Læsetid 5 min.

Regeringen vil gøre peberspray til fast udstyr for fængselsbetjente

Justitsministeren har stillet forslag om, at peberspray skal være en del af den almindelige udrustning for fængselsbetjente i lukkede fængsler. Betjentenes fagforening glæder sig over initiativet, mens flere eksperter udtrykker bekymring for, at det vil eskalere konfliktniveauet i fængslerne
Fængselsbetjentenes fagforbund har i årevis efterspurgt, at peberspray blev en del af deres faste udstyr. Nu foreslår justitsminister Søren Pape Poulsen netop det som en reaktion på de senere års markante stigning i antallet af voldsepisoder i danske fængsler.

Fængselsbetjentenes fagforbund har i årevis efterspurgt, at peberspray blev en del af deres faste udstyr. Nu foreslår justitsminister Søren Pape Poulsen netop det som en reaktion på de senere års markante stigning i antallet af voldsepisoder i danske fængsler.

Joachim Adrian
17. februar 2017

Betjente i lukkede fængsler skal til hver en tid have peberspray ved hånden. Det foreslår justitsminister Søren Pape Poulsen på baggrund af de senere års markante stigning i antallet af voldsepisoder i danske fængsler.

Ministeren henviser i lovforslaget til, at de mest hårdkogte kriminelle i dag udgør en større andel af de indsatte, fordi stadig flere kriminelle med milde domme afsoner deres straf med fodlænke eller gennem samfundstjeneste. Det er denne generelle forråelse, der, ifølge ministeren, gør det nødvendigt at bevæbne betjentene yderligere.

Under Folketingets første behandling af lovforslaget udtalte Søren Pape Poulsen:

»Vi har desværre set flere og grovere overfald på fængselsbetjente. Det skal vi reagere på. Fængselsbetjente skal have mulighed for at reagere hurtigt og effektivt i voldsomme konfliktsituationer, og her er det uhensigtsmæssigt, at peberspray først skal udleveres fra et depot, når en situation opstår.«

Fængselsbetjente har siden 2011 haft mulighed for at benytte peberspray i situationer, hvor de har vurderet det nødvendigt og har udtømt muligheden for at løse konflikten med mildere metoder. Hidtil har betjente som udgangspunkt skullet hente peberspray i et centralt depot, når de har vurderet, at det var nødvendigt i forbindelse med konflikter med indsatte. Men fremover skal det altså være fast udstyr i fængselsbetjentenes bælter.

Ansatte i fængslerne er blevet mere udsatte de seneste år. I 2012 var der 370 registrerede tilfælde af vold og trusler mod ansatte i Kriminalforsorgen. I den seneste opgørelse for 2015 er det tal steget til 538 til trods for, at det samlede antal indsatte er faldet med næsten 10 procent i samme periode.

Tilfælde af vold og trusler mod ansatte i Kriminalforsorgen:

Imod internationale anbefalinger

Den Europæiske Torturkomité har tidligere anbefalet, at peberspray ikke bør indgå som en del af fængselsbetjentes standardudstyr. Komitéen vurderer, at peberspray kan være stærkt sundhedsskadeligt. Derfor bør det ikke bruges i aflukkede rum, som det ofte vil være tilfældet i fængsler.

Men Peter Vedel Kessing, der er forsker ved Institut for Menneskerettigheder og tidligere har undersøgt brugen af peberspray i danske fængsler, mener ikke, at den umiddelbare tilgængelighed af peberspray er afgørende. Han understreger, at det heller ikke er blevet lagt til grund for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme på området. Forskeren fremhæver i stedet, at rammerne for, hvornår peberspray må anvendes, ikke lempes i det nye lovforslag.

