Læsetid: 5 min.

Kvinder og karrieremennesker rammes særligt hårdt af hjernerystelser

Veluddannede, kvinder og personer i intellektuelt krævende jobs oplever i højere grad omfattende og vedvarende symptomer efter hjernerystelser. Det fortæller eksperter i neuropsykologi, der understreger, at det er svært at forklare tendensen entydigt, da der mangler sikker viden på området
Veluddannede, kvinder og personer i intellektuelt krævende jobs oplever i højere grad omfattende og vedvarende symptomer efter hjernerystelser. Det fortæller eksperter i neuropsykologi, der understreger, at det er svært at forklare tendensen entydigt, da der mangler sikker viden på området

Mia Mottelson

23. marts 2017

Når vi taler om ulighed i sundhed, drejer det sig oftest om socialt udsatte eller mænds dårligere helbred. I forbindelse med hjernerystelser er billedet imidlertid markant anderledes.

Højtuddannede med gang i karrieren, særligt kvinder, er nemlig mere udsatte for at udvikle langvarige og invaliderende symptomer efter en hjernerystelse.

Hvert år rammes cirka 25.000 danskere af hjernerystelse. Langt de fleste er symptomfrie efter få uger, men 10-15 procent har stadig symptomer efter mange måneder, nogle gange år. Flere studier viser, at kvinder er mere udsatte end mænd for at opleve langvarige og invaliderende symptomer.

Det fortæller Hana Mala Rytter, der er lektor i neuropsykologi ved Københavns Universitet. Hun påpeger dog, at der helt generelt mangler sikker viden om hjernerystelser. Derfor ved man heller ikke, hvorfor bestemte grupper rammes særligt hårdt.

»I forhold til kvinder, så er det korte svar, at vi ikke ved det. Nogle mener, det skyldes hormonbalancen, nogle peger på psykologiske faktorer. Men vi ved det ikke,« udtaler lektoren.

Håndterer hjernerystelser forkert

Meget tyder på, at også veluddannede og personer, der arbejder i præstationsmiljøer, oftere udvikler vedvarende symptomer efter hjernerystelser. Det vurderer Hana Mala Rytter, som ved siden af lektorgerningen er tilknyttet Center for Hjerneskade.

Her er 150 patienter i behandling, der fortsat slås med symptomer som træthed, koncentrationsbesvær og migræne mange måneder – sågar år – efter en hjernerystelse.

En iøjnefaldende stor andel af de patienter er veluddannede karrieremennesker, mens de ser meget få personer med manuelle jobs, fortæller Hana Mala Rytter: »Både de såkaldte 12-talspiger og personer, der er vant til at yde rigtig meget og finder det svært at skrue ned, fylder meget blandt dem, der slås med vedvarende symptomer«.

Det billede nikker Hysse Forchhammer, der er ledende neuropsykolog på Rigshospitalet og har forsket i hjernerystelser, genkendende til.

’Mit liv er ikke på pause, det bevæger sig, og den tid, der er gået, er ikke spildt. Den har bragt mig et andet sted hen, og jeg har erkendt, at jeg nok heller aldrig kommer tilbage til der, hvor jeg var før. Og det er også o.k.’ Det fik alvorlige konsekvenser for sociolog Pil Christensen, at hun for tre år siden fik en hjernerystelse
Læs også

»Der er ikke lavet store undersøgelser om det, men vi, der arbejder med de her patienter, har en klar fornemmelse af, at personer i intellektuelt udfordrende jobs er særligt belastede,« fortæller hun.

Ifølge Hysse Forchhammer kan tendensen hænge sammen med, at karrieremennesker oplever effekterne af en hjernerystelse som mere indgribende, hvilket i sig selv kan forstærke symptomerne.

»Folk i bestemte jobs, der stiller krav om, at man hele tiden er koncentreret, lærer nye ting og læser meget, oplever måske symptomerne som meget invaliderende. De har nok en tendens til at presse sig selv i gang for hurtigt, og så oplever de komplikationer på sigt. Det er spekulation. Vi ved det ikke med sikkerhed. Os, der arbejder med det, kan bare konstatere, at vi ser mange af dem,« vurderer Hysse Forchhammer. Hun understreger, at det principielt gælder for alle sygdomme, at oplevelsen af symptomer er kontekstafhængig. De påvirkes af, i hvilken grad de griber ind den enkelte patients arbejde, identitet og liv.

Psykiske problemer øger risiko

Hana Mala Rytter fortæller, at international forskning peger på, at psykiske problemer som angst, depression, neuroser og stress øger risikoen for at udvikle vedvarende symptomer efter en hjernerystelse.

»Vi ved, at personer, der er ramt af stress, både før og efter hjernerystelsen, har øget risiko for at udvikle alvorlige senfølger. Det er muligvis også en del af forklaringen på, at vi ser mange mennesker, der er vant til at yde meget og har svært ved at skrue ned,« udtaler lektoren.

To radiodokumentarer om hjernerystelser og deres mærkværdige følger er temmelig angstprovokerende, men også ambitiøse og opløftende
Læs også

Generelt ved videnskaben dog ikke særligt meget om hjernerystelser, fortæller Hana Mala Rytter. Dels findes der ingen sikker diagnose. Man kan ikke, på samme måde som et termometer kan fastslå om en patient har feber, måle en hjernerystelse. I stedet baserer diagnosen sig på lægens skøn. Dels går langt de fleste hjernerystelser over helt af sig selv og kræver altså ingen medicinsk behandling. Det er, ifølge Rytter, to af forklaringerne på, at der findes så lidt forskning om hjernerystelser.

Ingen stigning

Ifølge Hana Mala Rytter og Hysse Forchhammer tyder intet på, at antallet af hjernerystelser stiger, og de afviser pure, at der er tale om en epidemi. Alligevel har der den seneste tid været stor opmærksomhed om området.

Nærværende avis beskrev det i efteråret som en »stille epidemi«, og lagde spalter til flere personlige beretninger om følger af hjernerystelser. Og for få uger siden afholdte forsikringsselskabet Tryg en åben konference om hjernerystelser, hvor de 300 billetter blev revet væk. De to forskere vurderer, at den store interesse for hjernerystelser sandsynligvis skyldes kulturelle og sociale tendenser i samfundet.

»Hjernerystelser opleves måske som et større problem i dag, fordi vores arbejde og identitet er bundet op på en computerskærm,« vurderer Hana Mala Rytter.

For to år siden fik Ebbe Elhauge Kristensen en hjernerystelse i en hovedstødsduel under en fodboldkamp. Siden har han haft alvorlige men, blandt andet har han i lange perioder høreværn på, selv om han opholder sig inden døre
Læs også

Hysse Forchhammer er enig:

»Flere tager lange uddannelser og flere har jobs, hvor man bruger hovedet meget. For mange mennesker betyder det noget andet at få en hjernerystelse i dag, end det gjorde for 20 år siden«.

At netop ressourcestærke personer rammes særligt hårdt af hjernerystelse kan også være en del af forklaringen på det øgede fokus.

»Den gruppe er nok også meget synlig. De har adgang til offentligheden og ressourcer til at skrive indlæg, der beskriver deres oplevelser og situation,« vurderer Hysse Forchhammer.

Foran skærmen efter to uger

Peter Fallesen er et af de karrieremennesker, der har oplevet pinefulde og langvarige symptomer efter en hjernerystelse. Han er sociolog og seniorforsker i Rockwool Fondens Forskningsenhed. I øjeblikket er han, motiveret af sine egne erfaringer, i gang med et forskningsprojekt om de personlige og samfundsmæssige omkostninger ved hjernerystelser.

I 2008 fik Peter Fallesen sin første af i alt tre hjernerystelser efter et cykelstyrt. Han var dengang forholdsvist nyansat i Rockwool Fonden og ventede blot to uger, inden han uforbeholdent genoptog arbejdet. Det endte med at få alvorlige konsekvenser for ham.

»Ganske kort tid efter begyndte jeg at få frygtelige hovedpiner. Det endte med, at jeg var totalt sygemeldt i tre måneder, og der gik et halvt år, inden jeg arbejdede fuld tid igen. I dag er jeg stadig ikke helt symptomfri. Min hukommelse er for eksempel aldrig blevet den samme,« fortæller han.

Michael Frank Mørup gled ud af sin køjeseng og fik en hjernerystelse. Det førte til angst, depression og en frygt for aldrig at kunne genoptage et normale liv igen
Læs også

Siden da har Peter Fallesen fået to hjernerystelser yderligere. Senest for ganske nyligt. Begge gange har han besindet sig og prioriteret at tage det roligt og kun langsomt vende tilbage til dagligdagens normale tempo. Alligevel har han oplevet sygdomsperioderne som særdeles nedslidende:

»Noget af det værste var den delvise sociale isolation affødt af træthed og lys- og støjfølsomhed. Jeg var heldig at have nogle gode venner, som besøgte mig ofte, men ellers bestod mine dage meget af madlavning, lydbøger, P1 og lange gåture iklædt ørepropper og solbriller. Det er ikke så mærkeligt, at der går en del anekdoter om, at folk udvikler depression,« siger han.

Seniorforskeren vurderer, at det er karakteren af de højtuddannedes arbejde, der gør, at de rammes særligt hårdt:

»At arbejdet er centralt for denne gruppes selvopfattelse eller identitet forklarer nok en del af det. Men jeg tror primært, det handler om den type af arbejde, vi udfører. På arbejdet skal jeg kigge i en skærm, læse meget og holde styr på ti tanker på én gang. Det er lige præcis de ting, jeg oplever som mest belastende. Samtidig er der stressfaktoren ved ikke at være aktiv i sit job. Personligt har jeg oplevet den seneste hjernerystelse som den mest belastende eller stressende, fordi jeg er midt i en central del af min tidlige karriere og netop er blevet udpeget til lektor ved Stockholm Universitet«.

Serie

Rystede hjerner

Information sætter fokus på hjernerystelser. I en serie fortæller de ramte om konsekvenserne, når hjernen bliver rystet og livet vendt på hovedet

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Symptom på konkurrencesamfundets skadelige virkninger.
Man taber hovedet i udmattelse og slår det ned i bordkanten.
Eller måske forskellen på hjernearbejdere i modsætning til praktiske individer, der kan bruge hovedet til andet en at banke ned i bordkanten eller i asfalten.

Leo Nygaard, kan du forklare nærmere, hvad du mener - hvordan virker konkurrencesamfundet konkret ind på hændelser i det individuelle liv? Og hvordan du forklarer at ikke alle 'hjernearbejdere' får disse symptomer? Hvorfor er hjernerystelse årsag til disse symptomer - og ikke fx en forstuvet fod, eller en ordentlig omgang influenza, der osse kunne give 'undskyldning' for at melde sig ud af det stressede liv? Folk der har praktisk arbejde, er de immune overfor denne type følgevirkninger af en hjernerystelse - osse hvis de fx bliver arbejdsløse i længere perioder?