Læsetid 9 min.

EU-forskningsstøtte forgylder våbenindustrien

Over de seneste ti år har EU brugt næsten 15 milliarder kroner på forskning i avanceret sikkerhedsteknologi. Mens det kun har skabt få resultater, har de firmaer, som lobbyede for programmerne, modtaget flere hundrede millioner i støtte
Lydkanonen A-WASP

Lydkanonen A-WASP

Leon de Korte/De Correspondent
Sofie Holm Larsen/iBureauet
22. februar 2017
Delt 131 gange

Den svenske forsker peger på en gigantisk sort- og gulstribet kanon. »Skal jeg prøve den på jer?« Han rækker ud efter den tragtformede dims. Nogle meter væk står en mannequin iført en billig joggingdragt og en lysegul selvmordsvest. Vi griner nervøst og siger tak – men nej tak – til tilbuddet.

Det er den 1. juni 2016, og vi er ved at udforske den messe for sikkerhedsforskning og -innovation, som EU-kommissionen afholder i Haag. Her præsenterer forskere resultaterne af syv sikkerhedsprojekter, som Kommissionen har støttet med mere end 468 millioner kroner.

I USA skrives der meget om sikkerhedsindustrien. I 1990’erne sænkede mange lande deres forsvarsbudgetter, og våbenfabrikanterne bevægede sig i stigende grad ind på det civile sikkerhedsmarked. Droner, intelligente kameraer, der kan se gennem tøj, og sensorer, der kan opdage bomber: Alt muligt udstyr blev udviklet. I dag anslås det amerikanske sikkerhedsmarked til at være mere end 740 milliarder kroner værd. 

I Europa er den civile sikkerhedsindustri også vokset i årevis, selv om den ikke får så meget opmærksomhed. Ifølge EU-Kommissionen omsætter den europæiske industri for omkring 220 milliarder kroner hvert år, den har tocifrede vækstrater og beskæftiger omkring 180.000 mennesker.

Det stiller imidlertid ikke Kommissionen tilfreds. I hvert eneste policy paper på området understreger den, at vi lever i en farlig verden, hvis trusler er blevet ekstraordinært komplekse. Igen og igen insisterer Kommissionen på, at Europa kun kan sikres, hvis vi udvikler og anvender sofistikeret teknologi som den, der præsenteres på messen i Haag.

Markedet blomstrer ikke, siger Kommissionen. Industrien er stadig alt for fokuseret på nationale behov, og forskere samarbejder ikke nok. Kommissionen forestiller sig et enormt offentlig-privat partnerskab af virksomheder, private og semiprivate forskningsinstitutioner, universiteter og slutbrugere såsom politimyndigheder og redningstjenester – faktisk fuldstændig ligesom i USA. 

Så igennem de seneste ti år har Kommissionen forsøgt at hjælpe disse våbenfabrikanter og teknologivirksomheder ved at give dem støtte under de europæiske forskningsprogrammer som FP7 og Horizon 2020. Næsten 15 milliarder kroner er indtil nu blevet brugt på sikkerhedsforskning.

Vores hold af europæiske journalister vil finde ud af, hvad der er kommet ud af de penge. I alt har vi talt med næsten hundrede involverede, i Bruxelles og i medlemsstaterne.

Vi opdager hurtigt, at den europæiske sikkerhedsindustri først og fremmest er god til at tage sig af sig selv – og ofte på borgernes regning.

Leon de Korte/De Correspondent
Sofie Holm Larsen/iBureauet

Hjernen rasler rundt                                                                                                

Den sort- og gulstribede genstand på messen i Haag viser sig at være en såkaldt A-WASP. Kanonen er en del af det europæiske forskningsprojekt SUBCOP – en forkortelse for Suicide Bomber Counteraction and Prevention. Målet med det projekt, som fik 26 millioner kroner i støtte, var at finde ikkedødelige metoder til at pacificere terrorister.

En af planerne var nedfaldende mure og lofter. Hvis en terrorist er ved at detonere en bombe, kunne sikkerhedsvagter isolere ham ved at få mure til at falde ned rundt om ham. Det viste sig, at planen ikke havde gang på jord, og produktet kom aldrig på markedet. Det gjorde A-WASP’en til gengæld.

