Læsetid: 7 min.

Inger Støjbergs 50. udlændingestramning og 117. mediestorm

16. marts 2017

En storsmilende Inger Støjberg fejrede tirsdag sin udlændingestramning nummer 50 som minister ved at posere med en kage pyntet med »50« i marcipan. Traditionen tro fulgte en storm af ophidsede reaktioner fra kommentatorer, politikere og resten af den talende klasse. Information gik en tur ned ad Strøget i København for at høre, hvad danskere uden en twitterprofil synes om ministerens uortodokse fejring

’Det er klart, at det bliver fejret’

Philip Pedersen, 32 år, stilladsarbejder

»Jeg synes, det er helt fint. Man skulle have strammet op for længe siden. Det er en kamp, Pia Kjærsgaard har kæmpet længe. Det er selvfølgelig provokerende over for indvandrere.«

Sille Veilmark

»Jeg ved selv, hvordan det er at blive dømt hele tiden på grund af mine ansigtstatoveringer, selv om jeg ikke er rocker, men lystfisker og stilladsarbejder. Men der er så mange udlændinge, der udnytter systemet gang på gang.«

»Jeg har selv boet i Vollsmose og set, hvordan der bliver snydt med cpr-numre for at få understøttelse. Der er selvfølgelig nogle, der er gode nok, men der er så mange, der udnytter systemet. Vi ser indvandrerkvinder, der har gået derhjemme på kontanthjælp i 30 år. Tænk på, hvad det koster samfundet. Det er klart, at det bliver fejret, når vi endelig får gennemført nogle stramninger«.

’Smiler, som om kagen var en præmie’

Anas Azzouzi, 15 år, friskoleelev

Sille Veilmark

»Det er mærkeligt, at hun skal være så hånlig. Jeg forstår ikke, at hun kan se så glad ud, når der er så mange, der bestemt ikke synes, det er sjovt. Nu har jeg boet i Danmark hele mit liv, og min far har boet her næsten hele sit liv. Det er vores hjem. Jeg er ikke overrasket. Jeg er chokeret over, at hun bare smiler, som om kagen var en præmie eller et diplom. Hun må da gerne skrive, at hun er stolt over, at hun har fået gennemført en mærkesag, men jeg forstår ikke, at hun skal gøre det på så hånlig en måde. Det er vel for at sende et signal til danskere med anden etnisk baggrund, at det er hende, der bestemmer. Nu har hun fået 50 stramninger igennem, og hun kan få endnu flere igennem. ’Det er ikke slut endnu’, signalerer hun. Det er sådan, jeg forstår billedet.«

’Hun burde have spist kagen på kontoret’

Fanny Møller, 43 år, konsulent

Sille Veilmark

»Jeg synes, det er meget problematisk. De stramninger har påvirket mange mennesker negativt. Det er der selvfølgelig meget lovgivning, der gør, men netop det her rammer mange mennesker særlig hårdt. Derfor synes jeg heller ikke, det er så heldigt at fejre det på denne her måde. Hun burde have spist kagen på kontoret og holdt det for sig selv. Men det kommer ikke bag på mig, at hun laver sådan et stunt her. Både hun og regeringen er meget i medierne, særligt med de negative ting for at tækkes Dansk Folkepartis vælgergruppe. Der er jo mange, der synes, at den lovgivning, vi havde, ikke var stram nok eller tilgodeså de forkerte. Men derfra og så til ligefrem at fejre det på denne her måde, der er altså et stykke. Vi skal passe på, vi ikke bare skubber folk væk«.

’En unødvendig provokation’

Shomos al-Bazy, 32 år, pædagog

Sille Veilmark

»Når nu det ikke er kvindens 50-årsfødselsdag, synes jeg, det er en lille smule umennekeligt at vise sådan en kage frem. Jeg bliver lidt ked af det, når jeg tænker på, at nogle fejrer sådan nogle ting, der i virkeligheden ikke er særligt rare. Derudover synes jeg, at jeg og andre indvandrere har det godt i Danmark. Vi er ligeværdige, og netop derfor burde man heller ikke fejre sådan noget. Det er en unødvendig provokation. Støjberg er ude efter en bestemt gruppe og vil gerne provokere indvandrere i Danmark, men jeg tror ikke, det lykkes. Man bliver lidt irriteret, men ellers påvirker det i hvert fald ikke mig. Jeg har det for godt i Danmark til at lade mig provokere af en kvinde med en lille hjernes forsøg på at stikke til os.«

“Hun sætter fokus på, at hun rent faktisk lever op til de løfter, hun har givet”

Mia Bendtsen, 30 år, studerer klinisk ernæring

Sille Veilmark

Hun er jo integrationsminister, så måske burde hun også fejre, når hun fremmer integrationen, og ikke kun, når hun laver stramninger. Men at hun fejrer stramningerne på den måde, er vel bare udtryk for, hvordan hun er. Jeg synes ikke, det er en god idé at tage et billede med en kage, for jeg ved ikke, hvor meget der er at fejre. Jeg tænker, at hun gør det for at vise, at hun lever op til de løfter, hun har givet. Mange politikere siger en hel masse, uden at de gør så meget. Så når hun sætter fokus på, at hun rent faktisk lever op til de løfter, hun har givet, så viser det, at hun er handlekraftig. Man kan så diskutere, om det er positivt eller negativt på den måde, det er blevet gjort.«

