Læsetid: 3 min.

Tavshed kunne han ikke tillade sig

Modstandsmanden og kræftlægen Jørgen Kieler døde søndag, 97 år
21. februar 2017

Han snød døden flere gange. Og levede længere end de fleste. Men nu er Jørgen Kieler død i en alder af 97 år.

Da han gik ind i modstandskampen, var han kun lige fyldt 24 år – men han havde ikke noget andet valg:

»Jeg var tvunget til at gå ind i modstandsbevægelsen, for jeg var besat. Det var vigtigere end livet. Det er ikke det store mod, der er tale om. Det handler om livsanskuelse. Jeg var ikke bange for at dø på noget tidspunkt. Jeg beklagede det, for jeg var ikke livstræt, men alternativet kunne jo være at overleve en tysk besættelse.«

Sådan sagde han i et interview med Dagbladenes Bureau i november 2013 i anledning af biografien Før jeg siger farvel af journalist Tom Hermansen.

Hitler og Mussolini på balkonen

Jørgen med efternavnet von Führen Kieler blev født i 1919 i Horsens af forældre, der trods navnet var pæredanske. Hjemmet var borgerligt, faderen læge, og efter studentereksamenen flyttede Jørgen Kieler til København for at følge i faderens fodspor på medicinstudiet.

I den forbindelse var han på studierejser til blandt andet Tyskland i 1937-38. Og fra en plads på et rækværk hørte han Mussolini og Hitler holde tale, kun 15 meter fra deres balkon. Han blev ikke skræmt af de to diktatorer, men massernes begejstring fyldte ham med afsky.

I oktober 1943 i forbindelse med samarbejdspolitikkens sammenbrud, var han med til at stifte sabotagegruppen Holger Danske II. Sammen med blandt andre sin far, to søstre og sin lillebror reddede han og gruppen omkring 800 jøder til Sverige. Jørgen Kieler var derudover ifølge Frihedsmuseets modstandsdatabase med i 26 sabotageaktioner.

Men den 10. februar 1944 gik det galt: Jørgen Kieler blev skudt gennem halsen og arresteret under en sabotageaktion sammen med sin bror Flemming. De blev sat i Vestre Fængsel, intensivt afhørt af Gestapo og dømt til døden. Men i stedet for henrettelse blev brødrene sendt til kz-lejren Porta Westfalica i Tyskland, hvor de blev udsat for tortur, sygdom og minearbejde. Stærkt udsultede blev de begge reddet af den svenske grev Bernadottes hvide busser i april 1945.

Efter krigen fuldførte Jørgen Kieler sine medicinstudier i 1947. Han blev kræftlæge og forsker i blandt andet sultsygdom, kz-syndromer og posttraumatisk stress. Fra 1980 var han forskningschef i Kræftens Bekæmpelse. I mange år talte han ikke om sin indsats under krigen, men med årene blev det ham magtpåliggende at tale højt om begivenhederne for at ære de kammerater, der faldt.

»Tavshed kan man ikke tillade sig, så døde de alle forgæves«, som han sagde i førnævnte interview. Dem har han givet mange af, han har holdt over hundrede foredrag og på forskellige vis markeret sig i debatten om samarbejdspolitikken, modstandsfolk og stikkerlikvideringer.

Fra 1975 til 1988 var han formand for Frihedsfonden, han var bestyrelsesmedlem i 4.maj-kollegierne, aktiv i Netværk for Nazisme- og Holocauststudier, og i 2002 skrev han bogen Hvorfor gjorde I det? om at være frihedskæmper.

Han nåede ikke at se museet

Her i avisen gav han blandt andet sit besyv med i en artikel om genopbygningen af det nedbrændte Frihedsmuseum. Om hvorvidt museets fokus skulle udvides til at omfatte andet end blot modstandskampen sagde han:

»Hidtil har vi lagt vægt på, at det har været en mindeinstitution. Hvis det i stedet skal være en neutral historisk fremlægning, kommer vi ud i problemer, som vil splitte nationen.«

Bygningen forventes færdig i udgangen af 2018. Men så længe kunne Jørgen Kieler ikke vente. Ifølge familien sov han stille ind i sit hjem søndag aften.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu