Læsetid: 2 min.

Hedegaard: Jeg forstår ikke Nordsø-aftalen

Klimaforskerne siger, at 80 pct. af klodens kendte fossile energireserver skal forblive i undergrunden. Hvis alle lande bliver ved med at investere i øget olieproduktion, bliver det meget svært at ændre noget, siger Danmarks tidligere klimaminister
27. marts 2017

Connie Hedegaard, Danmarks tidligere klimaminister og klimakommissær, undrer sig over den Nordsø-aftale mellem staten og A.P. Møller Mærsk samt andre olieselskaber, som et bredt folketingsflertal godkendte i sidste uge.

Med aftalen forpligter Mærsk og co. sig til at investere i øget olie- og gasudvinding, herunder genopbygning af Tyra-feltet, mod at få sænket skatten på sin indtjening i tiden frem til 2025. En ekstra olieproduktion på 129 mio. tønder er, hvad Finansministeriet venter af aftalen. Skattelettelsen til Mærsk anslås ifølge ministeriet at variere mellem 175 og 1.210 mio. kr. årligt.

Connie Hedegaard har siddet i den norske regerings ekspertudvalg om grøn konkurrenceevne og her rådgivet om bl.a. den norske olie- og gassektor.

»Jeg må tage det forbehold, at jeg ikke kender til de danske forhandlingers og aftalens detaljerede indhold. Men jeg har arbejdet i halvandet år som rådgiver for den norske regering i spørgsmålet om deres oliereserver, og vi endte med at skrive til den norske regering, at systemet for oliesektoren gennem 40 år, hvor det norske samfund har høstet gevinster, men også påtaget sig en risiko, ikke kan fortsætte uændret. Man må forholde sig til de nye udfordringer, og en større del af risikoen må pålægges olieselskaberne.«

I både USA og EU indser mennesker, at kriserne hænger sammen, og at Trumps og andres udsigtsløse forsøg på at klamre sig til den gamle økonomi nærer viljen til at stille om til noget mere holdbart, mener Connie Hedegaard og Greenpeace-chef Jennifer Morgan
Læs også

»Derfor undrer det mig, at man i en dansk langtidsaftale som den hidtil gældende med dens indskrevne vilkår ikke har indbygget, at selskabet selvfølgelig selv må sørge for at vedligeholde systemet, rydde op etc. Det forekommer mig underligt, at man ikke siger til selskabet: Sørg for at rydde op, og tag selv de nødvendige næste skridt. Det er bekymrende, når selskabet siger: ’Risikoen er blevet større, så vi må have mere hjælp fra staten’. Hvorfor går man med til det,« spørger Connie Hedegaard.

– Når klimaeksperterne siger, at vi må lade 80 pct. af de fossile reserver forblive i undergrunden for at kunne holde FN’s to graders mål, er det så en klog aftale, der er indgået?

»Jeg har hørt nogle sige om aftalen, at vi er sådan et lille olieland, så hvad betyder det, hvad vi gør. Jovist, men noget tilsvarende kan de så sige i Norge og i Saudi-Arabien og i Nigeria ...«

– Nogle på denne jord må vel lade deres fossile reserver forblive i undergrunden, hvis vi ikke skal bevæge os langt hinsides de to grader?

»Ja, det er, hvad de fleste mener. Som sagt kender jeg ikke aftalens detaljer, men det er svært for mig at forstå, hvordan politikerne fra en stribe partier er nået til denne aftale. Det eneste jeg kan sige, er, at ethvert land, som står over for en beslutning om at starte et nyt olie- eller gasfelt ... hvis Norge, hvis Nigeria, hvis Saudi-Arabien, hvis Danmark ...  hvis vi alle sammen hver gang siger: ’Dette er bare en lille smule ekstra’, så bliver det meget svært at ændre noget.«

»Og der er også en dimension, der handler om lighed og moral: Hvordan skal Danmark med denne aftale kunne sige til f.eks. Nigeria med 191 mio. indbyggere: ’I må lade jeres olie forblive i undergrunden’. Det går ikke,« mener Connie Hedegaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steen Sohn
  • Carsten Munk
  • Olaf Tehrani
  • Eva Schwanenflügel
Steen Sohn, Carsten Munk, Olaf Tehrani og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

En borgerlig regering i Danmark lægger sig altid ned for hertugerne på Esplanaden, så enkelt er det at forstå Connie.

Har så til gengæld aldrig forstået, at lige netop fhv. journalist Connie Hedegaard skulle fremstå som en særlig vidende fagperson på dette område, én, der var værd at lytte til med al denne tomme politiske retorik …