Læsetid 9 min.

Engang var internettet vejen til frihed og demokrati. Det er syv år siden nu

Internettet vil gøre verden mere åben, fri og demokratisk. Sådan lød det engang fra ledende vestlige politikere, og EU og USA søsatte ambitiøse programmer, der skulle øge internetfriheden over hele verden. Men i dag er teknologioptimismen afløst af bekymring og kontroltiltag. Og pengene, der skal støtte et frit og åbent internet svinder ind
Hillary Clinton holdt i 2010 en tale om internettet som kampvåben for demokrati og frihed. Senere samme år kom Wikileaks lækage, som ændrede en del på billedet af den daværende amerikanske udenrigsminister.

Hillary Clinton holdt i 2010 en tale om internettet som kampvåben for demokrati og frihed. Senere samme år kom Wikileaks lækage, som ændrede en del på billedet af den daværende amerikanske udenrigsminister.

Evan Vucci
17. marts 2017

Internettet er diktatorernes værste fjende.

I en tale gennemsyret af den særlige amerikanske teknologioptimisme, som kendes fra Silicon Valley, satte USA’s daværende udenrigsminister Hillary Clinton i januar 2010 internetfrihed på den globale dagsorden. Når stadig flere mennesker over hele kloden får adgang til internettet, vil det øge befolkningernes muligheder for at kontrollere deres regeringer, lød tesen.

»Der er flere måder at sprede ideer til flere mennesker på end på noget andet tidspunkt i historien. Selv i autoritære lande hjælper informationsnetværk mennesker med at finde frem til nye fakta og holde deres regeringer mere ansvarlige,« sagde Hillary Clinton.

Ganske vist kunne internettet også »hijackes af regeringer til at knuse oprør og nægte basale menneskerettigheder«, medgav udenrigsministeren. Men hun slog fast, at USA ville være stærkt engageret i at støtte tiltag, der kunne sikre et frit og åbent internet som middel til demokrati, inklusion, ytringsfrihed og økonomisk vækst.

»Ingen nation, gruppe eller individ skal forblive begravet i undertrykkelsens murbrokker. Vi kan ikke lade stå til, mens folk bliver adskilt fra vores menneskelige familie af censurens mure. Og vi kan ikke være tavse omkring de her emner, bare fordi vi ikke kan høre deres skrig. Lad os igen forpligte os til denne sag. Lad os gøre disse teknologier til en kraft for ægte fremgang verden over,« sluttede hun sin tale.

Den ikoniske tale for internetfrihed er ofte blevet kritiseret for at være båret af en naiv tilgang til, hvad der skaber forandring, og for at overvurdere betydningen af teknologi i komplicerede politiske forhold i meget forskellige lande. Men ifølge Ben Wagner, der er forsker ved Centre for Internet and Human Rights, lod talen – og de politiske initiativer, der fulgte – alligevel til at sætte mange ting i gang.

»USA startede den her dagsorden. Efter dagsordenen blev fremmet, skabte den et fællesskab af mennesker, der arbejdede på feltet. Det blev meget større, der kom øget finansiering og politisk interesse,« siger han.

Fra amerikansk side blev der blandt andet afsat millioner til at udvikle værktøjer, som kunne gøre det både mere sikkert og effektivt for politiske bevægelser at organisere sig via internettet i kampen for demokrati og ytringsfrihed.

De amerikanske initiativer blev også fulgt op af europæiske. Der blev startet et Forum for Internetfrihed i 2011 og en bred Internet Freedom Coalition blev siden dannet. Europa-Parlamentet vedtog stærke resolutioner, hvor de støttede op om kampen, internetfrihed blev et tema i EU’s udenrigspolitik, og en særlig ’No Disconnect’-strategi blev vedtaget, som havde til formål at understøtte civilsamfundsorganisationers adgang til tekniske værktøjer, der kunne omgå censur og sikre fri kommunikation.

Afdæmpet optimisme

Men i dag, syv år efter Clintons store tale, er optimismen omkring internetfrihedsdagsordenen markant mere afdæmpet. Wikileaks-lækager af fortrolige amerikanske dokumenter, industrispionage, hackerangreb, hate-speech og IS brug af sociale medier som rekrutteringskanal har flyttet fokus fra frihed og demokrati til et spørgsmål om trusler og kontrol.