’Jeg har aldrig nogen sinde været bange for de indsatte. Jeg har været mere nervøse over for nogle af mine kolleger.’ Sådan lyder det fra tidligere fængselsbetjent Lærke Mogensen.
Læs også

»Der er selvfølgelig en risiko for, at man bruger det i videre omfang, når man har det på sig, men der gælder fuldt ud de samme krav og restriktioner, der hele tiden har været for, hvornår man må anvende peberspray,« siger han. Peter Vedel Kessing understreger, at anbefalinger fra Torturkomitéen ikke er retligt bindende.

»Der kan være andre hensyn, der gør, at man ikke følger Den Europæiske Torturkomités anbefalinger. Her er et hårdere klientel eller stigende vold i fængslerne i mine øjne legitime hensyn«, vurderer han.

Skånsomt og effektivt

Fængselsforbundet, fængselsbetjentenes fagforbund, har i årevis efterspurgt, at peberspray blev en del af deres faste udstyr. Ifølge formanden, Kim Østerbye, har reglerne for brug af peberspray hidtil været for vilkårlige.

»Vores opfordring til justitsministeren har været foranlediget af, at der desværre har været et skisme i, hvordan de forskellige fængsler har forholdt sig til reglerne«, fortæller han.

Kim Østerbye glæder sig yderligere over, at peberspray fremover bliver mere tilgængeligt for fængselsbetjente. Ligesom justitsministeren understreger han, at miljøet i fængslerne er blevet hårdere, hvilket stiller skrappere krav til betjentenes mulighed for at håndtere konflikter.

»I mine øjne er peberspray et både skånsomt og effektivt sikringsmiddel. Folk falder meget hurtigt til ro, og det er langt at foretrække og langt mindre indgribende end eksempelvis staven. Typisk er det overstået på 10 minutter,« siger han.

Både politiet og fængselsbetjentene betragter peberspray som det mindst indgribende magtmiddel, de har til rådighed, umiddelbart efter ’talens brug’ og ’håndkraft’. Stav og tåregas, der vurderes at være mere hårdhændede midler, er ikke en del af fængselsbetjentes almindelige udstyr og vil også fremover skulle hentes i tilfælde af konkrete konfliktsituationer.

Risikerer unødig magtanvendelse

John Hatting, formand for Kriminalforsorgsforbundet, der repræsenterer socialrådgivere, pædagoger og andre civilt ansatte i Kriminalforsorgen, finder forslaget bekymrende. Han frygter, at det vil føre til øget – og unødig – magtanvendelse, hvis fængselsbetjentene permanent bærer peberspray.

»Det kommer til at kræve, at betjentene er i stand til at agere særligt roligt og velovervejet, når de i pressede situationer skal vurdere, hvordan de håndterer konflikter med mindst indgribende midler. Man risikerer, at det vil påvirke den vurdering, at man har pebersprayen lige ved hånden,« siger han.

Det er ikke den enkelte fængselsbetjents skyld, men et organisatorisk problem, at betjentenes fokus er på kontrol og sikkerhed snarere end støtte og motivation, vurderer Lise Billund, der har skrevet ph.d.-afhandling om fængselsbetjentes arbejdsvilkår.
Læs også

Han mener, at forslaget ligger i forlængelse af en generel udvikling i Kriminalforsorgen, hvor sikkerheden og de hårde virkemidler styrkes på bekostning af den resocialiserende indsats.

»I stedet for blot at sætte hårdt mod hårdt, som dette initiativ er udtryk for, burde man sætte de indsatte til at lave noget meningsfuldt. Arbejde målrettet på, at de indsatte kommer ud i den anden ende som velfungerende samfundsborgere,« siger han.

Den betragtning deler formanden for den kriminalpolitiske forening KRIM, Claus Bonnez.

»Den mest effektive måde at nedbringe volden og konfliktniveauet i fængslerne på er ikke yderligere bevæbning. Når og hvis der sker en optrapning af vold i fængslerne, så skyldes det i min optik en tendens til, at man de seneste år har betonet straf frem for resocialisering i Kriminalforsorgen«, siger han.

Ø: Bekymrende

Politisk ordfører for Enhedslisten, Pernille Skipper, er imod forslaget.

»Vi vil være meget bekymrede for at indføre peberspray som et fast element i dagligdagen i Kriminalforsorgen. Erfaringerne fra politiet, der fik peberspray for nogle år tilbage, viser, at det øger magtanvendelsen samlet set og altså ikke nedbringer andre former for magtanvendelse.«

Hun mener i stedet, man bør håndtere den stigende vold med mere personale i fængslerne.

Ifølge Kriminalforsorgens seneste brugerundersøgelse er hver fjerde indsat i danske fængsler blevet mobbet af fængselspersonale, mens 22 procent hævder at være blevet udsat for trusler
Læs også

»Jeg er rigtig ked af, at vi diskuterer mere magtanvendelse og flere våben, når vi ved, at ét af de bedste midler til at undgå konflikter i fængslerne, der eskalerer til vold, er den pure tilstedeværelse af tilstrækkeligt personale, der kan tale konflikterne ned. Men det kræver, at personalet ikke er presset på samme måde, som det er tilfældet i dag,« siger hun til Information.

Lovforslaget har været til første behandling og forventes vedtaget sidst i februar af et bredt flertal i Folketinget. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsministeren, da han er på ferie i denne uge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Gert Romme

Jeg syntes, at man først og fremmeste skal uddanne fængselsbetjente, og så skal man udvælge sine ansatte på en mere seriøs måde. Tænk blot på, hvad en "fængselsdag" koster samfundet og den indsatte.

For det kan da ikke være rigtigt, at man lukker dømte mennesker ind i dagens fængsler sammen med nogle mennesker, der ikke har blot den mindste indsigt i f.eks. simple sociologiske, kulturelle, religiøse og sundhedsmæssige sammenhænge.

For disse dømte mennesker skal jo ud i samfundet igen, når straffen er afsonet. Og så ville det da være hensigtsmæssigt, at de kom ud med en anden livsindstilling, end da de kom ind.

Derfor syntes jeg, at forholdet mellem indsatte og fængselspersonale bør bygge på tillid og hjælpsomhed. Og fængselsansatte som har opnået de indsattes tillid bør også hjælpe dem med alle de sociale forhold i en verden udenfor murene.

Anne Eriksen, Carsten Wienholtz og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Erik Starup
Jens Erik Starup

Vi har nu ikke været særlig heldige med de folkevalgte i de senere år.
De erstatter viden med tro. Det er ikke holdbart i det lange løb.

Brugerbillede for Jan Weis

Pensionerede ’sofadyr’ skulle tage en tørn i landets fængsler (hedder det det mere?) og opleve virkeligheden for de ansatte – ikke de indsatte, de sidder sandsynligvis som de har gjort sig særligt fortjent til …

Brugerbillede for Sus johnsen

Optrapning af våben er aldrig en god ide. Flere betjente vil gøre det sikrere. Det vil forbedre deres arbejdsmiljø og forebyggende indsats.
Alle grupper i det offentlige er blevet skåret så de er ved at bryde sammen under arbejdspres. Vi er alle kun mennesker, der er en grænse for hvad vi kan præstere.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Om de er for få eller for fjerne i forståelse af forholdene, så hjælper det absolut ikke at "bevæbne" med peberspray. Det er latterligt - og vil aldrig opnå respekt...
Der er en grund til at erfarne mennesker, som regel ikke de yngre årgange uden af der er negativt ment, er bedre til at takle problemer.

Politikerne sulter det offentlige i deres idiotiske sparekonkurrence og undrer sig så over, at en mand m/k ikke er kun det, men resultatet af erfaring og uddannelse.
Selvfølgelig kan man nok ikke forvente denne indsigt fra folk, der ser politik som et regnestykke og teorier i praksis i stedet for at leve i virkeligheden!