Læsetid: 10 min.

Børn i dag mangler ikke opdragelse. Tværtimod bliver de opdraget alt for meget

Familieterapeut og forfatter Jesper Juul beskriver i sin nye bog forældreskabet anno 2017. For ham handler det i dag om, at vi skal turde at være sårbare ledere, der er nysgerrige og nærværende i forhold til, hvad vores børn er for nogle størrelser
Familieterapeut og forfatter Jesper Juul beskriver i sin nye bog forældreskabet anno 2017. For ham handler det i dag om, at vi skal turde at være sårbare ledere, der er nysgerrige og nærværende i forhold til, hvad vores børn er for nogle størrelser

Anders Rye Skjoldjensen

24. april 2017

Det gode budskab først: Danske forældre, pædagoger og lærere har de sidste 30 år gjort et imponerende stykke pionerarbejde i forhold til børn.

Det konkluderer familieterapeut og forfatter Jesper Juul i sin nye bog Førerulve – det livsvigtige lederskab i familien. Men når der alligevel er behov for at tale om ledelse i familien, skyldes det ifølge Jesper Juul, at det var svært for forældre at omsætte al den viden og forskning, som blev hvermandseje i 90'erne – blandt andet via Juuls bestseller Dit Kompetente Barn – til virkeligheden og hverdagen.

»Det, vi overså i 90’erne, var, at forældrene ikke bare intuitivt vidste, hvad de skulle stille op med alle de oplysninger, som bogen og forskningen bød på om børn,« forklarer Jesper Juul.

Allerede dengang kaldte Jesper Juul forældre for ’fyrtårne’ i deres børns liv. Fyrtårne, som regelmæssigt skal udsende signaler, så børnene kan lære at navigere.

»Men det, der skete i 00’erne, var, at børnene blev fyrtårne, mens forældrene piskede rundt på åbent hav og lod børnene styre. Så det må vi forsøge at tage fat på,« siger han.

Nyromantisk opdragelse

Efter årelang sygdom har Jesper Juul måttet kæmpe for at genvinde talens brug. Danske børnefamiliers mangeårige førerulv går dog klart igennem som altid.

Ifølge Juuls analyse førte den øgede viden og bevidsthed om, hvordan børn fungerer neurologisk og psykologisk set, til en slags nyromantisk opdragelse, hvor børnene styrer det meste. Det er langtfra kun et dansk fænomen, men noget der går igen i hele Europa.

Jesper Juul mener dog ikke, at det handler om manglende opdragelse. Tværtimod: Børn bliver i dag udsat for alt for meget opdragelse.

»Mange forældre og pædagoger har meget lidt tålmodighed. Når de endelig er sammen med børn, kommenterer de på hvad som helst og forsøger hele tiden at gøre sig nyttige. Forældrene gør det af et godt hjerte, fordi skolen melder ud, at børnene er uopdragne eller uopmærksomme. Det giver skyldfølelse og skaber en tendens til at gå til opgaven på en gammeldags facon, hvor man ikke vejleder og retleder, men korrigerer barnet,« siger han og fortsætter:

»Men det skaber kaos i hovedet på børnene, fordi de oplever al den hyperaktivitet fra forældrene som en mistillidserklæring.« 

Jesper Juul opfordrer forældrene til at tage kritik fra skole, daginstitution og andre voksne mere roligt.

Det, børn har brug for, er tid til at tale om, hvordan de har det, og hvordan de ser på tingene, mener Jesper Juul. Og den får de sjældent. Problemet med forældrenes hyperaktive opdragelse er, at den ikke virker på særligt mange børn – de fleste udfordrer de voksne med vrede, opposition eller tristhed.

»Så snart børn bliver aparte, kaster de voksne sig over dem med alle mulige slags programmer, tilbud og ofte også en opfordring til forældrene om at tage sig sammen, men meget af det er fuldstændig stupide standardløsninger, som ikke fører til noget som helst,« siger Jesper Juul, der forklarer, at det ofte skyldes, at samfundet har dårlig samvittighed over for de unge, der mistrives.

»Men det handler oftest om alle de voksnes fiaskoer.«

Jesper Juuls råd

  • Smid listerne med gode råd ud og brug i stedet fem minutter eller en søndag på at være nysgerrig og nærværende over for, hvad barnettænker og siger med sin adfærd. Børn lærer som forskere ved at opdage og ikke gennem anvisninger og korrektioner, derfor nytter mange råd om opdragelse ikke.
  • Forældre skal turde være autentiske og sårbare ledere, som tør stå ved egne værdier og begrænsninger. Det skaber personlig autoritet i familien.
  • Forældre begår fejl hver dag, men ifølge Juul handler det blot om at være en tilstrækkelig god forælder.

Personlig autoritet

Når de forskellige tilbud fra officielt hold sjældent hjælper de børn, der falder ved siden af, er det, fordi forældrene ikke giver sig tid til børnene eller forsøger at forstå, hvad det er, de siger med deres adfærd. De voksne konstaterer blot, at adfærden er uønsket, fordi børnene ikke lever op til kravet om, at de helst skal være lykkelige og velfungerende hele tiden, mener Jesper Juul.

Han kan levende sætte sig ind i lærernes irritation over krævende curlingunger og ukoncentrerede ipad-børn. Men ifølge ham er der behov for at forstå, at voksne kan gøre en masse selv, som ikke handler om individuel terapi og udredning af, hvad der er galt med barnet. Det, forældrene skal lære at udvikle, er den personlige autoritet, for den formelle autoritet fungerer ikke længere – hverken over for børn eller voksne.

»Det skaber kontakt at være personlig, og når der er kontakt på et ordentligt niveau, tager det ikke mange minutter for børnene at høre, hvad der bliver sagt. Det er det samme for voksne. Der skal være anstændig kontakt, som ikke handler om, at en eller anden dirigerer rundt med dig,« siger Jesper Juul.

Mændene må på banen

Han mener, at der er behov for et nyt paradigme i forholdet mellem forældre og børn, og her er man nødt til at tale om forholdet mellem mænd og kvinder.

»Kvinder har mere visdom generelt, så når kvinder endelig får fred, så bruger de den fornuftigt. Mænd derimod vil bare have fred, så de kan løbe en ironman, eller hvad de nu gør, men jeg synes, at mænd skal holde op med at lovprise det at få fred og i stedet gå ind og udfylde deres rolle i familien,« siger Jesper Juul, der i en tidligere bog har kaldt mændenes job i familien »at rykke ind som kærlighedsministre«.

»Kvinder bliver totalt opslugt af især de små børn, og det har både børn og mødre brug for, så det er der ingen grund til at kritisere, men det skaber et enormt savn i parforholdet. Ikke bare i forhold til sex, men også i forhold til at gå en tur med hinanden i hånden. Alt for mange mænd sætter sig bare ned og mukker og lægger ansvaret for den situation på kvinden og skyder skylden på børnene. Derfor er der et stort behov for, at mændene finder deres egen rolle i familien,« siger Jesper Juul.

Men fædrene skal ikke efterligne mødrene. Det går slet ikke, mener Jesper Juul. For vejen til at udvikle personlig autoritet er forskellig for mænd og kvinder, og det er en stor gevinst for børn at have forskellige typer af autoriteter.

I sin nye bog skriver han, at kvinder er mere alene med opdragelsen i dag end før i tiden. Det skyldes ifølge Jesper Juul ikke kun manglende ligestilling, men at mænd halter bagefter psykologisk set. Det, vi lærer af vores børn – i familien og i nære relationer generelt – er vigtig psykologisk lærdom, og den viden går fædrene glip af, hvis ikke de involverer sig mere i familien.

»Vi kan brodere på det og sige, at mændene ikke kan komme til, men det er fis og ballade, for enhver mor, der ser en far, der tager opgaven alvorligt, trækker sig gerne to skridt tilbage. Men hvis man bare kommer ind fra højre og er supermand en gang imellem, når man har tid, så er det jo svært at have tillid. Når mænd ikke er en større del af opdragelsen, så skyldes det, at de ikke går ind og tager ansvaret. Det er ikke noget, kvinderne er skyld i,« siger Jesper Juul.

Derfor fylder forholdet mellem mænd og kvinder en del i Jesper Juuls bog om lederskabet i familien. For ansvaret for børnenes ve og vel er, i modsætning til hvad familieterapeuten mente før i tiden, grundfæstet i de værdier, der er i familien, og de forhold, vi har til hinanden i familien. Derfor skal mændene altså mere på banen i familien.

»Det håber jeg, at fædrene gør, når de oplever, at der også er en enorm berigelse og lærdom i at være en far, der virkelig er der,« siger Jesper Juul.

Magt og sårbarhed

Der er heller ikke nogen vej uden om at tale om magt, og det har mange forældre svært ved.

»Der er en moralsk eller politisk uvilje mod at have magt, men sandheden er, at vi som voksne har magt, uanset om vi vil det eller ej. Den måde, vi opfører os på som forældre og partnere, er ekstremt magtfuld og betyder alt for børns trivsel og udvikling. Det, jeg taler om, er ikke magten til at afgøre, om ungen kan få en is, men om magt over andres velbefindende,« siger Jesper Juul.

Ubehaget ved denne magt gør også, at mange kvinder mistrives med at have al magten i familien, mener Jesper Juul. Men forældre har magt. Spørgsmålet er, hvordan de bruger den:

»Vi skal som forældre turde at være så autentiske som muligt. Det betyder også, at vi skal kunne vise vores sårbarhed, for det er den eneste vej til nærhed i vores relation til hinanden i familien. Det er det virkelige paradoks med hensyn til at have og udøve magt – at lede og være sårbar,« siger Jesper Juul.

Og det er en svær balancegang for nutidens forældre, som ofte også selv er vokset op uden voksne til at lede dem på vej – eller har dårligt selvværd på grund af forældresvigt.

»Den gode nyhed er, at man ikke behøver at have en masse selvfølelse eller selvtillid. Man behøver bare at beslutte sig for at lære sig selv bedre at kende sammen med sin partner og børnene og så gå i gang med at bygge op,« siger Jesper Juul.

Hvem er mit barn i dag?

Men hvordan kan forældre helt konkret påtage sig at være sårbare ledere? Ifølge Jesper Juul handler det om at gå i dialog med barnet og lære – og blive ved med at lære – hvorfor barnet reagerer, som det gør, og hvorfor voksne reagerer, som de gør.

»Da jeg i sin tid udnævnte børn til at være kompetente, var det, fordi den måde, børn reagerer på, er kompetent og meningsfuld. Det samme kan jeg sige i dag. At være nærværende og være nysgerrige – uanset om man har fem minutter eller en hel søndag – det er det vigtigste,« siger han og uddyber:

»Hvis vi som forældre hver morgen kunne sige til os selv: ’Gad vide, hvad det er for nogle børn, jeg har i dag?’ i stedet for at sidde med nogle faste forestillinger om, hvordan børnene er eller burde være. Og når vi ikke kan lide det, barnet gør, skal vi give os tid til at give det en klar tilbagemelding,« siger Jesper Juul.

Det er altså gennem dialog og ved selv åbent at erkende, hvordan man som voksen har det, og hvilke værdier man står for, at det personlige lederskab skal virke. Jesper Juul mener, at vores tro på eksperter er alt for stor.

Han forstår godt afmagten blandt forældre i forbindelse med at skulle leve op til diverse anvisninger og lister over, hvordan vi skal håndtere vores børn. I sin nye bog argumenterer han derfor for et etisk kodeks med hensyn til brug af nye opdragelsesmetoder.

»I 00’erne opstod der en stor efterspørgsel på metoder. Hvordan får vi børn til at sove i en fart, og hvordan får vi dem til spise ordentligt – og i en fart? Mange af metoderne er heldigvis forsvundet igen. Måske fordi de kun fungerede i en måned, eller fordi de aldrig kom til at fungere, men realiteten er, at det er dybt uetisk at udøve metodisk magt over et menneske, som man er i et kærlighedsforhold til. Og sandheden er, at man ikke kan bygge metoder ind i et kærlighedsforhold,« siger Jesper Juul.

Bare gør det godt nok

Så når vi skal opdrage børn er det altså ud med listerne med fem-ti gode råd angående opdragelse og ind med nærværet, dialogen og nysgerrigheden, som kan gøre forældrene til personlige og sårbare ledere, mener Jesper Juul:

»For børn lærer som forskere ved at undersøge ting og ikke gennem anvisninger.«

Danske forældre, lærere og pædagoger er i Jesper Juuls optik pionerer i international sammenhæng, når det gælder børn.

»De har knoklet enormt hårdt de seneste 30 år med at bruge al den information, erfaring og visdom, vi har om børn, med kæmpesucces. Danske børn trives betydeligt bedre end børn i mange andre lande, og jeg tror ikke, at der nogensinde har fundet så mange meningsfulde og tillidsfulde samtaler sted mellem teenagere og forældre, som der gør nu. Så jeg har ro i sjælen og er forvisset om, at vi har gjort – og stadig gør – det godt for danske børn,« siger Jesper Juul og minder om en klog børnepsykologs ord: Det handler blot om at være ’en tilstrækkeligt god forælder’.

»Det er den ambition, man kan have: at gøre det godt nok, for vi laver jo alle mindst 20 fejl dagligt som forældre.«

Serie

Opdragelse søges

Forældre bliver tudet ørerne fulde af gode råd om, hvordan de kan skabe sunde, dygtige og velfungerende børn. Men hvordan går det med opdragelsen? Drukner den i børnefamiliernes travlhed og de mange gode råd? Eller skal vi helt droppe den? Information søger i en ny serie efter svar på det svære spørgsmål: Hvordan kan vi ruste vores børn bedre til livet?

Seneste artikler

  • Opdragelse er ikke kun et spørgsmål om børn og forældre

    15. maj 2017
    Al snak om konfliktsky curlingforældre isolerer problemer med opdragelsen til familien, men så enkelt er det ikke. Familiens mulighed for at opdrage påvirkes af barnets liv i institution og skole, derfor er der brug for mere samarbejde om opdragelse frem for negative generaliseringer, mener Dorte Kousholt, der forsker i børne- og familieliv
  • ’Børn skal ikke være medansvarlige for opdragelsen’

    27. april 2017
    Det kan svært at skelne mellem børn med diagnoser og børn, der mangler opdragelse. Det prøver foredragsholder og forfatter Ann-Elisabeth Knudsen at gøre i sin nye bog. Her påpeger hun, at det ofte kan være de normalt fungerende børn, der er mest krævende i skolen, fordi de er vant til, at deres behov kommer i første række
  • ’Der er behov for en ny vej i opdragelsen’

    22. april 2017
    Danske børn har fået rettigheder, frihed og forhandlingsopdragelse, men noget er gået tabt undervejs, mener psykologiprofessor og tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Torsten Jacobsen
  • Niels Duus Nielsen
Viggo Okholm, Torsten Jacobsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helle Walther

Det bedste man kan gøre for sine børn er at sætte grænser, give dem tryghed og selvtillid, forklare hvis man siger nej og hvorfor, men samtidig give barnet klar besked om, du er okay, men der er ting der ikke er til forhandling.

