Støjbergs ministerium får hug af Ombudsmanden i sag om ’barnebrude’

Det begyndte med en artikel i Berlingske Tidende mandag den 25. januar 2016, der handlede om, at mindreårige såkaldte barnebrude var indkvarteret sammen med deres ægtefæller i flere asylcentre.

Samme aften skrev udlændingeminister Inger Støjberg (V) i et opslag på Facebook, at det var »fuldstændig uacceptabelt«. Det skulle stoppes »omgående, og det vil jeg omgående meddele Udlændingestyrelsen«.

Det sluttede, da Ombudsmanden torsdag kom med sin endelige redegørelse på 58 sider, hvor ministeriets fremgangsmåde blev kaldt »stærkt kritisabel« og »samlet set meget vanskelig at forstå«.

Ombudsmandens kritik er ifølge professor i forvaltningsret Michael Gøtze fra Københavns Universitet »i den hårde ende«.

»Det er en klar og skarp kritik af ministeriet, men det er samtidig en meget diplomatisk skrevet udtalelse, der er afdæmpet. Det gør det så ekstra interessant, at kritikken alligevel lander i den hårde ende,« siger han.

At Ombudsmanden angiveligt ikke kan ’forstå’ ministeriets fremgangsmåde, er ifølge Michael Gøtze bare en pæn måde at skrive uden at gå i detaljer med, at sagen har været håndteret helt galt.

Det mudrede forløb

Dagen efter ministerens opslag på Facebook sendte Udlændingestyrelsen den 26. januar 2016 en høring til samtlige operatører af asylcentre om indberetning af mindreårige, der havde ægtefælle eller samlever.

Blot to uger derefter fulgte en pressemeddelelse fra ministeriet: »Inger Støjberg stopper indkvarteringen af barnebrude på asylcentre«, hvoraf det bl.a. fremgik, at »efter de nye retningslinjer« måtte ingen under 18 år indkvarteres på samme asylcenter med en ægtefælle eller samlever, uanset om parret havde børn eller ej.

Hidtil havde praksis været, at kun mindreårige under 15 år ikke fik lov til at bo sammen med en ægtefælle eller samlever. Blandt de 23 par var der to, hvor kvinden var 14 år. Den ene af dem var indkvarteret sammen med sin mand, den anden på et andet asylcenter.

Med den kategoriske og undtagelsesfri affatning indebar instruksen den 10. februar – der skulle indfri Inger Støjbergs ønske – »rent faktisk« en ulovlig praksis, lyder Ombudsmandens vurdering, selv om han dog ikke kan lægge til grund, at det var ministeriets intention at pålægge styrelsen en ulovlig praksis.

Samme dag sendte styrelsen besked til operatørerne, hvor de bl.a. meddelte, at »vi vil derfor snarest muligt varsle indflytning i samtlige sager«.

I løbet af februar og marts besluttede styrelsen at adskille 23 par, mens fem yderligere sager blev forelagt ministeriet i begyndelsen af marts.

At sagen blev fulgt på allerøverste niveau i ministeriet fremgår af en enkelt detalje: Hvis Udlændingestyrelsen i en konkret sag trods instruksen ikke ville adskille et par, skulle departementschefen orienteres herom.

Midt i marts klagede en advokat til Ombudsmanden, der gik ind i sagen. I en senere redegørelse til Ombudsmanden forklarede Udlændingestyrelsen, at ifølge ministeriet måtte udgangspunktet være, at det ikke var i strid med internationale forpligtelser at adskille parrene, også selv om de havde fælles børn.

Når børnefamilierne blev adskilt, lagde styrelsen f.eks. vægt på, som de skrev til Ombudsmanden, at der fortsat skulle være muligheder for »regelmæssig kontakt« mellem forældrene og børnene. Op til tre gange om ugen kunne parret få økonomisk støtte til at besøge hinanden, men kun i dagtimerne.

Ministeriet forklarede senere Ombudsmanden, at uanset den kategoriske affatning af pressemeddelelsen havde det hele tiden været »en klar forudsætning«, at det i visse tilfælde ville være i strid med Menneskerettighedskonventionen at adskille parrene, underforstået at så ville det ikke ske.

Men denne klare forudsætning, bemærker Ombudsmanden, har ikke efterladt sig skriftlige spor i det materiale, han har gennemgået.

I kraft af ministeriets forklaring må Ombudsmanden dog lægge til grund, at det ikke har været ministeriets hensigt at pålægge styrelsen en praksis, hvor de mindreårige uden konkret vurdering af omstændighederne blev adskilt fra deres ægtefælle eller samlever.

Efter Ombudsmandens indgriben besluttede styrelsen at revurdere samtlige sager, og i november var resultatet, at af de 23 par var otte igen indkvarteret sammen, mens 13 i mellemtiden ikke længere var mindreårige. Adskillelsen blev således kun opretholdt i to sager.

Går den, så går den ...

Selv om Ombudsmanden ikke nævner Inger Støjberg ved navn, er ministeren ikke selv i tvivl om, hvem den hårde kritik rettes imod.

Da udlændingeministeren i februar 2017 hørte, at Ombudsmanden agtede at kritisere hendes ministerium for en »særdeles kritisabel« fremgangsmåde i sagen om ‘barnebrude’, sagde hun dagen efter i Folketinget: »Det har jeg så fået et – hvad hedder sådan noget? – hak i tuden eller klip i øret for i går af Ombudsmanden, og det må jeg så leve med.«

»Umiddelbart er vurderingen, at vi er gået til kanten og jo endda også en tåspids over kanten – i hvert fald efter Ombudsmandens vurdering,« sagde hun.

Efter at have læst ombudsmandens endelige gennemgang har Michael Gøtze indtryk af »et meget mudret forløb helt uden for skiven« mellem ministeriet og Udlændingestyrelsen, som han udtrykker det.

»Der har været tale om et specielt forløb. Man kan bl.a. undre sig over, at ministeriet udsender en pressemeddelelse, som så ender som det juridiske grundlag for en praksisændring. Men denne del vælger Ombudsmanden at gå uden om.«

Selve juraen i sagen er elementær, mener han: Jurister kan ikke lave en regel om, at alle sager automatisk skal behandles med et på forhånd fastlagt resultat.

»Der har været en modvilje mod at indtænke elementær jura. Man får indtryk af, at formålet har været at trække tiden ud, for der har ikke været tvivl om, at Ombudsmanden ville lande på en kritisk udtalelse. Myndighederne kan have tænkt, at vi får nok kritik, men indtil den kommer, så gør vi sådan,« vurderer han og tilføjer:

»Der går angivelig lang tid, før embedsmændene begynder at få blik for, at der kan være et problem ved en kategorisk instruks. Det kan undre, fordi det i mine øjne er oplagt, at man ikke kan lave en automatisk regel, men derimod skal vurdere konkret, sag for sag.«