Læsetid: 9 min.

’Der er behov for en ny vej i opdragelsen’

Danske børn har fået rettigheder, frihed og forhandlingsopdragelse, men noget er gået tabt undervejs, mener psykologiprofessor og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen. Det er på tide at gøre vores børn mere modstandsdygtige gennem pligter, fællesskab og værdier frem for præstation, siger professoren i første afsnit af Informations nye serie om, hvordan vi kan opdrage børn i 2017
’Det sociale fællesskab er også noget, vi deltager i rent praktisk. Der skal laves mad, gøres rent og ryddes op,’ siger Per Schultz Jørgen.

’Det sociale fællesskab er også noget, vi deltager i rent praktisk. Der skal laves mad, gøres rent og ryddes op,’ siger Per Schultz Jørgen.

Sille Veilmark

22. april 2017

De er ufokuserede, giver let op og bliver stadig mere sårbare. Selv om danske børn er privilegerede, og deres forældre er oplyste og engagerede i at gøre det godt for deres børn, så er der gået noget tabt i forhold til, hvordan danske børn har det og fungerer.

Det var det indtryk, som dansk børneopdragelses nestor, Per Schultz Jørgensen, sad med, da han gik i gang med sin seneste bog, Robuste Børn. Som professor i socialpsykologi, tidligere formand for Børnerådet og forfatter til bøger om børn igennem 40 år er han selv en del af historien om dansk børneopdragelse, men ved de mange foredrag, han har holdt rundt om i Danmark, har han mødt et behov blandt forældre, lærere, skoleledere og pædagoger for at finde en ny vej.

»Jeg havde en fornemmelse af, at vi var nået til vejs ende,« siger han og fortsætter: »Vi er kommet langt ad den vej, der har givet børnene en stemme, både derhjemme og i vores lovgivning og børnenes sociale liv har fået en vigtig placering. Vi har haft fokus på, at børnene skal lege og trives, og det har ført frem til forhandlingsopdragelsen. Børnene skal inddrages, det står fast, men det har også ført til en eftergivenhed fra de voksnes side og en tro på, at børnene nok selv finder ud af det.«

Læs også

Så den nye vej handler altså ikke om at droppe inddragelse og forhandling. Den handler om, at forældrene ser sig selv som myndige vejledere for børnene.

»Forældrerollen er langt sværere i dag end nogensinde før. Vi skal ikke gå tilbage til en opdragelse, der ikke inddrager barnet og giver det plads, men samtidig skal vi udvikle en praksis i familien, der kan skabe en struktur i familien, som vi har forsømt. Vi har tænkt, at hvis bare vores børn trives, er glade og klarer sig godt, så er det nok. Det er alt sammen nødvendigt, men det er bare ikke tilstrækkeligt,« siger Per Schultz Jørgensen.

Fanget i en fælde

Den moderne forældrerolles paradoks er, at forældrene både skal inddrage og anerkende børnene, men samtidig skal stå fast og vise børnene, at de selv kan og skal gøre ting. Men det er ikke nogen uoverskuelig opgave, hvis forældre er bevidste om, hvad der skal til, mener Per Schultz Jørgensen.

»Mange forældre tænker over det her, men de er fanget i en fælde, hvor de har dårlig samvittighed, fordi de arbejder meget og kompenserer for det ved at være meget eftergivende og prøve at undgå konflikter. Barnet skal vide, at det er elsket. Derfor servicerer, overbeskytter og curler forældrene.«

Men al den kærlighed og beskyttelse fratager børn at lære, at de skal kunne dele og bære som en del af et fællesskab, og dermed fratager vi børn vigtig viden om livet, mener Per Schultz Jørgensen: »En dag skal vores børn selv bære eksistensen, skabe og klare deres eget liv, men nogle forældre trodser så at sige det eksistentielle kodeks: Melder deres børn ind på uddannelser, sørger for, at de får fritidsjob og hjælper selv store børn alt for meget.«

Curling- og serviceforældre giver børn følelsen af, at de ikke kan, og børnene baserer deres liv på en fiktiv ide om, at der altid vil være forældre til at holde dem oppe. Og det kan føre til store problemer for børnene, når de bliver ældre, mener Per Schultz Jørgensen.

Per Schultz Jørgensens råd

Inddragelse og forhandling er blevet fast del af opdragelsen, men danske børn mangler forældre, der som myndige vejledere står fast på, at barnet tager del i det praktiske arbejde derhjemme.

Vi skal ikke tilbage til kæft, trit og retning, men videregive en struktur og nogle værdier om, hvorfor det er vigtigt at tage del i fællesskabet ude som hjemme. Det giver børn en følelse af værdi og en modstandskraft, som er vigtigt – ikke bare for den enkeltes selvværd senere i livet, men også for deltagelsen i demokratiet og civilsamfundet.

At opbygge robuste børn handler dog ikke kun om styrke og pligter, men også om at lære sine egne grænser og sårbarheder at kende gennem både familiens, børnehavens og skolens fællesskab. Derfor skal der også være rum for refleksion og fleksibilitet.

Psykisk sårbarhed

Der er intet bevis for, at den manglende opbygning af livsstyrke i opdragelsen kan være en medvirkende forklaring på stigningen i antallet af børn og unge med psykiske problemer og diagnoser, men for Per Schultz Jørgen er der en klar sammenhæng:

»Mennesker, der bliver mødt af modgang og ikke selv oplever, at de har evnen til at stå imod, kan få et eksistentielt chok,« siger han med henvisning til det stigende antal psykisk sårbare børn og unge.

»Det problem er vi forpligtet til at tage alvorligt og ikke bagatellisere eller tale uden om. Men vi skal også forstå, at vi selv er med til at producere en større gruppe af sårbare børn og unge, hvis vi ikke giver dem de nødvendige sociale og emotionelle færdigheder, både i form af empati, evne til at udsætte behov, men også til at kunne opretholde deres eget livsmod. Hvis vi har givet dem en tro på, at tingene kommer af sig selv, eller andre gør det for dem, så har vi stillet dem noget i udsigt, som er bedrag.«

Per Schultz Jørgensen understreger dog samtidig, at robusthed ikke handler om, at vi bare skal være stærke og præstere, men i lige så høj grad handler om at kende sin sårbarhed: »Ligesom mod også omfatter angst, så omfatter robusthed også sårbarhed. Så robusthed er altså også at være bøjelig, kende sin sårbarhed, sine begrænsninger og at kunne sige fra.«

Det er ikke kun forældrenes eftergivenhed, men også skolens, arbejdets og hele samfundets præstationsræs, der er med til at producere sårbare unge, som Per Schultz Jørgensen kalder en af det danske velfærdssamfunds »store mentale udfordringer«.

Vi står midt i et samfundsmæssigt opbrud, der nok har været i gang i årtier, men som stadig giver nye, grænseoverskridende muligheder og en helt uhørt frihed. Men med friheden følger også en stor usikkerhed og et enormt krav om selvrealisering hos den enkelte.

»Vi har som mennesker brug for at udvikle en indre struktur for at kunne bære det her pres. Den får vi ved, at der er en ydre struktur, men hvis den eneste ydre struktur handler om at præstere godt socialt eller fagligt, så skaber vi indre fattigdom. Der skal værdier til for, at børnene for alvor forpligter sig og lærer noget af de krav, som der bliver stillet til dem,« siger Per Schultz Jørgensen.

Problemet med den rene præstationsorientering er, at den meget let bliver en hamsterhjulsstrategi, fordi den skaber et uudslukkeligt behov for at præstere noget mere, og dermed bliver man gjort til slave af præstationen, mener Per Schultz Jørgensen. Robusthed ser han derimod som frigørende, fordi den kan give den enkelte fornemmelsen af at være herre i eget liv.

»Børn overtager deres forældres livsholdning. Derfor er det vigtigt åbent at fortælle sine børn, at ’dét her kan jeg ikke klare’, men også vise dem, at ’dét her er noget, jeg vil kæmpe for’. Det nytter ikke bare at sige, at ’nu skal du bare hænge i’.

I stedet skal vi skabe et rum for refleksion i familien, men også i institutioner og skoler, hvor vi kan lægge våbnene og alle præstationskravene fra os og tale sammen uden frygt. Det er sådan, vi kan lære om os selv, og hvordan vi fungerer,« siger Per Schultz Jørgensen og påpeger, at det langt fra kun er et dansk problem, at børn og unge kæmper med mangel på fokus, livsmod og robusthed. Derfor er der opstået en underskov af begreber som resiliens, modstandskraft og selvkontrol, og der skrives bøger i ét væk.

Per Schultz Jørgensen mener dog ikke, at man behøver læse en masse kloge bøger for at støtte sit barn til at blive mere robust. I stedet skal vi finde noget så basalt og gammeldags frem igen som pligter og deltagelse i familiens liv.

Pligt frem for præstation

»Allerede ved det første skridt og første ord kan man starte. Når barnet er parat, så skal det have lov at gøre tingene selv. Det er den vej, som vi skal fortsætte ad, for hver gang du gør noget for dit barn, som det selv kunne have gjort, så gør du det en bjørnetjeneste,« siger Per Schultz Jørgensen.

Når pligten er så vigtig, så skyldes det, at vi kun for alvor lærer vores værdier og danner vores karakter, hvis den også kommer til udtryk i praksis, forklarer han.

»Handlingen skal med. Ellers bliver det et luftigt foretagende. Det sociale fællesskab er også noget, vi deltager i rent praktisk. Der skal laves mad, gøres rent og ryddes op, ligesom der er regler og normer for måden, vi er sammen på. Så viser vi børn, at her er noget, vi deles om, og giver dem en oplevelse af, at de kan bidrage, og at deres deltagelse i familien og fællesskabet ikke er ligegyldig.«

At bidrage til familien og fællesskabet giver børn anerkendelse, og det er med til at skabe selvværd eller en indre struktur. Og børns deltagelse i pligter er ikke noget, der kræver den store køreprøve i opdragelse, hvis man vel at mærke starter tidligt, mener Per Schultz Jørgensen:

»Det er helt naturligt for børnene at hjælpe til derhjemme allerede i en tidlig alder. Og den proces er med til at skabe det indre kernehus, som er så svært at udvikle, for selvværd er jo noget, som du er den eneste, der kan give dig selv.«

Pligter uden frihed forvandler sig nemt til lydighed. Derfor skal barnet selvfølgelig kunne få fri eller bare have lov til at gøre tingene på sin egen måde, men det er balancen mellem frihed og ansvar, der skaber robusthed. Det er bare vigtigt, at den voksne støtter barnet og holder fast på kravene, men viser forståelse for barnets indre tilstand ved eksempelvis at sige: Du er træt nu, og det er jeg også, men du kan godt selv bære din taske.

Det giver barnet styrke til at bære også det hårde og usikre i tilværelsen. Men i modsætning til præstationer på fodboldbanen eller skolen, så indebærer anerkendelsen, som fører til mere robuste børn, at barnet lærer at varetage opgaver af værdi for barnet selv, familien og fællesskabet.

»Både præstation og robusthed er forankret i en ydre verden, hvor det, jeg foretager mig, afspejler, hvem jeg er. Så af gode grunde kan de to ting nemt forveksles, men robusthed går på en indre kvalitet langt mere end en ydre. Robusthed er noget, som vi alle skal præstere. Vi har forskellige forudsætninger for at gøre det, afhængig af hvem vi er, men metoden er den samme: At vi skal overtage en ydre struktur i familien, børnehaven og skolen for, hvordan vi er sammen i fællesskab,« siger Per Schultz Jørgensen.

At barnet lærer at se sig selv som en del af et forpligtende fællesskab, ser han som fundamentet for demokratisk dannelse.

»Det er en demokratisk nødvendighed, at vi lærer børnene det her. Hvis vores folkestyre skal fungere, og civilsamfundet skal fungere som modvægt, så kræves det mere end nogensinde før, at vi danner mennesker, der tør stå op for sig selv, fællesskabet og deres værdier, så fortvivlelsen ikke tager overhånd,« slutter Per Schultz Jørgensen.