Den svenske forsker på messen i Haag forklarer, at det er en meget retningsbestemt megafon, der udsender en koncentreret bølge af lyd. Hvis en terrorist er lige ved at sprænge sig selv i luften, kan sikkerhedsvagter bruge megafonen til at advare folk i nærheden – og til at ryste angriberen.

Lydkanonen fremstilles af et engelsk firma med det Harry Potter-agtige navn Cerberus Black. Så vidt vi ved, har ingen antiterrormyndigheder indtil videre købt dimsen. Så Cerberus Black prøver nu at sælge A-WASP’en til lokale politimyndigheder. Og i marts 2016 holdt firmaet en præsentation på en sikkerhedskonference om, hvordan man kunne bruge lydkanonen til at kontrollere migranter på »en mere human måde«.

Ifølge Matt Henry, virksomhedens ejer, lyder den som »den værste sirene, du nogensinde har hørt«. Forsøgspersoner siger, at den »ligner et tegneserievåben«, men at det føles, som om deres hjerner »rasler rundt«.

Så nu kan betjente bruge A-WASP’en. Selv om det egentlig ikke var det, der var målet med støtten til SUBCOP-projektet. Målet var jo antiterror. Så hvad gik egentlig galt med den sort- og gulstribede kanon?

I september taler vi med Marike van der Horst og Jolanda van Deursen, to forskere ved det hollandske forskningsinstitut TNO. De var begge med i SUBCOP og andre EU-projekter.

Vores samtale er ubekvem, særligt da vi spørger, hvilke konkrete resultater SUBCOP-projektet har opnået. Det er ikke så let at måle, siger forskerne. Deres mål var at opnå viden og danne internationale netværk af virksomheder, slutbrugere og forskere. Den endelige teknologi ejer Cerberus Black, og TNO har ikke længere noget med det at gøre.

Lobbyisme gav pote

SUBCOP er bare et ud af de mindst 458 sikkerhedsprojekter, som EU indtil videre har finansieret. Alle disse projekter kan føres tilbage til nogle ti år gamle anbefalinger fra våbenindustrien og nogle få højtrangerende EU-embedsmænd.

Idéen til projektstøtten blev lanceret i 2003 af den såkaldte Group of Personalities. Dette rådgivende organ for Kommissionen bestod af det øverste led af forsvarsvirksomheder som Thales, Finmeccanica (i dag skiftet navn til Leonardo), BAE Systems og EADS (nu Airbus), af repræsentanter for teknologivirksomheder som Siemens og Ericsson, og af en række regeringsrepræsentanter. Hverken forskere eller civilsamfundet var repræsenteret.                               

I gruppens endelige rapport opfordrede de til at udvikle forskningsprogrammer med fokus på teknologi, der både kan bruges på slagmarken og i hverdagslivet. Offentligt-private partnerskaber ville være nøglen til hurtigt at klargøre denne teknologi til markedet, så både industrien og samfundet kunne nyde godt af den.

EU fulgte rådet. Støtten begyndte langsomt i 2004 med et budget på 483 millioner kroner. Men i 2007 kom FP7-programmet, og syv år senere Horizon 2020, og snart var mere end 22 milliarder blevet sat af til sikkerhedsforskning. Omkring to tredjedele er nu blevet uddelt.

Vores undersøgelse viser, at elleve af de tolv private deltagere i den oprindelige Group of Personalities har modtaget støtte. Blandt andre franske Thales (237 millioner kroner), italienske Finmeccanica (215 millioner kroner) og franske Airbus (186 millioner kroner) er med i top 10.

Størstedelen af støtten, mere end 8,1 milliarder kroner, gik til virksomheder og forskningsinstitutter. De fleste forskningsinstitutter, deriblandt hollandske TNO og Tysklands Fraunhofer-Gesellschaft, fokuserer på anvendelsesorienteret forskning og er afhængige af private kunder. Resten af pengene gik til universiteter og myndigheder.

Omkring 134 millioner kroner gik til interesseorganisationer såsom Den Europæiske Organisation for Sikkerhed (EOS), en lobbygruppe for forsvarsindustrien.

Hvordan fik de alle de penge?

De virksomheder, der modtog støtte, har en stærk lobby. Deres ansatte er medlemmer af ekspertgrupper, der rådgiver Kommissionen om nye forskningsbevillinger. Repræsentanter fra EOS-lobbyen har rutinemæssigt plads i sådanne rådgivende organer. Og EOS arrangerer selv samtaler mellem industrien og EU’s beslutningstagere.                                                                            

De store våbenfabrikanter er også medlemmer af lobbygruppen AeroSpace and Defence Industries Association of Europe (ASD), og vi har fundet 60 lobbyister, som på deres vegne arbejder med at påvirke medlemmer af Europa-Parlamentet.

Desuden inviteres en del af virksomhederne ofte af EU’s medlemslande til at deltage ved de ellers lukkede møder i ministerrådet.

’Ikke en humanitær organisation’                                                                       

På Milipol, en stor homeland security-messe i Paris, fortæller en repræsentant fra en fransk forsvarsvirksomhed os – på betingelse af anonymitet – hvorfor virksomhederne deltager i disse rådgivende organer.

»Målet er at lande kontrakter for at kunne sælge teknologien på et senere tidspunkt. Vi lærer, hvordan EU fungerer, og vi kan hjælpe med at styre, hvilke krav der vil blive stillet.«

Han tilføjer: »Vi er ikke en humanitær organisation.«

Mærkeligt nok er myndigheder som politi og brandvæsen – organisationerne, der faktisk skal bruge teknologien – sjældent med ved bordet. Tag for eksempel PASAG, et panel, der rådgiver EU om, hvilke typer af sikkerhedsforskning Horizon 2020-programmet skal støtte. Kun én organisation, der repræsenterer slutbrugere, er med i panelet: The European Network of Law Enforcement Technology Services (ENLETS), der repræsenterer EU-landenes politimyndigheder.                                                     

Som en direkte konsekvens af det opfylder den udviklede teknologi, som for eksempel A-WASP’en, ikke behovene i den virkelige verden, siger ENLETS-formand Patrick Padding. Forsknings- og innovationsprogrammerne fokuserer ofte på at udvikle højt avanceret teknologi.

»Men vi vil ikke altid have de seneste gadgets. Vi vil hellere have en simpel app, der virker på gamle smartphonemodeller. Vores behov er ofte meget enkle.«

Den erkendelse er siden sunket ind hos EU-Kommissionen. Efter en pressekonference i Haag fortæller en højtstående embedsmand os, at det har været svært at finde brugere til de teknologier, der er kommet ud af projekterne. Kommissionen arbejder nu på at forbedre programmerne ved at involvere slutbrugere tidligere i processen.

Om samarbejdet

Samarbejdet om at undersøge den europæiske sikkerheds- og overvågningsindustri begyndte sidste år på initiativ af hollandske De Correspondent, og det kommer til at køre over de næste uger i Information.

Projektet har en europæisk hjemmeside på securityforsale.eu, der løbende opdateres med alle artikler fra de forskellige lande samt andet ekstramateriale.

Journalister fra 10 europæiske lande har bidraget. Artiklerne bringes i en række europæiske medier, heriblandt De Correspondent (Holland), VPRO Tegenlicht (Holland), ARD (Tyskland), Die Zeit/Zeit Online (Tyskland), Knack (Belgien), L’Espresso (Italien), Longplay (Finland) og Svenska Dagbladet (Sverige).

Projektet er støttet af Journalismfund.eu.

Ti år, ét opkald

I 2015 udgav Kommissionen en rapport om, hvordan de første 10,4 milliarder kroner i støtte til forskning i ny teknologi var blevet brugt. De adspurgte var positive omkring resultaterne og lovpriste mulighederne for at samarbejde med andre organisationer. Men rapporten indeholdt også kritiske bemærkninger:

Forskningsprojekterne har genereret få videnskabelige udgivelser: i gennemsnit tre pr. projekt. Gennemsnittet for de andre forskningsområder, EU støtter, er 12 udgivelser pr. projekt.                                                                                                               

Kun lidt mere end halvdelen af de adspurgte svarede, at projekternes resultater retfærdiggjorde investeringen.

Vi har foretaget vores egen undersøgelse af, hvad der er kommet ud af forskningsprojekterne. Ud af de 140 projektledere, vi kontaktede, besvarede kun 38 vores spørgsmål. Kun sjældent har et af disse projekter ført til konkret, salgbar teknologi. De fleste endte med en prototype, en rapport eller en wiki-side.

