Baggrund
Læsetid: 4 min.

Tidligere politimand gennemhuller politiledelsens forklaring i Tibetsag

Ledelsen i Københavns Politi gav klare instrukser om, at den kinesiske præsident ikke måtte se demonstranter under sit besøg i Danmark i 2012. Det forklarede en tidligere politimand torsdag under en af de mest opsigtsvækkende afhøringer i Tibetkommissionen
En tidligere vicepolitikommissær leverede i går, torsdag, en af de mest afslørende og ’lige ud af posen’-afhøringer, Tibetkommissionen har hørt. Manden, Erik Jack Pedersen, forklarede, at vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen (billedet) instruerede de fremmødte betjente i, at de skulle gemme demonstranter af vejen, så den kinesiske præsident ikke kunne se dem. En forklaring, som er i direkte modstrid med den, som Hjelm Olsen gav for en måned siden.

En tidligere vicepolitikommissær leverede i går, torsdag, en af de mest afslørende og ’lige ud af posen’-afhøringer, Tibetkommissionen har hørt. Manden, Erik Jack Pedersen, forklarede, at vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen (billedet) instruerede de fremmødte betjente i, at de skulle gemme demonstranter af vejen, så den kinesiske præsident ikke kunne se dem. En forklaring, som er i direkte modstrid med den, som Hjelm Olsen gav for en måned siden.

Nanna Navntoft

Indland
3. marts 2017

TIBETKOMMISSIONEN DAG 20

Erik Jack Pedersen har ikke så mange striber på skulderen som mange af de andre politifolk, Tibetkommissionen har afhørt i de seneste måneder.

Til gengæld leverede den lavmælte tidligere vicepolitikommissær torsdag en af de mest afslørende og ’lige ud af posen’-afhøringer, kommissionen har hørt.

Den 12. juni 2012 deltog Erik Jack Pedersen i en briefing om et forestående statsbesøg fra den kinesiske præsident.

Briefingen fandt sted to dage inden besøget, i mødelokalet Gedestalden på Københavns Politigård, og blev forestået af vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen.

Erik Jack Pedersen forklarede, at Claus Hjelm Olsen instruerede de fremmødte betjente i, at de skulle gemme demonstranter af vejen, så præsidenten ikke kunne se dem.

En forklaring, som er i direkte modstrid med den, som Claus Hjelm Olsen gav for en måned siden.

Aldrig set før

Forud for briefingen i Gedestalden havde Politiets Efterretningstjeneste (PET) holdt en række møder med den kinesiske ambassade, hvor kineserne igen og igen havde bedt danskerne om at gøre, hvad de kunne for at forhindre demonstrationer under besøget.

PET afleverede en såkaldt trusselsvurdering til Københavns Politi, hvori der stod, at det var »afgørende« for kineserne, at deres præsident ikke »tabte ansigt« ved mødet med demonstrationer.

Selvsamme formulering fandt kort efter vej ind i politiets ordrer.

Erik Jack Pedersen læste både trusselsvurderingen og politiets ordrer forud for briefingen i Gedestalden. Han deltog på vegne af Rigspolitiet, som skulle bistå med at fordele mandskab og materiale under besøget.

Erik Jack Pedersen »studsede over« formuleringen om, at præsidenten ikke måtte »tabe ansigt«.

»Det har jeg aldrig set før,« sagde han til kommissionen.

»Det er jo ikke en trussel.«

Han studsede også over, at der i politiets ordrer stod, at eventuelle demonstranter ikke måtte være synlige fra præsidentens eskorte. En ordre, som formentlig er i strid med Grundloven.

Præsidenten skulle beskyttes

Under briefingen 12. juni var der en »atmosfære« af, at præsidenten skulle beskyttes fra at se demonstrationer, forklarede Erik Jack Pedersen.

»Det blev ikke sagt hvordan, men der var ingen tvivl om, at han skulle beskyttes.«

Claus Hjelm Olsen bragte ifølge Erik Jack Pedersens forklaring et problem på banen:

Der var planlagt en demonstration på Højbro Plads, som ville være synlig for præsidenten, når han kørte over Langebro og videre ind til Christiansborg.

