Nyhed
Læsetid: 9 min.

Socialdemokratiet stemmer oftere med de borgerlige end med oppositionen

Siden valget i 2015 har Socialdemokratiet i markant højere grad stemt på linje med de blå partier end med de røde, viser ny opgørelse. Det er ikke set før i de seneste 15 år. Fra S lyder det, at det blot er en videreførelse af en socialdemokratisk tradition for konstruktiv politik
Socialdemokraterne er slået ind på en markant ny kurs siden valgnederlaget og formandsskiftet i 2015. I dag stemmer Mette Frederiksen og partifæller oftere sammen med blå blok end med rød blok.

Socialdemokraterne er slået ind på en markant ny kurs siden valgnederlaget og formandsskiftet i 2015. I dag stemmer Mette Frederiksen og partifæller oftere sammen med blå blok end med rød blok.

Jakob Jørgensen

Indland
6. februar 2017

Da Mette Frederiksens i 2015 overtog formandsposten i Socialdemokratiet erklærede hun, at partiet ligger til venstre for den politiske midte, men at det også bør indgå forlig over hen over midten.

Det sidste synes i den grad at være blevet ført ud i livet. Siden valget i 2015 har Socialdemokratiet stemt mere som de blå end som de røde partier i Folketinget.

I folketingsåret 2015-2016 har sosserne i gennemsnit stemt lige som henholdsvis Enhedslisten, Alternativet, SF og Radikale Venstre i 56 pct. af afstemningerne i Folketinget, mens de i snit har været enige med Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ved 72 pct. af stemmeafgivelserne. Det viser en ny gennemgang, som dataanalysefirmaet Buhl & Rasmussen har lavet.

»Det er ret markant og ikke set i dansk politik de seneste 15 år – og sikkert også meget længere, men det har vi ikke dataen til at vise,« siger Niels Erik Kaaber Rasmussen, der er analytiker og ejer af Buhl & Rasmussen.

I 2015-2016 stemte Socialdemokratiet det samme som Venstre og Konservative i henholdsvis 80 og 76 pct. af afstemningerne. Enigheden med de radikale lå til sammenligning på 75 pct., og partiet stemte kun det samme som SF og Enhedslisten i 57 og 43 pct. af afstemningerne.

Sådan stemmer Socialdemokraterne i Folketinget
Grafen herunder viser, hvor ofte Socialdemokratiet i gennemsnit stemmer
sammen med henholdsvis rød blok (Enh., SF, R og Alt.) og blå blok (V, K, LA og DF) ved afstemninger i Folketinget.

Kilde: Buhl & Rasmussen 2017 og ft.dk

Kilde: Buhl & Rasmussen 2017 og ft.dk

Politikskifte

Siden dannelsen af VLAK-regeringen i folketingsåret 2016-2017 har Socialdemokratiet stemt det samme som både Venstre, Konservative og Liberal Alliance i 76 pct. procent af Folketingets afstemninger. Til sammenligning har partiet i samme periode gennemsnitligt stemt ligesom partierne i rød blok 61 pct. af gangene.

Og det er noget nyt, at Socialdemokratiet nu i så høj grad samarbejder hen over midten, forklarer valgforsker og professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen. Han peger på, at man på bl.a. udlændingepolitikken helt bevidst har valgt at gå med i nogle store forlig, »som bestemt ikke er resten af rød bloks kop te«.

Det samme mener lektor i politologi ved Roskilde Universitet Flemming Juul Christiansen samt professor i statskundskab på Aalborg Universitet, Jørgen Goul Andersen.

»Der er tale om et politikskifte for at prøve at vinde nogle af de arbejdervælgere tilbage, som man har tabt til Venstre og Dansk Folkeparti,« siger Jørgen Goul Andersen og henviser til en optælling fra efteråret, der viste, at Socialdemokratiet i løbet af det seneste år havde stemt for 37 udlændingestramninger, mens Venstre havde stemte for 36.

At stemmeadfærden er udtryk for en tilnærmelse til Dansk Folkepartis vælgere, mener også historiker og socialdemokrat Henning Tjørnehøj, der tidligere er blevet betegnet som Socialdemokratiets uofficielle partihistoriker.

»Det er vist svært at bestride, at det er udtryk for en historisk udvikling,« siger han.

»S har jo i høj grad tabt vælgere til DF. Ikke mindst på grund af udlændingepolitikken, hvor Svend Auken desværre – presset af de Radikale og venstrefløjen og af Information og Politiken – forlod den reguleringslinje, som Anker Jørgensen lagde op til, og som var støttet af Vestegnens S-borgmestre.«

Socialdemokratiet kommer nu til at indtage Radikale Venstres gamle rolle som »brobygger«, der lader vælgerne vandre over fra den anden blok, forklarer Kasper Møller Hansen. Når partiet har støttet kontroversielle beslutninger som ’smykkeloven’ og et stop for at tage imod kvoteflygtninge, er det først og fremmest udtryk for strategi, mener han.

»Det er rent og skær det, man kalder ’medianvælgerteori’, som kan forklare det – at man prøver at fange vælgerne på midten. Hver gang socialdemokraterne går et skridt mod højre, vil der være flere stemmer til venstre for dem, som vil være sikret rød blok. Det er kampen om midten, der definerer, hvem der bliver statsminister næste gang,« siger han.

Sådan stemmer Socialdemokraterne i Folketinget
Grafen herunder viser, hvor ofte Socialdemokratiet stemmer det samme som hhv. SF, DF og LA, ved afstemninger i Folketinget.

Kilde: Buhl & Rasmussen 2017 og ft.dk

Kilde: Buhl & Rasmussen 2017 og ft.dk

Blokpolitik på vej ud

Flemming Juul Christiansen understreger, at man ikke kan tage afstemningsprocenterne som et et-til-et-udtryk for en ændret politik. For eksempel kan flere af partierne på venstrefløjen for øjeblikket have en tendens til skulle at markere i forhold til hinanden. Det kan bidrage til, at de stemmer mindre som Socialdemokratiet.

En svag Venstre-regering har desuden været nødt til at invitere socialdemokraterne til flere brede forlig, som ikke har været udtryk for lige så rendyrket borgerlig politik, som VK-regeringen kunne føre i  00’erne.

»Så tallene er udtryk for reduceret blokpolitik. Men hvad alle årsagerne er, det er jeg ikke sikker på,« siger han.

Niels Erik Kaaber Rasmussen påpeger dog, at stemmeafgivelserne viser, at de øvrige partier i rød blok ikke har flyttet sig ret meget fra hinanden indbyrdes, i forhold til hvor meget Socialdemokratiet har rykket sig.

Ser man på tallene, passer udviklingen i stemmemønsteret med, hvordan dansk politik  har udviklet sig, og de illustrerer på den måde den faktisk førte politik, mener han.

»Man ser tydeligt, at stemmemønsterudviklingen afspejler den historiske udvikling. Man kan se blokpolitikken under VKO afspejlet. Man kan se SF’s parløb med S, man kan se Enhedslisten forsøge at nærme sig midten, man kan se Liberal Alliance rykke mod de andre højrefløjspartier, man kan se Konservative og Venstres parløb og så videre,« siger Niels Erik Kaaber Rasmussen.

Tættere på Venstre

De brede forlig, Socialdemokratiet har deltaget i, afspejler også, at det politiske samarbejde med blå blok siden valget ikke kun drejer sig om udlændingepolitik. Dagpengeforliget og en hævelse af pensionsalderen er eksempler fra den økonomiske politik, og på uddannelses- og miljøområdet støttede Socialdemokratiet som eneste parti i rød blok det udskældte uddannelsesloft og gik imod et forbud mod udvinding af skifergas. Det hæfter Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper sig ved.

»Tallene her understreger jo meget klart, at man som borger ikke skal forvente, at der sker et dramatisk skift i den politik, der bliver ført, bare fordi Mette Frederiksen måske skulle blive statsminister,« siger hun.

»Socialdemokraterne har både i ord og i handling vist, at der skal rigtig meget til, før de ændrer politik og retning for vores samfund i forhold til den, som Lars Løkke står for. På rigtig mange måder er de jo efterhånden tættere på Venstre end på både Enhedslisten og flere andre partier i den såkaldt røde blok.«

Også i Dansk Folkeparti mener gruppeformand Peter Skaarup, at tallene illustrerer den nuværende politiske udvikling.

»Mange af sådan nogle analyser kan nogle gange ramme et sted, hvor man ikke synes, der er belæg for det i det daglige. Men i forhold til de her tal, tror jeg, man har fat i noget reelt – nemlig at socialdemokraterne har flyttet sig markant siden valget i 2015,« siger han.

