til Danmark, er der tale om en aldeles ulykkelig sag, hvor en ung mand på én gang åbenlyst har brug for hjælp, men samtidig ifølge myndighederne ikke lever op til kravene for at få opholdstilladelse.

»Helhedsbetragtningen af, hvad det er for en ung mand, der står her i dag – og som sad på skinnerne dengang – hvilket behov han har, og hvad det er nødvendigt at gøre her og nu, det udebliver. Det bliver hele tiden et spørgsmål om, hvorvidt man opfylder vilkårene i den ene eller den anden paragraf. Men hvad hvis man falder ned i et hul imellem dem,« spørger Ole Nygaard, der til daglig leder et af Red Barnets opholdssteder for uledsagede flygtningebørn.

Trusler fra Taleban

Da Ibratullah Arabzai stadig boede i Afghanistan, transporterede hans far olie og brændstof for de amerikanske styrker i landet. Ifølge Ibratullah Arabzais forklaring til de danske myndigheder flygtede faren i 2013 fra Taleban, efter de flere gange havde standset ham og krævet, at han stoppede sit arbejde.

Ibratullah Arabzai har forklaret, at Taleban et år senere opsøgte familien og truede med at slå ham, den ældste søn i familien, ihjel, hvis de ikke fandt hans far. Dagen efter blev det besluttet, at Ibratullah Arabzai skulle flygte ud af Afghanistan sammen med sin fætter Omid. Samtidig rejste stort set hele hans familie til Pakistan, hvor de, så vidt Ibratullah Arabzai ved, siden har opholdt sig illegalt.

Planen var, at Ibratullah Arabzai og Omid skulle tage til Norge, hvor Omid havde en bror. Men så langt nåede de ikke.

Læs også

Tidligt om morgenen den 7. januar 2015 blev de sat af et Øresundstog på vej mod Sverige. Forinden havde de mødt to afghanske mænd på Københavns Hovedbanegård. De lovede at hjælpe dem med at købe billetter, men billetterne viste sig at være ugyldige, og derfor blev de sat af toget på Ørestad Station. I de tidlige morgentimer begyndte de at gå langs skinnerne tilbage mod hovedbanegården. Omid gik på skinnerne, selv om Ibratullah Arabzai forgæves forsøgte at få ham til at lade være. På et tidspunkt så Ibratullah Arabzai et lys bag sig. Han råbte til Omid, at han skulle skynde sig væk fra skinnerne, men det var for sent. Omid nåede kun lige at vende sig om, før toget påkørte dem.

Omid døde øjeblikkeligt. Ibratullah Arabzai overlevede, men hans knæ blev alvorligt skadet. Han blev kørt til et hospital, hvor han kort efter blev stillet over for et ultimatum: Fordi han opholdt sig ulovligt i Danmark, måtte han enten søge asyl her eller se frem til at blive sendt tilbage til Afghanistan.

Han valgte at søge asyl.

Behov for kunstigt knæ

Efter at være blevet udskrevet fra hospitalet, flyttede Ibratullah Arabzai ind hos Gitte Berthelsen og Ole Nygaard, der bor lidt uden for Græsted i Nordsjælland. På grund af sin særlige situation fik han lov at blive hos plejefamilien, mens hans sag blev behandlet.

Dengang var det ikke planen, at Ibratullah Arabzai skulle blive boende længe. Når han havde fået sin asylsag behandlet, og hans knæ var blevet bedre, ville han ud og leve sit eget liv.

22 måneder senere har både meget lidt og en hel del ændret sig for Ibratullah Arabzai. Han bor stadig hos plejefamilien, som han i mellemtiden har knyttet tætte bånd til. Men han har det ikke godt.

Hans knæ er stadig ikke rigtig helet trods flere operationer. Tværtimod har en læge fra Hvidovre Hospital i en operationsbeskrivelse vurderet, at der er »store chancer for, at han senere i livet vil få behov for en udskiftning af knæet til et kunstigt knæ«. Lægen skriver samtidig, at det er »vanskeligt at forestille sig, at han kan få denne relevante behandling i sit hjemland«.

Et andet stridsemne er Ibratullah Arabzais alder. Han siger selv, at han i dag er 16 år, hvilket hans plejeforældre, der har mange års erfaring med uledsagede mindreårige, mener er rigtigt. Men efter en aldersundersøgelse har myndighederne afgjort, at han i dag er 18 år. Dermed har han ikke kunnet få den særlige beskyttelse, som uledsagede mindreårige har krav på.

For hurtige beslutninger og symbolpolitik er nogle af årsagerne til, at lovgivningen på udlændingeområdet ændres oftere end hver tredje måned, mener kritikere, som kalder de mange justeringer et problem for retssikkerheden. Venstres udlændingeordfører finder ændringerne nødvendige på grund af flygtningekrisen og vil ikke afvise, at man i fremtiden skal have boet i Danmark i 20 år for at få permanent ophold
Læs også

Endelig har Ibratullah Arabzai mistet kontakten til sin familie. Hans far har han ikke talt med siden lige efter togulykken, og han ved ikke, hvor han er. Hans mor flygtede med det meste af familien til Pakistan, hvor de opholdt sig illegalt, sidst han talte med hende. Det er nu 16 måneder siden, og selv om han har prøvet, har han ikke kunnet få kontakt til hende.

