Nyhed
Læsetid: 3 min.

Miljøvismænd revser landbrugspakken: Spærrer for miljømål

Danmark får svært ved at indfri sine forpligtigelser over for EU om renere grundvand og havmiljø. Årsagen er landbrugspakkens manglende regulering af brugen af kvælstof, konkluderer Det Miljøøkonomiske Råd. Vås, siger Venstre
Danmark får svært ved at indfri sine forpligtigelser over for EU om renere grundvand og havmiljø. Årsagen er landbrugspakkens manglende regulering af brugen af kvælstof, konkluderer Det Miljøøkonomiske Råd. Vås, siger Venstre

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Indland
1. marts 2017

Diskussionen om den omstridte landbrugspakke, der sidste år medførte, at Eva Kjer Hansen (V) gik af som miljø- og fødevareminister, er blusset op på ny, efter det Miljøøkonomiske Råd i går præsenterede sin årlige rapport.

Ifølge vismændene får Danmark som følge af landbrugspakken svært ved indfri EU’s vandrammedirektiver, hvor medlemslandene er forpligtet til sikre rent grundvand og bæredygtige kystvande, søer og vandløb.

Det skyldes, at landbrugspakken lempede en stor del af den eksisterende regulering på kvælstofsområdet. Kvælstof tilføres gødningen og øger landmændenes produktion, men kvælstoffet forurener samtidig vandmiljøet i særligt fjorde og kystnære områder.

De manglende reguleringer betyder, at den totale udledning af kvælstof vil stige frem mod 2021, hvilket medfører, »at tilstanden i nogle kystvande kan blive forværret«. Ligesom vismændene siger, at det bliver mere omkostningsfuldt at genetablere de forurenede økosystemer, når først landbrugspakken er indfaset.

For at modvirke de miljømæssige konsekvenser foreslår Det Miljøøkonomiske Råd at indføre afgifter på forbruget af kvælstof ud fra princippet: jo større miljøpåvirkning, des højere afgift.

Noget teoretisk sludder

Tidligere i år konstaterede Stiig Markager, professor i bioscience ved Aarhus Universitet, at den positive udvikling, man havde oplevet i havmiljøet i årene før landbrugspakken, i dag er et overstået kapitel. »Vi kan se de første tegn på, at havmiljøet nu bliver dårligere og dårligere år for år,« sagde han i januar til TV-avisen. Markager byggede sin vurdering på målinger foretaget over en årrække.

Analysen fik i sidste uge miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V), til i Folketinget at begrunde udviklingen med »år-til-år variationer betinget af klimatiske forhold«.

Ministeren ønskede i går ikke at svare på vismændenes kritik af landbrugspakken til Information, men Venstres miljø- og landbrugsordfører, Erling Bonnesen, giver ikke meget for kritikken:

»Jeg kan fuldstændig afvise vismændenes rapport. Det er intet andet end en teoretisk skrivebordsøvelse, der foreslår en ny skat – og det er slet ikke, hvad landbruget har brug for i øjeblikket,« siger ordføreren og henviser til, at der allerede eksisterer initiativer i landbrugspakken, der skal kompensere for miljøbelastningen.

De planlagte miljømæssige kompenseringer i landbrugspakken – som eksempelvis etablering af flere vådområder – er imidlertid medtaget i rådets samlede regnskab over kvælstofudledning frem mod 2021. Ifølge vismændenes udregninger udledes der sammenlagt 5200 ton kvælstof frem mod 2021, hvis man trækker de bebudede miljøindsatser, der skal etableres løbende de kommende år, fra.

K: Vi skal først læse rapporten

Det højspændte forløb omkring landbrugspakken kan især tilskrives De Konservative. For ét år siden stod partiet ufravigelig fast på at sikre en landsbrugspakke, der hjalp det trængte landbrug uden at gå på kompromis med miljøet.

Debatten tog for alvor fart, da en række forskere anklagede daværende fødevare- og miljøminister Eva Kjer Hansen (V) for at tegne et skønmaleri af, hvor grøn landbrugspakken i virkeligheden var. Kritikken betød, at netop De Konservative mistede tilliden til ministeren. Det resulterede i hendes afgang, og at regeringen måtte til forhandlingsbordet igen for at stille De Konservative tilfreds.

Siden dengang er der selvfølgelig løbet meget vand – og måske kvælstof – gennem danske vandløb. De Konservative sidder som bekendt i regering nu og partiets miljøordfører, Mette Abildgaard, er da også meget varsom med at udtale sig, da hun først får præsenteret vismændenes rapport senere på ugen. Hun hilser dog kritikken velkommen:

»Vi lytter selvfølgelig altid til den kritik, der bliver rejst – det gør vi også i forhold til Landsbrugspakken – men det er vigtigt at fastslå, at vi mener, landbrugspakken er et skridt i den rigtige retning. Det er selvfølgelig rigtigt, at det ville have været billigere at opnå miljømålene, hvis vi ikke havde vedtaget pakken. Men vi gjorde det for at hjælpe et gældsat og ekstremt presset erhverv,« siger hun.

En stor del af forpligtigelserne over for EU’s vandrammedirektiv skal indfris i senest 2021. De resterende miljøforbedringer skal senest opfyldes fra 2027.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I venstre har man lært af Trump. Ubehagelige sandheder afvises under nærmere begrundelse som 'vås'.

Torben Bruhn Andersen, Carsten Wienholtz, Sus johnsen, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Erik Nissen, Kim Houmøller, Anne Eriksen, Mona Blenstrup, John Hansen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Ja, når man taler mangel på enhver erkendelse af fakta - bevidst eller ubevidst - så er Løkke en rigtig lille "trump". Hvad landbrugsministeren er, må jeg ikke skrive...

Det er ikke EU, vi skal bekymre os om - det er vores stakkels lille land, der snart er forurenet i en grad - vand-skov-produktionsdyr - at kun de dyre boligkvarterer går fri - der, hvor de velbjergede placerer sig :)

Carsten Wienholtz, Henrik Leffers og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Godt vi har EU!

Henrik Leffers

Da regeringen fremsatte planen for ødelæggelse af miljøet på landet, skrev jeg en kommentar, der sluttede med: Når jeres lokale miljø bliver ødelagt af kvælstof og fosfor fra landbruget, så kan i jo komme på besøg hos os byboere, og se hvor rart et rent miljø er. I København kan i glæde jer over at se søer, hvor vandet er helt klart med bunden dækket af vandplanter, som oven i købet har DKs største bestand af svaner. Eller tage til Århus og nyde en fadøl ved Århus Å, der blev kaldt Døde Å den gang jeg boede i Århus, men nu er helt ren (og lugtfri!) og frilagt gennem det meste af byen.

Men det er faktisk ikke morsomt ment! Kvælstof udledningen kommer til at ødelægge åer og fjorde i områder med meget sandet jord. Det inkluderer desværre Skjern Å, hvor der er brugt millioner på at genoprette laksebestanden, og Limfjorden hvor der er brugt endnu mere på at få muslinge og østers bestandene tilbage!

Torben Bruhn Andersen, Carsten Munk, Carsten Wienholtz og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Erhverv i krise!? When will they ever learn? Det ser ud til, at det kommer til at tage laaaang tid. Alle disse 'gode' intentioner og hensyntagen til et kriseramt erhverv. Alle disse støtteordninger, særregler og særlige lettelser. Alle disse såkaldt 'gode' intentioner pakket ind som særlig hensyntagen til et kriseramt og gældstynget erhverv, som efter egen opfattelse er ramt af helt urimelige bureaukratiske skrivebordregler og helt urimelig faktabaseret videnskab. Alt dette gemt væk i sniksnak om, at det faktabaserede og bedst videnskabelige understøttede ikke har nogen gyldighed. Og interesseorganisationen som påstår, at dem, som baserer deres viden på kendsgerninger tilhører fortiden - fordi de politiske vinde midlertidigt har skiftet. Men det er jo aldeles lattervækkende, når netop alle disse 'gode' intentioner er så himmelrådende rettet mod fortiden. Med disse holdninger forbedres jordkvaliteten ikke; dyrevelfærden højnes ikke; miljøet forbedres ikke; MRSA kan ikke standses; grundvandet kan ikke sikres; modstandskraften mod forandringer af klimamæssig art er ikke sikret; og så videre og så videre. Måske skulle alle disse 'gode' intentioner, holdninger og meninger forsøge at basere sig på den bedst tilgængelige viden på området, modtage den og forsøge at ændre det kriseramte erhverv i en retning, der sikrer en fremtidig forsvarlig og bæredygtig fødevareforsyning. Der er nok at tage fat på, men det kræver et opgør med tåbelighederne, som de manifesteres i topledelserne i 'gode'intentioners ledende (og i øvrigt generelt) lag.