En af de projektledere, der besvarede vores spørgsmål, er Jean-Luc Gala, der er professor ved Leuvens Katolske Universitet i Belgien. De fire EU-projekter, som han fik støtte til, resulterede faktisk i konkret teknologi. Men fra sine samtaler med kollegaer ved han, at det er undtagelsen – ikke reglen.

»Det er ikke bare min personlige vurdering. Mange projektkoordinatorer har det på præcis samme måde. Et af problemerne er, at tre år – den gennemsnitlige længde af forskningsprojekterne – simpelthen er for kort tid til at udvikle noget nyt fra bunden.«

Jean-Luc Gala kritiserer også den »fuldkomne mangel på interesse« fra nationale regeringer. »Det gælder ikke kun i Belgien, men i praktisk talt alle EU-lande. Helt seriøst: Du er den første person i ti år, der har ringet og spurgt, hvad der er kommet ud af min EU-forskning.«

Peter Löffler, cheflobbyist for Siemens, leverer en brutal sandhed.

»Projekterne i sig selv interesserer os ikke. Vi er primært interesseret i at vide, hvilken politik der arbejdes på, så vi kan fokusere på det. Der findes det, vi kalder en Valley of Death. Kun forskning får støtte. Så snart det er tid til at lave et egentligt produkt, er der ikke flere midler til rådighed. Der er måske en prototype, men ikke noget, en kunde virkelig kan bruge endnu.«

Alt for meget mangler stadig at ske i den fase. »Så de fleste idéer overlever ikke overgangen,« siger han.

Kritikken fra det tidligere tyske medlem af Europa-Parlamentet Karl von Wogau er også bemærkelsesværdig. Han var medlem af den oprindelige Group of Personalities og har altid været en aktiv fortaler for et europæisk sikkerhedsmarked.

I november siger han til os, at støtteprogrammerne »var et skridt i den rigtige retning, men næppe en succes«. Projekterne var, og er, for små til at have en effekt og kunne lige så godt være blevet kørt af medlemsstaterne selv. Derudover bliver der lavet alt for mange studier og alt for lidt konkret teknologi, siger han.

Den israelske forbindelse

Der er også et andet problem: Europæiske virksomheder tjener penge på at sælge våben og sikkerhedsteknologi til lande i konfliktområder. Mange europæiske firmaer eksporterer deres produkter til diktatoriske regimer, og der har været talrige eksempler på, at europæiske virksomheders overvågningsteknologi er blevet brugt mod journalister, aktivister og almindelige borgere.

Der har været protester. I 2015 opfordrede tredive palæstinensiske fagforeninger og menneskeretsorganisationer til at stoppe støtten til Elbit Systems, et israelsk firma, der fremstiller våben, som bruges mod palæstinenserne. Men opråbet blev ikke hørt, og Elbit Systems fik i sidste ende 23 millioner kroner.

Forskningsprojekterne er underlagt etiske krav, men så snart et projekt slutter, er der ingen, der holder øje med, hvad der sker med teknologien. Blandt deltagerne i SUBCOP-projektet var virksomheder og forskningsinstitutioner fra Israel og Tyrkiet – to lande med en hastigt forværret menneskeretssituation.

Israel har modtaget mere end 282 millioner kroner gennem årene. Det er mere end blandt andre Polen og Danmark. Danske virksomheder, universiteter, forskningsinstitutter og andre aktører har modtaget mindst 130 millioner kroner i støtte fra programmerne. Tyrkiske virksomheder og institutter har modtaget mere end 37 millioner kroner.

Hvad sker der med den teknologi, som virksomheder og institutter fra disse lande har udviklet? Vil det for eksempel være i orden, hvis A-WASP’en, som Israel og Tyrkiet har hjulpet med at udvikle, bliver brugt mod demonstranter?

Historien gentager sig

Kommissionen siger, at den har lært af forskningsprogrammerne. Den lover at involvere slutbrugere, såsom redningstjenester, på et tidligere tidspunkt, for at sikre, at den udviklede teknologi faktisk når markedet. Alligevel ser historien ud til at gentage sig selv.

I 2015 udkom en ny Group of Personalities med en plan for et militært forskningsprogram. Ifølge rapporten lider forsvarsvirksomhederne. Da regeringer udgør størstedelen af deres kundebase, er markedet snævert, og det er derfor »ret udfordrende« at investere i forskning og innovation.

Gruppen opfordrer EU til at komme industrien til hjælp for at sikre, at ikkeeuropæiske virksomheder – hvis forskning og innovation finansieres af deres regeringer – ikke får en konkurrencemæssig fordel.

Ikke en eneste slutbruger, såsom redningstjenester eller politimyndigheder, er repræsenteret i denne Group of Personalities. Den består i stedet primært af repræsentanter fra store forsvarsvirksomheder som Saab, BAE Systems, Leonardo (tidl. Finmeccanica) og Airbus.

Endnu engang ser de ud til at få de forskningsprogrammer, de bad om. Ved udgangen af 2016 løftede EU-Kommissionen sløret for en ny militærfond. Kommissionen ønsker årligt at uddele 3,7 milliarder kroner til forskning i innovative militærteknologier. Spørgsmålet er, om denne støtte virkelig vil give de europæiske borgere et tryggere liv. Eller om det mest af alt bare gavner industrien – igen.

Sikkerhed til salg

EU har brugt milliarder af kroner på at støtte fremvæksten af den europæiske overvågnings- og sikkerhedsindustri blandt andet igennem stort anlagte forskningsprogrammer. I denne serie undersøger vi, hvad der er blevet af pengene, og viser, hvordan de største europæiske forsvarsvirksomheder var med til at tilrettelægge den støtte, som de senere selv modtog. Og vi ser nærmere på nogle af den kontroversielle industris produkter, og hvordan salg af avanceret overvågningsudstyr fra blandt andet Danmark ender i diktaturstater, der er kendt for at overvåge og slå hårdt ned på dissidenter.

Samarbejdet om at undersøge den europæiske sikkerheds- og overvågningsindustri begyndte sidste år på initiativ af hollandske De Correspondent.

Projektet har en europæisk hjemmeside, der løbende opdateres med alle artikler fra de forskellige lande samt andet ekstramateriale. Projektet er støttet af Journalismfund.eu.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Pia Qu
    Pia Qu
  • Brugerbillede for Ervin Lazar
    Ervin Lazar
  • Brugerbillede for Sup Aya Laya
    Sup Aya Laya
  • Brugerbillede for Torben Skov
    Torben Skov
  • Brugerbillede for Peter Jensen
    Peter Jensen
Pia Qu, Ervin Lazar, Sup Aya Laya, Torben Skov og Peter Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Morten Hansen

Dette er ikke unikt for våbenindustrien. EU's forskningsprogrammer har reelt altid været været industristøtte, dvs. at den såkaldte forskningspolitik typisk har været det man i gamle dage kaldte industripolitik: Kanaliser penge ind i især store virksomheder ("national champions") så de kan konkurrere med f.eks. amerikanerne.

Jeg skrev i sin tid speciale om, hvordan forskningspolitik så ud i hhv. Norden og EU i et længere historisk perspektiv (1970-2008). Historien her lyder således meget lig prestigeprojektet om at skabe en europæisk HD TV standard under EUREKA-programmet i midtfirserne og starthalvfemserne. Et andet sted hvor historien her lyder bekendt er, at man kan se hvordan forskellige forskningsområder, der er "på mode" får en stor andel af midlerne, her er det så futuristiske antiterrordimser, tidligere kan nævnes (i omvendt kronologisk rækkefølge): nanoteknologi, informations- og kommunikationsteknologi, rumfart, og energiforskning.

En sidebemærkning før Informations EU-modstanderkommentariat begynder at male Norden op som et rosenrødt alternativ: Nordisk forskningspolitik har traditionelt lidt under noget nær det modsatte problem af EU's, nemlig tilfældig, ad hoc knopskydning og lille volumen (og dermed høje administrationsomkostninger, det der også nogle gange kaldes "overhead"), hvorfor man i 2005 etablerede NordForsk.

Det mest bekymrende er måske ikke engang, at historien lader til at gentage sig, men at trenden i f.eks. dansk forskningpolitik (og man skal huske at det er de nationale forskningprogrammer, der står for langt hovedparten af forskningsmidlerne i EU-området) begynder at ligne den i EU. Især tænker jeg på det store politiske fokus på anvendt/strategisk forskning, snarere end grundforskning - "Fra forskning til faktura", som Helge Sander sagde. Selvom jeg ikke håber, at vi ender i samme industristøttemodel som EU, der f.eks. stort set aldrig reelt har spyttet penge i andet end naturvidenskab (humaniora var kort inde i FP7, men en del programmer var af typen "anvendelighed af dims" og i afløseren Horizon 2020 holdt man igen op med overhovedet at lade som om man støttede humaniora), og selvom der fortsat er stor forskel på Danmark og EU på dette punkt, er min bekymring at lighederne bliver stadigt større.

Dette fokus på anvendt forskning og virksomhedsstøtte er formentligt ikke uden sammenhæng med, at selvom direkte statsstøtte til virksomheder ikke har været godt latin i årtier, så ønsker politikere (ikke overraskende) fortsat at subsidiere nationalt/EU's erhvervsliv og her er forskningsstøtte et oplagt, "pænt" alternativ. Man kan så spørge sig selv, hvorfor skattekroner skal bruges til at betale for private virksomheders produktudvikling - især når den direkte profit ryger i virksomhedens lommer og kun beskatningen af den (der nok næppe står mål med den direkte støtte) kommer retur til stats-/EU-kassen.

Sup Aya Laya, Anne-Marie Krogsbøll, kjeld jensen, Mogens Fosgerau, Sebastian Gjerding og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Aksel Gasbjerg
Aksel Gasbjerg

Kapitalismen holdes kunstigt i live ved
1) Seddelpressen i Centralbankerne i USA, EU og Japan ((quantum easing)
2) Værdistigninger på jord og fast ejendom
3) Krig og våbenproduktion

Claus Oreskov, kjeld jensen, Trond Meiring, Peter Jensen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gert Romme

Tak til Morten Hansen, det var nærmest mine ord om igen.

Og også tak til Aksel Gasbjerg, som jeg også er enig med. Men så længe vi ikke har anden realistisk norm, må kapitalismen jo tøjles, gøres retfærdig og forbedres. Og det må man kunne ske ved regulerende lovgivning samt udvikling af et andet menneske- og medborgersyn.

Brugerbillede for Martin Madsen

Det er jo ikke forskning i anti-terror, men forskning i anti oprør.
Det er våben til at holde befolkningen nede med.

Claus Oreskov, Sup Aya Laya, Jacob Mathiasen, Peter Nørgaard, Egon Stich og Christian Lucas anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

"Over de seneste ti år har EU brugt næsten 15 milliarder kroner på forskning i avanceret sikkerhedsteknologi." siges det i artiklen.

Ved lidt hurtig hovedregning er det groft sagt ca 1,5 milliard pr år fordelt på 28 medlemslande ( ca 55 mio pr land pr år) - omregnet til årlig udgift pr indbygger i EU , så er det også et yderst beskedent årligt beløb ?

At pengene er anvendt på en lidet velovervejet måde er særdeles beklageligt, og det må gøres MEGET bedre .

Grundlæggende synes man vel, at det ville være rart, hvis EU kunne lave sine egne våben o s v , og dermed ikke behøvede at gå til lande uden for EU for at købe diverse avanceret militært og sikkerhedsmæssigt "isenkram"/software m v. ?

Brugerbillede for Claus Oreskov

@Martin Madsen. Du har ganske ret og mere endnu – alle våben er i sidste instans beregnet til at holde befolkningerne nede! Enhver hær er i sidste instans beregnet til at holde landets egen befolkning nede. Jævnfør L. Tolstojs kritik af militærismen.

Brugerbillede for Claus Oreskov

Hvordan pengene forvaltes er foragteligt, men bevillingerne er også forargelige. Noget siger mig, at nogle med enorme resurser er overordentlige interesseret i, at producere fjendebilleder her, som der. Hvor er forbindelsen mellem våbenlobbyen (som omtales her i artiklen), og de mange fjendebilleder, som er i omløb – ikke mindst blandt vores hovedløse politikere?

Brugerbillede for Trond Meiring

Nu bliver jo også legitime oprørs- og modstandsgrupper, fra div. primært ikke-voldelige grupper til geriljabevægelser, stemplet som "terrorister" af magthavere.
(Jeg har en mistanke om, at det relativt nyligt meget udbredte begreb "radikalisering", også er en nyliberalistisk newspeak-strategi for at stigmatisere politisk radikale, ved at de associeres og blandes med "terrorister".)