Når myndighederne har givet ham afslag på asyl, er det, fordi de finder hans forklaring usandsynlig og ikke mener, han vil være i fare i Afghanistan. Og han har fået afslag på at få opholdstilladelse efter ganske særlige grunde, bl.a. fordi myndighederne ikke mener, at hans skadede knæ og psykiske mén er af alvorlig nok karakter.

Det seneste afslag fra Udlændingenævnet er netop kommet, og Ibratullah Arabzai er nu blevet bedt om at rejse tilbage til Afghanistan senest i dag, den 2. januar. Tilbage til det land, hvor han ifølge hans egen forklaring ikke har nogen nær familie tilbage, og hvor han ifølge en læge næppe vil kunne få behandling for sit skadede knæ.

Selvmordstanker

Ibratullah Arabzais plejeforældre har løbende skrevet statusbeskrivelser, så forskellige myndigheder har kunnet følge med i, hvordan han har det. Disse beskrivelser tegner et billede af en ung mand, der efterhånden har opgivet håbet, og som psykisk har fået det stadig værre.

»Det, der ligesom mere og mere er kommet i vejen, er, at Ibratullah Arabzai det ene øjeblik er i okay humør og har energi til at gøre noget. Men det næste øjeblik bliver han bange og nervøs, og hans hjerte hamrer af sted, og det gør, at han ikke kan gøre noget. Det svinger hele tiden op og ned, men det er blevet meget værre, som tiden er gået,« fortæller Ole Nygaard.

»Nogle gange spørger jeg mig selv, hvorfor jeg ikke døde sammen med Omid. Jeg er træt af mit liv,« siger Ibratullah Arabzai, der sidder ved siden af. Mens han taler, kører hans højre hånd op og ned og op og ned ad venstre arm.

»Det er noget af det, der har gået igen i de seneste måneder af Ibratullah Arabzais liv; lysten til ikke at leve. Tanker om selvmord kommer oftere og oftere,« siger hans plejemor, Gitte Berthelsen.

Svært at bearbejde

Røde Kors’ psykologenhed har i en udtalelse fra oktober 2016 konkluderet, at Ibratullah Arabzai lider af posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). Han er »svært traumatiseret« og plages af »mareridt og søvnforstyrrelser; genoplevelse af traumatiske hændelser (især vedr. togulykke); symptomer på angst og irritabilitet; og undgåelsesadfærd« i forhold til ting, »der kan minde ham om de traumatiske hændelser«.

Ifølge psykologerne har Ibratullah Arabzai desuden fremvist symptomer på »tiltagende grad af belastning« som følge af hans uafklarede sag. Det er kommet til udtryk i »nedtrykthed, tiltagende vrede, irritabilitet, affektudbrud og selvmordstanker«.

Selv om psykologenheden har prøvet forskellige metoder til at behandle Ibratullah Arabzais traumer, har det ifølge udtalelsen været småt med effekterne på grund af hans »traumerelaterede undgåelsesadfærd« og hans »tiltagende psykiske belastede tilstand knyttet til de aktuelle livsomstændigheder«.

Den nye regering vil gøre det, som eksperter og organisationer længe har anbefalet: Lade flygtninge søge asyl fra andre lande, så vi ikke favoriserer dem, der har råd til menneskesmuglere
Læs også

Ibratullah Arabzai valgte selv at afbryde forløbet hos psykologenheden, fordi samtalerne gjorde ham ked af det. Men efterfølgende forværredes hans tilstand så meget, at han i efteråret blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. Han er i dag udskrevet og er i medicinsk behandling mod sin PTSD, og ifølge plejefamilien er hans tilstand i dag mere stabil. Men han er stadig plaget.

»Jeg er i dårligt humør, jeg drømmer meget. Mit hjerte banker af sted, og nogle gange er det, som om der kommer et stort pres i min hjerne, og jeg bliver meget sur,« siger Ibratullah Arabzai og holder sin hånd op på venstre side af hovedet.

’Du har det psykisk svært’

I december 2015 ansøgte Ibratullah Arabzai om ophold efter ganske særlige grunde, da Flygtningenævnet havde givet ham endeligt afslag på asyl. Mens Udlændingestyrelsen gennem 2016 behandlede hans sag, fik han det ifølge plejefamiliens beskrivelser værre og værre.

En repræsentant fra Røde Kors, som har hjulpet Ibratullah Arabzai, siden han kom til Danmark som mindreårig, sørgede for løbende at sende nye oplysninger ind til styrelsen. For som månederne gik, stod det mere og mere klart, hvor dårligt Ibratullah Arabzai havde det.

Repræsentanten indsendte lægedokumenter, der viser, hvor skadet Ibratullah Arabzais knæ er. Som hun skriver i en mail til Udlændingestyrelsen, da hun indsendte dokumenterne, er det »ikke et spørgsmål om han skal have et nyt knæ, men hvornår«.

