Læsetid: 7 min.

’Uanset hvor mange fastelavnsfester vi holder, bliver vi aldrig normaliserede’

Halvandet år efter rydningen af Jagtvej 69 åbnede et nyt ungdomshus på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter. Her lever revolutionsromantik, punkklichéer og ikke mindst symbolet Jagtvej 69 videre. Noget tyder dog på, at Ungdomshuset og ’systemet’ har forsonet sig, da Information er til fastelavnsfest i ’Ungeren’
Der har været i alt tre klager over musiklarm fra Ungdomshuset på Dortheavej de seneste tre år. Og kun sjældent optræder Ungdomshuset i politiets døgnrapport, oplyser Københavns Politi. Musikken til fastelavnsfesten søndag har næppe heller generet naboerne.

Der har været i alt tre klager over musiklarm fra Ungdomshuset på Dortheavej de seneste tre år. Og kun sjældent optræder Ungdomshuset i politiets døgnrapport, oplyser Københavns Politi. Musikken til fastelavnsfesten søndag har næppe heller generet naboerne.

Jakob Dall

1. marts 2017

»Vi har rykket de allermindste børn ind i Dødsmaskinen. Det regner for meget til, at de kan være ude på pladsen,« siger aktivisten Lea Nissen, mens hun viser mig ind i den lille sal med det bombastiske navn.

Midt i det mørke lokale hænger en hvid tønde lavet i pap, så de tre-femårige har en chance for at banke bunden ud, inden de veganske fastelavnsboller bliver serveret. Der skulle egentlig ikke være foregået noget i Dødsmaskinen i dag. Her er heller ikke pyntet op, og en snert af cigaretrøg og alkohol hænger stadig i de graffitidækkede vægge efter fredagens punkklub ’Someone shoot the Fucker’.

Det lader nu ikke til at forstyrre de fremmødte familier. Superhelte, Disney-prinsesser og spøgelser falder over hinanden for at få køllen i hånden. Faktisk snor køen sig gennem det mørke lokale og hele vejen ud af døren, så de bagerste børn og deres forældre kan mærke formiddagsregnen.

Ungdomshuset på Dortheavej har sammen med sin kommunale nabo, Biblioteket Rentemestervej, inviteret til fastelavnsfest denne søndag formiddag. Arrangementet er støttet af en af lokaludvalgets kommunale puljer.

Mange forbinder stadig Ungdomshuset med rydningen af det gamle hus på Jagtvej 69 og sammenstødet mellem de unge på den ene side og Københavns Kommune og politiet på den anden.

Dengang kaldte de unge sig polemisk for »autonome voldspsykopater fra helvede«. I dag byder de sammen med ’systemet’ eller i hvert fald kommunen nabofamilierne på varm kakao og fastelavnsboller.

Hård fødsel

Jakob Dall
Da politiet stormede Jagtvej 69 for nøjagtig ti år siden, havde debatten om et eventuelt nyt ungdomshus og ikke mindst placeringen af det raset i månedsvis.

Kommunen måtte skrinlægge planer om at gøre Frederikssundsvejs Skole i Nordvest til ungdomshus efter naboprotester. Da pilen begyndte at pege på kulturhuset på Dortheavej 61, begyndte naboerne også der at mobilisere sig.

Rasmus Jarlov, der dengang var ung konservativ kommunalpolitiker, tog initiativ til en internetafstemning, som 1.600 beboere i nabolaget svarede på. 78 pct. af respondenterne var imod at omdanne kulturhuset til Ungdomshus. Man frygtede, at det ville bringe vold, larm, hærværk og faldende boligpriser med sig.

Siden da er forholdet mellem Nordvests borgere og deres alternative tilflyttere blevet noget bedre. I hvert fald at dømme ud fra dagens arrangement. Både velfriserede mænd i tweedjakker og kvinder med tørklæde har taget deres børn med i ’Ungeren’ for at fejre fastelavn i outrerede omgivelser.

Den såkaldte ungdomshuskamp havde altid handlet om mere end et hus og blev videreført i nye sociale kampe, først og fremmest om asylsystemet og den globale opvarmning. Her politiets rydning af Brorsons Kirke i 2009.
Læs også

Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning oplyser, at der i alt har været tre klager over musiklarm de seneste tre år. Det er heller ikke vicepolitiinspektør i Københavns Politi Henrik Møller Jacobsens indtryk, at Ungdomshuset overbelaster politiet.

