Kongehuset er det sidste tabu i Folketinget

Enhedslistens Søren Søndergaard mødte efter folketingsvalget i 1994 op til dronningerunden på Amalienborg med andet og mere end blot navnet på partiets statsministerkandidat.

Liste Ø var for første gang kommet i Folketinget, og Søren Søndergaard ville benytte lejligheden til at orientere Dronning Margrethe om, at det nye parti var republikansk og ønskede at nedlægge kongehuset.

På journalisternes efterfølgende spørgsmål om, hvem Enhedslisten pegede på, ville det kvikke svar lyde, at partiet havde meddelt dronningen, at det ønskede hende afskaffet – og i ventetiden foretrak Socialdemokratiets formand, Poul Nyrup Rasmussen, som statsminister.

Men hver gang Søren Søndergaard under samtalen med dronningen skulle til at fortælle om monarkiets endelige, overtog denne samtalen. Når Søren Søndergaard begyndte med at sige:

»Ja ... «, fuldførte Dronning Margrethe sætningen med: »Ja, det må virkelig have været en rigtig spændende tid for Dem, de seneste uger?«

Så måtte Søren Søndergaard forklare, hvor spændende det virkelig havde været, og pludselig rejste dronningen sig op, gav hånd og sagde: »Tak, fordi De kom!«

Lejligheden var forpasset.

Løkkes forklaring tages ’til efterretning’

Et kvart århundrede senere har Søren Søndergaard ikke fået lettere ved at komme til orde, når det drejer sig om at diskutere kongehuset. Tværtimod.

Da Enhedslistens kulturordfører for nylig i en såkaldt forespørgselsdebat i Folketinget havde bedt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forklare, hvorfor Kronprins Frederik i Den Internationale Olympiske Komité (IOC) – tilsyneladende – trodsede regeringens ønske om at udelukke Rusland fra OL, var Løkkes snakkesalighed ikke bare begrænset – det ville han »i sagens natur« end ikke udtale sig om.

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, indledte sin ordførertale med at undskylde, at han undtagelsesvis ikke – som det er normalt i Folketinget – startede med at takke forespørgerne for at have rejst debatten.

»Årsagen til, at jeg er så uhøflig, er, at jeg synes, at præcis den her debat – i modsætning til så godt som alle andre debatter – ikke burde være rejst i en åben debat i Folketingssalen, men derimod over for regeringen i et lukket samråd i Kulturudvalget, i hvert fald hvis man rent faktisk havde ønsket en reel viden om, hvad der skete,« lød forklaringen.

Og sådan blev det også. Ingen fik en reel viden om, hvad der skete. Et flertal bestående af regeringspartierne, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre stemte nemlig derefter for en vedtagelse, som tog statsministerens forklaring – eller mangel på samme – »til efterretning« (Det Radikale Venstre efter Lars Løkke Rasmussen forinden havde ringet til gruppeformanden, Morten Østergaard, for at sikre sig dette).

Enhedslisten, SF og Alternativet foreslog omvendt en vedtagelse, som opfordrede regeringen til at »sikre«, at der ikke igen ville opstå en modsætning mellem dens politik, og det Kronprins Frederik siger og gør.

»Vi er jo fuldstændig bange for at snakke om kongehuset, hvilket er sjovt, for hvad enten man er republikaner eller ej, burde man i det mindste kunne snakke om det,« siger Alternativets kulturordfører, Rasmus Nordqvist, mens SF’s kulturordfører, Holger K. Nielsen, mener, at der er en »berøringsangst« over for kongehuset, som ikke kan forsvares, når skatteyderne sidste år betalte 106,5 millioner kroner til dets opretholdelse.

’Demokratisk problem’

I stedet er kongehuset, dets rolle og medlemmer et af de sidste, måske sidste, tilbageværende tabuer i dansk politik. En politiker sammenligner endda det at kritisere kongehuset offentligt med at afbilde profeten Muhammed: Begge dele opfattes nærmest som blasfemi og gøres kun under eget ansvar (hvilket gør, at vedkommende heller ikke vil citeres for sammenligningen).

»Politikere og embedsmænd er underdanige over for kongehuset i en grad, som trodser enhver beskrivelse, og Kronprins Frederiks IOC-sag er et tydeligt eksempel,« siger Søren Søndergaard i dag.

»Når fjernsynskameraerne er slukkede og journalisterne uden for hørevidde, kan man jo stå og diskutere med politikere fra Socialdemokratiet og regeringspartierne, som helt åbent erkender, at her er der da et problem. Men lige så snart de går på talerstolen i folketingssalen, kan de kun rose kongehuset og kronprinsen. Det er de velkomne til, men det er et demokratisk problem, at der er områder – som ikke er ligegyldige al den stund, de er omtalt i Grundloven – som man ikke kan diskutere. Man skulle jo ellers også tro, at det ville være i kongehusets interesse, at eventuelle problemer blev diskuteret, og afklaret, så de ikke lige pludselig blev til såkaldte ’sager’.«

Meget sigende har de samme politikere – før Kronprins Frederik blev medlem af IOC – advaret mod situationen. Og efterfølgende haft travlt med at forsikre, at kronprinsen skam har gjort deres skepsis til skamme. Eller som den daværende kulturminister Brian Mikkelsen forklarede i en pressemeddelelse, efter at Kronprins Frederik i 2008 havde erklæret sit kandidatur til posten:

»Mine tidligere mere skeptiske udtalelser om kronprinsens mulige IOC-kandidatur er forældede.«

Shitstorm

I 2015 skulle der – med senere justitsminister Søren Pinds (V) ord – en shitstorm til, før kongehuset beklagede, at Kronprins Frederik havde kørt frem og tilbage over Storebæltsbroen, selv om broen var lukket for al trafik på grund af stormen Egon.