Internettet har spredt sig til flere dele af kloden, men værdier som ytringsfrihed og pressefrihed er bestemt ikke fulgt med. Hvert år indsamler den amerikanske ngo Freedom House informationer om internettets udvikling i 65 lande, der huser 88 procent af verdens internetforbundne befolkning, og tendensen er klar:

»Vi så internetfriheden gå tilbage for sjette år i træk i 2016. Regeringer går nu mere målrettet end nogensinde før efter at ramme sociale medier og beskedtjenester,« siger Adrian Shahbaz, der er research manager på den 1.025 siders lange Freedom on the Net-rapport, som udkom i november.

Ifølge Adrian Shahbaz bor to tredjedele af verdens internetbefolkning nu et sted, hvor du kan underlægges censur, hvis du kritiserer landets regering, militæret eller den regerende familie. Internetblokeringer er udbredte, og der er talrige eksempler på, at internettet i perioder er blevet lukket helt ned i forbindelse med særligt tilspidsede internationale konflikter.

De fleste lande vælger dog at lade platforme som sociale medier stå åbne for befolkningen, men til gengæld overvåger og straffer de så folk hårdt for, hvad de siger – både i statusopdateringer, kommentarer og endda i nogle tilfælde i private beskeder.

»Myndigheder i 38 lande foretog anholdelser baseret på kommentarer på sociale medier, og straffene er blevet meget, meget hårde. I Thailand fik en mand 30 års fængsel for at kritisere monarkiet på nettet,« fortæller Adrian Shahbaz.

Folk får i stigende grad lange fængselsstraffe for at dele materiale og kritik af regeringer på sociale medier. En tyrkisk mand har fået et års betinget fængsel for at poste dette billede af Gollum fra Ringenes Herre og præsident Erdogan. En anden mand er sigtet for at reposte billedet.

I Vesten bliver den stigende repression mod internetbrugere ikke mødt af den samme modstand som før. For mens brugen af blandt andet sociale medier under Det Arabiske Forår var med til at skabe yderligere momentum for internetfrihedsdagsordenen, har de seneste års problematiske politiske udvikling i regionen lagt en tilsvarende dæmper på det hele.

I dag fokuseres der fra politisk hold langt mere på, hvad man kan gøre for at afdæmpe de negative udviklinger ved internettet end på at øge de positive, vurderer Ben Wagner.

»Tilgangen er skiftet fra, hvordan vi kan bruge internettet til at styrke og myndiggøre folk, til at handle om alle de farer, internettet udgør for samfundet. Det er blevet meget mere konservativt,« siger han.

Manglende investeringer

Leon Willems er direktør i den hollandske ngo Free Press Unlimited, der arbejder med internetfrihed og pressefrihed i 30 lande i verden. Her laver de – med støtte fra bl.a. EU og det hollandske udenrigsministerium – kurser i internetsikkerhed, støtter uafhængige medier og udbreder sikre metoder til, at journalister kan kommunikere med whistleblowere, så de undgår at blive afsløret.

»Den optimisme, der var i Europa omkring civilsamfundets dominerende brug af internettet som et frit sted, man kunne ytre sig, er langsomt blevet erstattet af et fokus på kontrol og strammere lovgivning,« siger Leon Willems.

»Hele konceptet om værdien i at beskytte et frit og åbent internet er eroderet. Der er heller ikke nogen reelle investeringer i alternative sikkerhedsteknologier. Alt er blevet kontrol- og repressionsorienteret,« siger han.

I EU lader det hele ifølge Leon Willems til at være gået tabt i en bureaukratisk fadæse og dårlig koordinering imellem de forskellige kommissærer, fordi ingen af dem rigtigt tager ejerskab til dagsordenen. For eksempel blev der i 2011 lovet 930 millioner kroner til initiativer, der blandt andet skulle gå til at sikre internetfrihed uden for EU. Men da det europæiske medie Euractiv sidste år forsøgte at finde ud af, hvad pengene til internetfrihed var blevet brugt til, kunne de ikke få noget klart svar.

Når ingen reelt har ansvaret for midlerne, så ender det med at være stort set umuligt at finde frem til, om de er brugt eller ej. Han peger på, at kommissionen ikke kan blive enige om, hvorvidt internetfrihed hører under kommissæren for det indre marked, ligesom resten af EU’s digitaliseringsstrategier, eller om det ligger hos DEVCO, der er ansvarlig for udviklingsmidlerne.

