Læsetid: 8 min.

DF’er om Trump: ’I farer rundt om den stakkels mand som en flue om en sodavandsflaske’

Donald Trump tør stille nogle vigtige spørgsmål, og så længe der ikke er vitale danske interesser på spil, er det meningsløst, at venstrefløjen og selv regeringen er så optagede af at kritisere ham, mener Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berth
’Jeg har hele tiden ment, at manden var sådan … lidt særpræget. Hans facon er særpræget. Men der er foreløbig ikke kommet nogle politiske udspil, hvor jeg har tænkt, at det her kan jeg under ingen omstændigheder støtte, eller det er fuldstændig vanvittigt,’ siger DF’s Kenneth Kristensen Berth om præsident Donald Trump.

’Jeg har hele tiden ment, at manden var sådan … lidt særpræget. Hans facon er særpræget. Men der er foreløbig ikke kommet nogle politiske udspil, hvor jeg har tænkt, at det her kan jeg under ingen omstændigheder støtte, eller det er fuldstændig vanvittigt,’ siger DF’s Kenneth Kristensen Berth om præsident Donald Trump.

Joachim Adrian

Indland
7. marts 2017

Hvis valget af Donald Trump splittede amerikanerne, så var splittelsen fraværende blandt danske politikere med én undtagelse: Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth.

Den tidligere formand for Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) støttede Donald Trump før, under og efter de republikanske primærvalg sidste forår. Før, under og efter efterårets præsidentvalg. Og ikke mindst efter præsidentens kontroversielle indrejseforbud for personer fra syv muslimske lande, som udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) diplomatisk har kaldt en »overreaktion«.

Alligevel har Kenneth Kristensen Berth været fraværende i den seneste tids borgerlig-liberale opgør om den amerikanske præsidents første 100 dage, efter at Martin Ågerup, direktør for tænketanken CEPOS, i en kronik i Børsen konstaterede, at »Donald Trump er en sygeligt selvoptaget lystløgner, hans indlevelsesevne er begrænset, og han er uegnet som præsident«.

Kenneth Kristensen Berth, som har kontor i en fjern afkrog af Christiansborg, i Christian IV’s restaurerede pakhus, Proviantgården, understreger dog, at det ikke betyder, at han har skiftet mening om USA’s 45. præsident. Tværtimod.

Præsidentens mest prominente danske støtte lider bare af Trump-tristesse. Der bliver nemlig sagt og skrevet for meget – alt for meget! – om Donald Trump. Ja, faktisk er Kenneth Kristensen i første omgang ikke meget for at give (endnu) et interview om præsidenten, men så kommer han alligevel i gang.

’Det er latterligt’

»Donald Trump gør jo jer venstreorienterede fuldstændig kulrede. I farer rundt om den stakkels mand som en flue om en sodavandsflaske. Han kan hverken sige buh eller bæh, før det er jordens undergang. Og i virkeligheden er det latterligt. Manden har ikke gjort noget. Når han nu bliver kritiseret for sine foreslåede deportationer, siger han bare, at man skal gøre, som der står i loven.

Man skal ikke se gennem fingre med, at immigranter kommer illegalt ind i USA. Alt andet ville være ulogisk. Og så har han haft nogle tweets ind imellem, som jeg også har undret mig såre over, men altså … Sådan er det.

Ret beset må man nok forvente, at en mand på 70 ikke fuldstændig ændrer karakter, fordi han får et nyt job. De næste fire – og måske otte – år bliver et Twitter-demokrati. Der vil ind imellem komme de der tweets, og det må man så acceptere eller lade være med. Men man kommer ikke rigtig til at kunne gøre noget ved det alligevel.«

– Dansk Folkeparti plejer ellers ikke at resignere og sige, at det kan vi alligevel ikke gøre noget ved i resten af valgperioden?

»Nu er det et andet land, hvilket gør det en smule vanskeligere.«

– Så man bør ignorere præsidentens tweets og gå ud fra, at han – og ikke mindst folkene omkring
ham – alligevel har styr på det hele?