En beklagelse som nu ikke fik Søren Pind til at afstå fra at kalde kritikken for »fuldstændig vanvittigt« og kritikerne »lighedshipoer« – en henvisning til HIPO-korpset (Hilfspolizei), der som bekendt var tyskernes danske hjælpepoliti under besættelsen.

Det Radikale Venstres kulturordfører Zenia Stampe, som i 2009 var med til at stifte Den Republikanske Grundlovsbevægelse, har oplevet, hvordan reaktionen kan være, når man kritiserer kongehuset. Hun tror, at præcis det afholder mange af hendes kollegaer fra at gøre det.

»Andre politikere er vel bange for at blive udsat for det samme, som jeg har været udsat for, nemlig at hvis man principielt er modstander af monarkiet som styreform, så bliver man her i landet nærmest fremstillet som landsforræder eller i hvert fald laver landsskadelig virksomhed,« siger Zenia Stampe.

Ifølge den radikale kulturordfører forsøger tilhængerne af kongehuset at gøre alle spørgsmål om emnet til et spørgsmål om for eller imod kongehuset. Eller de forsøger – senest i forbindelse med IOC-sagen – at gøre spørgsmålene til et enkelt: Nemlig om man er for eller imod Kronprins Frederik.

Og hvis – når! – tilhængerne af kongehuset har haft held med at definere debatten, forsøger de derefter at stoppe den med henvisning til, at kongehuset – eller kronprinsen – netop ikke er til debat, men er så populær som aldrig før.

Hvilket også medvirkede til, at den daværende SR-regering opgav at nedsætte en såkaldt grundlovskommission, der blandt andet skulle have skrevet kongens magt ud af Grundloven og rettet det til regeringens magt. Der var ikke den fornødne opbakning i hverken Folketinget eller befolkningen.

Kronprinsen er godt opdraget

Spørger man politikerne, hvorfor der er berøringsangst over for kongehuset, giver de tre svar.

Der er dem, som mener, at slaget allerede er tabt på forhånd, så hvorfor spilde kræfter på diskussionen og/eller selv blive upopulær. Andre – som Søren Pind – mener, at kongehuset, ipso facto, er hævet over enhver debat.

Og endelig mener nogen, at berøringsangsten skyldes, at kongehusets medlemmer ikke kan forsvare sig, hvorfor politikerne må gøre det. I Danmark har alle ytringsfrihed ifølge Grundloven, hvilket altså også gælder for kongehusets medlemmer.

Men der er tradition for, at disse ikke benytter sig af denne frihed, eller for den sags skyld deres grundlovssikrede stemmeret, når det drejer sig om politiske spørgsmål. At andre højtplacerede ’offentlig ansatte’ ikke nyder det samme privilegium, er så en anden sag.

»Det er en særlig diskussion og særlige spilleregler, da medlemmer af kongehuset er underlagt særlige betingelser, hvad angår deltagelse i den politiske debat, og blandt andet har de jo ikke mulighed for selv at udtale sig,« som Socialdemokratiets kulturordfører, Mogens Jensen, skriver i en kommentar.

I dag fastholder Søren Espersen, at al debat om kongehuset hører hjemme bag lukkede døre i Folketinget. Årsag: Debatterne ender netop med at blive et spørgsmål om for eller imod dette.

»Spørgsmålene om IOC-afstemningen er relevante, men af gode grunde kan statsministeren ikke svare på dem. Og det er frustrerende, så kongehuset hører hjemme i lukkede samråd, med mindre det handler om at afskaffe monarkiet – eller vi skal have en kvindelig tronfølger, som vi havde en folkeafstemning om. Det kan man selvfølgelig godt diskutere åbent. Men ellers ikke.«

– Men er der ikke talrige spørgsmål, for eksempel om EU, politikerne godt kan diskutere for åbne døre, selv om de er tilhængere eller modstandere?

»Hovedårsagen er nok, at der her er en part, som ikke kan sige noget, nemlig kongehuset selv. Kronprinsen må da sidde med en frustration over, at han ikke bare kan få lov at sige, hvad der er sket. Men det kan han ikke. Jeg nægter at tro på, at kronprinsen kan have gået imod en lodret ordre i forbindelse med IOC-afstemningen. Der er han alligevel for godt opdraget hjemmefra til, at det gør man altså ikke.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, til kritikken.

Men regeringspartiets ligestillingsordfører, Jakob Engel-Schmidt, kritiserede sidste år – som en af de sjældne borgerlige politikere – kongehuset i forbindelse med Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys deltagelse i et dansk eksportfremstød i Saudi-Arabien. Et besøg Jakob Engel-Schmidt mente, at kongehuset burde have afstået fra eller brugt til at kritisere landets behandling af kvinder og brud på andre menneskerettigheder.

»Hvis den royale familie ringer til Christiansborg og siger: ’Prøv at høre, Kristian Jensen (daværende udenrigsminister, red.), vi gider ikke med i dit Challenger-fly og flyve ned til ørkenen, hvor ingenting gror, og kvinder har det svært’, så finder man en undskyldning,« lød det i radioprogrammet ’Annejagt’ på Radio24syv.

Det mente Kristian Jensen nu dengang ikke var tilfældet, og i dag ønsker Jakob Engel-Schmidt ikke at kommentere på, om der skulle være en berøringsangst over for kongehuset.

»Den diskussion har jeg ikke noget behov for at genoplive,« lyder den kortfattede kommentar. 

Selv skriver kongehuset i en kortfattet mail, at man »ikke ønsker at kommentere sagen«.