Han mindes ikke at have set hverken Ungdomshuset eller adressen Dortheavej 61 optræde i politiets døgnrapporter en eneste gang, siden han tiltrådte i august.

Vanskeligt at definere huset

Jakob Dall
Efter den sidste æske rosiner er banket ud af tønden, går gæsterne langsomt mod duften af varm kakao og fastelavnsboller fra den store sal. Lea smiler og fortæller mig, at dagens arrangement måske ikke er helt repræsentativt for, hvad der foregår i ’Ungeren’ til daglig.

»Det er svært at sige, hvad Ungdomshuset er. Nogle kommer for at bruge øvelokalerne og dyrke musikkulturen, nogle kommer for at få et måltid til folkekøkken, andre kommer for at lave politisk arbejde eller bare hænge ud med ligesindede. En del kommer hovedsageligt for at dyrke yoga. Det er faktisk en af vores mest populære aktiviteter. Uanset hvad folk kommer for, er der dog nogle principper, man skal respektere,« siger hun med henvisning til de fem grundregler, der står malet på store skilte ved begge husets indgange: »INGEN RACISME, INGEN SEXISME, INGEN HETEROSEXISME, INGEN VOLD, INGEN HÅRDE STOFFER«.

Lea Nissen er, ligesom de fleste andre aktivister, ikke klædt ud. Hun er 27 år gammel og studerer biologi på Københavns Universitet. Hun har været aktiv i Ungdomshuset de seneste seks år.

Hun fungerer blandt andet som guide, når folkeskoleklasser er på rundvisning i huset. Med sit korte hår og sin mørke sweater er det kun en lille piercing i venstre øjenbryn, der indikerer, at hun er aktivist og ikke en af de besøgende fra lokalområdet.

Ungdomshusbevægelsen havde den fordel, at nærmest ethvert tænkeligt projekt kunne passe ind i de meget vide rammer, som miljøet omkring huset havde. Der var punkere med hanekam og nittejakke, politisk skolede aktivister i sort og flippede kreatyper, for hvem kulturen var alfa og omega. Kronikøren er her i sort jakke og grøn hanekam.
Læs også

»Man er måske blevet lidt dovnere med udtrykket siden de unge og mere ’punkede’ dage,« som hun selv bemærker.

Egentlig skulle Lea have været sammen med mig under hele mit besøg i Ungdomshuset. Det havde mandagsmødet – det konsensusdemokratiske forum, hvor aktivister træffer beslutninger om huset – stillet som betingelse for, at jeg måtte rapportere fra fastelavnsfesten.

De havde haft dårlige erfaringer med journalister, forstås. Men det viser sig, at aktivisterne har rigeligt at se til med at lave varm kakao, servere fastelavnsboller og hælde frisk kaffe på kanderne til de små 200 fremmødte.

Cirkus

Jakob Dall
Ude i gårdhaven holder regnen en pause. Christel på 35 er på vej ud af salen med forfriskninger. To hvide plastikkrus, et med kaffe til hende og et med rød saft til hendes søn, Storm.

Storm er alligator, ikke krokodille, understreger han. Og mens de fleste voksne er klædt ud i regnjakker, er Christel i dagens anledning mødt op som skotte med kilt.

»Vi bor faktisk på Vesterbro, men der er kun et røvsygt arrangement i en kirke. Det her er sjovt, både for børnene og en gammel punkrocker som mig. Det er fedt for børnene med nogle anderledes kulturelle indtryk. De oplever nok bare graffitien og figurerne som meget gennemført oppyntning,« griner hun og peger op på en monstrøs lyserød figur, der minder lidt om et menneskeligt organ.

Papmachemonsteret hænger over den udendørs scene i gården, og under dets tandløse smil står »Eat the Rich« med spraymaling.

»Her er ligesom et cirkus,« konstaterer Storm, inden han sætter i sprint mod den store sal.