»Man har flyttet sig fra de øvrige partier i det, man kalder rød blok, på f.eks. udlændingepolitikken. Der er der ingen tvivl om, at Socialdemokratiet har flyttet sig, og det har vi også bemærket.«

Peter Skaarup mener, at den nye politiske linje kan give anledning til at se på nye samarbejdskonstellationer i Folketinget.

»Man kunne håbe på, at der kom et stabilt flertal bestående af Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i fremtiden. Det her viser, at det kunne være på vej i det spæde,« siger han.

Kvoteflygtninge gjorde ondt

Den uofficielle partihistoriker Henning Tjørnehøj afviser ikke, at en koalition med Dansk Folkeparti kan blive en realitet i fremtiden. Men Socialdemokratiet har endnu mere til fælles med venstrefløjen, mener han og erkender, at det eksempelvis »gjorde ondt« at støtte Venstre-regeringens foreslåede stop for kvoteflygtninge. Alligevel er det »nødvendigt« på denne måde at tage bestik af DF’s fremgang, mener historikeren.

»Socialdemokratiet er som sædvanlig stort set alene om at prøve at hive stemmer tilbage fra højre til venstre. Så kan de andre partier jo sagtens stå og pege fingre, uden at de anviser en lige så slagkraftig metode.«

Kasper Møller Hansens seneste analyse fra denne måned viser netop, at Socialdemokratiet har hentet over 41.000 vælgere hen over midten fra Dansk Folkeparti siden valget. Men partiets nye kurs rummer en fare for, at splittelsen bliver for stor i den røde blok. Og så risikerer man, at partiet bevæger sig helt væk fra dets egentlige fundament.

»Socialdemokraterne i baglandet kan måske spørge: ’Hvor er egentlig de socialdemokratiske værdier?’ Det er bestemt ikke nemt at bevæge sig som S har gjort. Hvad nu, hvis det går for stærkt? Det er jo en stærk organisation med rigtig mange aktive og meningstunge medlemmer og mange stærke byrødder. Så de er jo en organisation, som – når Christiansborg flytter sig, som det har gjort – bestemt kan blive udfordret fra baglandet, og det har vi da også set nogle tendenser til.«

Også Jørgen Goul Andersen peger på, at man med strategien risikerer at forregne sig, hvis Mette Frederiksen mister opbakningen fra de radikale og venstrefløjen. Og de trofaste socialdemokratiske vælgere kan i stigende grad gå andre steder hen, hvis de efterhånden slet ikke kan genkende deres gamle parti.

»Partierne har altid bevæget sig, men gør man det for meget, mister man sin sjæl og identitet. Under Thorning bevægede S sig langt til højre på fordelingspolitikken. Nu bevæger man så tilsyneladende tilbage, men tager så et stort ryk til højre i værdipolitikken. Der er en kontinuitetsfaktor, og zigzagger man for meget, risikerer man, at folk falder fra,« siger han.

Konstruktiv tradition

Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, mener ikke, at partiet er på vej væk fra sit fundament – for Socialdemokratiet har altid været en »konstruktiv samarbejdspartner og et parti, der tager ansvar«, som han siger.

– Men hvis man ser på data, er det første gang siden i hvert fald 2001, at Socialdemokratiet har stemt mere med blå end med rød blok. Har I ikke rykket jer meget langt?

»Nej, Socialdemokratiet ligger rigtig fornuftigt i forhold til, at vi laver aftaler med regeringen og de blå partier, når det er til gavn for Danmark, og at vi så også samtidig klart melder, hvor vi er uenige med regeringen og blå blok. Det gælder blandt andet Lars Løkkes hede drømme om topskattelettelser betalt af en højere pensionsalder og lavere SU. Så jeg mener, Socialdemokratiet står rigtig fornuftigt i det politiske landskab som et parti, der kan samarbejde både til højre og venstre.«

– Hvad er det præcis, der knytter jer mere til rød blok efter et valg?

»Vi har et godt samarbejde med de øvrige partier i oppositionen, og vi forventer, at vi kan få et rigtig fornuftigt samarbejde med de røde partier – ikke mindst på klima, uddannelse og miljø, for nu at tage nogle af de vigtige emner, hvor vi ligger tættere på de røde partier end de blå. Og så er der andre områder – f.eks. udlændingepolitikken – hvor vi er tættere på de blå partier end i hvert fald de fleste partier i den røde side af salen.«

– Nu nævnte du selv, at I har uenigheder med regeringen på noget fordelingspolitisk. Men det er jo som nævnt ikke kun udlændingepolitikken, I har samarbejdet med den om. I har jo støttet en dagpengeaftale, og I har været med til at sætte pensionsalderen op. Og I har senest lagt stemmer til et uddannelsesloft?

»Det er rigtigt, at vi har lavet en række andre aftaler, hvilket jeg også nævnte. Og med dagpengeaftalen får vi et bedre system, end det, der lå før, ved at gå ind og lave en aftale. Og det er jo et udtryk for, at vi går ind og tager ansvar og opnår resultater. Der er andre partier, der vælger en anden vej, og det må de jo så stå på mål for. Vi mener, det er fornuftigt, at Danmarks største parti også er et konstruktivt parti, uanset om vi er i regering eller opposition, og vi synes grundlæggende, blokpolitik er noget skidt for Danmark,« siger Nicolai Wammen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Tak for tallene - selvom de ikke just var nogen overraskelse.

Soc. Dem. er et systembevarende parti uden visioner om forandringer ud over de små marginaler. Den holdning spejler nok meget godt en del af befolkningen.

Desværre for soc.dem og andre som dem, vil den verden, de er eksponenter for, altid skabe tabere. I dette tilfælde er der stor risiko for, at taberne i næste eller næste igen omkamp, blive netop socialdemokraterne.

Teodora Hansen, Allan Stampe Kristiansen, Anders Graae, lars søgaard-jensen, Anne Mette Jørgensen, Erik Feenstra, Kurt Nielsen, Anne-Marie Krogsbøll, Kaj Julin, Kim Strøh, Peter Jensen, Carsten Mortensen, Søren Roepstorff, Peter Knap, Arne Lund, Carsten Svendsen, Ivan Breinholt Leth, Lars Rasmussen, Bill Atkins, Anne Eriksen, Flemming S. Andersen, Tom Clark og Torben Skov anbefalede denne kommentar

S er et overflødigt parti. Vi har Venstre til at opføre sig dårligt.

Teodora Hansen, Allan Stampe Kristiansen, Flemming Berger, Anne Mette Jørgensen, Helene Kristensen, Kurt Nielsen, Egon Stich, Hans Larsen, Ivan Breinholt Leth, Flemming S. Andersen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Der er ikke grund til at tro, at det ikke altid har været sådan. Jeg husker min historielærer i gymnasiet i 1980 gav os som opgave, at sammenligne socialdemokraternes principprogram(rødt) med deres arbejdsprogram(megablåt). Sådan har det altid været!
Selv mener jeg, at det røde principprogram er et falsum. Socialdemokratiets formål har altid været at forhindre socialisme. Det stod særdeles klart for bl.a. Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht. Så fordi de forsøgte at oplyse andre om dette, endte de døde i floden.
Gad vide om Mette Frederiksen kan være ligeså brutal?

lars søgaard-jensen, Flemming Berger, Anne Mette Jørgensen, Kurt Nielsen, Egon Stich, Peter Jensen, Carsten Svendsen, Bill Atkins og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming S. Andersen

Torben Skov

Det tror jeg ikke du behøver at være i tvivl om.
Mine egne erfaringer med tre absolut topsocialdemokrater, er total ligegyldighed overfor sandhed og argumenter i kampen om magten.

Men igen kan det jo være tilfældigheder??

Flemming Berger, Anne Mette Jørgensen, Torben K L Jensen, Kurt Nielsen, Torben Skov og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Lars Rasmussen

Sandelig, sandelig siger jeg jer: De (a)sociale akrobater er i sandhed de Nye Borgerlige.

Med tak til det hedengangne Selvsving ;-)

De sidste mange år har nok gjort en forskel - nye folk og sæder. Ingen partier ligner sig selv? mere - så det er spildt med rød/ blå osv.
Det er altså konstruktivt at stramme/ spare - lave såkaldte reformer. Det drejer sig om magt og selvfedme. Det er sørgeligt...

Allan Stampe Kristiansen, Britt Kristensen, Helene Kristensen, Kurt Nielsen og Kim Strøh anbefalede denne kommentar
Daniel Fruelund

Midten i national og international politik er rykket til højre med finansialisering af økonomien, globalisering og den nyliberale konsensus. De vestlige arbejderpartier rykkede med.

Jeg er sikker på vi lander i Utopia og hvad så?

Jan Fritsbøger

kan det nu også passe, min opfattelse er at S blev borgerligt da Nyrup blev formand, og siden da er det kun blevet værre, meget værre.

Allan Stampe Kristiansen, Tino Rozzo, Anne Mette Jørgensen, Britt Kristensen, Kurt Nielsen, Flemming S. Andersen, Egon Stich, Kim Strøh og Bjarne Andersen anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

jeg er næsten enig med Wammen når han siger at blokpolitik er skidt, men det gør det jo bare endnu sværere for mig at forstå hvordan s kan være aktive deltagere i borgerlig blokpolitik !!
og jeg ville absolut vælge rød blokpolitik frem for blå.
er det helt umuligt for danskerne at gennemskue at blå politik handler udelukkende om penge, og rød om menneskers trivsel, deriblandt en fornuftig økonomi for alle.

Kristian Rikard

Jeg kan ikke se noget som helst overraskende i tallene, hvis man funderer en
smule over, hvem "rød" blok er?

Håbløs strategi – den radikale svøbe.
Denne uforståelige S-modstand mod såkaldt ’blokpolitik’ er politisk ukrudt groet i RV’s have for at de kan få deres ’slingrefiseri’ til at fungere – de blå har ikke samme fine fornemmelser og S deltager da også desværre gerne i det blå bloksammenrend – det bliver ikke rigtigt til noget mellem dem og deres parlamentariske grundlag …
Muligvis også fordi ’venstrefløjen’ mange gange er alt for urealistiske i deres politiske krav – holder fanen for højt …

socialdemokraterne sælger ud af de værdier som det danske folk ønsker, og i den sammenhæng er de ikke anderledes end de andre partier som demonterer danmark og gør os til en fodnote i europa.

socialdemokraterne ligger som de har redt idet de selv har været en af drivkrafterne i at centralisere danmark og hjulpet de borgerlige aktivt med deres fascistiske politik.

Danskerne har ikke længere brug for et politisk system som ikke længere varetager danskernes interesser, men alene varetager eu´s og kapitalens interesser, socialdemokraterne har sammen med de øvrige partier forrådt danmark.

Danskernes interesser skal varetages af danskerne selv og det skal ske lokalt i kommunerne, som er nødt til at samarbejde med den lokale befolkning.

Det er det grundlæggende danmark som skal bære fremtiden ikke en centralistisk og grådig politisk elite som sammen med et pyramidisk økonomisk system, slavebinder det danske folk til falske værdier.

socialdemokraterne og de andre er ude af stand til at levere de værdier som folket efterspørger, alene fordi deres egne værdier ikke længere er en del af danmark.

Stem med forstanden ikke med pungen.

Flemming Berger, Kurt Nielsen og Egon Stich anbefalede denne kommentar

Det er ikke kun afstemningerne de har til fælles med de blå. De fleste på tinge har gået på de samme skoler. de samme gymnasier, de samme uddannelsesinstitutioner. Mange af dem har eller har haft forældre der har været i folketinget. Bortset fra en kort karriere som flaskedreng eller studenter medhjælper har de færreste prøvet et rigtigt arbejde, De fleste bor på Frederiksberg, i Hellerup, Gentofte, Charlottenlund eller Klampenborg. Deres børn går på de fine privat skoler. De fører alle den politik de er købt til at føre. Når alt kommer til alt er alle til hobe bare den nye klasse af adelige, hvor pladsen i folketinget går i arv.
Det positive er, at stort set ingen af dem lyver. Til gengæld fortæller de kun den del af sandheden de kan bruge, godt manipuleret og rettet til af en hær af spin doktorer til gavn for deres egen og valgstøtternes sag.

Allan Stampe Kristiansen, Hans Larsen, Britt Kristensen, Torben Skov, Helene Kristensen, Kurt Nielsen, Flemming S. Andersen, Egon Stich, Kaj Julin, Per Torbensen, Ebbe Overbye og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Som et nota bene er det muligvis en god ide at se på, hvor mange lovforslag, der
glider igennem uden nogen egentlig 2.bahandling!

Allan Stampe Kristiansen, Flemming Berger, Kurt Nielsen, Flemming S. Andersen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

behandling!

Mikkel Kristensen

jeg savner et ordenligt socialdemokrati i opposition, det har været en mangelvare stort set siden Svend Auken med enkelte lysglimt for og i valgkampene både den forrige og den sidste gang. Venstre er et parti endda et ulækkert retorisk parti, som man hele tiden slår sig på. Det er som om Socialdemokratiet er bange disse kampe, siden Nyrups fald, var der stort set tavshed omkring alle de ødelæggelser Anders Fogh og Lars Løkke fik held til, at få igennem flot bakket op af DF - Da Socialdemokratiet efter en intens valgkamp vandt, brugte Venstre taletiden til, at fortælle hvor lidt Socialdemokratiet ønskede, at deltage i som opposition, hvilket joh var løgn, da alting var aftalt og fordel på forhånd. - nu deltager Socialdemokratiet i næste alle forlig på nær måske en politiskole i Herning. - hvor er alle ankerne? og de gode argumenter? - Socialdemokratiet er blevet som EU, hvis vi sammen smadre det, så står vi tilbage med ingenting, og med borgerlig totalsejr, til stor skade for rigtig mange borgerlige vælgere også - bakker vi det blindt op, ja så sejler det med fuldkraft mod det næste isbjerg - hvad søren der skal ske, ved jeg ikke - jeg håber blot, at socialdemokratiet "sover rævesøvn" som nutidens 'Uffe Hin Spage', der frit fra hukommelsen // en dum kongesøn - der først vågnede da kongen døde, men til gengæld i fuld kamptræning og stærk som en okse da det først rigtig gjaldt - mine fingre er ihvertfald krydset

Mads Kjærgård

Det er sjovt, at her i Danmark betyder det, at underkaste sig andres agendaer, at få indflydelse!

Allan Stampe Kristiansen, Egon Stich, Torben Skov, Ebbe Overbye, Kurt Nielsen, Flemming S. Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Leo Nygaard

'Alle partier vil blive bedømt på deres gerninger på valgdagen.'

Nej. Alle partier vil på valgdagen blive bedømt efter pressens (der samlet set tilhører blå blok) udlægning af deres gerninger - på valgdagen.

Det er kun den del af befolkningen, der har bevaret deres selvstændige tænkeevne (ca. - på en god dag - omkring 20%) - og ikke pantsat den til angsten.

Allan Stampe Kristiansen, Olav Bo Hessellund, lars søgaard-jensen, Flemming Berger, Hans Larsen, Britt Kristensen, Helene Kristensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Flemming S. Andersen

Stemmeafgivelserne viser hvilken politik Socialdemokratiet har lettest ved at stemme for, den blå.

Tag nu virkeligheden og dens tal til efterretning, og få for en gangs skyld Socialdemokratiet placeret der hvor de rettelig hører hjemme i den blå blok eller "de forenede partier".

Det vil gøre venstrefløjen langt friere i formuleringen af dens politik, og til at samarbejde med en vifte af borgerlige partier om at få rettet helt åbenlyse urimeligheder, i stedet for at have bindinger til et enkelt.
Det vil give mulighed for med en smule vedholdenhed, at skabe sejer for venstrefløjen, en øvelse de ikke er forvendt med, og derigennem give grobund for flere tiltag, flere sejre, flere vælgere ect. ect.

Desuden er man fri for at skulle kigge sig over skulderen hele tiden efter bagholdsangreb, som en sidegevindst.

Anne Mette Jørgensen, charlie white, Kurt Nielsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Hver gang Socialdemokraterne går et skridt mod højre, pumper de højrepopulismen op, bliver en del af den, dette er yderst farlig politik, nu hvor også Marine Le Pen fører i valgkampen i frankrig. Nedskæringerne i bunden er ikke til gavn for Danmark, tværtimod har Socialdemokraterne splittet Danmark og banet vejen for højrepopulismen.

Det er efterhånden en vedtaget sandhed i dansk politik at S praktiserer mørk had politik, nedskæringerne har skabt et land som kun de rigeste bakker op om. S pynter sig op med røde fjer, men de har dyppet fjerene så dybt i borgerlig liberal tjære at den sorte farve ikke kan vaskes af eller overmales selv af de højst betalte spindoktorer.

Målet er stadigvæk minimalstaten uanset om S eller V har regeringsmagten, de fleste af de sociale institutioner er mere end halverede, og den ene skandale efter den anden følger det disfunktionelle Damark. Socialdemokraterne fører krig imod velfærdsstaten.

S er sovset ind i erhvervslivet, derfor må SF, Alternativet og Enhedslisten underskrive en social kontrakt, en garanti mod flere nedskæringer i bunden, hvilket naturligvis ikke forhindrer at de sociale velfærdsforringelser rulles tilbage.

Der skal skabes tryghed for borgerne i bunden, alle andre skal nok klare sig.

Egon Stich, Kurt Nielsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Ole Christiansen

Det, der adskiller socialdemokraterne fra de andre borgerlige partier, er udelukkende at de selv tror de er røde.
Bortset fra dette er der ingen forskel på sammenrendet af borgerlige nedskærings-partier.....

Allan Stampe Kristiansen, Egon Stich og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Det eneste der kan redde socialdemokratiet fra at falde fra hianden er Pernille Rosenkrantz-Theil. Pernille er altid vel forberedt og hun er altid parat til at kæmpe for socialdemokratiet og imodsætning til en del andre socialdemokrater så tager Pernille det ikke som en selvfølgelig, at socialdemokratiet er hendes basis som hun bare kan sætte sig på og så lade sig opbakke op af..... Jeg ved ikke om det har været godt for Pernille at skifte til socialdemokratiet, men det har været godt for socialdemokratiet, at få en som Pernille der ikke ser hendes plads som en selvfølgelig.

Philip B. Johnsen

»Vi har et godt samarbejde med de øvrige partier i oppositionen, og vi forventer, at vi kan få et rigtig fornuftigt samarbejde med de røde partier – ikke mindst på klima, uddannelse og miljø, for nu at tage nogle af de vigtige emner, hvor vi ligger tættere på de røde partier end de blå. Og så er der andre områder – f.eks. udlændingepolitikken – hvor vi er tættere på de blå partier end i hvert fald de fleste partier i den røde side af salen.«
Nicolai Wammen

Socialdemokratiet er splittet mellem højre og venstre siden på klima og udlændingepolitikken, men hvis Socialdemokratiet var seriøse, på bekæmpelse af de menneskeskabte klimaforandringer, så var Socialdemokratiet seriøse på udlændingepolitikken.

Det ene skaber det andet, Socialdemokratiet er ikke seriøse i bekæmpelsen af de menneskeskabte klimaforandringer og derfor ligeledes useriøse på udlændingepolitikken.

Når Socialdemokratiet, efter eget udsagn, står med et ben i hver lejer, så er det fordi, at Socialdemokratiet excellere i såkalte 'alternative fakta', eller kortsigtede økonomiske interesser om man vil

charlie white 09:27 "socialdemokraterne sælger ud af de værdier som det danske folk ønsker" - hvad sker der? Argumenterer du for at politikere skal give folket hvad det vil have?? Det er da populisme. :)
Hatten af for socialdemokratiet for at forsøge at få samfundet til at fungere. Nok lidt kedeligt og dermed et godt billede af Danmark "Den bløde mellemvare".

Leo Nygaard

'Så fik du lige givet demokratiet karakter, med den særlige tvist, at kun venstresnoede kan tænke :-)'

Jeg er oprigtig ked af, at du læser det sådan. Jeg skal prøve at udtrykke mig tydeligere:

Det, der er min hypotese her er (bl.a. baseret på psykoanalysen) at et af problemerne med angst er, at det formindsker tænkeevnen. Det gælder ifølge hypotesen for alle mennesker uanset politisk tilhørsforhold.

F.eks. anser jeg SF's adfærd i den forrige regering som udtryk for nærmest ren panik. Der blev i hvert fald ikke - set udefra - tænkt særligt SF-sk. Min egen personlige reaktion var, at jeg syntes, at det var synd for dem, velvidende, at angste mennesker skal beroliges, før de er modtagelige for rationelle argumenter. Som jeg ser dem lige nu forestiller jeg mig, at de er i en restitueringsfase hvor roen langsom vender tilbage. Undervejs kommer der så også tilbagefald som f.eks. Holger K.'s udfald mod El's EU-politik, hvor der ellers over lange strækninger tidligere har været meningssammenfald.

Så for god ordens skyld: tænkeevne og mangel på samme er efter min opfattelse meget demokratisk fordelt på den samlede befolkning.