Men i styrelsens afslag fra september hedder det blot, at det »fremgår af sagen«, at Ibratullah Arabzai »har det psykisk svært, og at du har et dårligt knæ«. Disse forhold, skriver styrelsen i afslaget, er ikke »af en så alvorlig karakter, at der foreligger ganske særlige grunde, så du kan få opholdstilladelse«.

I de dokumenter, som partsrepræsentanten har sendt ind, står det ellers tydeligt beskrevet, hvor skidt det står til med både Ibratullahs knæ og hans psykiske helbred.

»Han overmandes hyppigt, helt pludseligt og ukontrollerbart af flashbacks, angst og en udefinerbar følelse af vrede og ekstrem tristhed. Han får i disse situationer hyppigt tanker om selvmord,« står der eksempelvis i en af plejefamiliens statusbeskrivelser fra juni i år, mens sagen stadig behandles.

Bliver ikke hørt

Ibratullah Arabzais plejeforældre sidder tilbage med en følelse af magtesløshed og frustration. De mener ikke, at myndighederne har taget de oplysninger, de er kommet med, alvorligt. Godt nok kan de opfattes som en part i sagen, men de har samtidig årtiers erfaring med uledsagede flygtningebørn, påpeger de.

»Det er også os, der kender Ibratullah Arabzai bedst. Og man kan ikke se bort fra, at vi har mange års erfaring med at arbejde med de her unge mennesker, og hvad der er op og ned. Det er stærkt frustrerende, at vi overhovedet ikke bliver hørt,« siger Ole Nygaard.

Udlændingestyrelsen har over for Ibratullah Arabzai og hans advokat beklaget, at partsrepræsentantens oplysninger ikke er indgået i behandlingen af sagen. Men styrelsen har samtidig afvist, at det ville have ændret på afgørelsen. Senest har Udlændingenævnet stadfæstet afslaget. Heller ikke her mener man, at Ibratullah Arabzai lider af »sådanne alvorlige helbredsmæssige problemer«, at han kan få opholdstilladelse efter ganske særlige grunde.

Ibratullah Arabzais sag har været behandlet af flere forskellige myndigheder og flere forskellige instanser, og det har betydet, at han i alt har ventet i knap to år på at få at vide, om han kan blive i Danmark. For plejeforældrene har det været frustrerende at være vidner til, hvordan den lange ventetid og den usikre fremtid langsomt, men sikkert har forværret Ibratullah Arabzais tilstand.

»Det har været hårdt at være vidne til, at vi modtager en dreng, som på det tidspunkt er i en elendig forfatning, men at det faktisk kun er blevet værre og værre. Vi har været så magtesløse, og det samme oplever hans psykolog. Det er ikke muligt at arbejde med hans traumer, fordi hans usikkerhed og uvished gør, at han ikke er i stand til det,« siger Gitte Berthelsen.

I en socialfaglig vurdering fra september 2016 skriver medarbejdere fra Frederikssund Kommune, at Ibratullah Arabzais psykiske trivsel er forværret, men at hans »holdepunkt i tilværelsen« er hans plejeforældre. Derfor er kommunen bekymret for, »at det vil kunne få fatale konsekvenser for Ibratullah, hvis han rykkes fra de trygge og stabile rammer«.

Men ikke desto mindre skal han altså i dag forlade både plejefamilien og Danmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dene historie viser med al tydelighed hvor stor en forskel der er fra formel bureaukrati til almindelig menneskelighed/empati og medfølelse. Skrankepaverne som er styret af en DF styret regering: Skam jer!

Peter Bækgaard

Hvordan kom han egentlig den lange vej fra Afghanistan og til Danmark? Hans sag er blevet prøvet og der er ikke fundet grundlag for at han skulle være specielt udsat hvor han kommer fra. Så må han jo respektere beslutningen og forlade Danmark til fordel for Afghanistan. Det virker også utænkeligt at der ikke skulle være nogen familie i hans fødeby - det stemmer ikke overens med alm. Afghaniske familiemønstre, med mindre hele hans slægt har forladt området - det hører vi ikke noget om. hvor er fætterens familie?

Peter Bækgaard:
Artiklen fortæller da klart hvorfor de er flygtede og hvad der skete, så hvis historien er sand virker afgørelsen her direkte ond, hverken mere eller mindre, derfor mine hårde ord.

Peter Bækgaard

Ved du om den er sand Viggo Okholm? Udover at han blev påkørt af et tog. Jeg forholder mig lidt mere tilbageholden ift. At hele hans familie er forsvundet blandt andet.
Mht. Behandling af hans skade så er det i min optik en knap så relevant ting. Det er jo heller ikke sikkert et kunstigt knæ giver noget resultat og hvad så derefter?
Jeg synes der mangler vigtigt detaljer i artiklen som kunne gøre historien klarere.

Peter Bækgaard:
Nej og jeg skriver altså hvis den er sand, og tager så stilling derfra, du tager forbehold og tager en anden stilling. Men prøv at sætte dig i hans sted omkring oplevelsen af broderens endeligt, det kræver altså en del at se dette, det har nok ikke været et smukt syn.