Serie

Opdragelse søges

Forældre bliver tudet ørerne fulde af gode råd om, hvordan de kan skabe sunde, dygtige og velfungerende børn. Men hvordan går det med opdragelsen? Drukner den i børnefamiliernes travlhed og de mange gode råd? Eller skal vi helt droppe den? Information søger i en ny serie efter svar på det svære spørgsmål: Hvordan kan vi ruste vores børn bedre til livet?

Seneste artikler

  • Opdragelse er ikke kun et spørgsmål om børn og forældre

    15. maj 2017
    Al snak om konfliktsky curlingforældre isolerer problemer med opdragelsen til familien, men så enkelt er det ikke. Familiens mulighed for at opdrage påvirkes af barnets liv i institution og skole, derfor er der brug for mere samarbejde om opdragelse frem for negative generaliseringer, mener Dorte Kousholt, der forsker i børne- og familieliv
  • ’Børn skal ikke være medansvarlige for opdragelsen’

    27. april 2017
    Det kan svært at skelne mellem børn med diagnoser og børn, der mangler opdragelse. Det prøver foredragsholder og forfatter Ann-Elisabeth Knudsen at gøre i sin nye bog. Her påpeger hun, at det ofte kan være de normalt fungerende børn, der er mest krævende i skolen, fordi de er vant til, at deres behov kommer i første række
  • Børn i dag mangler ikke opdragelse. Tværtimod bliver de opdraget alt for meget

    24. april 2017
    Familieterapeut og forfatter Jesper Juul beskriver i sin nye bog forældreskabet anno 2017. For ham handler det i dag om, at vi skal turde at være sårbare ledere, der er nysgerrige og nærværende i forhold til, hvad vores børn er for nogle størrelser
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • Torsten Jacobsen
Carsten Munk og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Forældrene skal bare indse at man ikke kan opdrage børnene hen ad vejen - som procces i tid. Børn skal bygges op og det er ikke nok at de bliver bygget op i diktat og regning.
Lær først og fremmest børnene at tegne. Det at lære at tegne er en anden type indlærings procces end det at lære og regne og skrive diktat. Det er lære at tegne er en række udfordringer, så som ikke at overvurdere sig selv for så bliver skuffet for ofte skuffet og man lære måske aldrig at tegne. I forhold til tegning, der må man nærmest ikke måle sig med sidemanden, fordi tegning er meget mere individulet end regning og diktat. Tegning giver en intens fornemmelse af, hvad det er at lære og tilegne sig noget nyt, som er med til at modne og modenhed giver robusthed.
- Jeg tror ikke vi kan lave om på lærere, forældre eller børn, det er et on going projekt med meget få resultater, men vi kan lave om og udvide på det vi lære børnene - det er noget der er gode erfaringer med.
Jeg tror at vi skal give børnene flere og mere varierede lære proccesser, det vil give dem mere gå på mod og even til at angribe alle problemer fra flere vinkler...

Helle Walther

Jeg er lidt imponeret over den viden børn har i dag, men oplever også at børn er et spejl af deres forældre. Sætter man ikke grænser, bliver børn usikre. nervøse og trives ikke.
Børn skal vide, når ting ikke er til forhandling, og hvor grænsen er.
Børn og unge i dag har alle muligheder, men det kan ødelægges ved det samfund vi er ved at bygge op med navlebeskuende sociale medier, og næsen i Ipad eller mobil.
Vil forældre have gode børn så skab det rum, som giver det resultat.

Anne Eriksen, Egon Stich, Hans Aagaard, Henning Kjær og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Meget fedt billede der illustrerer artiklen: Børnerådets tidligere formand er - under overskriften DER ER BEHOV FOR EN NY VEJ - i færd med at rive de visne blade ind i sit redskabsskur. - Her har vi langt om længe løsningen på et gammelt problem.

Hallberg Borg, Eva Schwanenflügel, Søren Roepstorff og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg tror alle gerne vil gøre det så godt som muligt for børnene. Problemet er, at vi alle skal operere med et stopur og et skema for "normen".
Tidstyrraniet og det gængse normalitetsbegreb er med til at gøre på forhånd ellers robuste børn til tvivlere i forhold til deres egen formåen. Vi mangler i den grad ro til fordybelse alle sammen, og den teknologiske udvikling rammer os med sit insisterende, krævende sug.
Legen får mindre og mindre plads, fantasien hæmmes af forudsigelser om fremtiden, som ej har hold i nutidens udfordringer.
Ved hele tiden at skulle være på forkant, mister vi grebet om det levende liv, om inspirationen og de mulige og umulige utopier.

Olav Bo Hessellund

Ifølge Per Schultz Jørgensens seneste udgivelse skal børn i dag opdrages til at blive "robuste", så de kan klare sig i konkurrencestaten. Velbekomme!

Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Anne Eriksen, Jens Erik Starup og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Jeg ved bare at mine unge naboers manglende evne til at styre deres 1 årige barn stadig holder mig vågen og tanke om at sælge min lejlghed ser ofte re rosenrød ud..

På den anden er det uroligt at denne hær af eksperter nærmest fortæller (post)moderne forældre, at de skal opdrage deres børn til ikke at tænke selv og at penge er vigtigere end filosofi,

Claus Bødtcher-Hansen

23/apr/2017

Ja, jeg er helt enig i det ovenstående.
Robusthed og livskvalitet kommer ikke af sig selv.

Jeg har nu i mange år trænet mennesker, fortrinsvis
voksne, i at mærke deres egne, personlige grænser i
tide, og derefter, at give udtryk for disse grænser,
på en værdig og respektfuld måde.

Det er i sandhed forebyggende konflikt-håndtering :-) .

Venlig hilsen
Claus

PS: Alle store problemer startede med at være små, var de
blevet håndteret, da de var små, var de aldrig blevet store.

Claus Bødtcher-Hansen

23/apr/2017

HOV, jeg mente IKKE, at jeg er enig i ovenstående
kommentar skrevet af Christian Lucas !

Jeg mente, at jeg er helt enig i ARTIKLEN
’Der er behov for en ny vej i opdragelsen’
skrevet af Per Schultz Jørgensen :-) ...

Venlig hilsen
Claus

Ole Christiansen

For til fulde at kunne forstå vigtigheden af opdragelse, må man se på hvor galt det kan gå når små forkælede drenge ikke får sat grænser og ikke udsættes for "dannelse".
Anders Samuelsen. Simon Emil, Joachim B. Ole Birk........ fortsæt selv listen.
Opdragelse er fundamentet for et velfungerende samfund. Ellers overtager psykopaterne styringen, som vi ser det nu.
Det er godt på vej.

"Fællesskab og værdier frem for præstation" - det første er erstattet af det sidste, præstationen er konkurrencestaten i en nøddeskal, kun drevet af egoisme og selvfedme.
Vil man andet, skal erfaring, dannelse og overskud give næste generation en platform (skrækkeligt ord, men moderne) til at udvikle egne værdier, til forskel for sygelige unddragelser af ansvar og etik.

Eva Schwanenflügel

Dannelse er jo egentlig et ganske bredt begreb. Når vi taler om et-årige børn, er det ikke muligt at italesætte , men derimod at præge udviklingen. Det forældre gør, efterligner børnene.
Hvis man råber, bliver det en familiekultur. Hvis man taler sagte bliver det omgangstonen. Også omgangen med andre mennesker bliver set, hørt og internaliseret af barnet. Hvis forældre er ligeglade med andre mennesker, bliver barnet det også. Hvis forældre er fraværende bliver barnet rodløs.
Og så er der de institutioner, der skulle tage ordentlig vare på børn. Lever de op til deres ansvar?

Kort sagt, det er os voksne der har ansvaret for at børn får de udviklingsmuligheder de har ret til.
Man kan dårligt bebrejde børn at de bliver et resultat af deres opdragelse og de muligheder de får i livet.

Hallberg Borg

HOVSA da, Schulz Jørgensen - nu har du i et langt arbejdsliv haft en platform for at missionere for alt godt for børnene.
Måske har jeg ikke hørt ordentligt efter - men har du også brugt din position til at missionere for disse (ovenstående) særdeles relevante synspunkter?
Jeg - der i øvrigt altid har været og stadig er enig med de budskaber, du nu rejser med - ville gerne have hørt noget mere til dig, mens du endnu var i tjenesten.
Bedrevidende, forhenværende fagfolk udretter ikke nær så meget som dem i aktiv tjeneste.