Læsetid: 5 min.

Aktivist: Den yderste venstrefløjs største kamp er mod antiislamisme

På arbejdernes kampdag marcherer aktivister på den yderste venstrefløj mod kapitalisme, fascisme og asylsystemet. Islamkritiske demonstrationer og bevægelser har de seneste år rusket op i miljøet, der ellers har lidt under manglende engagement siden masseanholdelserne ved COP15, fortæller venstrefløjsaktivist gennem 15 år
Gennem 15 år har Andreas Grarup Nielsen været aktivist på venstrefløjen. Efter COP15 i 2009 oplevede han en vigende tilslutning, men den udvikling er i dag ved at vende, fortæller han.

Gennem 15 år har Andreas Grarup Nielsen været aktivist på venstrefløjen. Efter COP15 i 2009 oplevede han en vigende tilslutning, men den udvikling er i dag ved at vende, fortæller han.

Sille Veilmark

1. maj 2017

Med ordene »Magthaverne forsøger at splitte os for at bevare deres egen magt,« inviterer en bred vifte af venstreorienterede grupper som Revolutionære Antifascister, Basta og Antifascistiske Unge til antikapitalistisk 1. maj. Der kaldes til march gennem Københavns gader mod Fælledparken, hvor talere fra miljøet vil fortælle om deres kamp mod fascisme og kapitalisme.

Det antifascistiske optog er en fast tradition for den yderste venstrefløj, og folkemængden vil som sædvanligt blive ført an af en lastbil, der spiller musik. I år er det den 32-årige aktivist Andreas Grarup Nielsen, der skal køre ’demovognen’.

Han er blandt andet medlem i aktivistgruppen Basta, der kæmper mod undertrykkelse af minoriteter, og har i over 15 år været en del af miljøet på den yderste venstrefløj. Et miljø, der de seneste ti år har været forbundet med landets største gadeoptøjer i samme periode.

Murersvend og tillidsmand Louis Jacobsen har sammen med Information været til stor globaliseringskonference hos Dansk Erhverv. ’Den tiltro – at når vi øger produktiviteten og skaber noget mere sammen, så får vi alle sammen noget ud af det – den tiltro er væk. Det gælder på tværs af det politiske spektrum. Den følelse møder jeg både hos Enhedslisten-vælgeren og den mest hardcore DF’er,’ siger han.
Læs også

Han havde en aktiv rolle under demonstrationerne mod lukningen af Ungdomshuset i 2007, og han var ligeledes arrangør og koordinator på aktioner med civil ulydighed ved klimatopmødet COP15 i København i 2009.

Op til dagens 1. maj-forberedelser fortæller han om et aktivistmiljø, der efter anholdelser i hundredvis ved klimatopmødet oplevede et fald i tilslutningen, men som nu efter et generationsskifte blomstrer igen med hovedfokus på at protestere mod ’fremmedhad’ og den islamkritiske forening For Friheds månedlige optog.

»COP15 var ikke den største succes og udmattede miljøet ret meget. Det at blive knust i dén grad udmattede meget af den brede, civile ulydighedsbevægelse i Norden. Folk blev arresteret i store mængder, og der kom ingen positive resultater ud af det. Det lykkedes os ikke at få lagt pres på politikerne. Jeg tror, at man især i årene fra 2010 til 2012 kunne mærke, at der manglede at komme nye kræfter. Men de er begyndt at komme nu,« siger Andreas Grarup Nielsen.

I begyndelsen af 2015 spredte den tyske islamkritiske bevægelse Pegida sig til Danmark, hvilket fik aktivisterne på den yderste venstrefløj til at gå på gaden. En ny generation af aktivister stod klar, og de prioriterer modstanden mod islamkritiske bevægelser højt.

Da For Frihed demonstrerede i begyndelsen af december til fordel for julepynt på Nørrebro, anholdt Københavns Politi 11 personer i forbindelse med en moddemonstration.
Læs også

»Der blev mødt meget bredt op med modstand. Pegida var utrolig ambitiøst, og i begyndelsen ville de demonstrere hver mandag. Og der mobiliserede vi rigtig bredt. Omkring 1.000 fra vores side mod 100 fra Pegida,« siger Andreas Grarup Nielsen.

Pegidas demonstrationer gik ned i frekvens til en gang månedligt, og da stifterne af den danske fraktion forlod foreningen, blev navnet skiftet til For Frihed. Begge fløjes demonstrationer fortsætter stadig i dag.

