Læsetid: 4 min.

Flere selvmord i danske fængsler

Langt flere indsatte tog deres eget liv i Kriminalforsorgens institutioner i 2016 end de foregående år. Det kan skyldes omstrukturering, mener fagforeningsformand
I 2016 begik otte indsatte i de danske fængsler selvmord. Det er en firedobling i forhold til året før og det højeste tal i de 11 år, som Kriminalforsorgens statistik dækker.

I 2016 begik otte indsatte i de danske fængsler selvmord. Det er en firedobling i forhold til året før og det højeste tal i de 11 år, som Kriminalforsorgens statistik dækker.

Jens Dresling

9. marts 2017

I 2016 begik otte indsatte i de danske fængsler selvmord. Det er en firedobling i forhold til året før og det højeste tal i de 11 år, som Kriminalforsorgens statistik dækker.

En af dem var en ung mand, der sad fængslet i Holbæk Arrest, mistænkt for trippeldrabet på Frederiksberg, der i næste uge skal behandles i retten. Han var ifølge politiet medlem af Bandidos.

Selvom der er tale om en markant stigning i antallet af selvmord, siger flere aktører omkring de danske fængsler til Information, at man ikke kan konkludere, at der er tale om en tendens. De er også meget tilbageholdende med at gætte på årsagen til at flere indsatte begik selvmord i 2016 end de foregående år.

»Kriminalforsorgen har det seneste år været igennem en omkalfatrende reorganisering. Det har haft betydning for de ansattes energi og opmærksomhed på de indsatte,« siger John Hatting, der er formand for Kriminalforsorgsforeningen, der organiserer det civile personale i fængslerne.

’Det er som om, at vi alle trækkes ind i grundproblematikken og identificerer os med den ene eller den anden side af de kriminelle. De skal enten straffes ubønhørligt eller frelses. Ingen af delene er særligt humane, realistiske eller gavnlige for nogen,’ skriver denne kronikør, der er privat praktiserende psykolog og arbejder som ekstern psykolog i flere danske fængsler.
Læs også

I hans øjne er der dog ikke nødvendigvis en enkeltstående årsag til stigningen, og han vil ikke vil konkludere noget på baggrund af ét år.

»Livet i Kriminalforsorgen har været specielt i 2016. Omorganiseringen kombineret med personalemangel og et øget pres på personalet fra nogle grupper af indsatte har skabt en treklang af mislyde. Det har påvirket arbejdsmiljøet i Kriminalforsorgen, og man kan gisne om, at man måske ellers havde opdaget nogle af de allersvageste indsatte, før de begik selvmord. Men det er gisninger,« siger John Hatting.

De fleste er mænd

Henover de seneste 11 år er antallet af selvmord i de danske fængsler svinget mellem et og syv om året. De seneste fire år har tallet ligget mellem to og fire.

Alle undersøgelser på området dokumenterer, at det først og fremmest er mænd, der begår selvmord – både i fængsler og i samfundet som helhed. Det fortæller Lilian Zøllner, der er centerleder i Center for Selvmordsforskning.

»Er man blevet varetægtsfængslet, så er man i en situation, der opleves som rædselsfuld og håbløst. Men har man god kontakt til sine nære relationer, f.eks. forældre, partner, søskende og børn, så kan det være en beskyttende faktor mod selvmord,« siger centerledren.

Relationerne til andre mennesker er nemlig helt centrale i selvmordsforebyggelse, siger Lilian Zøllner. Hun mener, at fængselspræsterne derfor kan spille en vigtig rolle.

’Jeg har aldrig nogen sinde været bange for de indsatte. Jeg har været mere nervøse over for nogle af mine kolleger.’ Sådan lyder det fra tidligere fængselsbetjent Lærke Mogensen.
Læs også

»Gode samtaler med præsterne og psykologerne i fængslerne kan hjælpe de indsatte. De kan fortælle om de ting, der går dem på, og det er noget af det, der kan beskytte mod selvmord,« siger hun.

Hun suppleres af John Hatting fra Kriminalforsorgen:

»Det er almen kriminologisk viden, at det er i den akutte og meget skrøbelige fase lige efter indsættelsen, hvor hele livet tager en 180 graders vending på et splitsekund, at verden bryder sammen for nogen. Det er dér, at vi historisk set har oplevet flest selvmord og selvmordsforsøg.«

Let at være bagklog

Og netop det forsøger Bettina Strube Andersen at sikre. Hun underviser i selvmordsforebyggelse på Kriminalforsorgens Uddannelsescenter og peger på, at især varetægtsfængslingen, der finder sted mellem anholdelsen, og at sagen skal for retten, er hård.

»Varetægt er den mest voldsomme belastning, vi kan udsætte mennesker for, når det kommer til frihedsberøvelse. De indsatte er helt uvidende om, hvad der skal ske med deres liv. Cirka halvdelen af alle selvmord foretages af varetægtsfængslede i de første 14 dage af indsættelsen.«”

Hun mener, at de ansatte i fængslerne yder en vigtig indsats med selvmordsforebyggelse.

»Vores betjente gør alt det bedste, de kan i forhold til sikkerhedsstrategier og humanistiske tilgange til den enkelte indsatte. Men det kan være svært at vide, hvad den enkelte indsatte har med i bagagen, og hvor presset han er.«

Bettina Strube påpeger, at den enkelte betjent aldrig har skylden for indsattes selvmord:

»En betjent skal aldrig nogensinde føle skyld for at kunne have gjort noget. Eksperter siger, at selvom man i bakspejlet kan se nogle signaler, så betyder det ikke, at man kunne se dem i situationen.«

Underviseren er enig i med John Hatting i, at der generelt er mere travlt i fængslerne end tidligere.

»Men emnet selvmord er alt for komplekst til, at man bare kan sige, at det handler om ressourcer i fængslerne,« siger hun.

Skulle hun pege på et tiltag, der skulle sættes i værk for at styrke indsatsen mod selvmord blandt indsatte, så var det efteruddannelse.

»Tidligere havde vi efteruddannelse for fængselsbetjentene i selvmordsforebyggelse. Personligt ser jeg gerne, at vi i Kriminalforsorgen får den efteruddannelse tilbage.«

Sammen med kollegaer i Kriminalforsorgen er hun i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på et materiale, der skal ud til alle fængselsbetjente for at styrke deres blik for nogle af de signaler, der kan være med til at forhindre selvmord.

»You name it, we’ve got it.«

John Hatting fra Kriminalforsorgen mener, det er svært helt at undgå selvmord i fængslerne.

»Vi har alle misbrugerne, de psykisk syge, de anbragte og dem med dårligst sundhedstilstand. You name it, we’ve got it. På den baggrund synes jeg, at personalet gør en fortrinlig indsats. Vi har generelt et ret godt øje for folks situation,« siger han.

Men den markante stigning i selvmord blandt indsatte bør alligevel kalde på refleksion.

»Tallene er en invitation til, at vi kigger os selv efter i sømmene. Gør vi nu det, som vi skal, og er der styr på procedurerne?«

Kriminalforsorgen oplyser til Information at antallet af selvmord i 2016 endnu ikke er kvalitetssikret, og at otte derfor er et foreløbigt tal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu