Læsetid: 10 min.

Advokaten med dødningehovedet

Engang var advokat Torben Koch, som får politifolk frifundet på stribe i skudsager, venstreorienteret. I dag bærer han et armbånd med et dødningehoved, som han har fået af frifundne danske Afghanistan-officerer, som et symbol på broderskab og loyalitet
De senere år har Torben Koch virket som forsvarer for stort set samtlige polititjenestemænd, der har været tiltalt i skudsager, og som han skriver på sin hjemmeside ’altid med et gunstigt resultat’.

De senere år har Torben Koch virket som forsvarer for stort set samtlige polititjenestemænd, der har været tiltalt i skudsager, og som han skriver på sin hjemmeside ’altid med et gunstigt resultat’.

Daniel Hjorth

25. marts 2017

Advokat Torben Koch siger straks ja til at stille op til et interview med Dagbladet Information. Men det er mandag. Mandag forsøger den 68-årige advokat at holde fri, så han måske kan få kørt sig en 50-70 kilometer på racercyklen:

»Ring ind og træf en aftale med en af mine to sekretærer …«

Han holder en kort pause i telefonen, som for at budskabet kan synke ind:

»Jeg er den eneste, som har to sekretærer.«

Det vender vi tilbage til. Lige nu rækker det at sige, at Torben Koch er advokat med en vis succes og et menneske uden forstillelse.

Information skrev for nyligt om, hvordan afhøringerne af politifolk ifølge Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) forsinkes i sager, hvor de f.eks. har skudt, fordi de insisterer på at få Torben Koch som advokat. Tidligere har der været skrevet kritisk om, at advokaten har holdt formøder med sine klienter, hvorved politifolk kunne få lejlighed til at samstemme deres forklaringer.

Torben Koch er ikke vred på Information eller medierne, selv om han hader, når der sættes spørgsmålstegn ved hans hæderlighed, men han har ikke meget til overs for DUP’en under direktør Kirsten Dyrmans ledelse.

Siden 1. januar 2017 har DUP’en taget det lokale fra ham, hvor han ellers plejer at kunne forberede sig før afhøringerne i Aarhus.

»Angrebet på mig dækker åbenlyst over hendes egen manglende målopfyldelse og ledelsesmæssige inkompetence.«

I 2012 og 2013 – de to første år – oprettede man i DUP’en 288 voldssager, siger Torben Koch. Af de 288 voldssager rejste man sigtelse i fem mod politifolk for vold. I de fem sager med sigtelser, som gik videre til statsadvokaten, vendte statsadvokaten tommelfingeren nedad i fire af dem. 

»De rejste kun én sag. Ham fik jeg frifundet. Af 288 voldssager får de nada ud af det.«

(Kirsten Dyrman siger til Torben Kochs kritik: »Det er ikke et mål for Politiklagemyndigheden, at antallet af sager, hvor der udtales kritik eller antallet af sager, hvor der rejses tiltale mod en polititjenestemand, stiger, men det er et mål, at sagerne undersøges bedst muligt, og at dette sker på et uafhængigt grundlag.« Hun henviser til, at dette bl.a. er et krav ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.)

Så vidt krigen mod DUP’en. Torben Koch er advokat for politiet, militæret, Fængselsforbundet Jernbaneforbundet, Dansk Told og SKAT og diverse redningstjenester.

»Folk i uniform sådan stort set. Det operative Danmark går til mig, når de har et problem,« siger han.

Derudover har han også Danmarks Lærerforening.

Det har givet ham en helt særlig stilling. De senere år har Torben Koch virket som forsvarer for stort set samtlige polititjenestemænd, der har været tiltalt i skudsager, og som han skriver på sin hjemmeside »altid med et gunstigt resultat«. Han har været forsvarer for de to eneste officerer, der er blevet tiltalt i forbindelse med Danmarks krigsindsats i Irak og Afghanistan – »i begge tilfælde med et gunstigt resultat«.

Han var forsvarer i Jægerbogssagen samt bisidder for en general i det tjenstlige forhør i den såkaldte ’Papkassenotatsag’. Læg dertil, at han har siddet med som bisidder i seks kommissionsundersøgelser: Nørrebro-Kommissionen, PET-Kommissionen, Dan Lynge-Kommissionen, Blekingegade-Kommissionen, Skattesagskommissionen og senest Tibetkommissionen.

Når lokummet brænder, er det Torben Koch, mænd i uniform ringer til.

Torben Koch repræsenterer f.eks. også den politimand, som glemte sit tjenestevåben på et af Christiansborgs toiletter, da det hele skulle gå lidt stærkt.

Rødby Havn

For ca. 14 dage siden repræsenterede Torben Koch en betjent fra fra Midt- og Vestsjællands Politi i en sag, hvor betjenten stod tiltalt for i Rødby Havn at have slået en mand fra Rumænien. Det var tre kolleger fra Københavns Vestegn, som havde anmeldt ham.

»Hvis der står tre politifolk, som fortæller det samme i retten om, hvad de har set, at den fjerde politibetjent har stået og gjort, så er det virkelig op ad bakke at få ham frifundet,« siger Torben Koch, som ved, hvor ubehagelige den slags sager er for alle involverede:

»Man kan godt mærke, at de er ubehageligt til mode over, at deres forklaring vil medføre, at deres kollega mister jobbet. I en stærk subkultur vil man være mindre tilbøjelig til at hænge hinanden ud. Jeg siger ikke, det er sundt, jeg konstaterer, at det er sådan, det er.«

De tre politifolk forklarede, at rumæneren blev hivet fra vandret til lodret ved, at der blev taget fat i håret på ham, da han blev rejst op iført håndjern.

»Så siger jeg: Høje domsmandsret, kig nu rigtigt godt på det billede af ham rumæneren. Tror domsmandsretten ved anvendelse af almindelig sund fornuft, at det kan lade sig gøre at hive en mand, der er 1,96 meter høj og vejer 102 kilo og stort set ikke har hår på hovedet, op at stå fra jorden på den måde? De sad og grinede.«

Resultatet?

»Min klient blev frifundet. Politifolk taler sammen, og dagen efter ved alle, at han er blevet frifundet. Det er den måde, man får klienter på. Det breder sig fra mund til mund: Du kan trygt ringe til ham. Han kan altså sit kram.«

Det er ultimativt derfor, politifolk og andre i uniform ringer til Torben Koch. Fordi han vinder.

»Min gamle chef, Højesteretssagfører Jon Palle Buhl, sagde, at krige og retssager ikke vindes, mens de står på, de vindes ved omhyggelig forberedelse. Det er ikke i retten, du vinder sagen. Det er under den grønne lampe derhjemme under forberedelsen og afhøringerne.«

Nørrebrosagen

Det var meget tilfældigt, at det blev Torben Koch, som blev politiets advokat. Og så alligevel ikke.

I 1994 arbejde han som beneficeret forsvarer og blev beskikket for en kvindelig betjent.

»Så kommer hun ind til mig og siger: Min kæbekirurg har sagt, at jeg kommer aldrig til at tygge noget, der er hårdere end kogt pasta, nogensinde i mit liv. Hun var 28 år på det tidspunkt. Hun havde fået tre brosten slået ind i sit underansigt den 18. maj ude på Nørrebro. Det er den måde, jeg lærer hende at kende på. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg gjorde meget for hende.«

Efter advokaten havde hjulpet hende, gav hun en søndag et større interview i dagbladet Aktuelt, hvori hun udtalte, at der ikke var andre end hendes advokat, der rigtigt havde gjort noget for hende.

Mandag morgen havde Torben Koch Politiforbundets formand Tommy Agerskov i røret.

»Gider du lige kigge ud til os? Han ville tale med mig og se mig. Der var jeg heldig. På det tidspunkt brugte de en advokat, de ikke syntes, var specielt god. Så spørger han mig: Vil du ikke have vores sager fremover?«

Torben Koch griner.

»Jo, det ville jeg da gerne.«

Den kvindelige betjent fra 18. maj blev siden gift med en af delingsførerne fra aktionen. Han følte, at ledelsen i Københavns Politi svigtede ham, og de blev skilt, før han i 1999 myrdede sin ekshustru med knivstik, mens hun stod i badekarret.

Delingsføreren ringede til Torben Koch fra arresten i Ringsted.

»Han ringede og spurgte, om jeg ville være hans advokat. Det sagde jeg nej til. Normalt ringer politifolk aldrig, hvis de bliver involveret uden for noget i tjenesten.«

Delingsføreren hængte sig kort efter i et baderum i arresten.

Kommunist i sin ungdom

– Hvem er du egentlig som menneske?

»Det ved jeg ikke … folk her på kontoret kalder mig Gud.«

Torben Koch griner selv.

»Jeg synes selv, jeg er et lyttende menneske. Når man skal rådgive sådan nogle mennesker, som jeg skal rådgive, skal man udstråle en særlig kombination af ydmyghed over for opgaven og selvtillid. De skal føle, at de med ro i sindet kan lægge deres liv i mine hænder, når de forlader mit kontor. Den kombination ved jeg, at jeg har. Jeg ved, at jeg er en dygtig forsvarsadvokat og er god til mit arbejde. Jeg ved, at jeg har empati.«

Han begynder at fortælle om sin opvækst.

»Jeg kommer fra forholdsvis beskedne kår. Jeg er familiens første akademiker. Min far var ud af en søskendeflok på ni, og min mor var ud af en søskendeflok på otte. Min far var tolder, min mor kontorassistent. Vi boede i en beskeden treværelseslejlighed i Søborg, hvor jeg gik i gymnasiet og blev student fra.«

Hans far var glødende kommunist, men blev på sine gamle dage glad for Gert Petersen og skiftede til SF.

»Min mors holdning kender jeg ikke. Hun var, som kvinder var dengang meget, meget tavs. Hun var vældig sød, men hun sagde aldrig noget. Hun sagde aldrig: Nu skal I høre, hvad jeg synes, udover hvis det handlede om, hvorvidt vi skulle have budding eller risalamande til dessert.«

Torben Koch blev student i 1968 og troede egentlig, at han skulle læse statskundskab. Men så overværede han en forelæsning på jura af Isi Foighel, daværende skatteminister.

»Isi Foighel talte uafbrudt i 53 minutter uden at stoppe og uden at sige øh om Danmarks placering i verden og folkeretten. Jeg var bare fuldstændigt vildt imponeret og tænkte: Dét vil jeg være.«

Torben Koch har selv taget rejsen fra et meget venstreorienteret hjem, hvor han startede som DKP’er over VS henover midten i dansk politik til de konservative.

»Man skal have lov til at udfolde sig, men man skal også tage vare på de svage i samfundet.«

Men Torben Koch varetager ikke politifolkenes interesser for at bevare et system.

»Jeg gør det, fordi de er særligt udfordrede. Det er så nemt at kaste sig over dem og kritisere dem. De er i en stærk subkultur, hvor man bærer uniform og er afhængige af, at man har hinandens ryg, hvis man kommer i knibe. I modsætning til vi andre kan de ikke bare vende ryggen til og gå over på den anden side af gaden, hvis der er ballade.«

Tibetsagen

Torben Koch er for hans kritikere et symbol på tavshedens lov og den korpsånd, som stadig hersker i dansk politi i nogle sager.

»Jeg betragter mig selv om en hæderlig advokat. Derfor kan jeg ikke leve med, hvis nogen siger: Ham Torben Koch, han er nok sådan en halvmistænkelig type – han opfordrer politifolk til at samstemme forklaringer. Det kan mit navn slet ikke bære.«

Men det er netop, hvad han blev beskyldt for i en sag, hvor en polititjenestemand i København kom i klammeri under en bytur og ikke fik hjælp fra sine kolleger. Politimanden sagde offentligt, at Torben Koch havde opfordret ham til at give urigtige oplysninger.

»Jeg kan tydeligt huske den. Det, tror jeg, er den eneste gang, at en politimand har rejst kritikken af mig – du skal af hensyn til dine kolleger sige noget andet, end det du rent faktisk gjorde. Det kan jeg blankt afvise. Han påstår, at jeg beder ham ændre forklaring. Det passer ikke.«

Da Information spørger nærmere ind til sagen, lukker Torben Koch i.

»Jeg vil helst ikke kommentere sagen yderligere.«

Betjenten fastholder sin forklaring over for Information.

Vi spørger i stedet til Tibet-sagen, hvor han også har været bisidder.

»Tibet-sagen siger ikke noget om, at uniformerede politifolk har indgået en eller anden aftale om, at tibetanske demonstranter vil vi ikke se. Hvis der er givet en instruks, kommer den et eller andet sted højere oppe fra, og det finder vi jo nok aldrig ud af. Der kommer aldrig noget ud af de her kommissioner, det gør der jo ikke. Jeg har siddet i seks kommissioner, der er aldrig kommet en skid ud af dem, andet end der er nogle advokater, der får nogen gode hyrer. Sådan er det jo.«

– Skal vi bare acceptere det? At sådan fungerer magt og især politiets magt?

»Jeg synes, det er vigtigt, at nogle holder øje med, at politifolk ikke begår magtmisbrug. Men det bedste bolværk er og bliver en kollega, der siger til en anden: Nu synes jeg, at det her stopper. Selvjustits er nu engang den bedste måde at regulere en subkultur på.«

Smykket

Torben Koch bærer et flettet armbånd med et eller andet i sølv på.

»Det er et dødningehoved. Der står Frontline Club Patrol Baseline.«

Ikke lige det man forventer at finde på håndleddet af en advokat bosat i Charlottenlund og med kontor på Sct. Annæ Plads.

»Jeg havde tre officerer fra Hold 12 i Afghanistan, som jeg alle fik frifundet. Så sagde de: Det er os, der passer på Danmark. Men det er dig, der passer på os. Så du skal det have det samme armbånd, vi går med. Det er et broderskabsarmbånd, som en guldsmed i Aalborg laver. Det bærer jeg med megen stolthed. Jeg har det altid på. Når de giver mig sådan noget, viser de mig en trofasthed og loyalitet, som jeg gerne vil gengælde. Jeg blev simpelthen så glad og beæret.«

Information spørger, om han er blevet rig på sin advokatgerning. Torben Koch svarer, at han får 1.500 kroner i timen, hvor han kunne have tjent ca. 2.500 kroner i timen på erhvervssager.

– Men er det dig, der tjener mest ind til firmaet?

»Det vil jeg ikke svare på.«

– Du sagde til os, da vi traf aftalen, at du var den eneste i firmaet, som havde to sekretærer. Efter almindelig logik i et rådgivningsfirma så er det dig, som bringer mest hjem?

»Det kan man heller ikke afvise, at det er.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nej, det er simpelthen ikke i orden! Men danskerne er vist flasket lidt for meget op med anarkistiske politiserier fra England og Amerika, hvor man går langt over stregen, men hvor det er dem, der skal sikre borgerne imod magtmisbrug, der hænges ud som hindring for, at retfærdigheden sker fyldest.
Hvis man skal have tillid til, at magtmonopolet ikke misbruges, må myndighedspersoner have kortere snor i forhold til den private borger.

I det neoliberale Danmark kan vi altså lægge følgende kabale:
- Politifolk opfordres notorisk til ikke at underskrive deres afgivne forklaringer mhp. at undgå at blive holdt ansvarlige for evt. lovovertrædelser.
- Der går uhørt lang tid, før politifolk, som har anvendt deres voldsmonopol, bliver afhørt, hvormed der kan samstemmes forklaringer med kollegaer.
- Politifolk i Danmark anvender fortrinsvist en advokat, som anses for at have forbrødret sig med militær og politi, det er bl.a. også derfor der går uhørt lang tid før de kan afhøres når de er vidner, mistænkte eller sigtede i sager mod politifolk.
- Politiets ledelse lyver og fordreje i sager mod politifolk.

Danmark er ikke en retsstat, eller et retssamfund.

Berit Nielsen, John S. Hansen, Karsten Aaen, Janus Agerbo og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

...og den naturlige konklusion på dette, Peter Jensen, bør vel være at man varetægtsfængsler de pågældende i isolation, indtil de kan afhøres. Det kunne muligvis også sætte lidt mere fart i deres advokat, subsidiært anspore dem til at finde en anden advokat.

Steffen Gliese

Det bygger på en gedigen misforståelse, som hjemsøger hele den offentlige sektor: at hvis man indrømmer fejl, mister man troværdighed og status. Envher ved, at det forholder sig modsat: at man er utroværdig, hvis man tegner et billede af sig selv som fejlfri.

uffe hellum, Berit Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jens Erik Starup, David Zennaro, Janus Agerbo og Peter Jensen anbefalede denne kommentar

Hans Larsen, det kunne nok bidrage - men fordi isolationsfængsling er en meget indgribende foranstaltning, vil der under alle omstændigheder være brug for at der med meget kort varsel kan beskikkes tvungen advokatbistand, så sagen kan belyses hurtigst muligt? Der er jo ingen grund til unødigt at forcere etatens hang til selvdestruktiv adfærd.

Mikael Jakobsen

Har tilladt mig at kommenterer indlæg og debattere på facebook -Deltag gerne i debatten i forlængelse af Informations artikel lørdag d.25. marts 2017 / Michael