’Hun kunne have forklaret, hvor langt regeringen er kommet’

Jørgen Ørstam, 72, parkeringsvagt

Sille Veilmark
»Jeg synes, det er lidt usmageligt og diskriminerende, at Inger Støjberg ligefrem fejrer, at hun har lavet stramninger på udlændingeområdet og dermed gjort livet sværere for mange mennesker. Det er jo ikke noget at fejre med en kage. Hun kunne have forklaret, hvor langt regeringen er kommet med at regulere området. Det havde været en pænere måde at gøre det på. Det med kagen er usmageligt. Man kan jo formidle budskabet på en neutral måde. Jeg tror også, at nogle af de udlændinge, der allerede er her, vil blive såret over det. Det kommer til at fremstå, som om udlændingene ikke hører til i vores kultur, og man træder på dem.

10 faser i en klassisk Støjberg

Information guider her til de ti trin i en klassisk Støjberg-sag

Fase 1: Nu må det være nok!

Inger Støjberg er rigtig træt af noget med nogle udlændinge og beslutter sig for at skabe lidt rav i den på de sociale medier.

Det kan for eksempel være, at hun er blevet sur på nogle mørkeunge mænd, der har kastet med popcorn i en biograf, eller en flygtningefamilie på ti mennesker, der gerne vil have en lidt større lejlighed.

Hun slår et billede eller en opdatering op på Facebook, hvor hun skælder dem ud, og læner sig tilbage og venter.

Fase 2: Den store hyldest

Tusindvis af mennesker reagerer i løbet af få minutter på ministerens nye påhit.

De fleste synes godt om opdateringen og roser Støjberg for hendes handlekraftige forsvar for Danmark og de danske værdier.

Ministeren har folkestemningen med sig, og hun ved det. En undersøgelse viste for nylig, at to tredjedele af den danske befolkning vil begrænse muslimsk indvandring.

Fase 3: Venstrefløjen går i selvsving, første bølge

Knap har ministeren høstet roserne fra sine mange fans, før modsvarene tikker ind fra tusindvis af kritikere.

De mange, primært venstreorienterede, mennesker fra den kreative klasse er ved at vælte over hinanden i et kapløb om, hvem der kan tage mest afstand fra ministerens fremmedfjendske politik og samtidig indkassere likes fra deres udvidede netværk.

David Trads, Nikolaj Steen og Anne Lise Marstrand-Jørgensen er på nippet til at besvime af indignation.

Enkelte går på Twitter og tipper udenlandske medier i håb om at udskamme Støjberg i det internationale samfund.

Fase 4: Danske medier samler historien op

Medierne vil også gerne have nogle likes på Facebook, og journalisterne skynder sig at skrive nogle artikler, hvor de samler op på debatten på de sociale medier uden at interviewe nogen.

Tidligere og nuværende medlemmer af Venstre, der er kendt som interne kritikere af partiet, himler med øjnene i stilhed.

@troelstrier @Kristian_Jensen Jeg er på kur

Fase 5: Venstrefløjen går i selvsving, anden bølge

Intellektuelle kværulanter og Facebook-krigere på venstrefløjen fraråder deres venner at kritisere Støjberg på de sociale medier og dermed sprede hendes budskab endnu mere. Det er jo lige præcis det, hun gerne vil have!

Fase 6: Internationale medier samler historien op

De stakkels mennesker på The New York Times og The Guardian har endnu ikke vænnet sig til at se Danmark som andet end det lille eventyrland, der har opfundet hygge, velfærdsstaten og tv-serien Borgen.

Flere internationale medier skriver forundret om den fremmedfjendske udvikling og sammenligner Lars Løkke Rasmussen med Hitler.

Borgerlige politikere i Danmark beskylder venstrefløjen for at være landsforrædere, fordi de har tippet de internationale medier.

Fase 7: Hvad siger de brune?

Medierne herhjemme forsøger at få nogle udlændinge og efterkommere til at kommentere på sagen – men det viser sig, at de fleste er holdt op med at høre efter for længe siden.

Fase 8: Inger tager det med et smil

Efter et døgn eller to har ministeren opnået alt det, hun gerne ville.

Hun går igen på Facebook og skriver en sarkastisk og overskudsagtig opdatering med en blinkesmiley og et billede af en Cola Zero, hvor hun opfordrer alle sine kritikere til at have en god dag.

Fase 9: Tilbage til arbejdet

Journalister og ngo’er kommer i tanke om, at de hellere må fremstå professionelle og sletter deres værste raserianfald fra de sociale medier.

Dansk Folkeparti overbyder Støjberg og skriver noget dobbelt så rabiat på de sociale medier.

Humanister og frivillige gør det modsatte og forsøger at kapre hendes budskab.

Fase 10: Information undlader at skrive en vred leder

… men lader Carsten Jensen skrive en kronik, hvor han er rigtig gal.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu