Læsetid: 10 min.

Finansministeren er nu kommet frem til, at Hjorts oplysninger om prisen for bankpakkerne var ’misvisende’

Giver regningen for at have hjulpet bankerne gennem den finansielle krise et plus på 18 milliarder kroner? Eller et minus på op til 120 milliarder? Og hvorfor må finansministeren nu korrigere forgængerens ’misvisende’ oplysninger om størrelsen af denne regning? Forvirret? Forklaring følger
Den nuværende finansminister Kristian Jensen er nu snart et årti efter finanskrisens udbrud kommet frem til, at det var misvisende, hvad daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen skrev om prisen for bankpakkerne.

Den nuværende finansminister Kristian Jensen er nu snart et årti efter finanskrisens udbrud kommet frem til, at det var misvisende, hvad daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen skrev om prisen for bankpakkerne.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

28. marts 2017

Det begyndte med, at en 68-årig erhvervspolitisk journalist med en lang hukommelse fra den danske del af det engelsksprogede nyhedsbureau Reuters fik nok.

År efter år siden finanskrisens start i 2008 kunne journalisten, Erik Matzen, med stadig større forundring iagttage, hvordan skiftende regeringer præsenterede et stadigt større overskud på statens redning af bankerne, de såkaldte bankpakker.

Et overskud som sidste år angiveligt var vokset til 18 milliarder kroner, hvilket daværende erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) proklamerede »afliver myten« om, at bankerne tørrede tabet af på staten og lod skatteborgerne betale den finansielle krise.

»Den finansielle krise har haft andre økonomiske konsekvenser i form af mange triste virksomhedslukninger og folk, der har mistet deres arbejde, men det sikkerhedsnet, staten spredte ud under finanssektoren, har i hvert fald ikke kostet staten penge, snarere tværtimod,« lød det fra Troels Lund Poulsen.

Men Troels Lund Poulsen havde glemt en begivenhed, Erik Matzen huskede.

Løkkes løsning

»Danish taxpayers face ekstra bill for saving banking system from 2008 collapse,« lød overskriften på en artikel en dag i maj på Reuters.

I artiklen skrev Erik Matzen, at bankerne i efteråret 2008 havde svært ved at skaffe likviditet, særligt dollars, hvilket daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) løste ved at lade Nationalbanken udstede dyre 30-årige statsobligationer for i alt 90 milliarder kroner frem for de normale og billigere to-, fem- eller ti-årige obligationer.

Det seneste danske bankkrak ligger to år tilbage, men det betyder ikke, at vi kan læne os tilbage og slappe af, mener Martin Jes Iversen, lektor i virksomhedshistorie på Copenhagen Business School. ’Der er ikke noget, der er afsluttet. Den her historie slutter ikke i 2013.’
Læs også

De lange danske statsobligationer med en høj rente skulle lokke de danske pensionskassers investerede penge i udlandet hjem. Pengene var investeret i tyske og franske statsobligationer, men hvis pensionskasserne nu solgte disse og i stedet købte danske, ville kronen ikke alene blive styrket på grund af efterspørgslen på den danske valuta.

De mange euro fra salget ville havne i Nationalbanken, hvorefter bankerne kunne veksle deres kroner til den fælles europæiske valuta – og denne kunne bruges til at afdrage deres lån i dollar.

Og sådan endte det.

Ud af de 90 milliarder kroner tegnede de danske pensionskasser sig for de 80 milliarder og den største, ATP, alene for de 50.

Med en kuponrente på 4,5 procent, og en såkaldt effektiv rente på 4,3 procent gav Lars Løkke Rasmussens løsning imidlertid renteudgifter på 120 milliarder kroner i perioden frem til 2039 (hvis Nationalbanken havde fortsat sin normale renterisikostrategi ved at indgå såkaldte renteswaps – hvilket dog ikke længere var muligt på det tidspunkt – ville skatteyderne have sparet 28 milliarder kroner).

Det var en ekstraregning, Erik Matzen forudså ville skabe fornyet pres på regeringen for at fremlægge alle oplysninger om bankredningerne.

Hjort: Ingen sammenblanding

Men det var også en ekstraregning, Lars Løkke Rasmussen og daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) straks afviste at kende til.

I en skriftlig kommentar til flere danske medier, som citerede Reuters oplysninger, forklarede finansministeren, at »det er ikke korrekt at blande udstedelsen af en 30-årig statsobligation i efteråret 2008 sammen med ’prisen’ for bankpakkerne«.

»Baggrunden for beslutningen om udstedelsen af en 30-årig statsobligation i efteråret 2008 var den store usikkerhed om muligheden for at refinansiere statsgælden. Der var derfor behov for en stor likviditetsbuffer,« hed det.

Snart et år senere må den nuværende finansminister, Kristian Jensen (V), dog korrigere forgængeren.

Ikke fordi Kristian Jensen selv pludselig er kommet frem til, at udstedelsen af de 30-årige statsobligationer er blandet sammen med prisen for bankpakkerne. Men fordi Claus Hjort Frederiksen faktisk tidligere har forklaret, at der netop var en sådan sammenblanding. En forklaring som imidlertid er en anden end Erik Matzens.

I forbindelse med forberedelsen til et nyligt samråd i Folketingets finansudvalg om netop statsobligationerne opdagede Kristian Jensen nemlig, at Claus Hjort Frederiksen i Økonomisk Redegørelse i maj 2009 skrev, at kredit- eller bankpakke to blev »finansieret via de ekstraordinære udstedelser af det 30-årige lån i 2008«.

Med andre ord blev milliarderne fra udstedelsen af statsobligationer ifølge Claus Hjort Frederiksen brugt til udlån til bankerne, så de til gengæld selv havde råd til fortsat at låne ud – hvilket samme Claus Hjort Frederiksen jo ellers havde afvist i sin skriftlige kommentar til historien fra Reuters.

Og ikke nok med det.

Kristian Jensen: Hjort er »misvisende«

Efter at medlemmerne af finansudvalget på samrådet var blevet orienteret om den overraskende passage i Økonomisk Redegørelse, som Kristian Jensen kaldte »misvisende«, tændte Socialdemokraternes finansordfører, tidligere skatteminister Benny Engelbrecht, sin bærbare computer, mens finansministeren talte videre. En hurtig søgning på internettet afslørede, at noget lignende havde Claus Hjort Frederiksen gentaget i Økonomisk Redegørelse i august samme år.

»Det var måske en god ide lige at få eftersøgt, om det står i andre skriftsteder rundt omkring, når man er i gang,« lød det fra Benny Engelbrecht, hvilket Kristian Jensen lovede:

»Jeg glæder mig enormt til at videregive den opgave med at gennemlæse økonomiske redegørelser fra en længere årrække for at se, hvorledes man har formuleret sig omkring det her punkt. Og jeg kan love for, at vi vil gennemsøge dem. Sagde jeg vi? Man vil gennemsøge dem nøje for at sikre, at vi opregner de steder, hvor der måtte være afsnit, som kan misforstås«.

Efter at Kristian Jensens embedsmænd nu har gennemlæst de økonomiske publikationer siden 2008, oplyser han i en skriftlig kommentar til Information, at der ikke skulle være andre end de to ovennævnte tilfælde, hvor disse misvisende oplysninger om bankpakkerne »ikke er blevet fanget«.

»De gamle publikationer bliver ikke rettet. Men det er hensigten at gøre læseren opmærksom på de misvisende formuleringer på anden vis,« skriver Kristian Jensen uden at komme ind på hvordan.

De skiftende finansministres skiftende forklaringer overrasker oppositionen. Alternativets finansordfører, Josephine Fock, mener, at finansudvalget må stole på, hvad finansministeren siger, men understreger samtidig, at udvalget jo også stolede på forgængeren, mens Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, har svært ved at forstå, hvordan Kristian Jensen snart et årti efter begivenhederne kan komme frem til, at det var misvisende, hvad Claus Hjort Frederiksen skrev samtidig med, at begivenhederne faktisk fandt sted.

En aktindsigt, Information har fået i Finansministeriets papirer, afslører, at der kun findes ét enkelt dokument om udstedelsen af den 30-årige statsobligation: Et halvt side langt notat fra Nationalbanken i 2008, som skal underskrives, hvori Lars Løkke Rasmussen orienteres om, at »for at forbedre den danske pensionssektors muligheder for risikoafdækning er det besluttet at åbne en 30-årig statsobligation«.

Pelle Dragsted tror, at de skiftende forklaringer snarere skyldes den politiske pris ved at medregne statsobligationerne i opgørelsen over bankredningerne.

»Redningen af bankerne viser sig jo så i dag at have været en bekostelig affære, hvilket kan medføre et krav fra skatteyderne om, at bankerne – når det nu går godt – skal være med til at betale regningen,« siger Pelle Dragsted.

’Svesken på disken’.

Ikke mindst Socialdemokratiet og De Radikale, som har været med i de efterhånden i alt seks bankpakker, undrer sig.

»Det bliver jo let ligesom Sovjetunionen, hvor folk måtte skæres ud af de officielle billeder, når de ikke længere var inde i varmen og pludselig ikke længere stod ved siden af Stalin,« siger Benny Engelbrecht.

»Mig bekendt er en finansminister aldrig kommet og har fortalt, at man på den måde har oplyst noget forkert til Folketinget og offentligheden. Hvis finansministeren i dag virkelig mener, at det er misvisende, må det selvfølgelig gøres. Men vi må have svesken på disken og en vurdering af, om det faktisk også er korrekt.«

De Radikales finansordfører, Martin Lidegaard, kalder det et »mudret billede«, hvor Kristian Jensen måske nok umiddelbart har i ret i, at det faktum, at der efterfølgende aldrig blev brug for de 90 milliarder kroner, taler for, at pengene ikke var beregnet til bankerne.

»Spørgsmålet er bare, om det klarsyn også var gældende på det tidspunkt, hvor man traf disse valg,« siger Martin Lidegaard.

Milliarder blev aldrig brugt

Når Kristian Jensen ikke mener, at udstedelsen af de 30-årige statsobligationer skal indregnes som en udgift, skyldes det nemlig også, at staten viste sig at have penge nok.

Godt nok aftalte et bredt politisk flertal kort efter udstedelsen af de 30-årige statsobligationer bankpakke to, som stillede 100 milliarder kroner til rådighed i udlån for banker og realkreditinstitutter.

Men bankpakken endte kun med at lægge beslag på 46 milliarder kroner, og på det tidspunkt – i sommeren 2009 – stod der 200 milliarder kroner på statens konto. Milliarder som var blevet skaffet gennem årene ved at udstede forskellige obligationer med forskellige længder og renter.

»Der er for mig at se ingen årsagssammenhæng mellem udstedelsen af den 30-årige statsobligation og den udbetaling til de danske pengeinstitutter,« forklarede Kristian Jensen på samrådet i finansudvalget om statsobligationen. »Og det bygger jeg på blandt andet på det faktum, at der var penge nok på statens konto til at klare de udgifter, der måtte være i forbindelse med en kreditpakke, uden at man udstedte en eneste af de 30-årige statsobligationer.«

Men som alle bankunder ved, slipper du ikke bare for en regning, fordi du ikke har brugt pengene. Hvis du først har bedt om og fået bevilliget pengene, fanger bordet. Og i efteråret 2008, havde bankerne, og ikke mindst Danske Bank, brug for penge. Ikke mindst dollar.  

Kommissionen, der undersøgte finanskrisen, konkludere i 2013 i rapporten Den finansielle krise i Danmark – årsag, konsekvenser og læring, at Danske Bank i efteråret 2008 stod til at løbe tør for likviditet i løbet af få måneder.

»Bankpakke I og de efterfølgende nationale og internationale likviditetsfaciliteter løftede banken (Danske Bank, red.) ud af den truende likviditetsklemme, der satte ind efter Lehman Brothers’ (amerikansk investeringsbank, red.) kollaps i efteråret 2008,« hedder det i rapporten. »Det var vigtigt for banken og samfundsøkonomien, da misligholdelse af selv en enkelt kontrakt kan få stor betydning for et pengeinstitut som følge af den komplicerede struktur på udlånskontrakter. Det bør tillige tilføjes, at en ikke ubetydelig del af Danske Banks finansiering var baseret på adgang til USD.«

I alt havde de danske banker i efteråret amerikanske dollar-lån for 400 milliarder kroner (ud af et samlet indlånsunderskud ved årets slutning på 565 milliarder).

Et underskud, som var opstået ved, at danske banker i 00’erne havde lånt penge til en billige rente i USA for at kunne låne dem ud til en højere herhjemme. Ofte i form af korte lån, som blev fornyet med nye korte lån. Men på grund af den finansielle usikkerhed ville amerikanerne nu have deres penge, samtidig med at det blev stadig sværere – for ikke at sige umuligt – at skaffe dollars til at afdrage på lånene.

Før altså Lars Løkke Rasmussen trådte til.

10.879 beslutninger!

Alligevel kom kommissionsundersøgelsen frem til, at krisen kun har kostet 200 milliarder kroner som følge af faldet i produktionen i årene mellem 2009 og 13. Og dertil har bankerne bogført nedskrivninger i perioden fra 2008-2011 på 147 milliarder kroner.

I dag er formanden for kommissionen, professor Jesper Rangvid, enig med Kristian Jensen i, at omkostningen ved udstedelsen af de 30-årige statsobligationer ikke umiddelbart kan diskonteres på kontoen ’bankredninger’. Jesper Rangvid understreger, at udstedelsen ikke havde noget at gøre specifikt med bankpakkerne, men var en del af forsøget på at mindske omkostningen ved den finansielle krise generelt.

»Årsagen til, at man udsteder den 30-årige statsobligation, er, at man vil have pensionskasserne til at sælge deres tyske og franske statsobligationer, og på den måde øges valutareserven, så der kommer euro i statskassen, som kan veksles til dollars. Det er rigtigt, at særligt Danske Bank havde et stort udestående i USA og derfor behov for at kunne få vekslet kroner til dollar, så man kunne betale gælden tilbage. Og det er rigtigt, at det i efteråret 2008 stort set var umuligt at købe dollar på markedet, hvilket gav Danske Bank et problem. Men om man så kan sætte fuldstændig lighedstegn mellem, at Danske Bank havde behov for dollars, og at man udstedte det 30-årige obligationslån, er måske at gå lidt langt«.

– Men er omkostningen ved det 30-årige obligationslån så ikke en del af prisen for at have hjulpet bankerne gennem krisen, så der alligevel ikke er et overskud på 18 milliarder kroner?

»Vil vi regne på, hvad det kostede at lave bankpakkerne? Eller vil vi regne på, hvad den finansielle krise kostede? I den krise blev der taget 10.879 beslutninger! Og skal vi regne alle dem sammen? Det bliver en lidt svær opgave. Der er ingen tvivl om, at det 30-årige obligationslån var en del af værktøjskassen i forbindelse med den finansielle krise, men det var jo heller ikke kun bankerne, som manglede dollar. Selvfølgelig hjalp man bankerne, men man hjalp så at sige også samfundet gennem den finansielle krise. Hvorfor lige netop sætte pris på det 30-årige obligationslån og kræve at det bliver medregnet?«

Bankpakker

Bankpakkerne bruges normalt om de tiltag, regeringen og Folketinget foretog i perioden fra 2008-2013 for at styrke og beskytte den finansielle sektor og især pengeinstitutterne.

I alt blev der i perioden vedtaget seks forskellige bankpakker, som daværende økonomi- og erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V) i 2016 opgjorde til at give staten et samlet overskud på 18 milliarder kroner. Den økonomiske status for bankpakkerne er opgjort som statens indtægter fratrukket de direkte udgifter såsom statens finansieringsomkostninger og manglende rentebetaling mv.

De seks bankpakker er:

  • Bankpakken (Bankpakke I) fra 2008
  • Kreditpakken (Bankpakke II) fra 2009
  • Exitpakken (Bankpakke III) fra 2010
  • Konsolideringspakken (Bankpakke IV) fra 2011
  • Udviklingspakken fra 2012
  • SIFI-aftalen fra 2013

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pernille Elholm
  • Søren Roepstorff
  • jørgen djørup
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Carsten Munk
  • ingemaje lange
  • Eva Bertram
  • Torben Skov
  • Stig Bøg
  • Martin Nielsen
  • Flemming S. Andersen
  • Torben Arendal
  • Peter Knap
  • Oluf Husted
  • Niels Duus Nielsen
Pernille Elholm, Søren Roepstorff, jørgen djørup, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Munk, ingemaje lange, Eva Bertram, Torben Skov, Stig Bøg, Martin Nielsen, Flemming S. Andersen, Torben Arendal, Peter Knap, Oluf Husted og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dette viser 3 markante ting om dansk politik:
1. Skiftende ministre kender ikke og forstår heller ikke tallene.
2. Ministrene vil helst heller ikke kende tallene.
3. Og ministrene mener ikke, at stemmekvæget skal have kendskab til tallene.

Brian Nocis Jensen, Randi Christiansen, Kenneth Graakjær, Søren Roepstorff, Brian Jensen, John Victor Lorck, Bjarne Tingkær, Britt Kristensen, Flemming Berger, Bjarne Jensen, jørgen djørup, Allan Stampe Kristiansen, Per Klüver, Ivan Breinholt Leth, Ole Christiansen, Anne Eriksen, Peter Marckwardt, peter hansen og Martin Nielsen anbefalede denne kommentar
Flemming S. Andersen

Intet af hvad man foretager sig i overDanmark, tåler snart dagens lys.

Bananrepublik

Randi Christiansen, Egon Stich, Søren Roepstorff, Carsten Wienholtz, John Victor Lorck, Kim Houmøller, Britt Kristensen, Allan Stampe Kristiansen, Janus Agerbo, Eddie Pier, Ivan Breinholt Leth, Niels Duus Nielsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Jeg husker udmærket dengang det fremkom, at staten havde tjent 18 mia. på bankpakkerne, så det havde været en gevinst for staten og den borgere.

- Jeg husker også ganske tydeligt der et par måneder stod i medierne, at det lige var kommer en "hovsa-rettelse(regning)" som statens statens skraldebøtte selvskab "Finansiel stabilitet", " havde glemt at medregne på omkring 65 mia., så det i virkeligheden gav et underskud på 45 - 50 mia. for samfundet.

Jeg husker også ganske tydeligt, at Finansiel Stabilitet ikke selv havde fundet fejlen, - bevidst eller ubevidst for undskyldninger er der nok af i denne verden.

Jan Christensen, Søren Roepstorff, Britt Kristensen, Allan Stampe Kristiansen, Per Klüver, Randi Christiansen, Flemming S. Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Vi er reduceret til Enron-style bananstat. Hvor længe bliver disse svinestreger ved mens de kommanderer rundt med befolkningen, blander sig i vors liv og virke så vi er mere "ansvarlige og effektive".

Det er jo bragenede imkompetence, AT BEST! Bevidst svindel og vildledning AT WORST.

Randi Christiansen, Egon Stich, Carsten Wienholtz, John Victor Lorck, Kim Houmøller, Britt Kristensen, Bjarne Jensen, Allan Stampe Kristiansen, Janus Agerbo, Niels Duus Nielsen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

Denne nationale spekulationsøkonomi går hen over hovedet på almindelig dødelige.
Hvorfor lige nu ? Mon ikke Kristian Statsministerkandidat er på charmetur. Redde hvad reddes kan.
Ud med Løkke og Hjort............
Hvem kan efter dette tro på noget som helst fra den kant.

Egon Stich, jørgen djørup og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Stor respekt til Erik Matzen - måtte alle journalister have en lige så god hukommelse! Også tak til Kim og Inf. for at bringe historien, der passer glimrende til det generelle billede af Claus Hjorts embedsførelse (jvf bl.a. hans tid som beskæftigelsesminister). Et notat på en halv side som baggrund for en 90 mia stor finanstransaktion - en typisk CHF!

Jan Christensen, Søren Roepstorff, Brian Jensen, Britt Kristensen, Flemming Berger, Espen Bøgh, jørgen djørup, Allan Stampe Kristiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Randi Christiansen, Helle Walther, Flemming S. Andersen, Niels Duus Nielsen, ingemaje lange, Anne Eriksen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Så vidt jeg ved, var de samlede bankpakker over flere år på omkring 708 mis. DKK. Og som økonom og Master burde jeg kunne tabulere den samlede omkostning, hvis jeg kunne på tag i alle relevante data.

I øvrigt var jeg ude og køre i formiddags, og her sparede jeg nok mindst 450.000 DKK. - Det er måske lidt spekulativt, men det er regeringens overskudsberegninger af bankpakkerne jo også. For jeg sparede pengene ved at undlade at smadre min nye bil, der er Opels største, tungeste og dyreste model med 4-hjulstræk, automatgear og fabriksmontering af alt tænkeligt ekstraudstyr.

Men samtidig snød jeg også opholdslandets BNP. For hvis bilen blev skadet, ville både transporten til værkstedet, værkstedsregningen og evt. hospitalsophold for mig selv, have være "værditilvækst" i makroøkonomisk sammenhæng. - Altså ville det have været en del af årets Brutto National Produkt.

Og det viser måske lidt om, hvor kompliceret det er, og hvor let en minister kan snyde borgerne uden at lyve (ret meget).

Søren Roepstorff, Britt Kristensen, Morten Blicharz Nielsen, Allan Stampe Kristiansen, Helle Walther, Flemming S. Andersen, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Ole Christiansen

Endnu et fortryllende eksempel på, hvordan finanssektoren og erhvervslivet trækker amatørerne (politikerne) rundt ved næsen.
Når amatøren udnævnes til minister tror han, at han skal spise kirsebær med de store drenge, men de ender altid med at tage røven på ham.
Det er jo fuldkommen absurd at forestille sig, at en bank skulle indgå en aftale som de ikke kunne tjene på.
Man skal være bundhamrende naiv.......... -eller korrupt, som Corydon!

Egon Stich, Carsten Wienholtz, John Victor Lorck, Britt Kristensen, Flemming S. Andersen, Morten Blicharz Nielsen, Allan Stampe Kristiansen, Torben Bruhn Andersen, Niels Duus Nielsen, Eddie Pier og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

“Selvfølgelig hjalp man bankerne, men man hjalp så at sige også samfundet gennem den finansielle krise.” Hvis krisen var en finansiel krise, betyder det vel, at krisen havde sit udgangspunkt i den finansielle sektor og derfor skyldtes den finansielle sektors dispositioner? Hvis staten “hjalp samfundet gennem den finansielle krise”, betyder det, at staten ryddede op efter et problem, som den finansielle sektor havde skabt. Dette problem kostede ifølge Rangvid rapporten det danske samfund over 300 mia kr. Heri er inkluderet statens udgifter til overførselsindkomster, tabt arbejdsfortjeneste og tabte profitter. Det må være det beløb, som har mest relevans, og derfor har den finansielle sektor, uanset hvordan man regner på det, modtaget en offentlig service meget billigt.
Næsten 10 år efter har bankerne meget store overskud. Staten burde til gengæld for sin billige serviceydelse til den finansielle sektor have andel i disse overskud. Desuden burde staten have en vis kontrol med, hvordan disse overskud anvendes. Det kan ikke passe, at vi har reddet bankerne ud af deres selvskabte morads, for at de kan anvende deres overskud på at hvidvaske penge for den russiske mafia.
https://www.information.dk/debat/leder/2017/03/laenge-kan-bankerne-ved-v...
https://www.information.dk/debat/2017/03/bankdrift-kan-overlades-private

Carsten Wienholtz, John Victor Lorck, Bjarne Tingkær, Britt Kristensen, Flemming S. Andersen, Allan Stampe Kristiansen, Bjarne Bisgaard Jensen, Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen, Torben Skov og Ole Christiansen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Og i øvrigt at hjælpe meget rige personer med at unddrage sig betaling af skat. Staten hjalp bankerne ud af deres knibe, og nu svarer visse banker igen med at hjælpe til med at undergrave statens skattesystem, mens en minister ævler løs om, at bankpakkerne gav staten et overskud på 18 mia. Som Ole Christiansen skriver ovenfor: Amatørerne bliver trukket rundt ved næsen!

Carsten Wienholtz, John Victor Lorck, Britt Kristensen, Flemming S. Andersen, Allan Stampe Kristiansen, Randi Christiansen, Niels Duus Nielsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Mikkel Kristensen

hvis man dog bare vidste hvem man kunne stemme på / Løgn og Latin synes dog altid at klæbe til Anders Fogh og Lars Løkke regeringer - deres vælgere ynder altid, at tage Helle Thorning regeringen med i faldet.. den fortjener det næppe helt så meget, selvom også mange her nok var for .. d..blinde - sønderen er vel stadig ham der søler noget til i sort olie og knap så meget ham der i mørke forsøger, at rengøre.

Randi Christiansen

Der jongleres med mia og samfundets værdier på en meget kreativ måde, men hvis vi ser på resultaterne, som jo er, hvad de ansvarlige skal måles på, må vi konstatere, at ressourceadministrationen ser underlig uharmonisk ud. Hvilket ikke er smart, hvis maskinen skal køre. Altså må denne ressourceadministration analyseres nøgternt og korrigeres. Hvad er problemet, og hvordan løser vi det? Og alle relevante bundlinjer må nødvendigvis indregnes, hvilket hidtil har manglet med den konsekvens, at regnemetoderne kan manipuleres og bliver det.

@ Ivan Breinholt Leth,

Du har ganske ret i, at bankpakkerne var samfundets hjælp til sig selv. For hvis store dele banksektoren var gået "ned", ville staten skulle udbetale bankernes indskydergaranti. Det ville give uro, rod og usikkerhed i månedsvis, - bare se på Roskildebanksagen og Sø- og Handelsrettes kapacitet til at behandle mere end 5 mio. sager.
Og så er der jo også lige dette, at Den Danske Bank faktisk er statens bank, og, af en grund som kun Fogh Rasmussen kan svare på, ligger inde med alle statssamfundets værdier - både værdipapirer og "rå" betalingsmidler.

Grundet til dette er jo også interessant. For sagen er jo den, at ligegyldige regeringer i starten af 2000-tallet lod grådige banker spekuleret vildt for bankkundernes penge, - noget gav overskud og anden gav et fradragsberettiget tab. Ovenpå dette kom først boligboblen, hvor bankerne havde givet lån helt ud til "kanten" til både nye køkkener og biler.
Og lige derefter var der jo landbrugets gæld til bankerne tillige med nedgang i salget, for bankerne havde jo lånt spekulativt penge ud til jord, - typisk 235.000 DKK pr ha, trods alle vidste, at det er umuligt at forrente jordpriser over 135.000 - 150.000 DKK pr. ha., og så skal landmanden være dygtig.

Men - når alle forklaringer er givet, og når alle undskyldninger er sagt, står en enkelt ting tilbage, og det er resultatet. Derfor er løsningen 2 forskellige ting samtidig:
1. Samfundets bank skal igen være Nationalbanken, som i øvrigt på enhver måde er gearet til det.
2. Danmark skal tilslutte sig EU´s bankpakke, der tvinger bankerne til at konsolidere sig, og sikrer, at kun aktionærernes penge kan anvendes til grådig spekulation.

Man kan sammenfatte det til, at borgerne har de politikere, de selv har valgt. - Nogle er mindre dygtige. Andre har ligefrem andre motiver end det de har svoret ved tiltrædelse.

Carsten Wienholtz, John Victor Lorck, Randi Christiansen, Torben Skov og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Gert Romme
"Danske Bank faktisk er statens bank." Hvis du dermed mener, at staten ejer Danske Bank, er det breaking news.

@ Ivan Breinholt Leth,

Nej jeg mener absolut ikke , at den danske stat har andet med Den Danske Bank at gøre, end at den danske stat er kunde i banken. Men gennem alle år fra 1818 og frem til at Fogh Rasmussen privatiserede Nationalbankens opgaver, lå disse faktisk godt i Nationalbanken, og blev plejet helt i overensstemmelse med Nationalbankloven af 1936.

Og jeg mener faktisk, at disse opgaver må tilbage til Nationalbanken, der i øvrigt ikke er en gængs bank, men som er en uafhængig institution. - Altså også uafhængig af politikerne, som det kendes med andre landes nationalbanker. Men netop uafhængighed var måske også en del af problemet.

Torben Skov, John Victor Lorck, Britt Kristensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

I 2008 blev det klart, at de tal, som børser og banker opererede med, ikke havde dækning nogen steder i virkelighedens verden. Den kapitalistiske verdens institutioner var konkurs - herunder selvsagt også Danmarks. Men enten skulle al aktivitet standse - eller også skulle nogen andre end bankerne overtage alle de røde tal (det opsvindlede underskud). Det blev så almindelige mennesker: der røg de lovede bonusser på vores pensionsopsparing, og i USA røg såmænd også almindelige menneskers hjem og opsparing. I Danmark overtog staten gælden via statsobligationer for henved 200 mia. De ligger der stadigvæk og de skal afdrages lidt efter lidt. Og hvert år forrentes de med 4,5%.
Hvem betaler afdragene? Hvem betaler renterne? Staten, om du vil. Jeg forstår det nu bedre, hvis du siger: skatteborgerne, du og jeg! Det her har aldrig været en god forretning for andre end bankerne.

Carsten Wienholtz, Lars Bo Jensen, Jens Erik Starup, Britt Kristensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Det mest pudsige er stadig, at tilsyneladende samtlige landes regeringer, finansministerier, centralbanker, banker, økonomiske professorer, politiske eksperter , erhvervsjournalister, politikere o s v IKKE formåede at forudse krisen .

(Politikerne var de første ved håndvasken for at "vaske hænderne" - resten fulgte hurtigt efter, så idag er der vel pudsigt nok ingen skyldige?)

Da krisen var blevet en realitet, så kom der efterhånden de sædvanlige "bakspejls-kommentarer" , hvor eksperterne m v efter bedste evne "bortforklarede" deres manglende forudseenhed og skød skylden for den manglende forudseenhed på andre.

Man må bare håbe, at dagens "ekspertise" er bedre til at forudse kriser -men det er nok bare et "fromt håb" ?

Når UK ( og dermed Londons" finanscentrum") forlader EU, så er en af hindringerne for at gennemføre mere effektive fælles EU-regler til overvågning og kontrol med finanssektoren væk - og så kan man måske også skærpe reglerne mod hvidvaskning .

(Men bortset fra dette finansielle område, så er det ærgerligt at UK forlader EU.)

Henrik Plaschke

Robert Kroll

Det er rigtigt, at stort set hele den økonomiske ekspertise formåede ikke at forudse den såkaldte finanskrise – end ikke i perioden umiddelbart før krisens gennemslag, hvor der ellers var klare tegn på en ophobning af spændinger.

Men lad os ikke glemme, at der var forskere – udenfor den økonomiske mainstream – der forstod, hvad der foregik, og som påpegede dette offentligt – inden krisens gennembrud.

En kort præsentation af nogle af de, der så, hvad der skete, kan findes i: http://voxeu.org/article/no-one-saw-coming-or-did-they

Og de findes flere tekster, hvis man er interesseret i at gå i dybden med spørgsmålet om, hvem der forstod, hvad der skete, mens krisen udviklede sig.

Henrik holm hansen

Som vælgere lever vi åbenbart indhyldet i håbet om at de politikere vi får imorgen er lidt mindre skødesløse med opsparinger og korruption ,nepotisme vil forsvinde i tågegerne men vores maver er fylt til randen af speltbrød , rødvin og flødekager så vi har lidt problemer med at komme ud af stolen og op på barikkaderne

Randi Christiansen

Når amerikanske banker og finansieringsvirksomheder bundter "beskidte" lån, blander dem med gode papirer og sælger de blandede pakker videre, så vil nogen på et tidspunkt sidde med tabet. Som da fx danske bank brændte sig på den finansielle karussel, regningen i en sen nattetime tørret af på danske skatteborgere, og af henrik saas kaldt 'danmarkshistoriens største røveri'. I artiklen beskrevet hvordan dette efterfølgende er søgt tilbagevist med divergerende påstande om, at bankredningerne tværtimod har været en god forretning for den danske stat - hvad der tydeligvis er delte meninger om. Uheldigt når statens finanser er en så uklar affære.

Kim Houmøller

Staten (os) burde have haft en klækkelig del af Danske Bank i aktier som betaling. Dette skete ikke. Hvor meget har banken ydet til Venstre og Lars Løkke sidenhen?

Randi Christiansen, Torben Skov, Egon Stich, Kjeld Jensen, Søren Roepstorff og Brian Jensen anbefalede denne kommentar

Enig med Kim Houmøller. Enten er man kapitalist eller også er man ikke. Man kan ikke hylde kapitalismen hvis man smutter hjem til mor for at få ordnet "vasketøjet" når det bliver snavset.

Enten må man på markedet for at få kapital - f.eks. ved emissioner, eller også må man give den, der stiller op med risikovillig kapital (her staten) ejerandele for besværet. De borgerlige partier har vist sig totalt uduelige, når det gælder forvaltningen af de fælles ressourcer i forhold til virksomhederne. DONG er et andet eksempel, overbetaling til privathospitalerne et tredje...

Torben Skov, Søren Roepstorff og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Finn Thøgersen

I den extreme situation i efteråret 2008 må det betragtes som særdeles fornuftigt at sikre sig rigeligt med "hårde" valuta, ingen kunne forudsige hvor længe valutamarkederne ville være nedfrossede og hvilke andre områder der kunne blive ramt.
Selv hvis banker og resten af finanssektoren havde været på sikker grund kunne der hurtigt komme pres på valutabeholdningen.
Hvordan importerer man medicin, brændstof, kritiske råvarer og hundredvis af andre ting der er fundamentale for en moderne økonomi hvis det ikke er muligt at veksle valuta ?
Det historiske svar er rationering i stil med Valutacentralen efter krigen eller som i Island hvor man efter finanskrisen reelt beslaglagde al indgående valuta for at dække kritiske importvarer.
Hvor vidt det ville fungere i en moderne økonomi hvor ethvert firma hurtigt kan etablere konti og datterselskaber i udlandet og dermed selv styre valutaflowet er en anden sag...

Og prøv et øjeblik at overveje hvad en konkurs/lukning af en stor bank som Danske Bank, Nordea eller Jyske Bank ville betyde (Nordea ville nok være den værste da det ville blive kørt fra Sverige og den danske afdeling formodentligt ikke ville være en topprioritet).
De er for store til at kunne sælges uden måneders forarbejde, især i en krisesituation.
Staten kunne garantere/overtage banken (det blev prøvet i Irland og Island med alvorlige konsekvenser).
Regn med at det ville tage måneder bare at få et rimeligt overblik over den reele balance og likviditet
Indskydergarantifonden ville blive tømt og mere til, dvs store ekstraordinære indskud fra de øvrige banker og sikkert også en statsgaranti i multi milliard klassen.
Mange tusinde almindelige mennesker ville miste store beløb ramt fordi de havde mere end de 750.000 på en konto, enten pga letsind eller fordi de blev fanget midt i fx en hushandel, pensionsudbetaling, arvesag el lign
Tusinder af virksomheder ville miste meget store beløb af samme grund, især hvis det sker op til lønningsdag eller en frist for skat/moms/...
En del af dem ville gå ned eller måtte indskrænke kraftigt pga tabet
Pensionsfonde og mande tusinde aktionærer ville miste formuer på aktier i den ramte bank.
Mange tusinde virksomheder og privatpersoner ville med kort frist skulle ud og finde ny bankforbindelse, mange ville få afslag eller væsentligt forringede forhold.
Så er der alle de mængder af betalinger der fejler/udebliver fra konkursen til Indskydergarantifonden og et evt driftsselskab er på benene, igen kan det tage måneder inden der er ryddet op og i nogle tilfælde vil det have konsekvenser.

Og så er der alle de afledte forhold:
Hvad sker der med de øvrige banker, hvor meget falder forbruget, hvor mange mister jobbet, hvor meget falder kronen (ØMU båndet ryger givetvis) og hvordan ser det ud efter 1, 2 eller 6 måneder ?

Finn Thøgersen

@ Brian Jensen,

Problemet med at sætte hårde lånebetingelser i den situation var at man ville sikre sig at alle banker var med på vognen og fik rigeligt med kapital, dvs man reelt tvang bankerne til at tage imod - OGSÅ i de tilfælde hvor banken ikke selv mente det var nødvendigt eller mente behovet var langt mindre end det foreslåede beløb.

Du kan enten tilbyde kapital på hårde betingelser til dem den mener at have behov, eller (som stat) tvinge alle til truget på "rimelige" betingelser.
Men kombinationen af tvang og hårde betingelser kunne meget vel ende i et større juridiskt slagsmål, er hele ordningen fx overhovedet lovlig ?
Det var der simpelthen ikke tid til i situationen.

Peter Ole Kvint

Jeg tror ikke at man kan lave et troværdigt regnestykke. Fordi bankerne og staten er så stor en del af samfundet. Sket er sket, men hvad gør man næste gang?
Det virkelige problem er den giftige blanding af statsstøttede banker og børsnoterede virksomheder. Selve ideen med børsnotering er at man kan skaffe risikovillig kapital til private virksomheder, på trods af den risiko der er, for at de kan gå fallit. Dertil kræves at markedet er gennemsigtigt. Men hvordan kan man risiko-vurder en bank, med mange forskellige forretnings områder?

Randi Christiansen

Finn thøgersen - på kort sigt var det sikkert nødvendigt at staten reddede danske bank, men spørgsmålet er jo også, om staten, de danske statsborgere, er blevet passende kompenseret/betalt for sin ydelse? Det forekommer uafklaret.

Og på det lange sigt må man sikre sig mod igen at komme i en situation, hvor en privat banks evt konkurs vil have ukontrollerbart uhensigtsmæssige konsekvenser for den offentlige sektor. En statsbank, fx nationalbanken, burde være en selvfølge.

Alligevel at havne i den situation er uprofessionel administration af forretningen den danske stat, det er uprofessionel forvaltning af de betroede midler, som skatteindtægterne udgør - i det mindste må man efterfølgende kunne gøre klart rede for regnskabet. Har der været tale om nødvendig subsidiering, som er blevet passende kompenseret, eller er nogen - som henrik sass' udtalelse tyder på - uretmæssigt løbet med værdier tilhørende den danske stat. I hvert til fælde nogen skatteborgere, ved jeg, undrer sig over størrelsen af gyldne håndtryk, bonusser, aktieoptioner, fratrædelsesgodtgørelser, yderst lukrative pensionsordninger og ditto lønninger.

Nogen penge må der altså være i banksektoren, som de danske statsborgere, der har lidt tab pga bankernes forretningsførelse, meget forståeligt mener også burde tilfalde dem. Men nej, vi kan få lov at trykke næserne flade mod vinduerne ind til de riges fest. Og så er det endda meget meget værre ude i den store verden ... og nogen må jo udvise det gode eksempel.

Henrik holm hansen

Meget skarp analyse Randi Chr. læste på RITZAU at V og A har bevilget 52 millioner til folketingets partier til konsulent tjenester måske det bliver bedre i morgen

Randi Christiansen

Det er der ikke meget, det tyder på henrik - ihvertfald kun, hvis der bliver ryddet gevaldigt op i den finansielle sektor. Fx må tiden, hvor staten hænger på de private banker, nu være slut. Vi må have en statsbank, som ikke spekulerer, men leverer service til borgerne. Indtil da må borgerne simpelthen boykotte den private banksektor, som ikke været sin opgave voksen, som har misbrugt sit mandat, og som man ikke kan stole på.

Det er ret ubegavet at fortsætte med at tillade bankerne at operere med statsligt sikkerhedsnet i form af indskydergaranti, og helt ude i hampen når man husker på, hvordan den frie konkurrence og det private initiativs risici iøvrigt hyldes.

Og når vi nu har et system, hvor de tunge fagministerier ikke kræver en tilsvarende uddannelse af ministeren, så bør dennes embedsførelse tvinges til at være helt transparent, og enhver mulighed for at manipulere embedsværket fjernes.

Husk sass larsens bemærkning om at redningen af danske bank i en sen nattetime var 'danmarkshistoriens største røveri'. Det undrer mig, at dansk presse tillod den udtalelse at blive tiet ihjel.