Læsetid: 7 min.

’Nogle gange kan det være godt at få sagt, at man er bange for mørket’

Ældresagen og Dansk Røde Kors har tilsammen øget antallet af frivillige vågekoner fra omkring 300 til over 1.700 på fem år. En af dem er 71-årige Anne Møller Riis, som med strikketøj, salmebog og kaffe ved hånden våger over døende i Guldborgsund
71-årige AnneMøller Riis er frivillig vågekone og er en blandt stadig flere, som de senere år har meldt sig til vågetjenester over hele landet. Sammenlagt er antallet af frivillige i Ældre Sagens vågetjeneste og Vågetjenesten i Røde Kors steget fra omkring 300 i 2010 til over 1700 i dag

71-årige AnneMøller Riis er frivillig vågekone og er en blandt stadig flere, som de senere år har meldt sig til vågetjenester over hele landet. Sammenlagt er antallet af frivillige i Ældre Sagens vågetjeneste og Vågetjenesten i Røde Kors steget fra omkring 300 i 2010 til over 1700 i dag

28. februar 2017

En vil gerne have sunget »Nu falmer skoven trindt om land«. En anden er bange for mørket og har brug for trøst. En tredje vil gerne betro sig om en familiehemmelighed. Når den pensionerede sygeplejerske Anne Møller Riis tager ud for våge over en døende, ved hun aldrig, hvad der venter hende.

»Ind imellem er det meget lidt, der skal til. Men det vigtigste er, at der skal være ro på. Det nytter ikke noget, at man sidder og tænker på, hvad man skal købe ind til middag. Det er et fredfyldt og meditativt rum, man går ind i, når man sætter sig hos en døende,« siger hun.

71-årige Anne Møller Riis er frivillig vågekone og er en blandt stadig flere, som de senere år har meldt sig til vågetjenester over hele landet. Sammenlagt er antallet af frivillige i Ældre Sagens vågetjeneste og Vågetjenesten i Røde Kors steget fra omkring 300 i 2010 til over 1700 i dag. Fælles for dem er, at de finder en stor glæde ved at hjælpe døende, fortæller Anne Møller Riis, der koordinerer indsatsen lokalt i Guldborgsund Kommune.

»Jeg har selv oplevet det som et kald, som giver mig meget stor glæde. Alle vågekoner fortæller, at når de går fra en vagt, er de lette om hjertet.«

- Glæde er jo ellers ikke umiddelbart det, vi forbinder med døden?

»Naturligvis kan døden være et tab. Og det kan være svært at skabe mening, hvis man dør for tidligt af en sygdom. Men for den døende kan der også være en fred i eksempelvis at slippe for smerter.«

Sygeplejerske, mekaniker og skattechef

Af de 40 vågekoner i Guldborgsund har tre fjerdedele en sundhedsfaglig baggrund inden for eksempelvis syge- eller hjemmepleje. Men i den sidste fjerdedel af korpset finder man både en skolelærer, en mekaniker og en tidligere kontorchef i Skat.

Anne Møller Riis har selv 50-års jubilæum som sygeplejerske. Størstedelen af sit arbejdsliv har hun været sundhedsplejerske, og hun finder mange lighedspunkter mellem fødsel og død. Eksempelvis ved man aldrig, hvornår det sker:

»Vi fødes, når vi skal, og vi afgår, når vi skal. Og i begge situationer er vi meget sårbare. Men når vi skal herfra, står der knap så mange omkring os, som når vi bliver født,« konstaterer hun med henvisning til de anslået 5.000 mennesker i Danmark, der årligt dør alene. Det svarer til omkring hver tiende. Det skyldes flere ting. Dels bor familiemedlemmer ofte langt fra hinanden, den døendes familie kan have travlt eller er måske oppe i alderen og ramt af sygdom. Og så er der dem, som har pårørende, men ikke har kontakt med dem.

»Men selv hvis der er pårørende, kan de have brug for en pause, for det kan være en stor opgave at våge over en døende alle døgnets timer i måske dage og uger, « siger Anne Møller Riis.

Nogle pårørende bryder sig heller ikke om at våge. De har måske aldrig set et menneske dø. Og der kan vågekonen også være en støtte.

»Der er også dem, der ikke mener, de behøver at være der, hvis ikke den døende er ved bevidsthed. Hvis eksempelvis den døende er dement. Men jeg oplever, at den døende altid kan mærke, at vi er der.«

Stigning i antallet af vågekoner

Antallet af frivillige vågekoner er steget støt de senere år fra omkring 300 i Røde Kors i 2010 til 1730 i Røde Kors og Ældre Sagen sammenlagt i dag. De fleste stederkalder de sig vågekoner, selv om der også er enkelte mænd imellem.

Antal af frivillige vågekoner i Røde Kors fra 2010-2016

  • 2010: 308
  • 2016: 1161

Antal af frivillige vågekoner i Ældre Sagen fra 2013-2017

  • 2013: 80
  • 2017: 559

»Du er ikke alene«

En vågning indledes med et opkald til vågetjenesten enten fra plejecentret, hjemmeplejen eller de pårørende. Anne Møller Riis tager ud så hurtigt som muligt for at hilse på den døende og eventuelle pårørende og vurdere, hvor lang tid personen har igen, og så laver hun en plan for, hvordan vågekonerne kan afløse hinanden. Ved første møde forsøger hun også at finde ud af lidt om den døende: Er det en person, der kan lide at holde i hånd? Er der en særlig musik, vedkommende godt kan lide?

»Jeg sætter mig ned og stiller ind på personen. Er der uro, tager jeg måske hånden. Jeg siger ting som: ’Jeg er her hos dig’ eller ’du er ikke alene.’ Som vågekone bruger man sine sanser. Jeg har prøvet det så mange gange, at jeg kan fornemme med min intuition, sådan cirka hvor længe en person har igen. Men nogle gange trækker det ud, andre gange går det stærkt.«

Fortrydelser og hemmeligheder

I tiden op til døden spiser et menneske mindre, sover mere og giver måske også udtryk for, at han eller hun ikke vil mere. Der er også fysiske tegn: Neglene bliver blå, huden på hænderne marmorerede i farven, læberne får også en anden kulør, vejret trækkes med åben mund, og vejrtrækningen skifter og bliver mere dyb og sukkende. Ind imellem raller det lidt.

»Det kan lyde drabeligt, men det er en naturlig proces, og den døende registrerer det ikke. Det siger jeg også til de pårørende, så de ikke bliver urolige.«

Ind imellem er den døende ikke ved bevidsthed, men andre gange finder der samtaler sted. Det kan være om det levede liv, forholdet til de nærmeste, ting man har fortrudt, og en enkelt gang har en døende lettet sit hjerte omkring et barn født uden for ægteskabet, som familien ikke kendte til.

Anne Møller Riis er kristen, og det er hendes oplevelse, at mange troende har det lettere i den sidste tid, fordi de har en forventning om, at der venter dem noget på den anden side. Hvilket i øvrigt også er dokumenteret i en række undersøgelser.

»Men vi går ikke som vågere ind i religion, med mindre folk selv beder os om det. Vi møder den døende, der hvor han eller hun er,« siger hun.

Fred i familien giver fred i sjælen

Hovedparten af dem, tjenesten våger over, er ældre mennesker. Den yngste har været 64 år og den ældste 101 år. Som regel er det fredelige forløb, men Anne Møller Riis har også oplevet enkelte voldsomme situationer. Blandt andet en mand, der havde afskrevet sin familie. Han var så vred, urolig og skrækslagen, at de måtte være flere om at holde ham.

Netop ufred i familien kan fylde hen mod slutningen af livet. Anne Møller Riis har oplevet, at både døende og pårørende kan have behov for at tale om uretfærdigheder eller hemmeligheder.

»Vi opfordrer folk til at få talt sammen. Og sætte ord på den kærlighed, der er, og som har været. Det nytter ikke noget at bære nag i den situation. Man skal hellere sige: ’Du gjorde, hvad du kunne.’ Den slags bemærkninger kan give den døende fred i sjælen og er sådan set også vigtig at få på plads for den pårørende. Forsoning er godt, men man oplever også dem, der ikke vil mødes.«

På bordet foran Anne Møller Riis ligger et halvfærdigt grønt og blåt strikketøj. Det har hun ofte med ud, når hun våger. Når hun skal af sted, pakker hun derudover en termokop med kaffe, et stykke frugt og et par sammenklappede rugbrødmadder. Hun har en sort vadsæk, som alle vågere i korpset er udstyret med, og som indeholder et tæppe, en salmebog, håndsprit, en notesbog og en lommelygte.

»Vi kommer tit langt ude på landet, måske på en gård, hvor der er helt bælgravende mørkt, eller på en parkeringsplads ved et plejecenter, og det er ikke altid nemt at finde vej i terrænet.«

Vi kender ikke til den naturlige død

Vores forhold til døden har ændret sig, siger Anne Møller Riis. I sin tid som hjemmesygeplejerske i 1970’erne i Nyborg oplevede hun en helt anden tilgang til døden. Dels boede mange gamle hjemme hos familien, og når de døde, stod de ofte i en åben kiste, så naboer og børn kunne få sagt ordentlig farvel.

»I dag får vi død og ødelæggelse ind i stuen gennem det der,« siger hun og peger på fjernsynet på stuens endevæg. Men den smukke, naturlige død kender vi ikke til. Og det er med til at gøre folk mere bange. Selv om det jo er livets vilkår, at man kommer hertil og skal herfra igen.«

Men er man bange, kan det være vigtigt at få sat ord på, siger hun:

»Jeg kom engang ud til en mand på et plejehjem, som så gerne ville herfra. Han var bange for at dø, men da jeg kom, og han vidste, at nu var der en hos ham, faldt han til ro. Nogle gange kan det være godt at få sagt, at man er bange for mørket. Bange for at være alene. Det er som med børn. Ind imellem kan fantasien være værre end virkeligheden. Især hvis man er overladt til sig selv og ikke har nogen at tale med.«

Serie

Døden i velfærdsstaten

I denne artikelserie sætter vi fokus på, hvordan velfærdssamfundet er rustet til, at stadigt flere danskere de kommende årtier får brug for lindring og pleje hen mod døden.

Seneste artikler

  • Når ens kære dør, må man genopdage sig selv

    30. marts 2017
    Når jeg som præst møder mennesker i sorg, giver mange af dem udtryk for at være blevet lukket ude af livet og ikke engang kunne kende sig selv. Det er i arbejdet med sorgen, at man indser, at man stadig er sig selv, selv om døden og sorgen har ændret ens liv for altid
  • Døden er det ultimative kontroltab. Det er vi ikke opdraget til

    21. marts 2017
    For hospitalsvæsnet er døden den ultimative fiasko. For mange dødssyge patienter og pårørende er den en mulighed, man ikke vil acceptere. Derfor glemmer mange at leve livet, mens det er der
  • Vi skal turde se døden i øjnene

    20. marts 2017
    Der er en grund til at bryde tavsheden – både blandt politikere og alle os andre. Så døden ikke ender som en følelse af nederlag for lægen, de pårørende og patienten
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu