Nyhed
Læsetid: 5 min.

Før blev de fjernet som hospitalsaffald. I dag ser og rører forældre deres aborterede børn

Flere forældre end nogensinde skal tage stilling til at afbryde graviditeten, fordi barnet, de venter, har en alvorlig sygdom. Men modsat tidligere, anerkender sundhedssystemet i dag forældrenes sorg. ’For dem er det ofte en fødsel af et barn. Ikke en abort af et foster,’ siger overlæge
Indland
1. april 2017

»Vi snakker til hende. Vi stryger hende. Vi holder hende. Det samme som med enhver anden nyfødt baby. Forskellen er bare, at hun ikke lever.«

Sådan beskriver Jonas Froberg oplevelsen, da hans hustru Ina Froberg fødte datteren Alma for et år siden. Parret havde valgt at afbryde graviditeten i 23. uge, fordi barnet led af en sjælden, alvorlig blærelidelse. Og selv om der juridisk set var tale om en abort af et foster, var det for forældrene fødsel af et barn.

Stadigt flere forældre skal tage stilling til, om de vil fortsætte graviditeten, når det barn, de venter, diagnosticeres med en alvorlig sygdom. I 2015 fik 527 par tilladelse til abort efter 12. graviditetsuge med henvisning til alvorlig sygdom. Det er det højeste antal nogensinde. I 2005 var tallet kun 320. Og i takt med at gruppen vokser, er der sket et skift i måden, sundhedssystemet møder forældre på, der vælger en sen abort.

Engang lod man ikke forældrene se børnene, som i øvrigt blev bortskaffet som hospitalsaffald. I dag opfordres forældrene til at tage imod deres barn, hospitalerne har små trækister til de døde, og hvis ikke de ønsker en begravelse, sørger hospitalet for det:

»Før i tiden forstod man ikke forældrenes sorg, og man kaldte det ikke et barn, men sagde, at moderen ’kvitterede et foster’. Men vi oplever, at der fra sundhedspersonalets side de senere år er sket et skift hen imod en kæmpe anerkendelse af forældreskabet og sorgen fra sundhedspersonalets side,« siger Birgitte Horsten, sekretariatschef i Landsforeningen Spædbarnsdød.

Omsorgen fra personalet er vigtig

Mellem 12. og 23. graviditetsuge i graviditeten kræver det en tilladelse at få abort, og efter 14. graviditetsuge foregår det som en fødsel.

»Mange forstår ikke, hvorfor de er så kede af det, når nu det næsten ikke var et barn endnu. Men uanset barnets alder eller graviditetstidspunktet kan det være voldsomt og traumatisk at miste et barn. Og det, vi hører fra forældrene, er, at det vigtigste er omsorgen fra personalet,« siger Birgitte Horsten, der også henviser til forskning, som viser, at tidlig indsats og anerkendelse fra omgivelserne er vigtig, hvis man skal forebygge komplicerede sorgforløb.

Olav Bjørn Petersen er overlæge på Aarhus Universitetshospital Skejby. Han har gennemført hundredvis af samtaler med forældrepar, som får konstateret alvorlig sygdom hos det barn, de venter, og skal tage stilling til om de vil afbryde eller fortsætte med graviditeten. Måden man taler om det er vigtig:

»Det er vigtigt at gøre sig klart, at forældrene ikke ser på lægelige og juridiske grænser. Så jeg spørger ofte, hvad de ønsker at kalde det. For dem er det ofte en fødsel af et barn. Ikke en abort af et foster. Og det betyder rigtig meget, at blive anerkendt som forældre, der har mistet et barn, som desværre var sygt,« siger han.

På Skejby har de som det eneste sted i landet en afdeling, Y3, hvor særligt uddannet personale tager sig af forældre, der lider tab i forbindelse med graviditet og fødsel. Afdelingen er adskilt fra fødeafdelingen, så forældrene ikke skal ligge klods op af nybagte forældre og spædbørn.

»De bliver kastet ud i en dyb eksistentiel krise. Vores oplevelse er, at de kommer bedst igennem det, hvis der er personale omkring dem med viden og kompetencer, som kan rumme den ulykkelige situation,« siger Olav Bjørn Petersen.

To streger på graviditetstesten

Stina Lou er antropolog og forsker i graviditet, fosterdiagnostik og kommunikation i Region Midtjylland.

»Når man mister et barn, mister man også forestillingen om en fremtid. Og det oplever man som et tab, uanset om man er 12, 23 eller 39 uger henne. Det er ikke omgivelserne, der kan beslutte, hvor stærk tilknytningen er, og hvornår parrene oplever den. For mange er det jo et barn fra det øjeblik, de ser to streger på graviditetstesten.«

For Ina og Jonas Froberg havde det stor betydning for dem, at deres jordemoder, Dorte Sloth Svendsen, var en del af jordemoderordningen i Aalborg og havde været med til fødslen af parrets første barn. Hun kunne blandt andet forberede dem på, hvordan den pige, de ventede, ville se ud, og tale med dem om, hvad de ville gøre, hvis hun viste livstegn:

»For nogle forældre er den umiddelbare reaktion, at de gerne vil vende sig væk, fordi de er bange for at det er en klump blod. Det kan vi forsikre dem om, at det ikke er. Det er et lille menneske. Og det er ikke alle, der er klar til det. Men hvis man kan værdsætte det lille liv, er det lettere at sige farvel,« siger Dorte Sloth Svendsen.

Forældre kan samtidig med sorgen over, at barnet ikke skal leve, føle stolthed eller glæde over at se barnet.

Skyld og skam blandet med sorgen

På Y3 har forældrene mulighed for at blive i mange dage sammen med det døde barn. De kan have familie på besøg, tale med en bedemand og på anden måde tage afsked med barnet. Hvis de vel og mærke har brug for det.

»Det er vigtigt ikke at presse noget ned over hovedet på forældrene. Det er ikke alle, der har lyst til at se barnet og røre ved det. Derfor skal omgivelserne tage udgangspunkt i, hvad forældrene har brug for,« siger Birgitte Horsten.

Foreningen har lavet en såkaldt ’omsorgsæske’ som forældre, der netop har mistet eller står overfor at miste deres barn, kan få udleveret på hospitalet. Her finder de bogen Når I har mistet med interviews med andre forældre samt viden om tilbud, regler og rettigheder og forskellige muligheder for at opbevare minder som for eksempel hånd- og fodaftryk.

For mange forældre er det en dobbelt sorg, at de selv har fravalgt barnet.

»I de her situationer, hvor det er op til forældre, om graviditeten skal afbrydes, kan der være både skyld og skam blandet ind i sorgen. Og det gør det mere komplekst. Men man skal forstå, at det ikke er barnet, de vælger fra. Det er en alvorlig sygdom. Som en mor sagde til mig: ’Det er ikke mit barn, der har bragt mig sorg, det er sygdommen og døden.’«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tillad mig et lidt internationalt perspektiv her:

I USA kæmper abort-fortaler indædt imod, at kvinder, der har fået foretaget frivillige aborter, skal tvinges til at se deres aborterede foster, og tilmed måske også skrive under på, at det skal begraves.
Mens vi i DK tilbyder folk, der har valgt at abortere fostre, som har en sjælden sygelig lidelse at forældrene kan se barnet, og få det begravet. Hvorfor der er denne forskel, aner jeg altså ikke!

Mette Poulsen

Ordet "tvang" er vel forskellen?

Der er vel også rimelig stor forskel på om man ikke ønsker at være gravid PUNKTUM. Eller om man drømte om at få et raskt barn om 3 måneder, men måtte se drømmen overskygget af et uoverskueligt mareridt.