Læsetid 2 min.

Der er kommet flere penge i arbejdsmarkedets aftaler

Arbejdsmarkedets parter blev i går enige om en skitse til en ny overenskomst, der kan give større lønstigninger end længe uden at være prangende, mener eksperter
25. marts 2017

LO og DA nåede i går til enighed om en mæglingsskitse til en ny overenskomst for de godt 500.000 privatansatte. Hvis den bliver vedtaget af medlemmerne i april, kan den give lønstigninger på op til syv procent de næste tre år samt bedre forhold for børnefamilier og seniorer.

Selv om årets overenskomstforhandlinger dermed ser ud til at føre til større lønstigninger end de seneste fem år, er det dog stadig op til de lokale lønforhandlinger, hvor meget lønnen for den enkelte ansatte kommer til at stige, påpeger Christian Lyhne Ibsen, der er lektor på Forskningcenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet.

»Det er et signal om højere lønstigninger end dem, der har været fra 2010-2014, men det går jo også lidt bedre økonomisk, så der er kommet lidt flere penge i aftalerne på arbejdsmarkedet,« siger Christian Lyhne Ibsen.

Lønstigningerne er dog stadig ikke på niveau med dem, der var op til krisen i 2008, og der kommer de formentlig heller ikke op lige foreløbigt, mener han. En af årsagerne er blandt andet, at inflationen er lav, hvilket betyder, at priserne på dagligvarer og forbrugsgoder også er lave.

SAS-medarbejderne er ikke de første danske lønmodtagere, der har accepteret en lønnedgang. De ansatte i Jysk gjorde det samme i sidste måned, men Inspirations ansatte sagde ja til mindre i lønningsposen tilbage i juli. Formanden for FTF, Bente Sorgenfrey, frygter, at at flere vil stå i samme situation i de kommende år.
Læs også

»Derfor er der ikke så meget ræson i at trække alt for høje lønninger ud lige nu,« siger Christian Lyhne Ibsen.

Ud over lønstigninger er der også blevet plads til større fleksibilitet for de ansatte. Arbejdsgivernes indbetalinger til den såkaldte fritvalgskonto stiger fra to til fire procent, og pengene på den konto kan veksles til mere tid med børnene, mere ferie, ekstra pension eller udbetales som løn, forklarer Christian Lyhne Ibsen: »Det giver flere midler til at bruge på nogle af de ting, som er vigtige for lønmodtagerne.«

’Business as usual’

Den nye overenskomst vil også kunne sikre op til 32 ekstra fridage for seniorer samt bedre muligheder for børnefamilier for at holde fri, når børnene er syge samt forældreorlov med fuld løn for rigtig mange på det private arbejdsmarked, skriver LO i en pressemeddelelse.

Professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet mener, at lønstigningerne kan føre til en pæn reallønsfremgang for de privatansatte. Selv om lønstigningerne er større end længe, så ser han mere den udvikling som en form for normalisering i forhold til i årene efter krisen.

»Det er business as usual. Når der har været en økonomisk krise, så er lønstigninger ikke så høje, og reallønnen har det ikke så godt, men nu er der fremgang, og så får de fleste del af det,« siger Jørgen Goul Andersen. Han ser især de ekstra seniordage som en god løsning.

»Det kan være med til afbøde virkningen af, at vi har fået en vældig høj pensionsalder, som godt kan se lidt tung ud, hvis du har fysisk krævende arbejde,« siger Jørgen Goul Andersen.

På mandag ventes mæglingsforslaget færdigt og klar til afstemning blandt fagforeningernes medlemmer. Resultatet af afstemningen forventes at være i hus den 20. april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu