Læsetid: 9 min.

’Det er simpelthen så få, der har fået opholdstilladelse på baggrund af hensynet til barnets tarv’

Selv om de danske udlændingemyndigheder er forpligtet til at tage hensyn til barnets tarv i alle afgørelser, er det usikkert, hvad der skal til for at udløse opholdstilladelse. Det viser sagen om opholdstilladelse til den 16-årige Rokhsar Sediqi fra Afghanistan, som blev vist på TV 2 for en uge siden
Rokhsar Sediqis familie har tidligere fået afslag på asyl og på humanitært ophold, hvor hensynet til barnets tarv ikke var inddraget. Dansk Flygtningehjælp har søgt om opholdstilladelse til Rokhsar og hendes søskende på grundlag af barnets tarv – ansøgningen er efter to år stadig ikke færdigbehandlet.

Rokhsar Sediqis familie har tidligere fået afslag på asyl og på humanitært ophold, hvor hensynet til barnets tarv ikke var inddraget. Dansk Flygtningehjælp har søgt om opholdstilladelse til Rokhsar og hendes søskende på grundlag af barnets tarv – ansøgningen er efter to år stadig ikke færdigbehandlet.

Ivan Boll

14. februar 2017

En tv-film om en afghansk pige rejser spørgsmålet, om danske myndigheder ser bort fra de forpligtelser, der følger af FN’s Børnekonvention.

For mens der på den ene side ikke er tvivl om, at udlændingemyndighederne ifølge konventionen er forpligtet til at inddrage hensynet til barnets tarv i alle afgørelser, der har med børn at gøre, så tyder meldingerne fra en række personer, der følger området, på den anden side ikke på, at hensynet til barnet tarv har nogen særlig betydning.

»Vi har ikke gennemgået sagerne systematisk, men vi kan ikke mindes, at vi har hørt om sager siden 2015, hvor der er givet opholdstilladelse ud fra en vurdering af barnets tarv eller udlændingelovens § 9 c, stk. 1,« lyder det således fra Kirsten Lund Larsen, national chef for Red Barnet.

»Ud fra den begrænsede mængde sager, vi ser, er det simpelthen så få, der har fået opholdstilladelse på baggrund af hensynet til barnets tarv,« supplerer asylchef Eva Singer fra Dansk Flygtningehjælp. Hun kan kun henvise til to lidt ældre sager, og i begge tilfælde var forældrene meget skrøbelige.

»Der, hvor vi ser tilladelserne, er, når børnene er tvangsfjernet,« tilføjer hun.

Michala Bendixen fra organisationen Refugees Welcome kender til sager, hvor myndighederne har givet opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1. Men hun kender ikke til sager, hvor tilladelsen er givet alene med henvisning til barnets tarv. Mere om det senere.

Mohamed og Ghadah Hassan bor på asylcenter Gribskov, mens de venter på at få asyl, selv om deres far allerede har fået ophold og bor i Odense.
Læs også

Hensynet til barnets tarv kan ellers under særlige omstændigheder udløse en opholdstilladelse til et flygtningebarn, fremgår det af udlændingeloven:

Efter ansøgning kan der således »gives opholdstilladelse til en udlænding, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og, hvis udlændingen er under 18 år, hensynet til barnets tarv, taler derfor,« hedder det således i paragraf 9 c, stk. 1 i udlændingeloven.

Men spørger man Udlændingestyrelsen om, hvor mange personer der så har fået opholdstilladelse på grund af hensynet til barnets tarv de senere år, får man ikke noget svar. Det vil nemlig kræve en manuel gennemgang af sagerne, lyder svaret i en mail.

Styrelsen kan dog oplyse, at der i kategorien ’andre grunde’, som bl.a. omfatter § 9 c, stk. 1, er en stigning i opholdstilladelser fra 18 personer i 2013 til 46 personer i 2016. Med i kategorien ’andre grunde’ er bl.a. også uledsagede flygtningebørn, og Eva Singer vurderer, at dem har der været en hel del af fra Eritrea, Syrien og Afghanistan de senere år.

»Opholdstilladelser på grund af barnets tarv kan derfor ikke fylde ret meget i den opgørelse,« siger hun og efterlyser et præcist tal fra Udlændingestyrelsen.

»Det kunne da være interessant,« som hun siger.

Selvmordstanker

En af de sager om barnets tarv, som Udlændingestyrelsen har haft til behandling, drejer sig om Rokhsar Sediqi, der var hovedperson i filmen Mon de kommer om natten, der for nylig blev sendt på TV 2.

Familien har tidligere fået afslag på asyl og på humanitært ophold, hvor hensynet til barnets tarv ikke var inddraget, og derefter har Dansk Flygtningehjælp søgt om opholdstilladelse til Rokhsar og hendes søskende på grundlag af barnets tarv:

»På baggrund af Rokhsars særlige omstændigheder, karakteren af hendes ophold i Danmark samt hende og hendes søskendes situation ved en tilbagesendelse til Afghanistan, anmodes om, at der foretages en vurdering af børnenes tarv med henblik på at meddele opholdsret i Danmark,« står der som indledning til ansøgningen, der foreløbig har ventet på svar i mere end to år.

Af ansøgningen, der med bilag fylder 56 sider, fremgår det bl.a., at Rokhsar kom til Danmark i maj 2011. Hun »har således tilbragt en væsentlig del af sine formative år i Danmark« og taler flydende dansk, har danske venner og klarer sig rigtigt godt i skolen. Men sådan er billedet ikke længere.

I telefonen fra Give i Billund Kommune fortæller Rokhsar, at hun ikke har gået i skole siden efterårsferien.

»Jeg er stoppet med at gå i skole og til fodbold, fordi tankerne flyver rundt. Jeg kan næsten ikke koncentrere mig om noget selv helst. Det er hårdt at forklare, men jeg har ikke styr på mig selv. Jeg ved ikke længere, om jeg er glad. Jeg ved kun, at jeg er meget stresset for tiden.«

For Rokhsar var det at komme i skole sammen med andre børn, selv om hun er pige, den allerstørste oplevelse ved at komme til Danmark:

»Jeg elsker at gå i skole, og det er ikke, fordi jeg ikke kan finde ud af det, at jeg er stoppet. Det er bare alle de tanker, jeg har. De lader mig ikke fokusere på tingene. Lige så snart jeg får fred i tankerne, vil jeg hellere end gerne tilbage i skolen.«

Rohksar fortæller, at hvis hun får lov til at blive i Danmark, så vil hun uddanne sig til advokat eller læge.

»Jeg tænker, at jeg skal have en rigtig god uddannelse, som kan hjælpe andre mennesker.«

Ansøgningen (og filmen) beskriver også, hvordan usikkerheden om familiens fremtid og ventetiden på en endelig afgørelse har gjort Rokhsar meget sårbar.

Tilbage i november 2012 forsøgte hun sammen med tre andre piger på et asylcenter at begå selvmord, og igen i 2014 har hun truet med selvmord. Og den slags tanker har hun fortsat mange af:

»Jeg tænker, at hvis jeg ikke bliver hørt, så er jeg nødt til at give slip på den her verden. Hvis jeg sendes tilbage til Afghanistan, så er det bedre at give slip her, tænker jeg. Jeg er ikke bange for at dø, men jeg er bange for at miste alt det, jeg har opbygget her i Danmark. Hvis det skulle ske, så er det det samme som, at livet forsvinder. Så vil jeg hellere gøre det ordentligt og sige farvel og tak,« som hun udtrykker det i telefonen.

Børn som tolke

Med til at øge presse på Rokhsars skuldre har været, at hun som den bedst dansktalende i familien også har været den, der har måtte stå for familiens kontakt til myndighederne. Hun har skullet tolke for sin forældre, hun har måttet følge med dem til møder med myndigheder og advokater, og hun har ikke mindst måttet oversætte, når familien har fået afgørelse på ansøgningen om asyl.

Hun har ikke tal på, hvor mange gange hun har ringet til Udlændingestyrelsen for at høre, om en afgørelse i familiens sag var på vej.

Men rollen som tolk og familiens primære kontaktperson har været alt for tung at bære for en 14-16 års pige.

»Jeg synes, det har været med til at ødelægge meget. Myndighederne ved jo godt, at det er os børn, der går i folkeskole, der taler bedst dansk,« siger hun og spørger:

»Hvorfor sender myndighederne ikke brevene på afghansk, så vores forældre kan forstå det? Hvorfor bruger de ikke en tolk, når man ringer til Udlændingestyrelsen, så de kunne tale med vores forældre? For når brevene til familien er på dansk, så ved myndighederne jo godt, at det er os børn, der skal læse dem. Det har helt klar været med til at ødelægge mig,« siger Rokhsar og skynder sig at tilføje:

»Det er ikke, fordi jeg brokker mig, for jeg elsker mit liv her i Danmark. Jeg vil bare ikke tilbage til Afghanistan og blive gift med en talebankriger og ikke få lov til at gå i skole.«

Har tabt ti kilo

I en længere periode har Rokhsar været tilknyttet en aflastningsfamilie, som hun besøger hver weekend for at prøve at falde lidt til ro.

Når Rokhsar besøger sin ’aflastningsmor’, får hun lov til at være en pige på 16 år, som ikke skal stå til ansvar for alt muligt, fortæller aflastningsmoren Berit Bonde. Hun bor i landsbyen Selde oppe ved Limfjorden i nærheden af Skive.

»Rokhsar er veltalende og god foran et kamera, men her falder hun helt sammen og lægger alle de ansigter og bliver bare en lille pige igen. Og det får hun lov til, det er min holdning,« siger Berit Bonde, der sammen med sin kæreste har været aflastningsfamilie for Rokhsar siden oktober 2015.

»Det gælder om at tage forventningerne af hende. Vi taler om, hvad der ligger på hendes skuldre, og jeg prøver at se, om der er noget, jeg kan hjælpe hende med,« siger Berit Bonde.

Rokhsar har i perioden fået det stadig værre.

»Det kommer lige som i nogle attack, og det er mærkbart. Hun får nærmest spisevægring og kan ikke holde maden i sig. Lige meget, hvad vi serverer, så kommer det op igen. Jeg tror, at hun har tabt sig omkring ti kilo, mens jeg har kendt hende.«

Berit Bonde fortæller, at Rokhsar den senere tid er krøbet meget ind i sig selv. Hun kan f.eks. blive helt bange, hvis hun taber en gaffel under et måltid.

»Jeg har ikke oplevet hende sådan før,« understreger Berit Bonde, der blev meget berørt, da hun sammen med sin kæreste var til premieren på filmen om Rokhsar, Mon de kommer om natten, selv om hun kender pigens historie og er professionelt ansat.

»Jeg brød fuldstændig sammen. Man kan ikke andet end at blive berørt af det her, for de børn kunne virkelig blive en ressource for vores land,« siger hun.

Efterladt på gaden i Kabul

I ansøgningen skriver Dansk Flygtningehjælp til Udlændingestyrelsen, at Rokhsars samlede tilknytning til Danmark må siges at være større end til Afghanistan, hvor hun ikke har gået i skole, hvor hun ikke har venner eller netværk og kun har haft en begrænset tilknytning til samfundet. Og det samme gælder også for hendes søskende.

»Ved en tilbagesendelse til Afghanistan vil børnenes livssituation ændres drastisk. De vil således gå fra en hverdag i en dansk folkeskole og med venner og fritidsaktiviteter, til en hverdag, hvor de ikke vil have mulighed for skolegang eller for at forlade huset.«

Hverken Eva Singer eller Michala Bendixen tør udtale sig om, hvad der skal til, før hensynet til barnets tarv udløser opholdstilladelse. Men hvis ikke barnet har haft lovligt ophold og dermed såkaldt berettigede forventninger, så er det svært. Ifølge styrelsen er det nemlig forældrenes ansvar at rejse hjem.

»Men det burde jo være ligegyldigt i forhold til barnets tarv,« siger Eva Singer og tilføjer: »Barnet kan jo ikke være ansvarligt for, hvad dets forældre gør eller ikke gør. Det er mærkeligt, at man lægger så stor vægt på det, hvis det er hensynet til barnets tarv, der skal vurderes.«

Red Barnet mener, at langt flere forhold må indgå i myndighedernes vurdering af hensynet til barnets tarv, bl.a. sprog, alder, opholdstid i Danmark, forholdet til venner og skole, forældrenes evne til at yde omsorg ved tilbagevenden, hensynet til familiens enhed og endelig også menneskeretssituationen ved tilbagevenden.

I filmen fortælles om en anden familie med en datter, som blev sendt tilbage til Kabul. Det har gjort et uudsletteligt indtryk på Rokhsar.

»Hun var min rigtig gode veninde. Vi boede sammen i asylcentret, og vi havde telefonkontakt med dem i tre dage, da de var rejst, og så mistede vi forbindelsen til dem. De sagde, at de ikke længere kunne snakke med os,« siger hun.

»De boede på gaden. Jeg fik et billede af min veninde, der sad i sneen på gaden. Det var ret chokerende. Jeg har stadig den tanke, at nu er det vores tur til at blive sendt tilbage.«

Til Ekstra Bladet har vicedirektør Anders Dorph udtalt, at styrelsen efter mere end to års sagsbehandling nu forventer at afslutte behandlingen af ansøgningen inden for to måneder.

Berit Bonde frygter, hvad der kan ske, hvis Udlændingestyrelsen siger nej til ansøgningen.

»Jeg tror, vi vil se en familie, der falder fuldstændig sammen. Jeg ved ikke, hvad de kan finde på at gøre ved sig selv,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Mads Berg
  • June Beltoft
  • Niels Duus Nielsen
Pia Qu, Mads Berg, June Beltoft og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jeg synes, at danske politikere skal tage sig sammen og løse de opgaver, de er valgt til: at få samfundet til at fungere. De er alt for optaget af at ville stå for udviklingen og bestemme fremtiden. Fremtiden skal nok komme, politikerne skal snarere holde den i tømme, så den ikke overmander os og aldrig kommer i doser, der bryder med kontinuiteten.
Vi har i de seneste 30 år været alt for forhippede på forandring for enhver pris i stedet for at dyrke og stå ved de enorme sociale, økonomiske, kulturelle og forskningsmæssige fremskridt vi hå det tidspunkt havde gennemført i kraft af vores uformelle styringsparadigme og flade ledelsesstruktur.
Det langvarige brud med det har ikke bragt noget godt med sig. Fremfor alt har det altså giver vores politiske niveau en selvbehagelig magtfuldkommenhed, som befolkningen selvfølgelig ikke kan leve med eller vil finde sig i. Fordi politikerne ikke vil lytte til fornuft, giver det sig dystopiske udslag og bryder sammenholdet om fællesskabet.
I stedet for løgne om de enorme vanskeligheder med flygtninge og indvandrere, må man få hænderne op ad lommerne og yde de indsatser, der nødvendige - ikke mindst mht. at sørge for finansieringen af langt billigere boligbyggeri, end vi har set det i de senest 10-15 år. Landsbyggefonden burde være mere end polstret til opgaven - især når politikerne lægger de milliarder tilbage, som de uretmæssigt har stjålet fra lejerne.

Kim Houmøller, Niels Duus Nielsen, peter juhl petersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Overhovedet ikke, Bastian Wendel, det er en del af den umanerligt uanstændige mangel på ansvarlighed, vore politikere har antaget de seneste årtier.

Mads Berg, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Carsten Munk, Torben Skov, Lillian Redam og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Jeg forstår slet ikke problemet, og derfor tror jeg slet ikke, at "modstanderne" har læst den,- eller har sat sig ind i konsekvenserne.

For Konventionen om børns rettigheder er fuldstændig krystal klar og helt entydig om netop børns rettigheder. Det er simpelt hen en "grundlov" om børns rettigheder, der hverken kan tolkes eller gradbøjes.

Desuden er den løbende justeret og tilpasset, så ingen kan påstå, at "tiden er løbet fra den". Og disse tilpasninger har Danmark bl.a. været med til at foretage.

Hvis det officielle Danmark nu har fortrudt sin underskrift, kan man da frit trække sig ud. Men da det er et krav for bl.a. EU-medlemskab, er man jo også ude af andre "gode selskaber".

http://ipaper.ipapercms.dk/UNICEFDanmark/Brnekonventionen/

Mads Berg, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Peter Bækgaard, du generaliserer ud fra et enkelt tilfælde. Det har aldrig været god argumentationsteknik, endsige god stil.

Mads Berg, Jan Kønig og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Peter Bækgaard

Det er muligt men netop de tilfælde, Levakovic iberegnet har jeg intet til overs for. Forældrene tænkte ikke på deres egne børns tarv. Heldigvis slap vi da af med Fiz Fiz og jeg håber at flere af den slags idiotet ryger samme vej med eller uden børn. De skulle have brugt mere tid med børnene end på alvorlig kriminalitet. Så har jeg det helt fint med at være inhuman.