Læsetid: 4 min.

Professionel lindring hen mod døden går stort set kun til kræftpatienter

Selv om også hjertepatienter, kronisk lungesyge og demente har brug for støtte og lindring af fysiske og eksistentielle problemer hen mod døden, går hjælpen næsten udelukkende til kræftsyge. ’Der er kæmpe lidelser, som ikke bliver mødt,’ siger overlæge
Selv om også hjertepatienter, kronisk lungesyge og demente har brug for støtte og lindring af fysiske og eksistentielle problemer hen mod døden, går hjælpen næsten udelukkende til kræftsyge. ’Der er kæmpe lidelser, som ikke bliver mødt,’ siger overlæge

Tor Birk Trads

Indland
4. marts 2017

På landets 20 hospicer og i de 27 palliative teams har de ansatte særlige kompetencer til at støtte op om praktiske, eksistentielle og fysiske problemer hen mod livets afslutning. Men det er stort set kun kræftpatienter, der får glæde af hjælpen.

Ifølge Dansk Palliativ Database gik 96 procent af den specialiserede palliation i 2015 til kræftpatienter. Sådan har det set ud, lige siden databasen blev oprettet i 2010, fortæller overlæge og professor i palliation ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet og Palliativ medicinsk afdeling, Bispebjerg Hospital, Mogens Grønvold:

»Årsagen er den simple, at systemet ikke har nok kapacitet i øjeblikket. Så er det svært at åbne op over for nye typer patienter på bekostning af dem, man i forvejen ikke kan tage sig nok af,« siger han med henvisning til, at Danmark på nuværende tidspunkt kun har halvdelen af den kapacitet, man anbefaler i international sammenhæng.

’Skammeligt’

I 2011 udsendte Sundhedsstyrelsen ellers for første gang retningslinjer for palliation, som netop lagde vægt på en øget indsats over for patienter med andre livstruende sygdomme end kræft. Men da partierne bag satspuljemidlerne for nylig afsatte 100 millioner kroner hen over tre år til en god og værdig palliativ indsats – stod der specifikt i aftalen, at pengene skulle rettes til kræftpatienter.

Den prioritering er Kristoffer Marså, overlæge ved lungemedicinsk afdeling ved Hvidovre Hospital, uenig i. Han sidder med i en arbejdsgruppe under Sundhedsstyrelsen, som skal revidere retningslinjerne fra 2011, og han kalder det ’skammeligt’, at det stadig stort set kun er kræftpatienter, der modtager den specialiserede lindring og pleje:

»Der er kæmpe lidelser, som ikke bliver mødt, fordi vi behandler lidelser forskelligt afhængigt af patientens diagnose. Det er ikke noget nyt, men politikerne vender det blinde øje til. Og det skyldes nok også, at hvis vi skal blive klogere på at hjælpe eksempelvis lungepatienter, er vi nødt til at sætte tid og ressourcer af til det,« siger Kristoffer Marså.

Alle patienter skal have tilbuddet

I en artikel for to et halvt år siden satte Dagbladet Information også fokus på den skæve fordeling, som dengang var nøjagtig den samme. Dengang medgav formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner, Ulla Astmann, (S) at det var et problem. I dag siger hun:

»Det er åbenbart nødvendigt at sige det en gang til: Vi skal være mere opmærksomme på, at den specialiserede palliation er for alle patientgrupper, og at det er vigtigt, alle patientgrupper får tilbud om den indsats, når den livsforlængende indsats ikke længere giver mening.«

Hun peger på, at det med andre patientgrupper end kræft kan være svært at se, præcis hvornår det er nødvendigt med en palliativ indsats, fordi sygdomsforløbet ikke er lige så lineært som med kræft.

– Men handler det ikke også om, at der mangler kapacitet til at tage flere patientgrupper ind?

»Vi forsøger hele tiden at udvikle kapaciteten, men det kan være vanskeligt – i hvert fald i vores region – at skaffe speciallæger. De gror ikke på træerne, og derfor står udviklingen stille, og så bliver den brede indsats ikke prioriteret.«

Angst, utryghed og isolation

Lungeforeningen kortlagde for flere år siden behovet for støtte til døende patienter med KOL – kronisk obstruktiv lungesygdom – som i dag er den tredjehyppigste dødsårsag i Danmark. Den viste, at patienterne led fysisk, men også at de var plaget af angst og utryghed og levede meget isoleret. De oplevede at være efterladt uden hjælp og omsorg fra sundhedssystemet og alene med angsten for døden.

En af årsagerne til det ensidige fokus på kræft, er blandt andet, at palliation oprindeligt opstod i 1960’ernes England som et tilbud til kræftpatienter. Og da det bredte sig til Danmark i 1990’erne, var det stadig med fokus på denne patientgruppe. Men selv om kræftpatienter tegner sig for omkring 30 procent af alle dødsfald herhjemme, er der brug for at rette fokus andre steder hen siger Ann-Dorthe Zwisler, hjertelæge og leder af Rehpa – videncenter for rehabilitering og palliation.

»Både internationalt og i Danmark taler vi meget om kræft, men døden er ikke eksklusivt for den gruppe, selvom det er den sygdom flest dør af,« siger Ann-Dorthe Zwisler, der påpeger, at en af udfordringerne er, at hjertepatienter eller patienter med KOL, ofte har et mere uforudsigeligt forløb hen mod døden:

»Vi er blevet rigtig gode til at behandle, og heldigvis lever mange derfor med livstruende sygdomme i længere tid. Men det betyder også, at det er længerevarende forløb, hvor der ikke altid er en tydelig markør for, hvornår patienten er i den allersidste del af livet,« siger Ann-Dorthe Zwisler.

I Kræftens Bekæmpelse, mener afdelingschef i patientstøtte Laila Walther, at det er oplagt, at støtten bredes mere ud:

»Det er naturligvis ikke kun kræftpatienter, der har brug for lindring i den sidste tid. Når man taler om eksistentiel lindring, smertehåndtering og alle de følgevirkninger der opstår, når man er alvorligt syg og tæt på døden, er der mange andre end kræftpatienter, der har brug for den samme lindring,« siger hun.

Serie

Døden i velfærdsstaten

I denne artikelserie sætter vi fokus på, hvordan velfærdssamfundet er rustet til, at stadigt flere danskere de kommende årtier får brug for lindring og pleje hen mod døden.

Seneste artikler

  • Når ens kære dør, må man genopdage sig selv

    30. marts 2017
    Når jeg som præst møder mennesker i sorg, giver mange af dem udtryk for at være blevet lukket ude af livet og ikke engang kunne kende sig selv. Det er i arbejdet med sorgen, at man indser, at man stadig er sig selv, selv om døden og sorgen har ændret ens liv for altid
  • Døden er det ultimative kontroltab. Det er vi ikke opdraget til

    21. marts 2017
    For hospitalsvæsnet er døden den ultimative fiasko. For mange dødssyge patienter og pårørende er den en mulighed, man ikke vil acceptere. Derfor glemmer mange at leve livet, mens det er der
  • Vi skal turde se døden i øjnene

    20. marts 2017
    Der er en grund til at bryde tavsheden – både blandt politikere og alle os andre. Så døden ikke ender som en følelse af nederlag for lægen, de pårørende og patienten
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Christiansen

Sammenhængen er meget simpel. Kræftens Bekæmpelse er en usædvanlig stærk interesseorganisation. Derfor kan den lave lobbyarbejde der giver bevillinger til netop deres "område". desværre sker det på bekostning af indsatsen for andre syge.
Ofte er det medicinalindustrien der financierer disse interesseorganisationer, -men selvsagt kun dem, hvor sygdommen kræver medicinsk behandling.
Så selv døden er korrumperet af "hjælpe-industrien", kapitalinteresser og lobby-virksomhed.

Ulrich Krenchel, Lise Lotte Rahbek, Else Marie Arevad, Anne Eriksen og Ulla Søgaard anbefalede denne kommentar