Frihed nedprioriteres

Det hollandske medlem af Europa-Parlamentet Marietje Schaake, som er en del af den liberale ALDE-gruppe har flere gange spurgt kritisk til Kommissionens svindende prioritering af internetfrihed. No Disconnect-strategien ser ud til at være død, den dedikerede Human Rights and Technology Fund er blevet stoppet, og i stedet henviser Kommissionen i de skriftlige svar til flere forskellige enkeltstående millionbevillinger til menneskeretsinitiativer. Men det er ifølge Marietje Schaake ikke godt nok.

»Denne kommission prioriterer ikke internetfrihed i sin udenrigspolitik,« siger hun.

»I 2016 har vi set en rekord i nedlukninger af internettet i lande som Algeriet, Tyrkiet, Uganda og Vietnam. Men disse er blevet mødt med stilhed, mens de specikke midler fokuseret på menneskerettigheder og teknologi ikke er fortsat. Det er ikke fremgang, det er stagnering eller det, der er værre,« siger hun.

Hun peger på, at den manglende støtte i udenrigspolitikken hænger fint sammen med, at også mange medlemsstater i de seneste år har øget overvågningen og kontrollen.

»Nu hvor medlemsstaterne er ivrige efter at regulere internettet og den måde, vi kommunikerer på online, har Kommissionen færre incitamenter til at promovere værktøjer, som kan bruges til at undgå overvågning og censur uden for Europa. Men jeg mener stadig, at EU har et afgørende ansvar for at presse på for respekten for menneskerettighederne også online,« siger Marietje Schaake.

Edward Snowden holder pressekonference i lufthavnen i Moskva efter afsløringen af NSA’s overvågning. Efter den har mange talt om Snowden-effekten – der har fået øget fokus på overvågning og ført til øget udbredelse af kryptering. Men ifølge Ben Wagner har diktatoriske stater også brugt de lækkede NSA-dokumenter som opskrift på, hvor stor kontrol det rent faktisk er muligt at få over internettet.

Tanya Lokshina

NSA som inspirationskatalog

Der var ellers en klar åbning for, at EU kunne sætte sig mere på dagsordenen. Edward Snowdens afsløringer af NSA’s omfattende masseovervågningsprogramer betød, at USA’s legitimitet på området dalede kraftigt: Det er svært at påstå, at man kæmper for, at kryptering og sikkerhed skal udbredes til gavn for menneskerettigheder, når man samtidigt afsløres i systematisk at underminere de selvsamme principper.

Men EU formåede ikke at udnytte det momemtum, og i stedet endte USA’s masseovervågningsprogrammer via Snowden-dokumenterne med at blive den dominerende vision for, hvad internettet kunne bruges til:

»På området for online-rettigheder er der særligt efter Snowden og Det Arabiske Forår kommet en mere og mere autoritær trend på internettet. Mange regeringer ser ikke Snowden-afsløringerne som en advarsel, men som en inspiration. Hvis NSA kan gøre det, så kan vi også. Derfor ser vi mini-overvågningsstater vokse frem over hele verden,« siger Ben Wagner.

»Snowden-dokumenterne har vist, hvad der kan lade sig gøre, og afdækket potentialet i den kontrol, der kan blive skabt. Det er blevet brugt som en opskrift for en forøgelse af kontrollen. Det er trist at se.«

Fra offensiv til defensiv

Netop den øgede spredning af overvågningsværktøjer gør det svært for dem, der stadig er engagerede inden for internetfrihedsdagsordenen at bruge internettets værktøjer til reelt at fremme demokrati og ytringsfrihed.

Hvor det måske før gav mening at beskæftige sig med, hvordan man bedre bruger blogs, sociale medier eller apps til at skabe ny politik og social forandring, handler meget af arbejdet nu om, hvordan man kan undgå, at brugen af disse teknologier får aktivister fængslet eller slået ihjel.

Det forklarer Marcin de Kaminski, der arbejder med internetfrihedsprogrammer i Sida – det svenske svar på DANIDA. Sverige er sammen med Holland en af de få statslige aktører, der stadig investerer større beløb inden for internetfrihed.

»For fem-seks år siden var der virkelig det her håb om, at hvis bare du får givet folk internet, så vil de også få demokrati. Men ret hurtigt så vi, at det ikke kom til at blive så nemt, og at der var en bagside af medaljen. Fra vores perspektiv kan vi klart se, at de fleste initiativer, som vi støttede dengang, nu er blevet meget mere beskæftigede med sikkerhedsspørgsmål. I stedet for at fremme en frihedsdagsorden, så handler det om at forsvare friheder,« siger Marcin de Kaminski.

– Men ender det så ikke bare med at blive reaktivt og defensivt det hele?

»Det er et problem, vi ser. Hvis du taler med aktivister og organisationer om det her, så vil de være helt enige i, at meget af arbejdet ikke er så progressivt, som det var dengang. Det er et problem, fordi det ikke er dagsordensættende, men samtidigt er det også svært at gøre noget ved, fordi det er blevet meget mere kompliceret end før. I mange af de lande, vi arbejder i, handler det bare om at gøre det muligt at foretage sig noget som helst uden at blive anholdt eller slået ihjel.«

EU-støttet forskning

Særligt paradoksalt bliver det, når man ser på internetfrihedsprogrammerne i sammenhæng med den eksport af avanceret overvågningsudstyr til diktatoriske regimer, som virksomheder i EU-landene har stået bag. Efter afsløringer af salg af udstyr til blandt andet Tunesien, Syrien, Iran og Libyen besluttede EU i 2014 at stramme reglerne for eksport af overvågningsteknologi.

Og i de dokumenter, hvor EU forpligter sig til internetfrihedsdagsordenen, er det også nævnt, hvordan det hænger sammen med en indsats mod at lade den undertrykkende teknologi sprede sig for meget.

Men som Information kunne afsløre i en international kortlægning i februar, så fortsætter strømmen af teknologi fra EU-lande til autoritære regimer i stort omfang fra blandt andet Storbritannien, Danmark og Finland. Samtidig får nogle af de største aktører i overvågningsindustrien støtte via EU’s forskningsprogrammer.

»Overvågningsteknologi har ikke rigtigt nogen grænser, så hvis du støtter noget i Europa, så vil du højst sandsynligt se det eksporteret i den ene eller anden form til andre lande. Det svære ved det her er, at man ikke rigtigt kan regulere det effektivt,« siger Marcin de Kaminski.

»Fra mit perspektiv er det et spørgsmål om, at forskellige dele af en regering har forskellige interesser. En regering er ikke en fast enhed, den har mange forskellige aktører. Men selvfølgelig er det paradoksalt, at vi nogle gange kan ende med at støtte begge sider af den her diskussion.«

Sikkerhed til salg

EU har brugt milliarder af kroner på at støtte fremvæksten af den europæiske overvågnings- og sikkerhedsindustri blandt andet igennem stort anlagte forskningsprogrammer. I denne serie undersøger vi, hvad der er blevet af pengene, og viser, hvordan de største europæiske forsvarsvirksomheder var med til at tilrettelægge den støtte, som de senere selv modtog. Og vi ser nærmere på nogle af den kontroversielle industris produkter, og hvordan salg af avanceret overvågningsudstyr fra blandt andet Danmark ender i diktaturstater, der er kendt for at overvåge og slå hårdt ned på dissidenter.

Samarbejdet om at undersøge den europæiske sikkerheds- og overvågningsindustri begyndte sidste år på initiativ af hollandske De Correspondent.

Projektet har en europæisk hjemmeside, der løbende opdateres med alle artikler fra de forskellige lande samt andet ekstramateriale. Projektet er støttet af Journalismfund.eu.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Benno Hansen
    Benno Hansen
  • Brugerbillede for Pia Qu
    Pia Qu
Benno Hansen og Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Svend Bendt

Vi er ikke på nettet, men er faldet i nettet. Internettet er et sted hvor man helst ikke skal ytre sig.....for meget

Bjarne Andersen og Kristen Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for charlie white
charlie white

Magthavere er altid diktatorer, de vil altid kontrollere og bestemme "sandheden", derfor er internettet en trussel mod deres magt, og de vil gøre alt for at kontrollere internettet.

Bjarne Andersen, Niels Nielsen og Svend Bendt anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarke Hansen
Bjarke Hansen

Uden censur på internettet ville Kina falde fra hinanden inden for få år. Det ved kinas ledere ganske udemærket. Det er krævende at styre så stort et land ind i fremgang og succes uden optøjer og protester. Kina censurerer ikke internettet for at berøve befolknings "frihed", men for at beskytte landets sammenhængskraft i en ombrydningstid. Og det går jo ikke ligefrem ringe for kineserne.

Brugerbillede for Bjarke Hansen
Bjarke Hansen

Herhjemme gør vi i øvrigt det modsatte. Her synes det borgerlige politiske mål at være ødelæggelse af Danmarks befolknings sammenhængskraft for herefter at opbygge et borgerligt liberalt samfund, hvor velfærdssamfundet er historie.

Brugerbillede for Bjarke Hansen
Bjarke Hansen

Her i vores afdeling af verden er særlig de sociale medier, eller internettet om du vil, vejen til populisternes succes. Le Pen, AfD, Wilders og Trump, ja selv eksotiske Erdogan kan takke internettet for deres succes. Uden de sociale medier ville disse personer og bevægelser ikke have ret mange chancer. Sådan ser frihedens verden også ud - På bagsiden af medaljen.

Brugerbillede for Rune Biskopstö Christensen
Rune Biskopstö Christensen

Det siger sig selv, hvis man som stat opprioriterer proprietære løsninger for at bevare kontrol, samtidig med at man underminerer åbne standarder ved bevidst at forfølge en strategi om at smugle bagdøre ind, så bliver teknologien ikke en demokratiskabende platform.

Brugerbillede for René Arestrup
René Arestrup

Nettet har vel kun blotlagt alle de interessemodsætninger, som altid har eksisteret - modsætninger, som har været håndterbare i tiden før internettets super-eksponering. I den forstand kan man sige at nettet har gjort verden mere gennemsigtig, men også langt mere fragmenteret. Interessemodsætningerne har aldrig været tydeligere - og dybere.

Brugerbillede for Rune Biskopstö Christensen
Rune Biskopstö Christensen

Eller sagt med andre ord, når det er et mål for nogle statslige institutioner at underminere brugernes privatliv, ved at fremme den implementering i teknologien, så er det ikke befordrende at bruge teknologien til demokratisk deltagelse.

Brugerbillede for Rune Biskopstö Christensen
Rune Biskopstö Christensen

Som et tillæg til min egen kommantar, bliver jeg nødt til at sige at det ikke kun er de statslige aktørers skyld. De private institutionelle aktører bærer en stor del af ansvaret, på grund af deres forretningsmetoder. Og i sidste ende ligger der også en stor del af ansvaret på brugerne, for at acceptere disse vilkår uden at overveje de etiske implikationer. En stor faktor i dette er en general mangel på digital dannelse i befolkningen.
Et kendt citat omskrevet til en moderne kontekst: "Dem ofrer grundlæggende friheder, for en smule midlertidig bekvemmelighed, fortjerner hverken frihed eller bekvemmelighed."

Brugerbillede for Peter Jensen

Internettet, eller rettere, den typiske brug af internettet og lignende IT-teknologier, hæmmer menneskers sociale intelligens - og sådan har det været længe. Længe.

Og de danske magthaveres stærke ønske om at digitalisere den danske befolknings levemønstre (for det er dér, bolden ruller hen) virker forstærkende på den i forvejen perverse individualiseringsdiskurs, fordi den danske befolkning over tid vil fremmedgøres yderligere, de sociale sammenhænge udhules og empatien eroderes.

Det er meget fint og helt udmærket at IT-teknologien har et anvendelsespotentiale, men det duer ikke rigtigt at diverse misbrugsrisici nærmest ikke kan overskues og distraktionsafhængigheden negligeres.

Wikileaks italesættes som et problem for politikerne, men det ser faktisk ud til at lykkes sidstnævnte at få ekskommunikeret Wikileaks vha. helt traditionelle og årtusinde gamle magtkneb. Ikke meget tyder på at nogen frigørelse finder sted.

Henrik Leffers, Niels Nielsen, Carsten Wienholtz og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjarke Hansen
Bjarke Hansen

Internettet er jo godt på vej til at blive vendt mod befolkningen i verdens demokratier. Vi bliver udspioneret på kryds og tværs og alle vegne på vores færden såvel fysisk, kulturel og politisk gennem big data strømmen. Netbutikker anvender f.eks. big data til at finde frem til hvilken pris netop du er villig til at betale for en vare. Mellem 10-40% prisdiskrimination ses på den konto. Den politiske debat kan på samme linje målrettes netop dig for at påvirke din overbevisning. Big data kommer til at styre og kontrollere vores adfærd fremover som får politisk korrekthed og jantelov til at blegne. Er din person for fremtiden udstyret med de "forkerte" big data er du "no-go". No job, ingen lån, ingenting.