»Man skal bare konstatere, at Donald Trump er, som han er, og ikke være bange for de mange tweets.«

– Hvorfor ikke?

»Hvad er der at være bange for? Fordi Donald Trump skriver, at han er sur over, at en butikskæde er holdt med at forhandle datterens tøj- og smykkemærke? Schwamm drüber

Trump tager ikke altid fejl

– Hvis den danske statsminister skrev noget tilsvarende, ville det vel også vække opsigt?

»Jo, i Danmark. Men at der i Danmark er så stor opmærksomhed om, at det sker i USA, er mig uforståeligt. Det har antaget proportioner, som er helt ude i hampen.«

– Skyldes det ikke, at Donald Trumps tweets og udtalelser netop ofte ér helt ude i hampen?

»Mange af de vanvittig ting, Donald Trump bliver beskyldt for at sige, viser sig jo ikke nødvendigvis at være … Nu har der været en debat om udtalelserne om Sverige, hvor der ikke rigtigt var sket noget sidste nat, som Donald Trump sagde, men hvor der alligevel er sket noget, han havde set på Fox News. Som regel er der noget i det. Det er sjældent, at det kommer helt ud af den blå luft. Men der kommer da nogle gange nogle ting, hvor man tænker, at det er da lidt underligt.«

– Ville du være tryg ved, at den danske statsminister dannede sin politiske opfattelse på baggrund af, hvad han tilfældigvis læste på Den Korte Avis? Bør det ikke være lidt mere oplyst?

»Jo, men det er latterligt, at jeg – som en dansk politiker fra den bagerste række i Folketinget – skal forholde mig til det. Det bliver jo ikke anderledes. Det er det, vi skal indrette os på, og så må vi bare spørge, hvordan vi får det bedste ud af det. Vi har den opgave at få det til at virke, altså at få forholdet mellem Danmark og USA til at fungere.«

– Skal man afstå fra at kritisere forhold i andre lande, fordi det ikke nødvendigvis fører til noget?

»Nu er USA tilfældigvis vores nærmeste allierede, og vi kan ikke undvære amerikanerne. Sådan er det bare. Jeg er nødt til at forholde mig til det, der er i Danmarks interesse. Og hvad har vi indtil nu lært om Donald Trump? Vi har lært, at han ikke er særlig god til at håndtere kritik. Det kan vi godt blive enig om, ikke?!? Er det så i Danmarks interesse at kritisere et indrejseforbud, som vedrører andre landes statsborgere? Kan vi i det mindste ikke blive enige om at nøjes med at kritisere Donald Trump, når han gør noget, som ikke er til gavn for Danmark? Sådan har det dybest set været hidtil under tidligere amerikanske præsidenter.«

– Så det er ikke, fordi du nødvendigvis vil forsvare …?

»Jeg har hele tiden ment, at manden var sådan … lidt særpræget. Hans facon er særpræget. Men der er foreløbig ikke kommet nogle politiske udspil, hvor jeg har tænkt, at det her kan jeg under ingen omstændigheder støtte, eller det er fuldstændig vanvittigt. Der har selvfølgelig været noget, jeg ikke har været enig i, men det ville have været tilfældet, uanset hvilken republikaner der var blevet præsident. Selvfølgelig kan man sætte spørgsmålstegn ved stoppet for støtten til prævention eller abort i ulandene. Men den var netop blevet stoppet, ligegyldigt hvilken republikaner der var blevet valgt.«

En fjende af folket

– Når Donald Trump kalder pressen for en fjende af folket, har partifællen, senator John McCain, advaret om, at det er sådan diktatorer altid begynder ...

»Det er også noget bavl. Da vi herhjemme havde partipressen, vidste man jo godt, at når man åbnede Berlingske, fik man den konservative udgave af virkeligheden. Så brød vi det op og lavede en eller anden såkaldt objektiv tilgang til tingene, som man i virkeligheden kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor objektiv egentlig er. USA har fået en genetablering af en partipresse med to store tv-kanaler: Den demokratiske CNN og den republikanske Fox News. Og hvis man i USA har to konkurrerende kanaler, hvor den ene hælder til højre og den anden til venstre, så lytter jeg til den, der hælder til højre.«

– Der er vel stadig noget, som hedder fakta?

»Man skal da bruge sin sunde kritiske sans. Jeg konstaterer bare, at der i USA efterhånden er en meget klar politisk opdeling i medierne, og det er nok det, der gør, at den debat om fake news, eller alternative fakta, er opstået. Debatten om de såkaldte etablerede medier som CNN eller The New York Times og The Washington Post har ligget der latent i mange år blandt mange konservative radioværter, skribenter og debattører. Det nye er, at den er flyttet ind i Det Hvide Hus, fordi deres ven er blevet præsident.«

– Er det trods alt ikke et problem, at præsidenten kan sige ting, som er objektivt forkerte, som at det for eksempel ikke regnede under hans indsættelse?

»Jeg er enig i, at det er noget skrammel, at der har været nogle eksempler, hvor Donald Trump har sagt noget, som ikke er fuldstændig rigtigt. Jeg tror nu også, at der ville kunne findes eksempler på, at Barack Obama også har sagt noget, som ikke var fuldstændig i overensstemmelse med sandheden. Men fordi Donald Trump nu er den, han er, gør han sig sårbar over for de ting. Så bliver man endnu mere fokuseret på det. Men Donald Trump har ikke været politiker og er ikke vant til at få målt og vejet hvert ord som i dag. Det må præsidenten vænne sig til, og det har jeg trods alt lidt større tro på, at han vil blive klar over.«

Otte år med Trump

– Så du er ikke bekymret ved udsigten til fire – eller otte – år med Donald Trump?

»Det største problem skaber vi selv, hvis vi fremstiller den amerikanske præsident som det store dyr i åbenbaringen. Donald Trump er demokratisk valgt, og jeg har ingen grund til at tro, at han vil gøre noget, som kan skabe usikkerhed om, hvorvidt USA vil vedblive med at være et demokrati. Det er dybest set det, det handler om, og så må man bare vænne sig til hans facon. Jeg er godt klar over, at nogle på venstrefløjen ikke er begejstrede for ham – og fred være med det. Problemet opstår, når det smitter af helt ind i regeringskontorerne. Udenrigsministeren (Anders Samuelsen, red.) har ikke håndteret det elegant, og statsministeren har ikke været meget bedre. Når Lars Løkke Rasmussen har sagt noget, har det også været med de der kunstpauser, hvor man godt ved, at så mener statsministeren noget andet, end han siger. Det er absurd og tjener ikke noget formål. En dansk regering skal til enhver tid forsøge at gøre det, der er i Danmarks interesse, og det vil sige, at hvis man skal kritisere USA, skal det være, fordi der er vitale interesser på spil. Er der ikke det, skal vi holde mund.«

– Og hvis vi ikke gør det?

»Det største problem er faktisk, at europæere som Francois Hollande og Angela Merkel har været med til at skabe en krise i forholdet til USA, fordi de har været interesseret i udstøde Donald Trump af frygt for at komme til at omfavne ham og dermed indirekte også det, nogle kalder populisme eller den strømning, Marine Le Pen eller Frauke Petry repræsenterer. Det har skabt en usikkerhed, jeg ikke mener, der er nogen grund til. Jeg tror faktisk, at Donald Trump kan sætte spørgsmålstegn ved nogle ting, som vi ikke tidligere har turdet stille spørgsmål ved: Nemlig internationale konventioner og retten til at komme hertil som flygtning.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Er det betryggende at S og DF er et realistisk alternativ til VALK?

Poul Sørensen

To ting:
1) Det yderste højre vil altid beskytte og bortforklare andre højreorienteredes galskab.
2) Der er mange mennesker der mener, at deres muligheder forbedres nu mindre styr der er på tingene... typisk for det yderste højre.

David Hertz-Holm

Pudsigt så politisk korrekte Dansk Folkeparti altid mener man skal være så længe det kommer til USA/Trump. Hvad er der blevet af at sige tingene som de er.

Arne Lund, Ole Frank, Janus Agerbo og John Hansen anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Det er latterligt ikke at kritisere DF, som ofte har regeret i koalitioner med de borgerlige, der står bag de sidste 20 års nedskæringer. DF arbejder for en opløsningen af det skandinaviske velfærdssystem og dermed Danmark.

Christiansborg er i sandhed blevet et parallel-samfund, oplysning, etik og retfærdighed er en mangelvare. Vi mennesker ser dette og det give os dårlig smag i munden hvad politikere angår, de fleste ønsker bare fairness.

Han er komplet ligeglad med den galopperende ulighed samt øgede sanktioner i bunden af systemet, eneste interesse er hadpolitik samt mindre skat. Det vil sige omfordelingen i samfundet ikke interesserer manden - med mindre altså omfordelingen gavner erhvervslivet.

Der er noget galt i at DF politisk tonedøvt fortsætter med de samme gamle paroler og tankemønstre som skaber et ustabilt land. Politikerleden har mange årsager, vi oplever folketingspolitikerne og de riges finanspagt samt velfærdsstatens nedbrydning.

Verden over bliver rigdommene mere og mere ulige fordelt, vi oplever en køter med DAMP som leder af verdens mest ødelæggende og magtfulde union; Den Amerikanske Magt Psykose. Vi har at gøre med en diplomatisk infantil forvoksen baby, som leder af et parti i trodsalderen, et politisk parti som skabte USAs største massemorder med over 2 millioner døde, nu kommer massive budget forøgelser i en af de største militære oprustninger i USAs historie. Hold ham langt væk fra Danmark.

»Jo, men det er latterligt, at jeg – som en dansk politiker fra den bagerste række i Folketinget – skal forholde mig til det. Det bliver jo ikke anderledes. Det er det, vi skal indrette os på, og så må vi bare spørge, hvordan vi får det bedste ud af det.«

Er det Fake News at DF skal forholde sig til den ulighed og fattigdom de skaber? Ja absolut.

Steen Bahnsen, Bruger 263967, ingemaje lange, Vibeke Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen og John Hansen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Den ellers så åbenlyst begejstrede Trump-tilhænger, Kenneth Kristensen Berth, lyder hér mest af alt som en mand, der er "blevet banket på plads" af partitoppen, og er blevet belært om, at hans begejstring for Donald Trump ikke er udtryk for DFs – i hvert fald ikke den officielle? – holdning til USAs pt præsident.

Trumpen er blot endnu et af de mange elementer, der udgør den surrealistiske virkelighed, vi alle sammen vågner op i i disse år. Jylland stemmer DF, Storkøbenhavn stemmer på enhedslisten og staten opererer med begreberne nultolerance og grønthøstermetode kunne være tre andre.

Jeg frygter den dag hvor Kenneth Kristensen Berth og Martin Henriksen kommer tættere på magten i DF.. potentielt er den ikke så langt væk, hvis DFs vælgere synes at Thulesen Dahls flirteri med S og Mette Frederiksen er en tand for meget. Men lad os se... Jeg har virkelig svært ved at sympatisere med Berth på nogen punkter i hans udtalelser. Han er blandt de mest afvigende politikere på Borgen og går konstant i selvforsvar med ord som "latterligt" o.lign. når han bliver presset. Manden er valgt af folket (omend det er mig en gåde) og kan ikke bare fyre "Jo, men det er latterligt, at jeg – som en dansk politiker fra den bagerste række i Folketinget – skal forholde mig til det" når han efterfølgende står og argumenterer for at USA er Danmarks nærmest allierede. Naturligvis vedkommer USAs politik Danmark. Det vedkommer alle lande pga USAs styrke og indflydelse på verdenssamfundet (på godt og ondt).

Steen Bahnsen, Arne Lund, Ole Frank, ingemaje lange, Vibeke Hansen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Endelig kan Danmark sige noget negativt om USA. Det er helt nyt og befriende. Tidligere var det i Vesten kun Sverige der kunne. Under Olof Palme. Men nu kan heller ikke de mere, nu er de også blevet bundet af artighed overfor USA. Kun Danmark kan i dag tage afstand fra det store forbillede i vest, men jeg spår at det ikke varer så længe inden mainstream offentligheden igen elsker USA med Trump i spidsen.

Søren Kristensen

Så vidt jeg husker sagde selv den gode Bill Clinton også noget der ikke var helt i overensstemmelse med sandheden. Jeg er tilbørlig til at give KK ret i at det kunne være befordrende at fokusere lidt mindre på stilen: hår, hænder, jokes og en måske besynderlig opfattelse af vejrliget på en bestemt dag osv. Det jeg har hæftet mig ved er at journalister over en kam undervurderede Trump big time. De rejste fx ikke ud i midtvesten og stak en finger i jorden forud for valget, men forblev stort set alle sammen i Washington og viderebragte naturligvis det falske billede, at Hillary var usårlig. Det kostede mig (og sikker mange andre) lidt hos Danske Spil, ligesom jeg tabte en hel del respekt for journaliststanden i det hele taget. Omvendt har jeg selv arbejdet på en lokalavis og kender værdien af spektakulære overskrifter og dér er Trump og hele hans facon en gave, som kan være meget svær ikke at tage imod: jo værre, jo bedre. Men hvis vi ser det helt store billede, så synes jeg ikke der er meget hverken galskab eller dæmagogi i Trumps tankesæt: at Irak-krigen var forfejlet fra dag ét, at det kan være nyttigt at udbygge den amerikanske infrastruktur også selv pengene tages fra militærbudgettet (herunder hvad der bruges på forsvaret af Europa), at der kan være en vis rimelighed i at få styr på den illegale indvandring, at Kina måske har overtaget lidt for meget af den amerikanske vareproduktion, at Israel og Palæstina har modtaget rigelig med forslag hjælp udefra og at de selv må se at finde en måde at komme omkring hinanden, på en civiliceret måde og at der sendes et signal til den islamiske verden om at de bliver nødt til at skrue lidt ned for de religiøse ambitioner, hvis de vil være en konstruktiv del af verdenssamfundet.
At Trump så ikke taler det sædvanlige "på den ene og på den anden side" politikersprog gør ham altså ikke nødvendigvis til nogen Hitler og det taler til hans fordel at han i modsætning til historiens politiske galninge, har et langt succesfuldt liv bag sig, blandt andet som tv-stjerne og natklub-løve. For succes i forretninger plejer ikke at være opskriften på en hard core diktator. Trump bliver højst sandsynligt en lidt Berlusconi-agtig pauseklovn, men dog én der kan sætte ting i værk og jeg må indrømme, at også jeg synes der trænger til at blive rørt lidt i gryden. Det gælder sådan set også herhjemme. Der er jo ret beset ikke sket noget hverken godt eller skidt i dansk politik (bortset fra at vi har været i krig med USA - altså på USAs side) siden Poulsgaard blev pølsemand. Jeg tænker det er tid til at få folket på banen, også selv om det kan være lidt støjende og nogen skal jo tage mikrofonen. I USA blev det Trump.

Flemming S. Andersen, Frank Hansen, Peter Jensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

I øvrigt hedder det 'en flue i en flaske', og fluens adfærd er præget af det stakkels væsens forsøg på at komme ud. (af flasken). En flue er ikke særligt interesseret i en sodavandsflaske, men ånden i flasken kan slippes løs, hvis proppen går af og demokratiet får frit slag.

Erik Bavngård Jensen

Det er ikke betryggende, at et medlem af Folketinget ikke er i stand til at se, hvornår demokratiet er under pres eller truet, men kun kan diagnosticere farerne til, at de "er noget skrammel."

David Hertz-Holm, Steen Bahnsen og Vibeke Hansen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Erik Baungård Jensen, blev Trump ikke demokratisk valgt?

