Læsetid 5 min.

Kampen mod diktatorer får digital hjælp fra Tunesien, Filippinerne og Costa Rica

Truslen mod computere, sociale medier og telefoner er efterhånden en integreret del af alle politiske konflikter i autoritære regimer. Derfor har en gruppe fra organisationen Access Now oprettet en 24 timers global supportfunktion for aktivister, politisk opposition og journalister, der er kommet i digital nød
Syriske børn går gennem den ødelagte by Aleppo i begyndelsen af marts måned i år.

Syriske børn går gennem den ødelagte by Aleppo i begyndelsen af marts måned i år.

Emin Sansar

24. marts 2017

Det er en ulige kamp, og i øjeblikket taber de den. Aktivister med teknisk ekspertise bemander på tværs af tidszoner en supporttelefon for at hjælpe journalister, regimekritikere eller menneskeretsforkæmpere, der er kommet i digital nød.

En otte timers vagt i Filippinerne, en i Tunesien og en i Costa Rica – så hele døgnet er dækket. Hver dag er de i kontakt med folk, der har fået deres digitale kommunikation kompromitteret på den ene eller anden måde, og der kommer hele tiden nye til.

For ligesom den digitale dimension fylder stadigt mere i den konventionelle krigsførsel, så bliver truslen mod teknisk udstyr som computere, sociale medier og telefoner også efterhånden et element i alle andre politiske konflikter, forklarer Gustaf Björksten over en Skype-forbindelse fra Costa Rica. Han er chief technologist i Access Now og er tilknyttet deres 24-timers hjælpelinje.

»Vi er med på frontlinjen i den digitale kamp, der foregår på sociale medier. En kamp mellem, at de bliver brugt til at selvorganisere og promovere ytringsfrihed – og så den negative anvendelse fra regeringerne, som bruger det til overvågning og til at dømme folk,« siger Gustaf Björksten.

Arbejdet er på den ene side det præventive, hvor Access Now rådgiver grupper eller individer om digital sikkerhed, hjælper dem med at analysere, hvad trusselsbilledet er, fortæller dem om sikkerhedsrutiner og lærer dem, hvordan de kan kommunikere anonymt.

På den anden side er der det reaktive, hvor aktivister på hjælpelinjen træder til i krisesituationer for at forhindre et igangværende angreb eller forsøge at begrænse skaden, efter at et angreb er blevet udført.

Det reaktive fylder over halvdelen af tiden og er også det mest belastende for Access Now-folkene, særligt når det gælder områder af verden – som Syrien – hvor konfliktniveauet er meget højt. Her har hjælpelinjen paradoksalt nok særligt meget at se til, når krigen i den fysiske verden går mere stille for sig.

»Hver gang der er våbenhvile i Syrien, ser vi en eksplosiv stigning i vores sager. For når soldaterne stopper med at skyde på hinanden, begynder de at lede efter dem, der undersøger deres aktiviteter. Så det ser vi hver gang, der er våbenhvile,« siger Gustaf Björksten.

Her påtager hjælpelinjen sig rollen som dem, der forsøger at begrænse skaden, hvis nogen af de aktivister, de samarbejder med, bliver taget.

»Hvis dem, der efterforsker krigsforbrydelser i Syrien, bliver anholdt, så får vi en notifikation, og så skynder vi os at deaktivere alle deres konti meget hurtigt for at forhindre hele deres netværk i at blive afdækket. Hvis de bliver fanget, så er det normalt slut for dem. Det er ret traumatisk arbejde,« fortæller han om erfaringerne med, at dem, man hjælper, pludselig kan risikere at forsvinde, hvis regimerne får fat i dem.

»De risikerer ofte alt. Hvis aktivister i Honduras, som kæmper for de oprindelige folks rettigheder eller beskyttelsen af deres lokale miljø mod mineselskaber eller træindustrien, bliver identificeret, fordi de får deres kommunikation kompromitteret, så bliver de myrdet. Det sker helt rutinemæssigt,« siger Gustaf Björksten.

Demokratidrømme på tilbagetog

Gustaf Björksten er australier og har selv en baggrund som internetaktivist i det australske hackspace-miljø tilbage i 1990’erne. Her var han med til at lave kampagner mod internetcensur og internetskat, inden han fik det, han kalder et »rigtigt corporate job« i en stor virksomhed. Et job han dog aldrig brød sig om og derfor forlod igen for at bruge sine kræfter på kampen for digitale menneskerettigheder.

Som Information kunne beskrive i fredags, er optimismen omkring internettets positive bidrag til demokratiske forandringer på tilbagetog rent politisk. Pengene til internetfrihedsprojekter er blevet færre, men Access Nows digitale hotline er en af de ting, som stadig lever.

Ifølge Gustaf Björksten blandt andet fordi man fra starten gjorde sig uafhængig af de millioner af dollars, som blev pumpet ud af det amerikanske udenrigsministerium efter daværende udenrigsminister Hillary Clinton i 2011 gjorde internetfrihed til en topprioritet.

»Vi arbejder blandt andet i Mellemøsten og Tunesien, og der kan man ikke opbygge tillid og samtidigt tage imod amerikanske penge,« forklarer han.

I dag kommer finansieringen primært fra de store teknologiselskaber som Google og Facebook, fra fonde og fra det hollandske udenrigsministerium og Sida – Sveriges svar på Danida.

Sociale medier uegnede

Problemerne er mange og forskellige for den globale digitale supportfunktion. Et af de mest udbredte problemer er aktivister, ngo’er eller regimekritikere, som får kapret deres kontoer på sociale medier – enten som chikane eller overvågning.

Der er alle de emails, der bliver videresendt til nærmere undersøgelse, fordi modtageren finder en vedhæftet fil eller andet mistænkeligt, og tror det er et hackerangreb. Der er hjemmesider og blogs, som bliver overtaget og pludselig sender regeringsvenlig propaganda ud eller – endnu værre – bruges til at sprede virus.

Udfordringerne er mangfoldige og egentlig også ret grundlæggende. De mobiliseringsværktøjer, som aktivister, der lever i autoritære regimer bruger, er ofte de samme, som vi bruger i Vesten – men de er slet ikke gearet til at modstå presset fra myndighederne.

»Problemet med værktøjer som sociale medieplatforme er, at mens de kan være en nem og fantastisk måde for en aktivist at få information ud på, så er platformene ikke bygget til individers sikkerhed. Platformene er ikke velegnede rent sikkerhedsmæssigt til det her arbejde på liv og død, som mange aktivister, der lever under autoritære regimer, opererer i,« siger Gustaf Björksten.

»Der findes teknisk bedre løsninger, men desværre er det ikke der, hvor alle andre folk er, og derfor er de ikke anvendelige som aktivistværktøj. For når du skal organisere en demonstration, bliver du nødt til at være der, hvor folk er.«

Hacking er overalt

Efter skandalen om italienske Hacking Team, hvis teknologi blev solgt til diktaturer over hele verden, har der været stort fokus på at få begrænset spredningen af den invasive teknologi. Alligevel ser Gustaf Björksten stadig hacking-værktøjerne brede sig over hele verden.

»Den kommercielle malware som Gamma og Hacking Team viser sig over alt. Afrika syd for Sahara, Sydamerika, Sydøstasien – alle har råd til det nutildags,« siger han.

»Stater har længe haft cyberforsvarsenheder. Men det virker til, at mange regeringer nu er parat til at bruge dem som våben. Hvor de før i tiden ville indsamle sikkerhedshuller for at være forberedt på at bruge dem i en krisesituation, så ser vi dem nu brugt som en helt rutinemæssig ting.«

Ofte forsøger regimerne at distancere sig fra hackingen, så det ikke direkte kan forbindes til staten. I stedet bliver det foretaget af hacker-grupper med forbindelse til regeringen.

»Vi har været oppe imod statssponsorerede hackingenheder fra Vietnam, Kina, Syrien, Etiopien og mange andre steder.«

– Efter afsløringerne om Hacking Team kom der jo en ny lovgivning fra EU’s side, der skulle begrænse spredningen?

»Det ser ikke ud til at være lykkedes. Vi ser flere sager end før. Kampen mod statssponsoreret hacking og malware har vi tabt i meget lang tid. Vi bliver nødt til at få vendt det, men vi har ikke værktøjerne til det, som det ser ud nu. Der er slet ikke nok af os til at vinde den her krig i øjeblikket.«

Sikkerhed til salg

EU har brugt milliarder af kroner på at støtte fremvæksten af den europæiske overvågnings- og sikkerhedsindustri blandt andet igennem stort anlagte forskningsprogrammer. I denne serie undersøger vi, hvad der er blevet af pengene, og viser, hvordan de største europæiske forsvarsvirksomheder var med til at tilrettelægge den støtte, som de senere selv modtog. Og vi ser nærmere på nogle af den kontroversielle industris produkter, og hvordan salg af avanceret overvågningsudstyr fra blandt andet Danmark ender i diktaturstater, der er kendt for at overvåge og slå hårdt ned på dissidenter.

Samarbejdet om at undersøge den europæiske sikkerheds- og overvågningsindustri begyndte sidste år på initiativ af hollandske De Correspondent.

Projektet har en europæisk hjemmeside, der løbende opdateres med alle artikler fra de forskellige lande samt andet ekstramateriale. Projektet er støttet af Journalismfund.eu.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu