Læsetid 3 min.

Har Goldman Sachs i virkeligheden været alle milliarderne værd?

Goldman Sachs, der netop har solgt ud af sine aktier i DONG, har med et unikt netværk og analytisk viden bidraget væsentligt til energiselskabets fremgang. Det vurderer investeringsøkonom Per Hansen. Direktøren for Cevea mener tværtimod, at DONG’s succes skyldes Danmarks tidlige investeringer i grøn energi
4. februar 2017

Goldman Sachs tilførte ikke kun kapital, men også væsentlige kompetencer og knowhow til DONG, da investeringsbanken i 2014 købte 19 procent af energiselskabet. Det vurderer investeringsøkonom ved Nordnet og analytiker for Finanswatch Per Hansen.

Goldman Sachs meddelte torsdag, at de sælger aktier i DONG svarende til 6,3 procent af virksomheden, som i dag over 100 milliarder kroner værd.

Efter salget vil de blot eje syv procent af aktierne i DONG, og Per Hansen forventer, at de inden for de kommende 12 måneder helt afvikler deres engagement i energiselskabet. Et engagement, han betegner som en stor succes, både for investeringsbanken selv, for DONG og i sidste ende også for de danske skatteborgere.

»De, der uden videre slår på Finansministeriet og Bjarne Corydon over, at han har foræret 10 milliarder kroner væk, glemmer fuldstændig præmissen om, at staten havde brug for en investor, der både kunne levere kapital og hæve kompetencerne i virksomheden,« siger han.

»DONG har klaret sig ekstraordinært godt de seneste år, og det er klart min vurdering, at Goldman Sachs har spillet en væsentlig rolle i den proces. DONG er i dag vurderet til over 100 milliarder kroner. I og med, at staten fortsat ejer 50 procent af selskabet, kommer det os alle sammen til gode.«

DONG gik på børsen i juni i år og blev værdisat til 98 mia. kr.
Læs også

Goldman Sachs har med sine store internationale netværk, erfaring og analytiske ressourcer, ifølge Per Hansen, været den ideelle partner for DONG.

»Min analyse er, at hverken PensionDanmark eller andre potentielle investorer, der var fremme dengang, tilnærmelsesvist ville være i stand til at matche Goldman Sachs kompetencer og bidrag til udviklingen af DONG,« siger han.

På spørgsmålet om, i hvilken grad Goldman Sachs har været et aktiv for energiselskabet, henviser DONG’s kommunikationschef Thomas Barlebo til en kommentar, selskabets bestyrelsesformand Thomas Thune Andersen gav til Børsen i sommer:

»Goldman Sachs-folkene har jo på grund af deres globale indsigt været en meget vigtig spiller i kvaliteten af den debat omkring de strategiske beslutninger. Fordi de simpelthen har haft en platform til at bidrage med viden og erfaringer fra andre projekter, og kan dermed sammenligne med andre vel- og mislykkede projekter.«

Fremsynet energipolitik

Direktør i tænketanken Cevea, Kristian Weise, der har fulgt sagen om DONG-salget tæt, mener derimod ikke, at DONG’s fremgang i udpræget grad skyldes Goldman Sachs bidrag til selskabet. Han vurderer, at DONG’s succes skyldes tidlige investeringer i grøn energi og havvindmøller.

»De investeringer, DONG tjener penge på i dag, blev foretaget langt inden, Goldman Sachs købte sig ind i 2014. DONG’s succes bygger i høj grad på, at man i Danmark har haft en offensiv politik i forhold til grøn energi og vindenergi – og så på de store investeringer, man foretog i grøn energi og særligt havvindmøller under Anders Eldrups tid som administrerende direktør i slutningen af 00’erne,« siger han.

Kristian Weise har svært ved at se, hvad der er sket i løbet af de seneste tre år, der i væsentlig grad har øget værdien af DONG. Derudover betegner han det som misvisende direkte at sammenligne de godt 44 milliarder kroner, DONG var vurderet til umiddelbart efter kapitaltilførslen i 2014, og vurderingen på over 100 milliarder i dag.

Der var grund til at smile i DONG’s hovedkvarter i Gentofte, da energiselskabet i juni gik på børsen. På blot to år var selskabets værdi steget fra 44,8 mia. kr. til 98,2 mia. kr.
Læs også

»Dengang blev prisen fastsat af forhandlingsparterne, altså staten og investorerne. I dag er den udtryk for vurderingen på det offentlige aktiemarked. Og dengang som nu er der jo stor debat om, hvorvidt DONG var vurderet kunstigt lavt dengang«, siger han.

Kristian Weise mener, at det først og fremmest er Goldman Sachs, der har lukreret på investeringen.

»Det er ingen tvivl om, at investeringen i DONG har været en god forretning for Goldman Sachs. Og de har muligvis både været dygtige og heldige med at lave den. Og jeg mener ikke, at DONG’s succes ændrer på spørgsmålet om, hvorvidt staten solgte sine aktier i DONG for billigt og således gjorde det for nemt for Goldman Sachs at generere så stor en profit, som det lader til at være tilfældet«, vurderer han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jan Svenson
    Jan Svenson
Jan Svenson anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

Det fremgår ikke af artiklen hvad Goldman Sachs har tilført DONG, der gør at virksomheden er steget fra en værdi på 44 mia. kr til 100 mia. kr på tre år. Det kan da ikke være så svært at beskrive. Forbedringer for 56 mia. kr.?
Mathias Sindberg må grave lidt dybere.

kjeld jensen, Niels Nielsen, Peter Ole Kvint, Jens Erik Starup, Flemming Berger, morten rosendahl larsen, René Skov, Søren Roepstorff, Peter Jensen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik holm hansen
Henrik holm hansen

Goldman Sachs går kun efter profit og de 56 mia. kunne nok der blive plads til i pension kasserne .Men sådan gik det ikke .

Brugerbillede for Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen

Allerede i salgsprocessen var der indtil flere såkaldte eksperter, der fremhævede at prisen var sat alt for lavt, så det kunne være det der afspejles nu

kjeld jensen, Peter Ole Kvint, René Skov og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henning Kjær

Det er typisk at en investeringsøkonom og analytiker som Per Hansen vurderer, at det er finansielle input er øger værdien af Dong, og værdistigningen er afkoblet den fysiske virkelighed. Det var også finansfolk der fik værdien skruet ned før salget af Dong, dengang også uden forbindelse til den fysiske virkelighed. Et godt eksempel på finansverdenens bobleøkonomi.

Anders Barfod, kjeld jensen, Jens Erik Starup, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Egon Stich og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Ole Kvint
Peter Ole Kvint

Det var mig, som planlage salget af DONG, da jeg ville hjælpe Nogen, med nogle penge. Goldman Sach og Bjarne Corydon var bare nogen, som blev hyret til opgaven.
Det er helt normalt at aktie-værdien er 10 gange selskabets indre værdi, i dette tilfælde måske 50 gange. Altså når Goldman Sach (som ikke er den virkelige ejer) har har solgt de deres sidste aktier, så går DONG samme vej som OW-Bunker, som også var solgt af Nogen.

Oluf Husted, Mikael Velschow-Rasmussen, Niels Nielsen og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Karlsen

Efter at mikrofonen er slukket:
"Goldman Sachs tilførte DONG så væsentlige kompetencer og knowhow, at DONG foretog de rigtige investeringer, længe inden Goldman Sachs bød på DONG-aktierne"