Med mindre, naturligvis, du tilhører de 10% rigeste og kan tillade dig alt, da du kan betale dig fra alt.

Brugerbillede for Bjarke Hansen
Bjarke Hansen

Lige nu ser det hele uskyldig ud. Alle, inkl. vores politikerer, siger ivrigt og ukritisk ja tak til de gratis ydelser internettet tilbyder gennem f.eks. Google, Apple, Facebook og meget mere. Men internettet er godt på vej til at friheden bliver sat total over styr og ende op i et "totalitært styre" på det personlige plan og gøre almindelige mennesker til slaver styret af big data.

Brugerbillede for Bjarke Hansen
Bjarke Hansen

Har lige købt mig en Nokia 3310 uden big data spioner installeret. I øvrigt samme type "gammeldaws" telefon danske politikere er blevet udstyret med før deres rejse til Rusland.

Brugerbillede for Peter Jensen

Internettet vil uvægerligt udvikle sig til et (virtuelt) Panoptikon, så længe det drives, reguleres og anvendes af magter udenfor folkelig, demokratisk kontrol (dvs. kapitalhavere og konkurrencedemokratiernes parlamentariske beslutningstagere) - fordi disse magter uvægerligt vil arbejde for et fortsat fravær af kontrol. Det er almindelig magtlogik, som desværre har trange kår i de folkelige opinioner, bl.a. fordi det er så håbløst at konstatere - og så ubærligt at skulle integrere den demokratiske afmagt, specielt hvis man har ladet sig bilde ind at der intet alternativ til den gældende verdensorden findes.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Den foto information bragte, den store ved modtagelse af USA´s udenrigsministeren i Ryad, fortjener at bliver sat på vægen. Den er så smuk, prisværdig og ulastelig, og det gør ikke noget, hvis USA har flere fengsler end KSA. Og Hilary virker så smuk med hendes vestlig dragt i Saudi Arabien.

Brugerbillede for Benjamin Bach
Benjamin Bach

@ René Arestrup
Nettet har vel kun blotlagt alle de interessemodsætninger, som altid har eksisteret - modsætninger, som har været håndterbare i tiden før internettets super-eksponering.

Her er et citat fra 1994: »In politics honorable compromise is no sin. It is what protects us from absolutism and intolerance.«

Det er republikanernes kandidate Bob Dole. Der er sket noget siden, hva!? :(

Min pointe er, at der ikke er tale om neutrale forstærkninger af eksisterende modsætningsforhold. Der er tale om rigtige, ægte holdningsskred.

Internettet er ikke et neutralt medie. Medier er faktisk slet ikke neutrale, det har vi vist siden McLuhan gjorde det til udgangspunktet for medielære... i 1964.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Internatet:

Betydninger

1.
opbevarings- eller pasningssted for (hjemløse) dyr

2.
sted hvor der foregår undervisning, kursusforløb el.lign., og hvor deltagerne samtidig bor og spiser

3.
anstalt hvor fx psykisk handicappede holdes interneret. SPROGBRUG nu sjældent

Kilde: et eller andet sted på internatet.

Brugerbillede for Henrik Leffers
Henrik Leffers

Jeg og mange andre har et alvorligt problem! Jeg går ind for et videnssamfund, jeg går ind for maximal frihed, og jeg er modstander af at diskriminere mindretal, osv. jeg kan ikke liste alt, men i forstår nok retningen. MEN... Kan jeg så give fødevare nødhælp til børn i dybt fattige lande, når jeg VED, at mine børn kommer il at stå med et 5X værre problem? Kan jeg støtte mindretal, når jeg VED at de vil undergrave den frihed jeg tror på? Og næsten den værste, Kan jeg glæde mig over, at at få et barnebarn mere, når jeg VED at antallet af mennesker vil ødelægge vores planet?

Jeg har ikke noget råd, til andre som har det som mig, det er faktisk ret deprimerende! -Og især at jeg VED der ikke er nogen løsning på det, udover en verdens-opspændene dødelig virus eller en verdenskrig. Tænk selv over det, men pas på jer selv!