»Jeg kan sige, at vi arbejder intenst for at få mulighed for at sende ud til bl.a. Somalia.«
Det er det mest konkrete, man kan få udlændingeminister Inger Støjberg (V) til at sige om udsigterne til at få hjemsendt somaliske flygtninge til Somalia.
»Somalia har været et af de lande, der har været svære at udsende til, endda meget svære at udsende til,« fortsætter ministeren.
Ministeren vil heller ikke forklare, hvorfor hun ikke vil fortælle om samarbejdet med den somaliske regering.
»Det er en meget større proces,« er alt, hvad man kan lokke ud af ministeren om dét spørgsmål.
Som tidligere omtalt i Information er Udlændingestyrelsen i gang med at screene omkring 800 herboende somaliske flygtninge for at undersøge, om deres opholdstilladelse kan inddrages.
De danske myndigheder vurderer nemlig –i modsætning til FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR – at forholdene i hovedstaden Mogadishu er forbedret så meget, at det går an at sende somaliere, der kommer fra hovedstaden, hjem. Hvis det altså kan lade sig gøre.
For det er der ikke meget, der tyder på. Således var der ved udgangen af 2014, som er det seneste år, hvor Rigspolitiet har gjort status over udsendelser, 220 afviste somaliske asylansøgere, der skulle hjemsendes til Somalia. Men ifølge Udlændingecenter Nordsjælland lykkedes det ikke i 2014 at få hjemsendt en eneste til Somalia.
I 2015 gik det en anelse bedre, idet to udrejste frivilligt, mens fire blev tvangsudsendt på én gang. Da Information i maj 2015 skrev om tvangsudsendelse, ønskede hverken ministerium eller Rigspolitiet at oplyse andet, end »efter somalisk ønske sker samarbejdet i fortrolighed«.
Formentlig af samme grund er det heller ikke muligt at få noget at vide om den tvangsudsendelse, der ifølge Informations oplysninger har fundet sted i september 2016, hvor to somaliere blev fløjet til Mogadishu med en chartret flyvemaskine.
»Jeg vil ikke kommentere på konkrete udsendelser,« lyder det fra Inger Støjberg.
Hvis Udlændingestyrelsens screening ender med, at en række somaliere får inddraget deres opholdstilladelse, vil de blive overflyttet til det afsidesliggende Udrejsecenter Kærshovedgaard, der ligger 11 km fra Ikast, uanset om der er snarlig udsigt til at få dem hjemsendt eller ej.
Det bekræfter Inger Støjberg over for Information: »Ja, de vil typisk ende på Kærshovedgaard,« siger hun.
– Hvad er dine forventninger til screeningen?
»Jeg vil jo afvente gennemgangen, og så må vi se, hvordan det falder ud. Men jeg har en stor interesse, selvfølgelig, i at få sendt de mennesker hjem igen, som kan sendes hjem, når der er fred i deres hjemland. Men det er ikke en politisk afgørelse,« siger Inger Støjberg.
Fra Inger til Volker
Blandt de 800 somaliske flygtninge, der nu screenes, er også 43 kvoteflygtninge, heraf 13 mindreårige, som Danmark har modtaget til genbosættelse fra UNHCR. Danmark er dermed det første land, der på den måde forsøger at få sendt FN-kvoteflygtninge retur til deres hjemland.
Information har tidligere beskrevet, at UNHCR’s vicehøjkommissær Volker Türk i et brev til Inger Støjberg den 7. november 2016 udtrykte sin bekymring over regeringens planer om at ville hjemsende flygtninge, herunder kvoteflygtningene.
Ifølge UNHCR er den generelle sikkerhedssituation i Mogadishu og det sydlige og centrale Somalia fortsat ustabil, og derfor fraråder UNHCR alle FN’s medlemslande at tvangshjemsende somaliere til disse dele af landet.
Efter lang tid er det lykkedes Information at få ministeren i tale om emnet.
»Jeg er udmærket klar over, at det er en usædvanlig beslutning, vi har truffet, men omvendt set så mener jeg, at det er den rigtige beslutning. Og vi er i vores fulde ret til at træffe den beslutning,« siger Inger Støjberg og tilføjer, at »der er ikke noget konventionsmæssigt problem i de beslutninger, vi har truffet.«.
– Volker Türk skrev til dig, at UNHCR anser genplacering af flygtninge som en varig løsning?
»Ja, men det gør jeg så ikke. Jeg ser jo netop flygtninge under ét, ligegyldigt hvordan man er kommet hertil, som værende mennesker, vi skal passe godt på i den periode, hvor de er udsatte, og når der så først bliver fred i ens hjemland eller dele af ens hjemland, så ser jeg det som en helt naturlig ting, at man så rejser tilbage og genopbygger sit land.«
Mere end to måneder efter modtagelsen af FN-brevet har Inger Støjberg nu fået svaret vicehøjkommissæren, og Information har fået aktindsigt i en kopi af svaret til Volker Türk.
»Det er selvfølgelig også det, der gennemsyrer mit svar til ham. Når det er sagt, så er det heller ikke så usædvanligt, at der kan blive rejst spørgsmål i den her retning fra UNHCR’s side som et eksempel på, at de selvfølgelig arbejder ud fra deres principper, og at vi i regeringen arbejder ud fra vores,« siger ministeren, der erkender, at Danmark hermed går enegang i forhold til andre lande. Men det betyder ikke noget, mener hun.
»Jeg lader mig ikke afskrække af, at vi går enegang,« som hun siger.
– Hvordan kan det være, at danske myndigheder vurderer forholdene i Somalia til at være så meget bedre, end UNHCR gør?
»Det, jeg kan sige, det er, at det i hvert fald beror på en faglig vurdering, og det er netop lagt væk fra os politikere, og det mener jeg også, er det helt rigtige at gøre. Men der vil jo sandsynligvis altid kunne være forskel på, hvordan man anser situationen, men det er klart, at de her mennesker, som det her handler om, bliver kun sendt hjem, hvis der er fred og ro, og de har mulighed for at leve der.«
– Tror du, at UNHCR har for negativ en vurdering af Somalia?
»Det vil jeg ikke vurdere. Jeg læner mig op ad den danske vurdering og de danske myndigheders vurdering.«
Tænk sig at vi har "råd" til at ødelægge menneskers liv på den måde.
Jeg håber da ikke, at "Styrelsen" igen bruger for mange af mine skatte-penge på denne ligegyldige undersøgelse. Resultatet kan man i øvrigt få fra andre EU-lande.
For sagen er faktisk, at 2016 har været det absolut blodigste år i Somalia siden 2003. Og intet tyder på, at man kan hjemsende noget til Somalia over de næste 4-5 år.
Derfor vil disse penge kunne bruges langt bedre ved at "hjælpe dem ind i samfundet", så de kan begynde at gøre gavn. Jeg kender ikke den erhvervsmæssige sammensætning af somalier i Danmark, men i mit ene opholdsland har vi 4 gode venner fra Somalia, de 2 er gymnasielærere, en er universitetsunderviser og den sidste er tekstil-ingeniør. Og behøver jeg at nævne, at de alle 4 har jobs og betaler skat