Andre besøgende som Aicha på 38 og hendes syvårige søn Yunus besøger Ungdomshuset for første gang. De bor rundt om hjørnet i Bellahøj, og Aicha troede egentlig, at arrangementet skulle foregå på biblioteket, men synes, det er fantastisk at opleve Ungdomshuset:

»Her er så hyggeligt, og folk er meget søde og imødekommende. Jeg håber, der kommer mange flere af sådan nogle begivenheder hernede.«

Kulturarv

Inde i den store sal sætter DJ’en Raske Penge »Let’s Dance« med David Bowie på anlægget. Børnene følger opfordringen og stimler sammen på dansegulvet. Den store, sorte sal er pyntet med balloner og glitrende crepepapir i metermål. Gennem al pompen kan man kun lige ane, at der står »Kompromis Klassekamp« på et banner i den ene ende af rummet.

Referencer til Jagtvej 69 og parolen »Intet Glemt, Intet Tilgivet« er omvendt allestedsnærværende. På T-shirts, på plakater, på flag, på væggene. De unge har fået et nyt hus, men samles stadig om en gammel kamp.

Jakob Dall
Fastelavnsfest med kommunen, yoga og rundvisning af folkeskoleklasser synes at stå i kontrast til husets karakteristiske punk-æstetik og den hårdkogte revolutionsromantik på væggene.

Sat på spidsen virker Ungdomshuset mere som en kulturhistorisk institution som Arbejdermuseet eller Klunkehjemmet end en trussel mod den borgerlige orden.

26-årige Viktoria Skov har været aktivist i Ungdomshuset på Dortheavej siden den spæde begyndelse i oktober 2008.

»Bookinggruppen, folkekøkkengruppen og økonomigruppen ...«

Viktoria tæller på fingrene, mens hun remser op, hvad hun har taget del i gennem årene. Hun mener, at Ungdomshuset er noget særligt. Det var Jagtvej 69, og det er Dortheavej. Huset ændrer sig i takt med generationerne, medgiver hun, men nogle elementer går igen.

»Vi er en del af en mere end 35 år lang historie. Husets unikke politiske og historiske fundament er for solidt til, at vi nogensinde bliver et ganske almindeligt kulturhus. Uanset hvor mange yoga-klasser og fastelavnsfester vi holder, bliver vi aldrig normaliserede. Der var i øvrigt også fastelavnsfest i Jagtvej 69,« siger hun.

Viktoria mener, det generelle billede af Ungdomshuset på Jagtvej 69 er fortegnet. Der var også en hverdag med fastelavnsfester og folkekøkken, inden den voldsomme konfrontation med politiet, der står så centralt i mange menneskers syn på Ungdomshuset.

Alternativt frirum

Nis står ved siden af merchandise-boden i den store sal og sipper af en kop kaffe. Han er 33 år og er her med sin kone, Inger, og sin søn, Frigg. Han kom selv meget i det gamle hus og synes, det er vigtigt med steder som ’Ungeren’. Steder hvor unge, der ikke føler, de passer ind nogen steder i samfundet, kan føle sig velkomne. Et frirum, hvor man ikke føler sig forkert, fordi man er anderledes.

Jakob Dall
»Derfor synes jeg sgu, det er en balance med sådan nogle her arrangementer for hr. og fru København. Ungdomshuset skal stadig først og fremmest være et alternativt åndehul,« siger han.

En af husets yngre brugere hedder Vic. Hun er 16 år gammel, har blåt og lilla hår, ring i næsen og er klædt i en tung, sort læderjakke med spidse metalnitter på ærmerne og badges med klassiske punkbands som Dead Kennedys og Misfits.

Vic besøgte ’Ungeren’ første gang i november til en punkkoncert. Siden da har hun forsøgt at komme i huset, hver gang hun er hjemme fra efterskole.

Til sommer planlægger hun at komme endnu mere og engagere sig i gruppen Børnemagt, der daterer sig helt tilbage til starten af 70’erne og har mærkesager som antivoksenfascisme. For hende har mødet med huset været en åbenbaring.

»I skolen og andre steder prøver jeg nogle gange at fremstå mere normal, end jeg er. Det behøver jeg ikke her,« fortæller hun. Vic ville dog helst have været punker i de gode gamle dage.

»Jeg er lidt misundelig på dem, der var unge, dengang punk var stort og kontroversielt. I dag er det stadig mærkeligt, men måske ikke så kontroversielt. Og så er vi jo ikke så mange på min alder,« siger hun, inden hun igen går op mod ’Pinden’, et lille rum under loftet, demonstrativt langt fra saftevand, barnevogne og småbørn i superheltekostumer. Her bruger en lille gruppe teenagere søndagen på at hænge ud og ryge smøger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu