Nyhed
Læsetid: 8 min.

Alternativet vil være grønne – men deres stemmer er røde

To års afstemninger i Folketinget viser, at Alternativet er enige med de røde partier om det meste. Alligevel vil de ikke kaldes røde, men grønne. Deres politiske ordfører erkender, at det kan være svært at se, hvordan de adskiller sig fra de røde, hvis man kun ser på stemmerne. Men der er meget andet, man også bør se på, mener han
Rasmus Nordqvist og Alternativet proklamerede i januar, at partiet ikke længere ønsker at blive omtalt som en del af rød blok. Hvis de skal placeres i en boks, skal den i stedet være grøn. Men når man ser på, hvor partiet stemmer, er partiet stadigvæk knaldrødt.

Rasmus Nordqvist og Alternativet proklamerede i januar, at partiet ikke længere ønsker at blive omtalt som en del af rød blok. Hvis de skal placeres i en boks, skal den i stedet være grøn. Men når man ser på, hvor partiet stemmer, er partiet stadigvæk knaldrødt.

Peter Hove Olesen

Indland
11. april 2017

Alternativet er ikke et rødt parti. Det er heller ikke et blåt parti. Det er et grønt parti.

Det slog Alternativet fast i januar, da partiet sendte en mail rundt til landets medier, hvori der stod, at det for nylig havde »genbekræftet sin position som grøn – og dermed hverken rød eller blå«.

Partiet ville derfor »værdsætte«, hvis medierne holdt op med at omtale Alternativet som »en del af ’rød blok’ eller ’de røde partier’«.

Men ser man på, hvordan Alternativet stemmer i Folketinget, er det svært at få øje på, hvordan partiet adskiller sig fra partier som Enhedslisten og SF. Også på det grønne område.

Information har regnet ud, hvor tit Alternativet stemmer med hver enkelt af de øvrige partier i Folketinget. Tallene omfatter 849 afstemninger fra valget i 2015 til april 2017.

I 83 procent af afstemningerne har Alternativet stemt sammen med Enhedslisten, og i 82 procent af tilfældene sammen med SF. Partiet stemmer sammen med enten Enhedslisten eller SF i 92 procent af alle afstemninger.

Alternativet er mere rød end blå og grøn

  • Prikkerne ovenfor viser, hvor tit Alternativet stemmer alene med rød og blå blok, og hvor tit de stemmer alene (markeret med grønt).
  • Opgørelsen ovenfor handler om 140 afstemninger ud af 849. Ved de resterende 709 afstemninger har der altså været blandede flertal på tværs af blokkene.

Zoomer man ind på de afstemninger, der drejer sig om Miljø- og Fødevareministeriet, viser det sig, at Alternativet i 97 procent af afstemningerne har stemt det samme som enten Enhedslisten eller SF.

På Energi-, Forsynings- og Klimaministeriets område er Alternativet enig med Enhedslisten eller SF i 87 procent af afstemningerne.

Sjældent alene

Der er ingen politikområder, hvor Alternativet stemmer mere sammen med de blå partier end med de røde.

Alternativet har stemt sammen med rød blok uden nogen blå partier 131 gange svarende til 15 procent. Omvendt har partiet kun stemt sammen med blå blok uden de røde partier to gange, svarende til 0,2 procent af afstemningerne.

Det kunne selvfølgelig være, at Alternativet i nogle tilfælde var så alene med sin særlige grønne dagsorden og derfor var i opposition til både de røde og grønne partier. Men det er der ikke meget, der tyder på, når man ser på afstemningerne i Folketinget.

Kun syv gange på to år har Alternativet stået alene mod resten af et samlet folketing. For eksempel var Alternativet det eneste parti, der sidste år stemte imod ophævelsen af en støtteordning til solcelleanlæg.

Resten af de syv tilfælde dækker over afstemninger, der ikke umiddelbart kan siges at være særligt grønne. Blandt andet en antimobbestrategi i skoler og skærpelse af straffen for voldtægt, hvilket partiet i begge tilfælde var imod.

Hvor ofte stemmer Alternativet som de andre partier?

  • Søjlerne viser, hvor tit Alternativet stemmer det samme som Folketingets øvrige partier. De stemmer mest sammen med Enhedslisten og mindst sammen med Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti og Enhedslisten har begge stået alene mod resten af et enigt folketing i 38 tilfælde i samme periode, mens Liberal Alliance har gjort det 14 gange – inden partiet kom i regering.

Stadig ikke røde

Alternativet står altså kun sjældent alene og læner sig i langt de fleste tilfælde op ad de røde partier. Giver det stadig mening at sige, at Alternativet ikke er et rødt parti?

Ja, mener partiets politiske ordfører Rasmus Nordqvist.

– Hvordan kan man se, at I er et grønt og ikke et rødt parti?

»Det kan man først og fremmest ved, at den grønne dagsorden er fuldstændig primær for os. Vi siger ikke, at der er andre ting, der overskygger det grønne,« siger han.

– Det samme kan man vel sige om nogle af de røde partier – har de ikke en klimadagsorden, som I er rimeligt enige i?

»Nogle af dem, jo. Til tider. Nogle af dem er så også gået med til at afskaffe PSO-afgiften, til at lave en nordsøaftale og til at afskaffe støtten til udnyttelse af solenergi.«

– Kan du nævne et politikområde, hvor den grønne position, som hverken er rød eller blå, kommer særligt til udtryk, og hvor I er uenige med de røde?

»Vi havde en sag i sidste uge om hele den her indsats mod mobning, hvor vi stemte alene.«

– Det handler om mobning – det er vel ikke en grøn dagsorden?

»Nej, men det er også et sted, hvor vi mener, at der skal nogle andre redskaber til, fordi vi ikke tror på, at alt skal styres centralt. Det er også en del af vores politik, hvor vi ikke nødvendigvis er enige.«

Mange nuancer

Rasmus Nordqvist er ikke overrasket over, at Alternativet ofte stemmer sammen med Enhedslisten og SF. De er alle tre små oppositionspartier, der sjældent er med til forhandlinger og derfor stemmer imod mange af de samme ting.

Alligevel mener han, at det vil være forkert at se Alternativet som et rødt parti. Han foretrækker at gå til det politiske arbejde på en måde som er nytænkende og »ikke ideologisk«.

»Vi skal ikke se tingene med socialistiske briller eller liberale briller, men gå ind i de dagsordener, der er, og finde nye svar på spørgsmålene.«

»Også når vi snakker om en bæredygtig omstilling, Nogle gange må vi altså lade miljøet gå forud for alt andet.«

– Du siger, at man hverken skal se på klima eller miljø med socialistiske briller. Men hvordan er jeres holdning til det grønne område anderledes fra de socialistiske partiers?

»Nogle partier har for eksempel forsvaret Nordsø-aftalen med, at den skaber arbejdspladser (både SF og S har brugt dette argument, selv om de begge har været mere optaget af den øgede skatteindtjening, som aftalen ventes at føre til, red.). Der siger vi bare nej. Det er ikke godt nok. Vi kan skabe arbejdspladser på andre måder end ved at udnytte fossile brændsler.«

– Men Enhedslisten har sagt nogenlunde det samme …

»Ja, i forhold til den aftale. Men i forhold til afstemningen om støtte til solceller stod Enhedslisten anderledes eksempelvis.«

– I har stået alene i Folketinget syv gange siden 2015. Det er relativt få gange. Hvorfor står I ikke oftere alene, hvis I har en særlig position, som er anderledes fra både den røde og den blå?

»Fordi der er mange nuancer, som ikke nødvendigvis er med, når du ser på en stemmeliste. Vi er ikke et udslagsgivende parti.«

Svært at se

– Jeg har stadig svært ved at se præcis, hvor I adskiller jer fra de røde partier på den grønne dagsorden. Hvor kan man se det – bortset fra Nordsø-aftalen?

»Se for eksempel på erhvervsliv og iværksætteri. Den iværksætterpakke, vi kom med sidste år, er et meget konkret politisk udspil, som ikke var set før, og som netop kunne noget ret interessant, fordi det kunne finde opbakning på kryds og tværs.«

»Det er en meget vigtig dagsorden for os, at det ikke kun er staten der driver den grønne omstilling. Det gør erhvervsliv og civilsamfund også.«

Alternativet har en vision for velfærdssamfundet »version 2.0«, som partiet ifølge Rasmus Nordqvist også står alene med, og som de vil bruge til at påvirke de andre partier med.

– Kan man lidt firkantet sige det sådan, at jeres særlige grønne position tit ender med at handle mest om, hvordan I taler om tingene, mens det i praksis ikke rigtig kan ses, at I er grønne frem for røde?

»Man kan sagtens dykke ned i andet end stemmetal, også i forhold til praktisk politik. Men det er klart, at hvis man ser på stemmelister i et folketing, der er sammensat, som det er, kan det måske til tider være sværere at se.«

Flytter dagsordenen

Det er for unuanceret kun at se på partiets stemmer i Folketinget, mener Rasmus Nordqvist. I stedet bør man også se på, hvilke intentioner og visioner der ligger bag stemmerne. For eksempel ved at læse partiets grønne forslag eller se på de grønne bevægelser rundt om i landet, som er spiret frem i takt med Alternativet.

»Politik er ikke kun, hvordan man stemmer i Folketinget,« siger han.

Partiet har også et politisk program, hvoraf en stor del er helliget det grønne område. Det bør man også have med, når man vurderer, om Alternativet er et »grønt« parti, mener Rasmus Nordqvist.

»Så jeg synes, det er en delanalyse, man kan lave ud fra de tal, som du sidder med.«

– Selvfølgelig skal man også se på jeres politiske program og på, hvad jeres ønskescenarie er. Men realiteten er så, at det er svært for jer at komme igennem med de ting?

»Ja, vi er et oppositionsparti med 10 mandater. Og derfor er det at lave politik for sådan nogle som os også at være med til at rejse en dagsorden og være med til at flytte en dagsorden på sigt. Og det er ikke gjort over night

– Og du er helt sikker på, at I ikke er et rødt parti?

»Ja, jeg er helt sikker på, at vi er lige der, hvor vi gerne vil være som et grønt parti, der hedder Alternativet.«

Grønne forslag 

Efter interviewet sender Alternativets pressechef en række eksempler på partiets grønne profil. For eksempel Alternativets finanslovsudspil fra foråret, som skulle afsætte 28 mia. kr. til det grønne område, debatten om nedsat kødforbrug, og en undersøgelse fra Altinget, der viser, at 26 procent af vælgerne mener, at Alternativet er landets grønneste parti.

Derudover stiller Alternativet ifølge pressechefen »en lang række« beslutningsforslag på det grønne område.

Alternativet har stillet eller været med til at stille 64 beslutningsforslag siden valget i 2015. 13 af dem vedrører enten Energi-, Forsynings-, og Klimaudvalget eller Miljø- og Fødevareudvalget. Heraf er tre blevet stillet i samarbejde med SF eller Enhedslisten, mens et enkelt er stillet sammen med LA. Ni af dem har Alternativet stillet alene.

Til sammenligning har Enhedslisten og SF stillet eller været med til at stille henholdsvis 29 og 11 beslutningsforslag inden for de samme to områder.

Så tit stemmer Alternativet med de røde partier

  • Alternativet stemmer det samme som enten Enhedslisten eller SF 92 procent af tiden. Opgørelsen er baseret på de 849 afstemninger, der har været i Folketinget siden valget i 2015.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Sørensen

Alternativet burde gøre mere for at bevidstgøre sine vælgere om politik og den politiske procces. Enhver kan komme og sige at man er grøn og stort set alle folketingets partier siger de er grønne... alternativet kan let risikere at folk kun husker dem for, at de er dem der er mest påståelige om, at de er grønne - og det er ikke særligt smart.

Alvin Jensen, kjeld jensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Sven Christensen

Grønt er grønt, men ikke uden sammenhæng med de økonomiske og sociale balancer i vores samfund.

Der er intet underligt i at Alternativet på mange væsentlige områder er enige med den røde side. Der er ganske enkelt ikke grundlag for en grøn udvikling, når den blå side insisterer på fortsat udsalg af vores kollektive interesser til kapitalfonde i skattely eller andre internationale kapitalinteresser, og stadigt søger at øge de økonomiske og sociale skel i vores samfund.

Der er ikke grundlag for en afbalancering af miljøet, økonomien samt de sociale og beskæftigelsesmæssige forhold, når et flertal, ofte inklusive den røde side, insisterer på en enkeltsagsfokuseret, kasseorienteret, og regelstyret klienthåndtering af vores medborgerne.

Alternativets økonomiske tænkning er ikke ny. I Danmark er den faktisk grundlaget for vores eksistens som nation. Vi er nødt at tænke de sociale og miljømæssige konsekvenser af vores økonomiske beslutninger med i vores lovgivning. Vi er nødt til på samme vis, at tænke økonomiske og sociale konsekvenser med i vores miljøpolitik. Etc. etc.

Vi har gjort det før og vi kan gøre det igen. Dalgas sagde, hvad udad tabes skal indad vindes. Og som nation kunne vi godt. Det kan vi stadig, men vi skal turde gøre op med kassetænkning, enkeltsagsstyring og kortsigtede særinteresser. Herunder ikke mindst fordomme overfor andre af vores landsmænd m/k, uanset indkomst, herkomst, uddannelse, status osv.

Flemming Berger, Henrik L Nielsen, Torben K L Jensen, Jens Thaarup Nyberg, Randi Christiansen, June Beltoft, Mette Poulsen, Poul Sørensen, Niels Duus Nielsen og Sven-Åge Westphalen anbefalede denne kommentar
Sven Christensen

@Leo Nygaard

Sjovt nok kan det godt lade sig gøre at overtale de blå på de lokalpolitiske niveauer, hvor de er langt mere praktisk orienterede end i folketinget.

Men landspolitisk vil de blå hellere holde lagkagefester og jokke med stilethælene på de grupper i samfundet, som skal med i vores fælles økonomiske, sociale og miljømæssige udvikling, end samarbejde konstruktivt om vores fælles interesser.

Randi Christiansen, Jens Thaarup Nyberg, June Beltoft, Alvin Jensen, Niels Duus Nielsen og Egon Stich anbefalede denne kommentar

"Ergo er morlille en sten".

Måske stemmer man ofte sammen med andre partier, fordi de også er grønne. Det bliver man ikke nødvendig vis rød af. Man kan nok også sige, at der ikke kommer meget grøn politik fra blå-sort side. Det er heller ikke det samme som at grønt er lig med rødt.

Jeg vil anbefale at man slår ordet syllogisme op. Eller ser Erasmus Montanus...

Henrik L Nielsen, Carsten Wienholtz, Mette Poulsen, Poul Sørensen, jens jacob jul christensen, Niels Duus Nielsen, Sven-Åge Westphalen, P.G. Olsen og Kirsten Lindemark anbefalede denne kommentar

Politiske opfattelser bølger og skvulper gennem Europa. Og gennem de sidste 15-20 år har disse bølger ført liberale forskellige tankegange frem i de politiske fora.

Se blot på EU, der i høj grad afspejler de europæiske regeringslederes skiftende opfattelser. Der er ikke blot en tidsperiode mellem f.eks. Jacques Delors og Jean-Claude Juncker, der begge var/er ansat af EU-landenes regeringsledere, der er simpelt hen en hel verden til forskel få deres politiske opfattelser og menneskesyn.

Jeg er ikke vælger i Danmark - eller noget andet land, og jeg kender ikke meget til Alternativets partiprogram. Men trenden "bølger og skvulper" videre, og uanset hvad de i øvrigt kalder sig, så er det faktisk de "grønne partier", der er vindere af vælgernes stemmer i disse år. Og det er valget i Finland faktisk det seneste eksempel på.

Til gengæld er der også ret tætte relationer mellem grønne og røde politisk opfattelse i disse partier
Det interessante. Så Europa er igen på vej til at blive politisk forandret.

Torben K L Jensen

"Det er lige meget hvilen farve katten har - hvis bare den fanger mus"
Deng Zhiao Peng.

Flemming Berger, Alvin Jensen, Niels Duus Nielsen og Henrik Bjerre anbefalede denne kommentar
Henrik Bjerre

Torben K L Jensen

Jeg læser at du opfatter Alternativet som en slags nutidens maoister, hvor "den grønne ånd og landsbyen" som ideologi er tilstrækkelig i sig selv, og her følger du så i Deng Zhiao Peng´s fodspor og gør opmærksom på, at der skal skabes håndgribelige resultater?

Hvis det er tilfældet er jeg meget enig, Alternativets folk er udmærkede men de burde forsørge sig selv igennem deres eget iværksætteri ude på landet og i skovene i stedet for at forbruge offentlige midler på cafeerne i København og Århus. I Folketinget har de intet at gøre.

Alternativets politik svigter klimaet.
Mennesker belaster klimaet. Jo flere mennesker – jo værre bliver det.
Det nytter ikke, blot at sende flere ulandspenge efter dårlige, tværtimod. Hidtil har det blot gjort problemet større.
Kun Kinas 1 barns politik har vist effektive resultater. Al bistandshjælp skal derfor gøres betinget af en effektiv familieplanlægning, fri adgang til prævention, abort og sterilisation.

Alternativet er blot endnu et rødt parti, der prøver at fiske stemmer i Utopia.

Sven-Åge Westphalen

Miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed er Alternativets grundpiller. På to af dem er vi temmelig enige med fx Enhedslisten; miljø og social men temmelig uenige med dem om økonomisk bæredygtighed, hvor vi ønsker en markedsøkonomisk baseret bæredygtighed. Det er derfor ikke os, der stemmer rødt; vi stemmer grønt, og det er der andre partier, der også gør. Hvis Information ikke havde været så forblændet på rød og blå men på rød, grøn og blå, ville et mere retvisende mønster vise sig, nemlig hvem der har en grøn dagsorden. Det ville være godt som opfølgningsartikel.

jens jacob jul christensen

Artiklen mangler en grundlæggende forståelse for logik og syllogisme. Feks udsagnet
A + B + C = RØD , derfor er A = RØD
Er jo tydeligt forkert men alligevel det niveau af logik der bliver brugt her.

Poul Sørensen

Alternativets parti program fanger mus, men jeg er slet ikke imponeret af alternativets folketingsmedlemmer. Måske skulle alternativet koncentere sig om nogen af alle de smarte mennesker, som vi hørte fra da de startede, men som ikke blev valgt - det er måske tid at sende linje to på isen....
- Alternativet er nok det parti der sidder på mest krudt i folketinget og så bliver det ikke til mere....

Alternativet skulle have smarte folk nok til at lancere en "Danmarks plan" der kan rette op på nogen de mange problemer som praktisk talt alle befolknings grupper sidder med... det er ikke nok at danse til landsmødet, der skal udtænkes en mere omfattende plan for forandring, som gør det nemmere og sjovere at være almindelige mennesker og frem for alt, så skal der laves en plan for at; fjerne de fattiges tunnel syn for det er så giftigt, at vi i Danmark ender med at vælge en "Donny tinyhands" som statsminister på livstid....eller så længe kloden har tilbage.

Poul Sørensen

Sven-Åge Westphalen
Det er ikke særligt problemløsende, at bede information om at løse jeres problem....som vælger sidder jeg og undre mig.
- Jeg troede at Alternativet ville konkurrere med enhedlisten i at være et happenings parti lidt i stil med kustnergruppen solvognen... Et parti der satsede alt på at ændre folks måde at tænke på...

Randi Christiansen

Eller også er de røde partier bare mere grønne end de blå partier er? Har du tænkt på det sebastian?

Mette Poulsen

Alternativet og Det Konservative Folkeparti burde kunne samarbejde i miljøsager

Torben K L Jensen

@Henrik
Deng var lige det modsatte af Mao Zedong og grunden til kulturrevolutionen - han var den praktiker der satte gang i statskapitalismen og dermed Kina´succes i dag.
Næh - det jeg mener er at det er gold spild af tid om hvem der har æren for fremskridtet - bare fremskridtet sker - i fællesskab.

Randi Christiansen

Jo mette, men når der er så divergerende meninger i de to partier, om hvad prisen for at støtte den grønne omstilling er, så ligger det samarbejde desværre ikke lige for.

Carsten Wienholtz og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
karsten arnbjerg-nielsen

En forside der er BT værdigt. En del detaljer er korrekte, men samlet et tendentiøst og misvisende billede. Jeg plejer at være bedre informeret af Information. Er redaktøren på ferie?

Poul Sørensen

Alle politikere burde før de gør noget; spørge sig selv om de med det pågældende tiltag gør vælgerkorpset mere apolitisk og ligegyldigt.... demokratitet kan forgiftes med ligegyldighed og manglende tro på, at demokratiet er befolkningens redskab til at styre med.

Mette Poulsen

@ Det er rigtigt.
Konservative er dog det eneste parti, som gennem tiderne har haft en konsekvent miljøbeskyttende profil, specielt ift fredning af arealer.
Hensynet til landbruget (gylde, nedsat biodiversitet etc) er dog noget, som ingen partier rigtigt har taget alvorigt. Måske pga. de arbejdspladser, som findes i forlængelse heraf?

Randi Christiansen

Ved ikke om du har ret i, at enh listen ikke i lighed med alternativet har været konsekvent omstillingsparate. Men du har meget ret i, at : "Hensynet til landbruget (gylde, nedsat biodiversitet etc) er dog noget, som ingen partier rigtigt har taget alvorigt. Måske pga. de arbejdspladser, som findes i forlængelse heraf?"

Sven-Åge Westphalen

GRØN - SORT frem for RØD - BLÅ
Farvemodsætningen mellem rød og blå er fra den gang, kampen gik mellem kommunisme/socialisme og liberalisme/konservatisme. Det er en forældet anskuelse. I dag går kampen mellem en bæredygtig miljø, social og økonomisk udvikling og en udvikling baseret på miljøforværring (og fossil energi), fattigdom og finansverdenens ukrænkelighed.
I dag står kampen derfor mellem GRØN og SORT.
Jeg mener sandelig, at Alternativet forsøger at sætte en meget konkret og realiserbar ny dagsorden Poul Solrart Sørensen og jeg er enig i Mette Poulsen, at vi på flere grønne områder kan danne fælles front sammen med de konservative. C har dog en kærlighed til det konventionelle landbrug, som vi ikke deler. I forhold til Enhedslisten, Randi Christiansen , er vi på miljøområdet meget enige og også på andre områder- fx. borgerløn. Alternativet mener dog, at en politisk styret markedsøkonomi er en del af løsningen (ikke den revolverkapitalisme, som CEPOS, Liberal Alliance med flere ønsker sig).

Randi Christiansen

Poul solrart - hvis du ønsker at fremme en dagsorden i alternativet, så er det bare med at komme i gang. Meld dig ind og deltag i politikudvikling i stedet for at nøjes med at komme med tilråb fra de billige rækker.

Randi Christiansen

Poul solrart - hvis du ønsker at fremme en dagsorden i alternativet, så er det bare med at komme i gang. Meld dig ind og deltag i politikudvikling i stedet for at nøjes med at komme med tilråb fra de billige rækker.

Poul Sørensen

Sven-Åge Westphalen
God luck med at samarbejde med de konservatives fake grønne politik....hvis du tror at der et nyopbrud i politik, i forhold til grønne løsninger så er du totalt naiv. Grøn politik uden klassekamp vil være en represiv politik overfor folk med små penge og grøn politik vil blive brugt til at gøre deres fødevare og energi dyrere og det bliver uden kompensation, fordi det er til vores alles bedste og så kan de fattige leve på en grøn sult, hvis de ikke dør af det .....Jeg stemte på alternativet ved sidste valg, men det bliver vist tilbage til enhedslisten for mit vedkommende....

Poul Sørensen

Randi Christiansen
Det er parti soldaterne, der står på sidelinjens billige rækker .... desværre :)

Randi Christiansen

Poul solrart 15.49 - ikke forstået.

Og 15.47 - så er du vist ikke opmærksom på, at alternativet netop ved, at alle de vigtigste bundlinjer skal tilgodeses, således også den sociale.

Poul Sørensen

Randi Christiansen
Jeg vil ønske, at tegning vil blive genindført som fag i folkeskolen, fordi tegning er et af de grundlæggende elementer i at forstå praktisk kreativitet. Der skal tegninger til for de fleste produkter men også til huse m.m. Meget kræver en tegning for at man kan komme i gang. Jeg tror mange håndværkerfag og andre fag som: murer, tømre, snedker, designer, anlægsgartnere, malere, guldsmede, tegnere, arkitekter, arkæologer, skræddere, smede, animatorere og mange flere fag ville opnå en betydelig højere kvalitet og dermed en bedre konkurrence dygtighed, hvis håndværkeren havde lært at tegne først - ikke male - men bare at tegne.
Til det at lære at tegne er der en del forskellige udfordringer, der kan være med til modne eleverne. Til eksempel; så har man ofte en forestilling om en tegning i hovedet inden, at man begynder på sin tegning, men ofte må man konstatere, at man ikke kan leve op til ens forestillinger i virkeligheden. Det at lære om hvordan i sin forestilling kan overvurdere sig selv uden man lige opdager det, det er en hel anden type erfaring, end de erfaringer man gør ved, at lære i matematik eller dansk. Der er mange andre ting i tegning der er med til at udvikle en og jeg tror, at man vil se mange flere unge starte firmaer inden de går ud af skolen, hvis de har lært at tegne. Ved at lære at tegne, så lære man også om ens egen kreativitet i praksis og det vil være i gang sættende for eleverne.
Hvorfor har man ikke tegning i skolen, i stedet for det mere teoretisk billedkunst i folkeskolen, det er fordi at det er farligt for storkapitalen, at uddanne selvbevidste kreative mennesker, der selv kan finde ud af at tjene penge. Storkapitalen vil hellere have unge mennesker der er fyldt med teoretiske tanker, som de unge ikke kan bruge til andet end netop, at arbejde for storkapitalen.....Derfor er alternativets gode ideer og ønske om at samarbejde med de borgerlige dømt til ingen vegne at komme. Hvis alternativet vil andet end løbe til grin i det borgerlige cirkus, så bør alternativet forsøge at slå pjalterne sammen i en front sammen med enhedslisten og begynder en aktivistisk kreativ klassekamp....Jeg vil godt spå, at det vil tegne til noget godt...:-)

Michael Kongstad Nielsen

Alternativet kalder sig et centrum-venstre parti.
I den ende af spektret, er både grønt og rødt repræsenteret.
Alternativet vil ikke sættes i bås med 'røde' partier i Danmark, ligesom spanske Podemos og italienske 5 stjerner bevægelse ikke vil det i deres lande. Men derfor kan der jo godt komme samarbejder ud af det

Randi Christiansen

Poul, det er vigtigt at insistere på flere bundlinjer end den økonomiske, og det gør alternativet. Der er den gode forretning, som skal overbevise de typer, som kun ser på den økonomiske bundlinje. Vigtigheden af dette må enhedslisten forstå, og det tror jeg, de gør.

Poul Sørensen

Randi Christiansen
Der er en anden side af hele den problematik og det er at uanset statens bundlinjer, så kan vi ikke fortsætte med at gøre flere mennesker fattige. Jeg læser til min store tilfredshed, at Enhedslisten er parat til at lade en socialdemokratisk regering falde hvis socialdemokratiet systematisk begynder at afskaffe fattigdom.
- Venstrefløjen har ladet sig udnytte alt for længe og nu kommer alternativet så på banen og tilbyder sammen med SF (der ingenting har lært), at lade sig udnyttet for mindre indrømmelser.... det ender galt. Alternativet bør lære af hvordan venstrefløjen har været udnyttet i årtier...og det samme gælde SF.