Vibeke Rasmussen, Flemming Berger og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Robin Frederiksen

Der er noget fuldstændig forkert og nærmest surrealistisk i at opleve et af sine store pædagogiske idealer inddrage managementtermer i sin argumentation om børneopdragelse. På den anden side har jeg nok bare læst for meget eller måske rettere for lidt ind i Juuls tidligere udgivelser. Det føles dog stadig forkert... og uvirkeligt.

Måske dagen vil komme, hvor et oplyst flertal vil indse, at selve strukturen og fundamentet for måden samfundet er indrettet på, hverken er inkluderende eller gavnligt i forhold til børn (og frie voksne). Vi lever trods alt i en verden skabt af voksne for konforme voksne, og så længe denne for hamsterhjulets eksisteren helt afgørende konformitet holdes kunstigt i live ved en kollektiv illusion om behovet for vækst, penge og ejendomsret, så vil ændringen og den nødvendige revolution af samfundet udeblive. Vil vi forandringen, må flertallet derfor først skulle nå til den svære erkendelse, at abstraktionerne blot er menneskeskabte skygger på en hulevæg og ikke virkelige fænomener. Om end man kan indvende, at det selvfølgelig må føles ret virkeligt for de fleste med gæld til banken. Det er dog stadig et spørgsmål om perception.

Det er ellers ret enkelt. Børn skal og bør sættes fri, for uden friheden til ikke at blive underlagt de voksnes dogmer, diskurser og fordomme, så vil fremtidens generationer i forhold til at kunne ændre det etablerede stå med præcis samme elendige kort på hånden som denne og tidligere generationer har stået med. I dette samfund er et sådan tilbud til børn dog tæt på en umulighed. Emancipation er selvfølgelig nøgleordet her, men dette begreb har ligesom andre humanistisk funderet begreber måtte vige pladsen for en mere effektfokuseret og managementinspireret sprogbrug, der langsomt men sikkert er i gang med at kvæle enhver rest af kreativitet og skaberkraft hos de, som i forvejen har allermindst magt at stå imod med.

En børneopdragelse anno 2017, som i en større optik sigter mod en bedre fremtid (for alle), må derfor hylde og dyrke det autonome, rebelske og samfundsnedbrydende. Alternativet vil nemlig være status quo og med stor sandsynlighed enden på menneskeheden as we know it.

ulrik mortensen, Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Roepstorff og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Helle: Det lyder enkelt med de grænser, men i min optik skal man så som voksen være ret bevidst og sikker på at de grænser er velovervejede, og så skal vi vist alle huske at grænser er til forhandling, hvis argumenterne er gode nok. Men her er sårbarheden så og den må voksne altså gerne ha.
Problemet er vores menneskesyn, hvor end del mener at menneskene/børn vil udvikle sig til tyranner,hvis grænser ikke sættes.

Vi skal ikke have forældreuddannelse, der er mere end nok styring af alt og alle og det synes som om fremtiden bliver endnu mere "magtens velvillige rådgivning (læs tvang) til de borgere, der ikke lige har deres på det tørre.
Liberalisme = frihed, glem det - man lægger op til en styring, der udelukkende indbærer færre offentlige udgifter, garneret med løfter og større overskud, om ikke andet, så når robotterne kan aflaste personalet.
Børnene skal naturligvis være til rådighed for magtens behov, hovedsageligt i form af indtjening via arbejde.
Vi er stadig i en overgang i forhold til kønskulturen og forældrerollen, det er forkert at laste kønnet for en bestemt retning. Man kan diskutere emnet ihjel, hvor man i stedet skulle samarbejde.
Også voksne (forældre) må frigøre sig fra samfundets pres og finde tilbage en balance, hvor man både vejleder og tillader modstand mod skadelige konforme økonomiske principper fra uheldige politiske magtstrukturer.

ulrik mortensen, Niels Duus Nielsen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Anne Eriksen: Nej vi skal ikkehave en forældreuddannelse medmindre det er personer som tør tænke anderledes der skal udføre den. men det er vist utopi og vi har vist rigeligt af eksperter/konsulenter i vores hamsterjul. Det at blive forældre er vel i grunden en nødvendig process i vores liv for de fleste, en form for naturlov. Mennesket dør jo ud, hvis ingen vil tilsidesætte egne behov gennem det at få ansvaret for et nyt individ, som så er helt sin egen o.s.v.
Det helt store problem er så: Hvordan kan dette helt sin egen individ så gøre nytte til gengæld for de kæmpeprocesser som sættes i gang for at mennesket bliver i sit hamsterjul og fortsat skaber vækst til dem som har vækst som livside og mål. Vi kan ikke undgå hjulet som sådan, men den burde nok have indlagte tænkepauser.

Leo Nygaard, - ok :) - syntes måske også den obligatoriske var nok. Dog er der jo vitterligt fremsat forslag om vedledning osv både vedr. ægteskab osv. - Gjort på den rigtige måde, altså ikke den mest anvendte, så er det som heller ikke tåbeligt.
Hvis man frivilligt kunne få midler til at undgå f. eks skilsmisse, var det jo fint.
Cepos var imidlertid imod, da ALLE jo har familie og venner til hjælp (og penge)

Charlotte Svensgaard

Jeg tror at et af de største problemer for forældre og børn i dag er en del af det salgs segment som forfatteren selv er en del af i skøn forening med lærere og pædagoger.
Noget så kedeligt og gammeldags som almindelig sund fornuft tilsat et modbydeligt ord "diciplin" kunne nok løse væsentlig flere problematikker end forfatteren og hele hans venne skare til sammen.
En hob af mennesker har siden ankomsten af Struensee's ankomst til Danmark, gjort sig jeg ved ikke hvor mange flyvske tanker om børn og "hvad" de er, skrevet et utal af mere eller mindre læser populære bøger og filosoferer over det i Nord, Syd, Øst og Vest. Afhængig af tidens trends naturligvis.
Og eg kan ikke se hvad der her bidrages konstruktivt med....

Niels Duus Nielsen

Man kunne jo begynde med at lukke børnene ud af dagfængslerne. Hvordan man forestiller sig, at børn skal udvikle sig til frie voksne individer ved at holde dem indespærrede og under opsyn døgnet rundt er mig en gåde. Min egen unge gik også i børnehave, da jeg var enlig far, men jeg satte en ære i at aflevere sent og hente tidligt, og i øvrigt have ham med på arbejde, hver gang det kunne lade sig gøre. Ofte sov han under flyglet, når jeg var ude at spille. Og i weekenderne og sommerferierne strejfede han så frit rundt i betonjunglen sammen med de andre små menneskedyr.

I dag er han et meget rebelsk og autonomt individ, så opdragelsen må siges at være lykkedes. Set fra mit synspunkt, ihvertfald.

Svend Erik Sokkelund, Flemming Berger, ulrik mortensen og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
Svend Erik Sokkelund

Da jeg gik på seminariet i begyndelsen af 1970'erne, snakkede vi om 'kørekort' til børneopdragelse, en minimal viden om noget grundlæggende. Der var alt for mange ulykkelige børneskæbner på vores praktiksteder og det hjalp ikke at anbefale forældrene at læse Homer Lane eller A. S. Neill's 'Summerhill School'. Selv ikke Peter Bastians 'Mesterlære' havde hjulpet og blev iøvrigt først skrevet mange år senere.

Selv gik jeg og mine to brødre kun i børnehave mindre end én uge. Min kloge mor havde omgående lugtet lunten i fru Kejser triste børnehave. Folkeskolen var lovbefalet, men efter skoletid var vi fri, med skov, strand & lystbådehavn i gåafstand.

Den priviligerede frihed vi havde for 60 år siden, går ikke for ret mange børn i dagens Danmark.