Steen Bahnsen

Hvad andet kan man forvente af en så tom person som Kenneth Kristensen Berth? Dansk Folkeparti tiltrækker kun denne type mennesker - af, for nogle, indlysende grunde...de ønsker ikke selvstændigt reflekterende individer i deres "gruppe", ingen med tyngde, men kun folk med et begrænset ordforråd - og som kun, med nød og næppe, hvis nogensinde, formår at lægge 2 og 2 sammen og, for alt i verden, kun folk som kan dresseres som hunde...så længe de får lidt "føde" og bliver, i ny og næ, kildet bag ørerne, bliver de hængende, uanset ejerens komplette mangel på empati overfor andre væsner udenfor flokken...de bemærker det ikke engang, da de ingen empati selv har...de ser kun i sort og hvid - for dem eksisterer der ikke andre farver eller nuancer af farver...de er som stødt ud af næsen på selvsamme Trump! Tomme og, i deres manglende interesse, indsigt og forståelse for større sammenhænge, fuldstændigt uden ægte visioner og ønsker...hvorfor overhovedet spørge denne mand om noget som helst - hvis ikke for netop at studere hvor meget tomheden styrer i denne tid...

Erik Bavngård Jensen

@ Michael Kongstad Nielsen, 17:31:
Jeg har aldrig påstået andet, men spørgsmålet er, om Trump honorerer det demokrati, der har valgt ham.

Er det ikke som en flue om en lort....

Arne Lund, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Noget af det mest bekymrende ved mandens politik, altså på allerførste plads Donald Trumps, ikke i førstningen troldmandens lærling, Kenneth Kristensen Berths, er, at der er så usympatisk mange ’followers’, hedder det vist i disse Twittertider, tidligere kaldtes de ’medløbere’ både ’over there’ og ’over here’ …

Niels Duus Nielsen

Jeg er helt enig med Sten Bahnsen, hvorfor jeg giver ham min anbefaling.

Leo Nygaard - foragt avler foragt, og når DF konsekvent foragter og forsøger at diskriminere de af mine venner og bekendte, som har en anden hudfarve end den af DF accepterede, er det efter min mening helt i orden at sende denne foragt retur til afsenderen.

Hovedårsagen til, at DF overhovedet interesserer sig for Trump, er at partiet ser en mulighed for at bruge ham som murbrækker i forhold til at afskaffe menneskerettighederne og konventionerne om flygtninges rettigheder.

Til helvede med, hvem det så også rammer, bare vi kan fodre den indre svinehund, er rationalet.

Ebbe Overbye, Christel Gruner-Olesen, Torben Skov og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Bliver nysgerrig:
Er der en af jer medkommentatorer der har klaget over min kommentar til denne artikel? Den er fjernet. Mener ikke selv at den indeholdt stødende kommentarer. Hvis der ingen klager har været, vil jeg bede debatredaktøren - der jo kender min mail - om at fortælle mig årsagen. På forhånd tak

Så længe man i dansk politik søger at kopierer Amerikansk politik, så længe holder jeg mig meget kritisk til hvem der sidder ved roret over there, og hvad de foretager sig. I modsætning til Amerikanerene i al almindelighed, har danskerne altid interesseret sig bredt for udenrigspolitik.

Nå ja, Kenneth Kristensen er jo dømt for racisme, så det r klart, at han ikke synes Trump er s slem endda. Han kan vel genkende en åndsfælle.

Steen Bahnsen

Kære Leo,
Så du bliver stødt? Det er godt, for så kan det være noget er blevet rørt i dig - at noget har ramt dig igennem sløret. Når sandheden skal siges gør det nogle gange ondt, men for den der ikke bare reagerer, men lytter lidt dybere, kan der ske en forandring. For at komme dertil, for at gennemtrænge det net af tåger der omgiver det moderne (nulevende) menneske, du og jeg, kan det være nødvendigt at bruge en "kniv" til at skære med. Den såkaldt "politiske korrekthed" er netop en del af dette slør, som holder os nede og forhindrer os i at se klarere. Og hvem véd - bag ved dette slør, denne tåge, gemmer der sig måske en hidtil ukendt mulig tilstand hvori ægte og uselviske tilbøjeligheder regerer - hvor spørgsmålet er vigtigere end svaret - for et svar bør altid igangsætte et nyt spørgsmål. Men for at finde ud af dette, må vi først ønske det, føle nødvendigheden af det...uden det vil vi fortsætte i de samme cirkler - altid vende tilbage til gentagelsen. Vi er nød til at forholde os åbne og omsorgsfulde og sørge for at der ikke kun vokser de samme planter i haven år efter år - dette er, i så fald, den sikre vej til indavl og selvdestruktion. At se og at lytte er ikke kun forbeholdt vores fysiske attributter, de ydre, men også de indre (om hvilke vi bliver nødt til at interessere os mere for)...og disse evner skal gennem vedvarende energitilførelse (i forskellige former) i hele vores livsforløb, holdes levende og frie...vi må aldrig "låse" vort udsyn...for "i morgen er der atter en dag"...

Jeg håber, i det mindste, at lidt af det jeg prøver at udtrykke, giver dig blot nogen mening...

@Sten Bahnsen

Hvorfor skulle dit had være mere berettiget eller sympatisk, end alt andet had i verden ? Det er tydeligt, at dit had stikker overbevisende dybt. Husk, vi er nødt til at forholde os åbne og omsorgsfulde.

Niels Duus Nielsen

Peder Kruse, had er vel aldrig sympatisk, men blandt ligesindede kan det sagtens være berettiget.

Mit eget had mod visse af DFs frontfigurer udspringer netop af en omsorg for de mennesker, som DF stigmatiserer og dæmoniserer på et meget spinkelt - ofte ikke-eksisterende - grundlag.

Du mener had kan være berettiget, hvis man ikke er ene om det ? Jeg er helt uenig.

Har du aldrig tænkt den tanke, at DFs had udspringer i kærlighed til Danmark og alt det, som vores tidligere generationer har bygget op ?

Had er aldrig positiv, hvis vi kan mødes i forsøget på at gøre verden bedre.

Niels Duus Nielsen

Nej, Peder Kruse, had er næsten aldrig positivt, men det kan i situationen føles berettiget, især hvis der er andre, der resonerer med dette had.

Had er en helt legitim følelse, som i visse situationer opstår af sig selv uden bevidsthedens mellemkomst, men som dog for det meste bør kanaliseres eller endnu bedre sublimeres, så det ikke får et krigerisk udtryk. Men i visse situationer er det helt på sin plads.

Således hader jeg den siddende regering af et ondt hjerte, og med god grund, for så vidt de og deres forgængere gennem de seneste mange år har gjort alt, hvad de kunne for helt bevidst at forringe forholdene for os på bunden af samfundet. Jeg forsøger så efter bedste evne at sublimere mit had, bl. a. ved at brokke mig her, frem for at anskaffe mig en maskinpistol.

Jeg tillader mig ved betragtning af din avatar at tro, at du selv føler en form for had til EU, som du så evner at sublimere på passende vis. Medmindre selvfølgelig du er stalinist.

Du har selvfølgelig ret Niels. Had og had er to ting. Det første starter med stort. Det du føler over for regeringen, ligger et sted mellem had og utilfredshed på samme måde som det, jeg føler over for store magtkoncentrationer i vores historie. Jeg syntes bare svinehundens had boblede over i form af ordvalget og de fremmanede billeder i Bahnsens indlæg fra i går 18:32.

...selv om det i virkeligheden var 18:31 og Bahnsen hedder Steen.

Peter Sterling

Hørt i en gyde ved siden af Christiansborg:

"Tak, og tak for det, men nu gør det rigtigt ondt i venstre side, jeg tror du har brækket et riben - kan du ikke sparke lidt i højre side også - og forøvrigt tak for opmærksomheden".