Erik Jack Pedersen forklarede, at en gruppe indsatsledere begyndte at byde ind med ideer til, hvordan man kunne gemme demonstrationen af vejen, og at nogen på et tidspunkt foreslog, at politiet kunne køre to mandskabsbusser ind foran demonstranterne, lige inden præsidenten ankom, og dermed skjule dem.

Det blev besluttet, og »formålet var, at præsidenten ikke skulle se, hvad der foregik bag køretøjerne«, husker Erik Jack Pedersen.

I modsætning til stort set alle andre afhørte i sagen var Erik Jack Pedersen indkaldt som vidne og havde derfor pligt til at svare sandt på kommissionens spørgsmål. Han er desuden ikke længere ansat i politiet og må derfor antages at kunne udtale sig mere frit end sine tidligere kolleger.

PET var med

Erik Jack Pedersens forklaring er i direkte modstrid med, hvad Claus Hjelm Olsen har forklaret kommissionen om sin egen briefing. Claus Hjelm Olsen har forklaret, at han nævnte kinesernes bekymring for demonstrationer under briefingen – men kun for at undgå misforståelser.

»Jeg kan huske, at jeg sagde, at kineserne har ét syn på demokrati, men vi kører efter vores regler,« sagde Claus Hjelm Olsen under sin afhøring.

Han huskede ikke andre detaljer fra sin briefing, men sagde, at det var det sidste, der blev sagt om trusselsvurderingen fra PET.

Erik Jack Pedersen forklarede omvendt, at der var en medarbejder fra PET til stede ved briefingen, som minutiøst gennemgik PET’s trusselsvurdering, og hvordan politiet skulle forstå den.

»Som jeg husker det, var det meget afgørende, at den kinesiske præsident ikke blev udsat for noget negativt,« sagde Erik Jack Pedersen om PET-mandens redegørelse.

Han husker ikke, at der blev talt om, at politiet skulle konfiskere tibetanske flag, hvilket også skete under besøget.

Erik Jack Pedersen forklarede kommissionen, at han delte sin undren over politiets ordrer med sin overordnede i Rigspolitiet, men at han ikke foretog sig yderligere.

Da den kinesiske præsident tre dage efter briefingen kørte over Langebro, kørte politiet ikke to busser, men fire golfvogne ind foran den planlagte demonstration på Højbro Plads.

Politiledelsen har forklaret, at det skete for at forhindre demonstranter i at løbe frem mod kortegen, men det er senere blevet afvist af en af de betjente, der kørte den ene vogn.

Ikke normalt

Torsdag havde kommissionen også indkaldt politikommissær Claus Rønnegaard fra Københavns Politi til afhøring. Også han var indkaldt under vidneansvar.

Han havde i 2012 fået til opgave at være indsatsleder under besøget, men blev tidligt i forløbet flyttet til en anden opgave.

Derfor var han kun med til et enkelt møde om forberedelsen af besøget, hvor politiet drøftede sikkerheden med en eller to medarbejdere fra PET.

Ligesom Erik Jack Pedersen undrede han sig over, hvorfor PET fortalte, at kineserne frygtede at »tabe ansigt«.

»Jeg sidder og tænker, ’ja, det er fint nok, det er der sikkert så mange, der gør. Men det har ikke noget med en trusselsvurdering at gøre’,« sagde han.

Han anså det heller ikke for at være normalt, da han senere fandt ud af, at der stod i politiets ordrer, at demonstranter ikke måtte være synlige.

»Det har jeg aldrig set før.«

Ingen hokus pokus

Et gennemgående spørgsmål i afhøringerne har været, hvorfor PET delte oplysningerne om kinesernes frygt for at tabe ansigt med Københavns Politi, hvis ikke det havde nogen sikkerhedsmæssig relevans.

En PET-medarbejder, der går under kodenavnet 0766, forklarede torsdag kommissionen, at det var for at orientere politiet bedst muligt om den opgave, de stod over for, men at PET ikke havde nogen forventninger til, hvad politiet ville stille op med oplysningerne.

»Større hokus pokus er der sådan set ikke i det,« forklarede han.

Fredag afhører kommissionen blandt andet hofmarskal Ove Ullerup.

