Efter tre bank på en dør, der tilhører et parcelhus i Holeby på Lolland, kommer Lissi Hansen på 81 år iklædt en rød striksweater ud og åbner. Vi spørger, om vi må tale med hende om at være boligejer på Lolland i anledning af, at de på Christiansborg i øjeblikket forhandler om en ny boligskat.
»Ja, vi har jo godt nok boet her i 57 år,« siger Lissi Hansen. Desværre skal hendes mand Svend lige til at sove til middag, så vi får at vide, at vi kan komme tilbage kl. halv to, når han er stået op.
I mellemtiden kører vi rundt i den lille landsby Holeby, der ligger 20 minutter fra Maribo, den næststørste by på Lolland. På en stikvej fra centrum, der udgør en lille købmand, går den pensionerede butiksarbejder Annelise tur med sin sorte labrador.
»Det er der ikke noget nyt i,« siger Annelise – der ikke vil have sit efternavn i avisen – om boligudspillet, hvor den nye trekløverregering blandt andet lægger op til en fastfrysning af grundskylden og en flad skat, så alle boligejere betaler 0,6 procent uanset husets værdi.
VLAK-regeringen finder boligskatten og især de planlagte stigninger i grundskylden for høje og uretfærdige og vil med udspillet rette op på det. Men ved bl.a. en fastfrysning af grundskylden vil boligskattelettelserne i regeringens udspil koste staten 32 mia. kroner, og det er der endnu ikke fremlagt finansiering af.
Forhandlingerne fortsætter i denne uge, hvor regeringen også har varslet, at den vil præsentere finansieringen. Men udspillet er allerede blevet mødt med kritik, ikke mindst i en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som viser, at en boligejer i Rudersdal Kommune vil opnå en besparelse på 22.000 kroner om året frem til 2020, mens en boligejer på Lolland vil få 1.600 kroner om året ud af regeringens forslag.
Derfor har Socialdemokratiet allerede i de indledende forhandlinger – hvor også Dansk Folkeparti og Radikale Venstre er med – udtrykt skepsis ved forslaget.
»Vi er nogle andre partier, som har blik for Sønderjylland og Nordjylland og Sjælland og Fyn og øerne,« sagde S-formand Mette Frederiksen til DR i forrige uge og kaldte udspillet en hjælp til danskere med »de allerdyreste huse«. Samtidig viser tal fra Danmarks Statistik, at en flad skat kun vil blive relevant for boligejere i 12 af de rigeste kommuner i Danmark.
Skævvridning
»Derinde i København bliver der ikke lavet politik til vores fordel. Det er dem, der også får topskattelettelser, der vinder på det hele,« siger Annelise.
På det modsatte fortov kommer en kvinde gående med en indkøbsvogn fyldt med spånebrænde.
»Kom herover, Lisbeth, hvis du vil give dit besyv med til avisen,« kalder Annelise.
»Det bliver ulige,« siger Lisbeth, da hun hører, hvad vi taler om.
»Og så kalder de Lolland for Udkantsdanmark og bliver ved med at tale om at gøre noget ved det, men der sker kun det modsatte,« siger Annelise.
Siden Venstre fik regeringsmagten, har de lagt op til at støtte væksten i yderkommunerne, som længe har oplevet befolkningsflugt og faldende vækst. Med udspillet ’Vækst og udvikling i hele Danmark’ fra 2015 skulle der med 100 nye tiltag sættes gang i hjulene i de danske landområder.
Men ifølge AE-rådets analyse vil både fastfrysningen af grundskylden og afskaffelsen af den progressive boligbeskatning være med til at skabe større økonomiske skel mellem kommunerne i Danmark.
Da regeringen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale Venstre i forrige uge forhandlede om den nye boligskat, udtalte tidligere overvismand Peter Birch Sørensen til Berlingske:
»Det vil give en regional skævvridning, og det vil samtidig have en tendens til at gavne dem med de højeste indkomster. Det er dem, der har råd til at bo de dyre steder i landet,« sagde han.
I går kom der ifølge Jyllands-Posten nye beregninger fra Skatteministeriet, der afviser kritikken af, at boligudspillet giver en regional skævvridning. Kigger man på det samlede boligudspil – og altså ikke kun fastfrysningen af grundskylden og den flade skat – er det nemlig yderkommuner som Odsherred, Lolland og Lemvig, der opnår den største procentvise skattelettelse.
Boligejere i Odsherred vil således opnå en lettelse på 47 pct., mens boligejere på Frederiksberg samlet set opnår en lettelse på 10 pct.
Men Socialdemokratiet fastholder kritikken: »Det er korrekt, at det er geografisk skævt, når man isoleret ser på afskaffelsen af millionærknækket,« siger Benny Engelbrecht til Jyllands-Posten.
Svend og Lissi Hansen bor i hus i Holeby på Lolland. De får ikke megen glæde af regeringens planer om en ny boligskat.
Ikke misundelig
I Maribo går 51-årige Jeanette Wrede rundt i sit rækkehus på 100 kvadratmeter, som hun netop har solgt for 950.000 kroner. Hun skal flytte ind i et større hus i byen.
Mange af hendes ting er allerede pakket ned i flyttekasser, tilbage i vindueskarmen står to lysestager med kunstig væge og en rødstribet Kähler-vase.
For et år siden sagde Jeanette Wrede sit job op som specialpædagog efter at have været sygemeldt med stress. Siden har hun arbejdet som livredder i Maribos svømmehal. Hun er »ikke misundelig« over, at borgerne i Rudersdal kan se frem til en skattegevinst som følge af en fastfrysning af grundskylden.
»Vi bor jo ikke her, fordi husene er billige. Jeg har altid boet her, og jeg kunne ikke tænke mig at flytte andre steder hen, for jeg har det godt, hvor jeg er,« siger hun.
Men ifølge Jeanette Wrede er det ikke »rimeligt«, at Lolland er en af de kommuner, der får mindst ud af regeringens forslag om en ny boligskat.
»Der er jo mange mennesker hernede, som kunne bruge de penge, som staten giver til de rige i skattelettelser,« siger hun.
Efter kontanthjælpsloftet blev vedtaget af regeringen, har Lolland oplevet en stigende strøm af kontanthjælpsmodtagere, viser tal fra kommunen. Bare de seneste 12 måneder er der flyttet 217 personer, der er på offentlig forsørgelse, til Lolland.
»Det er sjældent, der flytter nogle hertil, som tjener penge selv. Og det gør det lidt svært, når kommunekassen i forvejen er tom, og pengene ikke følger med dem, der kommer,« siger Jeanette Wrede.
»Mange kommuner bliver rigere, og vores bliver fattigere.«
Tilbage i 1946
86-årige Svend Hansen er stået op fra sin middagslur, og Lissi har hængt vasketøjet til tørre i deres tilfrosne have. Huset byggede Svend, der var maskinarbejder på fabrikken i Holeby, tilbage i 1960.
Han fortæller, at det gamle hus på et tidspunkt i 1980’erne var vurderet til over 600.000 kroner, og en ejendomsmægler opfordrede Lissi og Svend Hansen til at sælge, mens de kunne tjene på det.
»Men var du rigtig klog, min ældste søn havde lagt murstene, som det her hus er bygget med, i hånden på mig. Nej, vi skulle ikke sælge,« siger han og kigger sig omkring i stuen med væg-til-vægtæppe, der er fyldt med nips, karafler, porcelænsfigurer, potteplanter med svigermors skarpe tunge, broderede puder og omkring 40 planter i vindueskarmen.
I dag er huset ifølge Svend »ikke en skid værd«.
For et halvt år siden blev to huse, man kan se fra ægteparrets stuevindue, solgt for … »… sidder I ned?« spørger Svend Hansen og holder en kunstpause.
»150.000 kroner!« udbryder han og banker i bordet, så borddugen med flæser og blomster løfter sig. Stueuret i rummet slår to slag.
»Husene herovre bliver solgt for en slik,« siger Lissi Hansen og drejer hovedet over mod en række ramponerede huse med mørklægningsgardiner for vinduerne på den anden side af vejen. De bliver lejet ud.
»De er nogle værre stakler, dem derovre. De kommer næsten aldrig ud af huset,« siger hun.
Lissi er skeptisk over for regeringens nye boligudspil.
»Det får vi jo ikke noget ud af hernede,« siger hun.
Svend tysser på sin kone.
»Nu skal du ikke begynde at sige noget, du ikke ville have sagt til hverdag, Lissi,« afbryder han. Bag ham hænger et gulnet bryllupsfotografi af Lissi og ham.
»Jeg talte med en oppe fra det nordlige København. Han havde en månedshyre på 45.000 kroner! Hernede er den vel på en 22.000 stykker i gennemsnit.«
Ærgerlig viceborgmester
På kommunekontoret i Maribo på Lolland sidder viceborgmester Henrik Høegh (V). Han mener ikke at udspillet gavner udligningen mellem kommunerne.
»Vi har en lang række af elementer omkring udligning, som vi gerne vil snakke med vores kolleger på Christiansborg om. Her bliver boligskatten en af de ting, som vi synes skal med,« siger han.
Viceborgmesteren så helst, at der var »en fair og lige beskatning.«
»Bor man i et område med lave boligpriser, så har man også en lav beskatning, og bor man i områder med høje boligpriser, så har man en højere beskatning. Det synes jeg er ret naturligt,« siger han.
De 1.600 kroner, som boligejerne på Lolland får ud af skattelettelserne, vil man ifølge Henrik Høegh ikke lægge mærke til.
»1.600 kroner om året bliver sgu ikke til mange basører. Det synes jeg ikke er fair,« siger han.
Torskerogn er dyrere
Tilbage i huset hos Lissi og Svend Hansen har stueuret slået tre slag.
»Det er nu uretfærdigt med de boligskatter,« prøver Lissi igen. »Politikerne derinde i Folketinget ved ikke noget om, hvad der sker her på Lolland.«
»Nu bevæger du dig ud på glatis igen, Lissi,« siger Svend. »Det der politik, det ved vi ikke så meget om.«
Det ældre ægtepar fra Lolland kigger på hinanden. Svend ryster på hovedet.
»Torskerognen er så meget dyrere inde i København. Priserne er højere, så måske har de mere brug for pengene end os,« siger Svend Hansen til sin kone og får det sidste ord i sagen.
"»Torskerognen er så meget dyrere inde i København. Priserne er højere, så måske har de mere brug for pengene end os,« siger Svend Hansen til sin kone og får det sidste ord i sagen."
Orwel beskrev i 1984 begrebet dobbelt tækning (double think), som dækker over at mennesker lærer at leve med høj dissonans; modstridende fortællinger som gør det muligt for mennesker at acceptere en udvikling, der ikke er konsistent; acceptere samfundsfortællinger og normer, som ikke har en indre lødighed og sammenhæng. Hér kan ægteparret se at der sker en øget ulighed ifm. ændringen af boligskat, men det lykkes dem at 'forstå' det ved at slå fast at de ikke ved noget om politik og at torskerognen er dyrere i København, hvorfor fordelingsskævheden må accepteres.
Vi ser også dobbelttænkning når det kommer til at acceptere velfærdsnedskæringer for at bevare velfærd, indskrænkelser af frihed mhp. at opnå frihed, krigshandlinger mhp. etablering af fred osv. osv. Og ægteparret fra Lolland viser os hvordan det meget simpelt kan fungere, folk skal blot blive afmægtiggjorte nok, så kommer apatien og resignationen.
Det man spare i skat skal man betale til banker og realkreditten i stedet.
Huse bliver solgt på huslejen. Det du spare i skat kan du låne flere penge for.
En gigantisk gave til nuværende husejere - man kan låne mange penge for 22.000,- om året.
Fremtidige husejere får ikke andet ud af det end større finansiel usikkerhed ud af skattebesparelsen.
Boligskattepolitik skal helst ikke blandes med egnsudvikling. Det ender galt. Boligskat skal eksistere for at sikre at arbejdsfrie indtægter der opstår bl.a. ved stigende salgspriser på jord og ejendom også beskattes. Det skal altid være mere attraktivt at investere i virksomheder og arbejdspladser frem for jord og ejendom.Merværdien skal beskattes. Formuen skal også beskattes. Disse overordnede principper skal gælde. Hvorledes det så teknisk set skrues sammen har vi dygtige embedsmænd til at finde ud af.
»Torskerognen er så meget dyrere inde i København. Priserne er højere, så måske har de mere brug for pengene end os,« siger Svend Hansen med tydelig udkantsironi, der dog sædvanligvis er helt spildt på Informations læsere og journalister.
Jimmy Krogh, du har muligvis ret i at udtalelsen er galgenhumoristisk, men hvilken forskel gør det egentligt i praksis? Resultatet er fortsat accept af udviklingen.
Der er desværre næppe mange i folketinget, som arbejder for andet et at lade det ene bureaukratiske misfoster afløse det andet. Når det handler om noget så centralt som boligpolitik, kunne det være rart, hvis nogen derinde til en forandring gad at starte med andet end udvalgte vælgersegmenters interesser og tænkte lidt i helheder med flere gruppers ønsker og behov, og dernæst udarbejdede krav for en politik der skulle udvikles, og ikke som i dag og i tilfældet på boligområdet tog udgangspunkt i et allerede umuligt system som årtiers lappeløsninger har frembragt.
Af hensyn til individer, familier, kultur og samfundsøkonomi kunne nogle krav være, at det skulle være uproblematisk, enkelt og billigt at flytte og ændre sin livssituation, når behovet opstod. Det er trods alt fundamentet for så meget andet, så når hverken ejer-, andels- eller almene boliger kan leve op til dette minimum (nærmest tværtimod), så koster det med skjulte regninger inden for næsten alle andre større områder.
I Rudersdal betaler man næsten ti gange så meget i boligskat pr indbygger som på Lolland; det kunne lollænderne passende glæde sig over, i stedet for at have ondt i røven over at når skatten sænkes, så falder den mest der hvor man betaler mest.
Beklager fejlen i mit forgående indlæg: Skatten skal ikke sænkes, den skal bare stige mindre, og hvor bliver man dog rig at ikke at blive beskattet yderligere (ironi). Det svarer nogenlunde til at man bliver 10.000 kr rigere af at kigge på en kjole til 10.000 kr, men undlade at købe den.
@Peter Jensen, tak for dine velplacerede kommentarer.
Hvis borgerne i Rudersdal Kommune er så bekymret over at betale mere i grundskyld, må de vælge en kommunalbestyrelse der vil sænke grundskyldspromillen. Det er jo ikke sådan at staten tvinger kommunerne til at opkræve mere grundskyld, medmindre de i forvejen ligger på minimumsgrænsen på 16 promille og det gør Rudersdal jo ikke.
1) Tak til Information for at komme ud og interviewe folk i provinsen. Det giver en fin indsigt i hvordan samfundsforhold også opleves hos nogen af dem, der måske ellers ikke til dagligt høres eller ses.
2) Som sagt er der meget perception i det her. Man kan ikke gå ud med budskab om, at folk i provinsen får forholdsmæssigt mest ud af det nye boligskatsudspil, når de faktiske konsekvenser er peger i den stik modsatte retning. Det er jo ren newspeak - nu der var en anden, der nævnte Orwell.
3) Som bosat i København i snart to årtier men med familie på Lolland, er det svært ikke at se de store forskelle der er i udviklingen af de to områder. Mens København vokser og bliver mere og mere fantastisk og udviklet, degenererer Lolland og har gjort de over mange år nu. Handelsgader forsvinder, børnefamilier og unge mennesker fraflytter og huse opkøbes og nedrives af kommunen. Selvom der stadig er en flot natur, frisk luft og driftige entreprenører på Sydhavsøerne, sidder man (som i andre dele af provinsen, tror jeg) med en følelse af at være taberne af diverse reformer og globaliseringen generelt. Sådan noget her, forstærker kun den oplevelse.
Hele problemet er jo det såkaldte skattestop, hvor kommunernes eneste mulighed for at øge indtægter, for at følge med i deres øgede udgifter p.g.a. den demografiske udvikling, var i at hæve grundskylden.
Boligen er blevet et stykke skattepolitik.
Hvad med at gøre boligen til genstand for en boligpolitik - f eks burde det være et mål , at alle med en fuldtidsbeskæftigelse bør kunne have råd til egen bolig,.
D v s at summen af skatter, afgifter, afdrag o s v på en bolig skal ned i et rimeligt leje, så den samlede boligudgift bliver til at bære for normale familier.
Intet bliver billigere af at blive belagt med skatter og afgifter - ej heller udgiften til at bo i egen bolig.
Der skal gang i udbygningen af gode arbejdspladser i de "ydre dele" af Danmark - så jævner boligpriserne sig helt af sig selv ( - og demed bliver boligen tilsvarende uinteressant som skatteobjekt).
Peter Jensen, hvad skal man da gøre, hvis man ikke vil acceptere udviklingen? True med at holde vejret, til man får sin vilje?
Måske man kunne frisætte kommunerne fra regeringens beskidte fingre så man lokalt kunne få en bedre styring af udgifter og indtægter da man kan jo ikke forvente at embedsmænd på Slotsholmen har den fornødne indsigt i lokale forhold som kan have stor betydning for et område.
Måske en helt idiotisk tanke, men kunne man forestille sig, at skattelettelsen er sat forholdsmæssig ift. det oprindelig skattetryk, hvorfor husejeren i Rudersdal efter en lettelse på 22.000 kr om året stadig har en meget høj boligskat, mens boligejeren på Lolland ville have fået penge af staten, hvis vedkommende havde fået en lettelse på 22.000 kr. om året.
Helt naivt spørgsmål :-)
Henrik Holm Hansen. Rudersdal behøver ikke øge den grundskyld de betaler, det afgør kommunen helt selv.
Det eneste regeringen blander sig i, er det grundlag skatten betales ud fra, det står Rudersdal fuldstændig frit at sænke grundskyldspromillen.
Hvorfor kommer vi ALDRIG til at tale om den løsning der kunne ligge i at beskatte noget af gevinsten ved salg af fast ejendom ?
Ved en beskeden beskatning af disse arbejdsfrie gevinster som de har det i Sverige kunne man undgå dette slagsmål. Kan nogen her forklare mig hvorfor det ikke kommer op som en løsning ?
@Troels Brøgger:
Formentlig af den samme grund som at vi aldrig rigtig kommer til at håndtere MFernes fordelagtige pensioner: stort set alle partierne, fra enh.l. til LA, har politikere der sidder godt investeret i mursten i Københavnske murermestervillaer. Og de kommer ikke til at stemme for et forslag der vil spolere deres forventede gevinst.
Troels Brøgger, fordi et "skatteregning" ved salg af ejendom vil være en klods om benet i forhold til vores mulighed for - og lyst til at slå os ned et nyt sted. Både dine egne muligheder, arbejdskraftens mobilitet og ejndomshandlen vil blive begrænset. Den løbende beskatning er derfor nok den smarteste.
Lollikker og andre gode mennesker, som har fordel af billige boliger, kan jo af gode grunde ikke OGSÅ få en lettelse for en skat, de slet ikke betaler.
Boligskatter (uanset hvad man så kalder dem) er jo et underligt instrument, som kun findes fordi det er så nemt at pålægge. Det er skat af en fiktiv værdi af noget som er betalt eller løbende betales af allerede beskattede midler. Helt i modstrid med vores normale skattemæssige tilgang om beskatning ved kilden, i.e. der hvor en indkomst skabes.
I forlængelse af min bemærkning kl 16.30 d 20/2:
Begrebet "arbejdsfrie gevinster" er dukket op i tråden.
Faktisk er der en masse arbejdsfrie gevinster i dette land.
Har man en" klat penge" til overs, så kan man købe et hus, en andelslejlighed, et kunstværk,en antikvitet , en pensionsordning, , en veteranbil/-motorcykel, indbetale til en arbejdsmarkedspension o m a , som med sikkerhed vil stige i værde UDEN at man skal levere en arbejdsindsats. Køber man ind med rabat, så er rabatten vel også en arbejdsfri gevinst. Lotterigevinster er også arbejdsfri .
Nogle af de arbejdsfrie gevinster "finder man OK " medens andre anses for "stygge" - filosofisk er det lidt svært med logikken i behold at skelne mellem de "pæne" arbejdsfrie gevinster og de "stygge" arbejdsfrie gevinster.
Og grundlæggende bør boligen være skattefri - men det forudsætter , at den nuværende skattepolitik for boliger erstattes med en ægte boligpolitik, hvor man får rigeligt med boliger , så alle med arbejde har råd til egen bolig - og det forudsætter bl a en bedre planlægning med en udflytning af arbejdspladser til de "tynde områder" i Danmark.
Da det såkaldte skattestop blev indført i en periode med lave renter og nye lånetyper, steg boligpriserne meget hurtigt og tilpassede sig de nye rådighedsbeløb/netto-boligudgifter, og der er vel ikke meget der tyder på at lavere boligskatter ville medføre lavere boligudgifter i det lange løb?
Bortset fra det, og selvom der ganske vist ikke var økonomi i forslaget, så var det interessante hovedtanker i et gammelt SF forslag, der lød noget i retning af at man skulle kunne sælge sin ejerbolig til staten for hvad den mente ejendomsværdien var, og efterfølgende leje den. Også fordi lejeboliger rummer mange fordele og fleksibilitet for den enkelte og for samfundet, men ikke med det eksisterende lejemarked, hvor det mange steder kræver årtiers venteliste anciennitet, hvis man ikke vil bo i et udsat område. Andre steder er det indført at folk med arbejde får lov til at springe boligkøen over til de gode lejerboliger, og så er det ikke underligt at andre lejerboliger bliver ghettoiseret, som det kaldes. Men også andelsbolig markedet er blevet gak gak, når man kun kan få en andelsbolig hvis man har en anden i forvejen, som man kan bytte med. For ikke at tale om hele andelsboligafdelinger, der er insolvente og det mange kryptiske måder at vurdere på. I ejerboligerne rammes tusindevis af mennesker så til gengæld med mellemrum af stavnsbinding og konkurs, mens de til andre tider er dybt afhængige af store prisstigninger for at kunne dække heftige handelsomkostninger. Det ville være meget at tage fat på, hvis nogen turde.