Min pointe med den 'blå presse' er, at pressen - ikke kun den blå selvom den jo er langt den mest dominerende - jo som sådan lever af, at forsøge skræmme livet af folk - og når det så lykkes ......(fortsæt evt selv).

Flemming S. Andersen

Leo Nygaard

Er der andet en blå medier, Leo??

Leo Nygaard

Njah, det var nu ikke helt det, jeg skrev, var det vel? Men ok: Der er jo en grund (Den mindst ringe avis) til at jeg – ligesom du - læser Information (jeg kender dog ikke din begrundelse). Så hvilke af disse medier synes du ikke er blå: Berlingske tidende, Jyllands-Posten, Børsen, DR (radio og TV), TV2? Og med hvilken begrundelse?

Kristelig Dagblad og Politikken medgiver jeg gerne engang imellem kan være på vippen. Men lad det nu ligge.

Der er steder i EU, hvor befolkningen mobiliserer mod TTIP. Jeg har læst kritiske artikler i Information. Hverken DR eller TV2 har fundet emnet værdigt udover en enkelt 'notits' i ny og næ (især da Greenpeace (var det vel?) kom af sted med at lække noget fra forhandlingerne (UHADADA – skræmmende, sensationelt!). Men at bl.a. løgnen om at TTIP skulle have kæmpestor positiv effekt på EU's bruttonationalprodukt ikke bliver adresseret: Nå ja pyt, vorherrebevar's.

Pressen har udråbt sig selv som 'den fjerde statsmagt'. I min verden er magt og ansvar uløseligt forbundet (er det mon der, vores veje skilles?), men du kan hver søndag i TV2's 'Presselogen' se hvordan samtlige redaktører spæner af sted fra det ansvar, så man ikke kan se røven for bare skosåler.

De svigter også der, hvor det gælder om, at give befolkningen tilstrækkelige muligheder for at få den indsigt, der skal sikre, at de kan gå til stemmeurnerne og sætte deres kryds, på et oplyst grundlag (Europol-afstemningen f.eks. foruden - naturligvis! - folketingsvalgene).

Men man må sige, at de er gode til genbrug. I hvert fald er det de samme 'eksperter' og kommentatorer der bliver trukket ind på scenen igen, og igen og igen. Så kan man da være sikker på, at debatten ikke flytter sig ud af stedet og alle kan finde tryghed, ro og varme i forvisningen om, at alt er som hidtil.

'Du efterlyser altså den rigtige sandhed ? Så må du lede længe.' - skriver du. Ja, det gør jeg, og jeg leder gerne længe. Hvad gør du?

har du været til lægen med problemet.?

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Vi har lige fået en ny lov, der tillader at løn delvist udbetales i naturalier, og at den sættes ind på udenlandske konti.
Det gør kontrol af social dumping stort set umulig.

Ghettoloven skal der ikke røres ved, selv om den i rasende fart er ved at ødelægge den almennyttige boligbevægelse - boligministeren er derimod rasende over, at der er rejst sag imod ham for ulovlig diskrimination. For når nu Folketinget har vedtaget det - så er der da ikke noget galt ved "50% af beboerne er indvandrere eller efterkommere fra lande udenfor Europa".
Der er heller ikke noget galt i, at ældre borgere, der har boet i seniorbofællesskab i Mjølnerparken, tilbydes lejligheder, der er 5000 kr dyrere om måneden, hvis de skal bo samlet (det skal de så ikke).
Eller at den boligblok, beboerne ifølge ghettoloven skal smides ud af i Slagelse, er solgt til et privat investeringsselskab for 50% af vurderingen.
Eller at renovationet skal gøres klar til privatisering.

Det er blevet Socialdemokratisk politik at tilgodese det hellige erhvervsliv frem for alt.
Men hvad, den politik behersker jp også EU og de såkaldte handelsaftaler såsom CETA. Der er nogen, der driver, at det kan reformeres. Jeg glæder mig til at se forslag til det.

Karsten Aaen

Nej, Thora Hvidtfelt Rasmussen -

Socialdemokraternes politik har altid været at tilgode se erhvervslivet på alle måder!, der er en grund til, at partiet hedder Socialdemokraterne, og ikke socialisterne, her i DK! Og den er, at S vil gøre hvad som helst for at redde kapitalismen, give kapitalismen gode vilkår - så den kan overleve! - også når den transformerer sig til finanskapitalisme, statskapitalisme mm. og mv. og konkurrencekapitalisme!