jørgen djørup, Anne Eriksen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Hvorfor i alverden skulle det danske landbrug og deres politiske afdeling Venstre, begynde at ændre sig i retning af noget fremadrettet, bæredygtigt og anvendeligt. Landbruget får hvert eneste år 10 mia. i kontanthjælp, og det er vel at mærke ikke sådan at bønderne skal afhænde hvad de har af værdier før de kan modtage hjælp - tvært imod, jo mere man som bonde ejer, jo mere kan man få i kontanthjælp. For så lige at putte lidt flere penge i lommerne på Venstres vælgere, har man besluttet at lavenogle lån, finansieret af staten og nogle pensionskasser - og afskrevet som tabte fra start. Man må gå ud fra at disse idelige gaver giver sig udslag i fornuftige bidrag til Venstres valgkamp.

Ud over gaveregnen bestående af lempelser af "rammevilkår" og direkte penge i lommen - og dermed følgende forurening af danskernes jord, vand og miljø i øvrigt, har Venstre lige besluttet at forære 3 danske og en japansk havdambruger(e) retten til at svine dansk farvand til med endnu mere kvælstof, medicin og møg. Vel at mærke ganske gratis, de betaler ikke skat, de betaler ikke rensning af spildevand, og de skal ikke gøre rent efter sig. Mens de dumme danske skatteydere arbejder dag ud og dag ind og betaler deres del af skatten for at holde samfundet kørende, kører Venstres vand- og landbønder frihjul.

Miljøfolk af enhver art har været inde på borgen og forklare alle de miljømæssige farer og ulemper, men politikerne vil ikke høre, især ikke Venstres politikere. Så jo, vi har i den grad vores egen Trump.

jørgen djørup, Anne Eriksen, Carsten Wienholtz, Flemming Berger og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Jamen, nu er det tid til at etablere et nyt politisk parti! - ja, der er jo sager nok, der trænger til en kæmpe overhaling - det virker ikke helt som om, at det "nyeste parti" Alternativet eller for den sags skyld, resten af "venstrefløjen" har tænkt sig at at lave revolution!

Det er egentlig ikke ment som kritik, jeg ville sikkert heller ikke kunne holde ud til at "sovse rundt" på Christiansborg i det vanlige klima uden at blive frustreret.
Men der er nok at atge fat på, vi bliver indrullet i et diktatur, der kvæler al modstand, stille og roligt - skærer og tillader forurening og misvedligeholdelse af natur og værdier - lader SKAT udbetale milliarder til kriminelle - lader medicinalindustrien køre deres eget løb og nedgør alle naturlige produkter opføre på "sorte lister", så folk bliver tvunget til at benytte "systemet´s tilbud" med diverse bivirkninger og fejl.
Nu har man ovenikøbet, gennem flere år, "opfundet/ forsket" i en psykisk lidelse, "funktionelle lidelser", der gør fysiske problemer til psykiske! Hvis man er et forsikringsselskab og sælger sygedagpenge forsikringer, eller et Jobcenter, er det jo sagen - "du fejler ikke noget, det er bare psykisk".

Det er ikke bare politikerne, der kan regne den ud...Hvad skal partiet hedde?