Blokerer For Frihed

Information har tidligere beskrevet, hvordan den yderste venstrefløjs modstand mod For Friheds demonstrationer koster politiet millioner af kroner i beskyttelse af foreningens optog. Politiet betragter nemlig moddemonstranterne fra venstrefløjen som en alvorlig trussel mod For Friheds demonstrationsfrihed.

I december 2016 havde For Frihed planlagt et ’juleoptog’ op ad Nørrebrogade i København, men da foreningen ville krydse Dronning Louises Bro mellem Indre By og Nørrebro, blev de mødt af bål og barrikader, og politiet meldte om 11 anholdte. På Facebook skrev arrangørgruppen NoPegidaDK efterfølgende:  »Godt kæmpet i dag! Vi beviste i dag, at racister ikke er velkomne på Nørrebro.« Suppleret af et billede af barrikaderne og demonstranter.

Selv om Andreas Grarup Nielsen ikke vil forsvare hærværk, og at han ifølge eget udsagn er uenig i metoden brugt på Dronning Louises Bro, så erkender han dog, at det er hans og aktivisternes mål fysisk at forhindre For Friheds demonstrationer. Han understreger dog, at han udtaler sig som enkeltperson og ikke på vegne af en gruppe.

»Den klare retningslinje, uden at det er blevet koordineret mere grundigt, det er, at der skal være civil ulydighed, hvor de skal prøve at blokere dem, uden at det skal komme til vold og slet ikke militans,« siger han.

Det er en fast taktik for de moddemonstranter, der udøver civil ulydighed, at de forsøger at komme forbi politiet og stille sig i vejen for For Frihed, så de ikke kan gå deres planlagte rute. Dermed kan aktivisterne omringe For Frihed, forklarer Andreas Grarup Nielsen.

Lad det være vores 1. maj-forsæt at vende udviklingen og bekæmpe den voksende ulighed, skriver Helga Mathiassen
Læs også

– Hvad er hensigten med at blokere dem?

»At de ikke skal få lov til at udbrede deres budskab til alt og alle. De skal have lov til at mene, hvad de vil mene, og sige hvad de vil sige, men de behøver ikke få hele byen som forum.«

– Men du siger, at de skal have lov til at mene, hvad de vil mene og sige, hvad de vil sige. Alligevel forsøger i aktivt at modarbejde dem – hvordan hænger det sammen?

»Det synes jeg hænger fint sammen i et demokrati, at man aktivt prøver at modarbejde dem, man er uenige med.«

Demokratiet lider ikke skade, mener han, mens han holder fast på, at hans politiske modstanderes grundlovssikrede rettigheder som forsamlings- og ytringsfrihed stadig bevares.

– Men I forsøger aktivt at modarbejde deres forsamlinger?

»Ja, ja, det er korrekt. Deres budskab og udbredelsen af deres budskab. Hvor meget de skal have lov til.«

– Er det ikke antidemokratisk?

»Det synes jeg ikke, det er. Jeg synes, det er demokratisk.«

Hvordan ville den internationale arbejderbevægelses revolutionære kampsang, ’Internationale’, lyde, hvis den skulle flugte med nutidig dansk venstrefløjspolitik? Vi har givet vores bud på en ny sang og samtidig bedt venstrefløjens repræsentanter om at anmelde den
Læs også

– Hvordan er det demokratisk at prøve at forhindre holdninger, man er uenige i?

»Jeg er uenig i, at vi prøver at forhindre dem. Hvis vi gik ud og brugte vold eller militans til det, så kunne jeg godt være enig med dig. At vi så prøver at lukke munden på dem. Men det gør NoPegida ikke. Det gør vi ikke. I stedet bruger vi vores egen ytringsfrihed og vores egen demonstrationsret til at præsentere vores side af sagen.«

– Men gælder demonstrationsretten også retten til at forhindre andre demonstrationer i at bevæge sig frit op ad en gade?

»Det er så der, at den civile ulydighed kommer ind, for det mener politiet jo ikke, at den gør.«

Grunden til, at demonstrationer og aktivisme er så vigtigt for Andreas Grarup Nielsen, er ifølge ham selv den højredrejning og det stigende fremmedhad, han mener spirer frem i Europa. Han vil ikke se stiltiende til, og det er blandt andet også det, som marchen den 1. maj handler om. At mobilisere modstand.

»Det er vigtigt at vise en folkelig modstand mod, hvad der for mig virker som fascisme. En totalitær ideologi fulgt op af lysten til at bruge vold og magt. Og der kan man sige, at historisk er det altid de ekstreme højrebevægelser, der ikke er blevet modarbejderet, der har vundet mest popularitet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rend & Hop, sikke en forfejlet shitty overskrift: anti- islamisme. Hvorfor ikke anti-kristendom, eller Juden-Frei Europa... European working classes must recognize the very fact: The Party is Over !!!
Certainly they can follow the example of their past-fellow Nazi Citizens by very scientific steps of extermination towards a Final Solution. Nope, as Lenin stated: Imperialism is the Final Stage of Capitalism. Save your selves or else your asses while time is...

Ole Vedel Villumsen

Jeg forstår heller ikke hvad ordet „antiislamisme“ laver i overskriften. Jeg læser ikke noget om antiislamisme i artiklen.

odd bjertnes

Udtrykkeligt at prioritere at stå vagt om den præhistoriske fundamentalisme, som vi
noemalt kalder 'gammeltestamentelighed' er vel en ærlig sag, men er den jer gennemtænkt ? At det overhovedet kan betegnes som en ´slags venstrefløjssag overhovedet undrer mange, undertegnede inkluderet. Det er for irrationelt til at være egentlig 'venstreorienteret', så er det sagt. Jehovas Vidner er ikke 'venstreorienterede' heller.

Anders Jensen

15 år som aktivist. Det står flot på CV'et.
Tænker at han forhåbentligt også har professionel erhvervserfaring...???
Nå, men vi skal altså bare åbne slusserne uagtet konsekvensen, og dem som ikke er enige i globalisering og uhæmmet indvandring er så den største trussel han kan finde.
Det er derfor man ikke skal lade børn få ordet i planum. De aner ikke hvad de snakker om, de leger at de ved det!

Christian Larsen, Søren Ferling og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Peter Hansen

Hvis der er noget der ikke er venstreorienteret, så er det vel islamismen, og den vil man så støtte op om og forsvare?

Jeg synes man skulle prøve at studere islamismens historie, lige fra samarbejdet med Hitler til i dag..

Christian Larsen, Hans Aagaard og Michael Hullevad anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Civil ulydighed er venstrefløjens svar på det småborgerlige opvigleri.

Randi Christiansen, Anders Jensen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

Jeg er (selvfølgelig) enig med de andre kommentarer i at islamisme umuligt kan siges at være venstreorienteret.
Hvad jeg dog mener, de overser eller glemmer, er at denne yderste venstrefløj har indskrevet ulandsbefolkningerne i klassekampen som 'denne verdens proletarer' og os selv som 'denne verdens kapitalister'.
Maksimal indvandring er derfor en uundværlig del af dette revolutionære projekt, hvor vi skal erstattes af mennesker, der ifølge denne fløj er bedre end os og har mere ret end os.
Man skal huske at supremacisme er en integreret del af al revolutionær ideologi og at det i dagens situation har medført en ellers fortidig hudfarveracisme på den yderste venstrefløj.

Else Marie Arevad

Min fjendes fjende er min ven. Højrefløjen er mod indvandring og islam, derforfor er venstrefløjen for indvandring og islam.

Lasse Thorfinn Jagd

Uanset hvilken fløj man så måtte identificere sig med, ligger den store politiske udfordring i at få fokus på nuancerne. Bare fordi man ikke er med, er man ikke nødvendigvis imod. Vi bærer alle et ansvar for ikke at polarisere debatten, og slynge om os med stråmandsargumenter. Et demokrati indebærer et folkeligt ansvar for alle de organer der påvirker samfundet, dvs. partier, medier, foreninger osv. "Men hvad kan jeg gøre. Jeg kan da ikke ændre noget".... Måske. Men du kunne jo starte med at lære dine børn hvad det vil sige at tage ansvar. At søge løsninger i stedet for konflikter. Samle de værktøjer der skal bruges til at bygge et velfærdssamfund. Lære om assertiv kommunikation osv. osv. osv.
Jeg håber at jeg en dag bliver god til at sætte ting i gang, i stedet for bare at brokke mig over diverse dysfunktionelle offentlige instanser, som en anden bodegaparlamentariker. Det er dog desværre et yndet emne, hvis man ikke ser X-factor.

Peter Hansen, Anders Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

@ Else Marie - så kort kan man også sige det - og henvisninger til erfaringen fra Teheran i 1979 preller af som vand på en gås. Seriøst destruktive folk...