Kommentar
Læsetid: 3 min.

Socialdemokratiet er sunket fra almagt til afmagt

Det hollandske valg viser, hvor skrøbelige de europæiske socialdemokratier er blevet – også herhjemme
De danske socialdemokrater omklamrer Dansk Folkeparti. Det betyder for Mette Frederiksens parti et afkald på den humanisme, der igennem årtiernes omskiftelse har været et socialdemokratisk hæderstegn

De danske socialdemokrater omklamrer Dansk Folkeparti. Det betyder for Mette Frederiksens parti et afkald på den humanisme, der igennem årtiernes omskiftelse har været et socialdemokratisk hæderstegn

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Indland
18. marts 2017

Da jeg var dreng, fyldte Socialdemokratiet det hele. De regerede i byrådet, i sygekassen, i lejerforeningens bestyrelse, i idrætsforeningens bestyrelse, i Brugsens bestyrelse og i hele kongeriget.

Da John F. Kennedy og Demokraterne vandt valget i USA i 1960, sagde min mor opgivende, at nu havde Socialdemokratiet også fået magten i Amerika. Hvor trøsteløst kunne det blive? I hvert fald når man anskuede verden med min families frikonservative indstilling.

Som dreng lærte jeg, at de værste ikke var dem, der var socialdemokrater af overbevisning, men dem, der var det af magtbegær: De ville bare til fadet, og så gjorde de sig til socialdemokrater, for så var der fribillet til fadet.

Jeg skal indrømme, at sådan nogle kedelige typer har jeg mødt en del af i mit voksenliv. Dog ikke mange inden for de senere år. Hvilken gusten magtstræber ville i dag lægge sin karriere i Socialdemokratiet?

Det hollandske valg er en aktuel påmindelse om, hvor skrøbelige de europæiske socialdemokrater er blevet. Det hollandske Arbejderparti, der deltog i en flertalsregering under den liberale Mark Rutte, tabte hele 29 mandater og skred fra 38 mandater til ni.

Den danske syge

Man kan sige, at de hollandske socialdemokrater er ramt af den danske syge – den, som lagde Helle Thorning-Schmidts regering i graven: At lutter iver efter at vise økonomisk ansvarlighed gik de med til en borgerlig strammerpolitik, som kom til at fremstå som svigt af løfter og principper – og som måske var strammere end økonomisk nødvendigt.

Når europæiske socialdemokrater kan finde på den slags, skyldes det, at de er angst for at udsætte sig for kritik for samme uansvarlighed, som de viste i deres sidste rigtige storhedstid, 1970’erne, hvor de søgte at overvinde oliekrisernes afmatning med en kraftigere pengetilførsel til samfundsøkonomien, end der var ressourcer til. Det endte både samfundsøkonomien og socialdemokraterne med at udmarves af.

Nyliberalister fik sat dagsordenen på begge sider af Atlanten, og den har andre ikke for alvor formået at fortrænge.

Samtidig er begge sider af Atlanten ramt af jobudflytning til lavtlønslande og af arbejdervrede over at skulle kappes med nytilkomne om de tilbageblevne job. I USA lærte højrefløjen at styrke sig yderligere ved at føre en ’værdikrig’, der trak lavtuddannede fra at stemme efter deres økonomiske interesser. Den krig har den europæiske højrefløj importeret.

Det danske socialdemokrati forblødte i 1970’erne med samfundsøkonomien, men fik sig langsomt afstivet under 1980’ernes borgerlige regeringer. Noget nær fordums storhed vandt partiet med Svend Auken som leder ved valget i 1990 – 37,4 procent af stemmerne, 69 mandater.

Det viste sig at være en boble, oppustet af Aukens karisma og befolkningens lede ved de borgerlige. Auken lå længere til venstre, end de radikale ville affinde sig med, og Nyrup-fløjen fik i 1992 væltet Auken og indsat Nyrup, som de radikale derpå fragtede til Statsministeriet.

I Nyrup-årene sivede Socialdemokratiet i fløjkampe, også om de udlændinge, som den borgerlige højrefløj nu gav sig til at føre værdikrig om.

Fortids bedrifter

Uanset mit barndomshjems ideologiske propaganda mod socialdemokraterne har jeg i mit voksne liv fattet sympati for dem. En overset socialdemokratisk bedrift er, at partiet fra 1945 til Den Kolde Krigs ophør afskar de Moskva-lydige danske kommunister fra at bringe Danmark i ulykke.

Men fortids gode gerninger kan socialdemokrater ikke skaffe sig en fremtid på. De europæiske socialdemokratier står tøvende. I Frankrig og Storbritannien forskanser de sig i socialistretorik.

Herhjemme omklamrer de Dansk Folkeparti. Det betyder for Mette Frederiksens parti et afkald på den humanisme, der igennem årtiernes omskiftelse har været et socialdemokratisk hæderstegn.

Man kan spørge: Hvad er et Socialdemokrati, der smider humanismen væk og gør sig til ét med Dansk Folkeparti – andet end yderligere et europæisk højrepopulistisk parti? Og de er ikke en mangelvare.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Melodien der blev væk.

Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Det radikale venstre tvang/pressede socialdemokratiet fra at føre keynesiansk politik - som Anker Jørgensen gjorde i 70´erne under olikrisen og dermed lagde grunden til Danmarks førerstilling inden for den grønne omstilling - til den radikale neo-liberale laissez-faire politik med privatisering af offentlig ejendom eller bedre,den tredje vej som den første neo-liberale socialdemokratiske leder i England -Tony Blair - gjorde den han overtog Margret Thatchers økonomiske politik og kamp mod fagforeningernes indflydelse. Så vidt jeg ved er David Rehling jurist og radikal - ikke det bedste grundlag for at vurdere makro-økonomiske virkemetoder.

Mod-flertallet mod grænseløs anarkisk liberalisme, der ret beset kun hyldes fuldt af LA og Internationale Socialister, har skreget danske vælgere og politikere op i synet i snart 10 år. man kan mene om det reelt eksisterende DF hvad man vil, isoleret set, eller sammenlignet med samme gestalts fremtræden i 'lande vi normalt sammeligner os med', men hvordan kan det være afkald på humanisme at søge dette flertal bragt i aktivt spil ? Er tiden med en afart af Det Multinationale Firmas Company Store som sværmerisk kvalificeret alternativ til Nationalstaten ikke ved at rinde ud ?

Åh, ja for reference : ældre på den 'progressive' fløj husker nok Det Multinationale Firmas Company Store som 80er-fjendebilledet 'McDonalds & Jihad'.