Serie

Tibetsagen

Under et kinesisk statsbesøg i 2012 blev fredelige demonstranter gemt væk af politiet og fik konfiskeret deres tibetflag – i strid med Grundloven.

Hvorfor skete det? Hvem gav ordren? Og hvordan kunne det ske igen under et nyt besøg i 2013?

Det og meget mere skulle Tibetkommissionen give svar på gennem nærlæsning af 50.000 dokumenter og afhøring af flere end 60 politifolk, embedsmænd og tidligere ministre. Kommissionens rapport blev publiceret i december 2017.

I juni 2018 blev regeringen og oppositionen enige om at genåbne kommissionen for at undersøge mails, som ikke er blevet udleveret til Tibetkommissionen i første omgang.

Seneste artikler

  • Gamle magnetbånd viste sig at gemme på opsigtsvækkende mails i Tibetsagen

    24. april 2021
    I et retslokale på Frederiksberg fortsætter Tibetkommission II sine bestræbelser på at finde forklaringen på politiets lovstridige håndtering af demonstranter under ministerbesøg fra Kina. For nylig har kommissionen fået adgang til hidtil ukendte mails gendannet fra magnetbånd fundet i en affaldscontainer i Udenrigsministeriet
  • Pensioneret politimand retter pilen mod sin gamle chef i Tibetsagen

    5. december 2018
    Tidligere chefpolitiinspektør Kai Vittrup har benægtet, at han har sørget for at gemme demonstranter af vejen under kinesiske besøg. Men tirsdag blev han modsagt af en pensioneret vicepolitiinspektør, der vidnede for Tibetkommissionen. Ifølge hans forklaring var det netop Kai Vittrup, der videreformidlede kinesernes ønsker
  • Politiet slår tilbage – den nye Tibetkommission kommer flyvende fra start

    29. november 2018
    Allerede på første afhøringsdag i den gennedsatte Tibetkommission kom flere opsigtsvækkende oplysninger frem. Flere politifolk trækker nu PET og Udenrigsministeriet dybere ind i sagen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Sebastian Abrahamsen

Det skriger til Himlen, at Politiet er fuld af løgn.
Jo højere på strå - jo mere fuld af løgn.

Det handler kun om at slippe udenom at skulle tage ansvar.

Carsten Wienholtz, Trond Meiring, Janus Agerbo, Kim Houmøller, Egon Stich og John S. Hansen anbefalede denne kommentar
charlie white

Retssystemet er en farce, og befolkningen bliver igen holdt for nar af en herskende klasse.

Trond Meiring, Janus Agerbo, Kim Houmøller, Søren Roepstorff, Egon Stich og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Politiet er både korrupt og fuld af løgn. Trist men sandt!

Trøst kan imidlertid findes i det faktum, at retssystemet ser ud til at fungere i dette tilfælde, dog med en vel rigelig forsinkelse.

René Arestrup

Det mest beskæmmende i denne sag er, at der tilsyneladende sidder højt placerede mennesker i statsapparatet - politiet og/eller andre steder - som er parate til at træde grundlæggende demokratiske rettigheder under fode i bestræbelserne på at nå bestemte mål. Dernæst er det mindst lige så beskæmmende, at det rent faktisk er muligt at gennemføre en aktion, der er så åbenlys i strid med grundlovens bestemmelser, uden at nogle reflekterer over det, protesterer og/eller nægter at følge en åbenlys ulovlig ordre. Perspektiverne er ærlig talt en smule foruroligende.

Oluf Husted, Egon Stich, Tue Romanow, Kim Houmøller, Jan Pedersen, charlie white, Flemming Berger, Carsten Wienholtz, Hans Larsen, Janus Agerbo, Holger Madsen, Per Meinertsen, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
René Arestrup

I fald det ikke allerede er en del af pensum, vil jeg foreslå - nej,vel nærmest insistere på - at fremtidens politi-elever får en grundig indføring i forfatningsret!

Flemming Berger, Janus Agerbo og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

Nu er der jo gang i en politikadetuddannelse på 6mdr med efterfølgende ret til at bære skarpladt våben og iøvrigt udføre forskellige politiopgaver, så hvad siger det om det forventede fremtidige uddannelsesniveau på gulvet

Egon Stich, Kim Houmøller og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar